I skole på afstand

Så går det løs med pen og blæk
og matematisk regning
jeg holder mig 2 meter væk
og tegner på en tegning

Jeg sidder ved mit eget bord
og lytter til min lærer
kvadratrod og et navneord
(og mega sure tæer)

Jeg vasker hænder rigtigt tit
og hoster i mit ærme
og undgår alt coronaskidt
og alt for store sværme

Vi holder afstand selvom vi
alligevel er nære
kun fire timer må vi bli’
i klasse- atmosfære

Nu er det slut med skærm og spil
og lillebror der larmer
i venners nærvær blir jeg til
mens forårssolen varmer


En vælgers bekendelse

Lad os alle stemme.
Vi forsager undertrykkelse og alle dets gerninger og alt dets væsen.
Vi tror på samhørighed, den almægtige,
tillidens og frihedens skaber.
Vi tror på demokratiet,
og folkestyret, og stemmeretten,
som er undfanget ved grundloven,
født af oplysningssamfundet,
pint under skiftende regeringer,
overtrådt, mørkelagt og undtaget,
nedfaret til rigsretssager,
efter samråd opstanden fra de døde,
opfaret til lov,
udlevet i demokratiets, den almægtiges, tillidserklæring,
hvorfra folket skal komme at dømme liv og levnet.
Vi tror på de folkevalgte,
den sameksisterende, almindelige menneskeret,
det tillidsfulde samfund, forbrydelsernes afsonen,
politisk dannelse og det folkelige liv.
Basta. 
//Astrid Søe – En vælgers bekendelse

Det daglige brød – kend det på knækket

Rød(lige) regeringer giver altid oprør – hvorfor? fordi den rødlige/grønne vælger er typiske debatlystne mennesker der end ikke går i vejen for at tugte dem de elsker. og så vil de have retfærd for de svage. Sådan er parolen. Det vil den blå fløj også, men andre ord, men alligevel. Og hvem vil ikke det? Vi er jo i grunden bare danske og for få til at spilde en eneste.
Men den røde fløjs vælgere råber højt.
Vi har set det særligt tæt i denne regeringsperiode. og hold nu k**f en vanskelig opgave det har været.

lad os lige begynde med at skrabe knækbrødet for smør og slaske det tilbage på kanten af kærgården med krummer og kvalme og se op den arv, den globale krise, den siddende regering fik i morgengave.

Det har da været vågne mareridt for enhver folkevalgt, for enhver borger og for enhver vågen erhvervsdrivende.

Og der er blevet fægtet og forsøgt at krænge det sidste tandpasta ud af tuben. Helle, Margrethe, og de afgåede SF’ere har taget bæltet frem til de ellers så moderne hængerøvsbukser og lavet en olfert på danmark. Det er sgu egentligt modigt nok som sådan, men har kostet ufatteligt meget undervejs… også tillid og dyrebar viden.

lærerne, børnene, skolerne, de gamle, de svage, den under 02, vejkantsbyerne, udkantsdanskerne, de handicappede, kontanthjælpsmodtagere, dagpengemodtagere, su’en, dong, nets, tilliden.

…og ville det have været anderledes under en blå regering? Nix.

Ingen kan navigere skuden i fasttømret kurs gennem en krise.
Det koster at side med og ved magten og hvor mange jublede da vi fik den nye regering, er lige så mange skuffede nu.
Hvorfor? Fordi der kun er en vej ud af krisen: den der gør ondt på borgerne. Skæres for den sorte stær, skal nu øjne mange… og det bliver de, igen og igen, til vi kommer i sikker havn.
Det synes måske grimmere når det er en rød/magenta farvet regering der griber stæren om struben? Måske, men socialismen går sgu også med kniv under kriser.

Jeg er også skuffet, på min egen utopiske måde, for jeg vil så gerne at vi bare alle sammen er venner eller noget – fuck farvevalget – bare det er, fulltime, fullrate.
Men jeg er ikke så blåøjet at jeg ikke kan se at kirurgen er nødvendig.
klip en hæl og hug en tå.

Kunne vi have klaret det uden kniven? næ, det kunne vi nok ikke.
Men måden vi skærer kan vi godt debatere og vil blive ved med at debatere – længe endnu.

I sidste ende handler det om hvordan vi holder sammen under en krise. jeg er egentlig ret stolt af befolkningen. Der har været en fabelagtig fornemmelse for det vi nær havde glemt under de smækfede 00’ere – nemlig det at være i et skæbnefælleskab.
Vi vågnede alle sammen i krisen og tænkte, talte, samtalte, demonstrede, viste vilje og frivillighed. Der groede noget frem vi havde glemt. fornemmelsen af hvad det er at være et folk.
Debatterne glødede og pøbelvældet gravede sig ud af grøften og gik til bal i den borgerlige. Lokumsbrættet blev ikke slået ned og vasketøjet hang med, “end ikke stol på pink hjælper”, bremsespor til kik på hver en tørresnor. Det er jo sundt nok.

Det har kostet og det har været hårdt, men alligevel, nede i smøret og krummerne på kanten af kærgården, en fornemmelse af noget godt. Noget helt og rigt der har sejret.

Vi står nu med en hel del reformer, men intet paradigmeskifte.
Jeg havde håbet på at krisen tog flere skift med sig i tankegange politisk – at den tvang til nytænkning.
Der er endnu ikke nok af nyt, men det buldrer nedefra…
For der er alligevel er der et skifte i folkeånden.
Kriser har den godhed at minde os om hvor små vi er, at minde os om hvor sårbart vores land og folk er.
Intet er givet for evighed.
Altså kan vi bruge krisen til at finde sammen om noget der er langt vigtigere end bare smart-tver på afbetaling og nye silikonebryster.

Hvad lærde vi undervejs? Meget.
Vi lærde at der nu ikke længere er plads til overflod, men at vi skal være og leve bæredygtigt.
Vi lærde at vi alligevel, når det gælder, holder om og af de svageste i samfundet og kæmper for og med dem, nedefra i folkeånden.
vi lærde at verden i nød og strid er skrøbelig og at vi må stå sammen for at ændre det billede.
vi lærde at ytre os, at bruge muligheden for at blande os når det gælder.
Vi har lærd meget, på tværs af tidligere tiders kultur og økonomiske skel.

Finanskriser kradser, som fattigmands hotdog uden pølse.
men den maglende pølse er føelse – kend den på knækket – for det knæk og den krise gav folkesammenholdet tilbage.

Det vil jeg holde på, for det at mangle “noget” giver et blik mod dem der har og det at dele, men hinanden for hinanden.

I morgen er der nok endnu en reform, endnu et tiltag for at tilpasse samfundet til de nye tider.
Kan vi måske smide kageformen ud og begynde at nulre kagen mellem fingrene og lave små figurer der i sidste ende smager godt af håndsved og kærlighed.

Jeg tror sgu egentlig godt vi kan forme samfundet fint og folkenært.
Om fålov, det er jo blot en lille klat land, men få millioner håbefulde der kan og vil – også uden ret og pligt.
———————–
opdatering:
men… så så jeg hvem der er rendt med stemmerne… og så …. nah

Fri mig for friheden!

Samfundstendens: vi er nu nået til FRI- plejehjem, mens vi har set friskoler og fribørnehaver skyde frem med fornyet kraft de sidste 10-15 år. Altså institutioner der er skabt af ildsjæle rundt om uden om systemet. Tendensen er stigende og tydelig. Som samfund er der både noget rigt og fattigt ved de mange tiltag. De fortæller om et samfund der ikke har magtet at bevare nærsamfunds tanken og ikke

har råd til de mindre sammenhænge. Hvor kommuner nedlægger skaber borgerne selv nye steder.
Retorisk har vi mistet noget med navngivningen FRI skole/børnehave/plejehjem, for vi siger med ordet FRI at værdien er at være fri af skæbnefælleskabet ikke skabe nye vilkår i skæbnefælleskabet. Da friskolerne oprindelig blev støbt var det det pædagogiske og læringsmæssige setop, der gav mening til frihedstanken. Fritænkere.
Nu bliver alt der skabes af civilsamfundet navngivet: FRI…
Det koster i forståelsen af hvad det er at være del af et hele og et fælles samfund. Det koster når frihed bliver et modeord som mesterhak og bagt uden stråforkorter!
Frihed er en tanke om at sætte noget eller nogen fri fra eller til noget. Og vores samfund ( siger vi) er bygget på frihed og demokrati. Men det øjeblik vi “går imod” den offentlige mening bliver vores projekter stemplet med ordet: FRI.
En skole der opstår i en nedlagt folkeskole bliver ikke fri af at genopstå som folkeønske. Den er stadig skole for de selvsamme børn med ofte de selvsamme lærere og det ændrer ikke friheden at give et frihedsnavn. Friskolen er en tankegang – ikke en oprørssang mod stat og styre, finanskrise og kommunalbesparing.
Måske vi skulle få set lidt på hvordan vi behandler ordet frihed nu om dage.
Det er fattigt at stemple vores samfund som så ringe at alt der skabes udenom er det eneste der er “godt nok” til at få frihedsstemplet! Jeg holder så uendeligt meget af de gamle tanker der skabte vores mulighed for at skabe skoler med fritanke, som var Kold og Grundtvigs ide bag.
Den sorte skole med terperi og udenadslære skulle have en modpol i friskolen med fantasi, følelse og frisind. Her var det selve børnehøjden og pædagogikken der var frirummet, ikke pengepungen eller samfundskrisen.
Pas på gamle Danmark at du ikke snubler i dine ord. At du ikke mistolker hvad frihed er. At du ikke giver frihed tydninger der ender som “inde og uden” for samfundsrammen.
Det øjeblik er vores folkearv og nordiske opdrag ude og vi ender i et indsnævret forbitret systemsamfund splittet og misforstået over tid – mens sproget tilpasser sig noget helt skørt: At frihed ikke er at være medborger, men modborger. At samfundet er ufrit og noget vi frigør os fra når vi skaber lokalsamfundsmuligheder.
Det ville glæde mig om den siddende regering ville tage et par dage ud af kalenderen og læse op på vores historie, på samfundet, på den nordiske mulighed og tanke og overveje hvad frihed er? Om frihed er at være sammen, at stå fælles om en sag eller et land med mangfoldig tankegang eller om frihed er at fravælge landets sag og vilkår.
Når vi taler folkeskole kontra friskole skal vi huske at der gælder samme krav om output i eleven – det har loven bestemt – men måden vi møder eleven læringsmæssigt har hvert sit setup ( hvis der er tale om en grundtvig/Koldsk skole) friheden er altså en grundtanke i pædagogikken – ikke et forblæst ligyldigt prædikat vi klasker på skoler der overtages af forældrene.
Et friplejehjem er ej heller mere frit fordi det drives privat. det er blot: privat! Men vi er blevet smølfeblå bange for at kalde noget for privat!! hvorfor? fordi det indikerer et skel mellem stat og folk. Staten har opgivet noget og borgerne tar over, uden om staten. Altså: De FRIE (!) markedskræfter! Det lyder borgerligt <— yep – der var det: ordet borgerligt, men her er ordet borgerligt et udsagn om at borgerne går imod en statsligt beslutning.
Hvad er et samfund egentligt hvis vi er borgerne mod staten? Hvis splittelsen går på hvem der har retten til at drive menneskeinstutioner? Det er jo der striden står. vuggestuer, børnehaver, skoler, plejehjem, hospitaler. alt der er for mennesker er en statsopgave eller er det?
Privatiseringen er et udtryk for at nogle borgere mener de har en anden opskrift at skabe menneskerum i., men husk nu bare at kalde det privat! Ikke fri!
Ja fri mig for frihedssnakken – den er forvrøvlet og hører ikke hjemme om sten og mørtel, bygninger der skifter hænder og ledelse.
Frihed er et begreb vi skal danse varsomt med. det øjeblik frihed bliver et skel i samfundet har vi tabt det hele. Det øjeblik er vi ikke længere et samfund, men sat helt på spidsen: en arv-art af et diktatur/statsvælde med borgerne som uartige ulydige Robin Hood frihedskæmpere der går imod styret og statsmagten. Jeg vil IKKE være fri af staten – jeg vil være fri som stat – som samfund!
Ja sgu og godmorgen vintertid!
 
//Astrid Søe 28. oktober 2012

Kære Holger Danske

Kære Holger Danske.

– Jeg skriver til dig fordi jeg er idelig bekymret for mit folk. Der er en tendens i retning af ganske opgivende mådehold og ubegribelig drift mod død, nederlag, konkurs og umulighed. Og ja, det er ganske vist at vi i går tabte i fodbold, men vi tabte dog ikke forstanden skulle jeg mene. Og ja det er sandt at mange går og mugger i krogene over den finanskrise der har bidt sig uforanderlig fast i hverdagslivet og mange bider i den retning både efter hinanden og postbudet, hvilket ifølge danske lov er ganske forbudt og betegnes som vold mod tjenestemand i funktion. Næ Holger, det er ikke så opmundrende at møde den fortagsomhed ud i bideriet, og dog er der det der er værre, nemlig driften mod død og nederlag. En nærmest opofrende renden helvede på dørene, uindbudt. selvom vi egentligt, set på verdensplan, er verdens lykkeligste folk og nogle af de rigste, så er vi også samtidig de største brokkere , skældere og smældere og vi skælder vores samfund huden fuld, på regeringen, de folkevalgt som vi dog selv har redt seng til og budt ind på kaffe og blødt brød midt i lørdagsfilmen. Og politikerne har vi krydset af mere eller mindre be eller ubegavet men dog med egen hånd og blyant. De er jo blot folkets lakajer og ikke en smule bedre eller værre end vi på de ularkerede gulve. Og hvorfor Holger er det således? Jeg ved det ikke. Det er ganske sært, Holger, for det er egentlig meget nemt at få øje på glæden, håbet og modet, det ligger nemlig først for, som en sten med hul i, man måske ikke først ser, men som er er alligevel. Og hvorfor samler vi så ikke glæden op, iføre os modet og tager håbet på som krone? Jeg ved det ikke Holger, men jeg vil så gerne bede dig blive sovende, på din stol, med din kappe livløst hængende ved siden og dine øjenlåg lukket i. Ja det er måske svært at bede om, Holger, men vi har ikke, virkelig ikke, brug for at du vågner, selvom mange kalder på dig, højt og lydeligt. Vi kan nemlig godt selv. I bund og grund er vi lykkelige. Vi har blot lukkede øjne for glæde, mod og håb, men jeg lover dig, hvis du lover mig at blive i søvnen, at vi danske vågner op og spænder bælte, som danske helte ud i livsglæde og fornyet tro på samfundet vi selv har valgt os til, hver dag vi står op. Jeg beklager forstyrrelsen og håber du vil bære over med mit brev.

Sov godt
Kærlig hilsen
Astrid Søe

Folkemødet på Bornholm

Den sjældne store kærlighed,
i politik og vælde,
er ukrudt i et rosenbed,
og blade på en nælde.
For selvom vi har luget ud,
og sætter pænt på række,
er underverdenens vilde skud,
den vækst som alt kan trække.

En mælkebøtte finder fred,
på asfalt vejens flade,
og taler frit og folkeglad,
og breder sine blade.
Den frihed ukrudt ofte har,
skønt uindbudt af alle,
er netop frihed som man tar
når folkemødet kalde.

I ord der gror af fattig jord,
skal sammenhold forfattes,
for det er her frisindet gror,
når samfundet afmattes.
Bliv ved at tale uden kant,
og uden målte måder,
vær stærk i gamle spor der svandt,
og folkeåndens gåder.

Tag dagen frem i lys og liv,
giv plads for ukruds vælde,
stop op og lyt på larm og kiv,
som nedefra fortælle.
Der er et sprog af folkeånd,
som holder fast om roden,
lug aldrig med for sikker hånd,
og sæt kun varsomt foden.

//Astrid Søe – til folkemødet på Bornholm 2012

Grundlovsnat

Grundlovsnat – og imorgen – faktisk nu – vågne til det at tage danmark på sig, som en overfrakke, men foret inderst og vanter i lommerne, nogle mønter, en pakke klinex og en kastanje. Og ville det, vågne og se sit land i øjnene – og tro på det igen og igen uden blusel eller svindende håb mod det Danmark ville – med lov skal land bygges og der bygges videre, ud og brydes ned. skæres kanter, males over, tapetseres, pisses mod muren en solvarm dag, mod blæsten og forstanden en anden. Og alligevel står du op, lille snottede land – men næsen oven vande og svømmer muskelhundesvømning mellem første og anden revle. Der råber du efter is og speltbrød, mens du forvirrer dig selv med nye nytårsfortsæt og regler du må bryde for at slå dig fri i dig selv. Godnat lille flødekande – uden hank og med skår i tuden og krakeleret glasur. Du vågner nok og er mild, fordi vi husker dig og sætter en fandens masse flag i kagen – som vi blæser ud mellem taler og ord der vil krænge en virkelighed rundt. Og der vil du skrige din fuldfede kærlighed – ud, til et lille folk der venter på at noget vender, at naboen går konkurs, at taget letter eller at floden går ind i kælderen. at nogen græder i en baggård fordi de ikke kan finde hjem, selvom alle døre er åbne, som en frakke man tager på sig – der er dig – Danmark. Lille forkælede snottede smukke forhave.
Godnat og gå nu ikke ud –
//Astrid Søe 2012 – nat mellem 4-5 juni

Den ensformede frihed

Så kommer man pludselig med et slag foran for sin tid, med et helt årti + lidt.
Endelig er der kommet en afhandling om friheden som brand, som tilbudsvare.
Tilbage for 10 år siden holdt jeg en lang række foredrag som samme emne.
Igen og igen har jeg ment at vi har misforstået frihedens væsen og væren og sat den på tilbud som mesterhak..
Uddrag af foredrag marts 2000:

Frihed til forskellighed, sådan lyder lønne højskoles slagord eller leveregel.

Og det er vel den yderste frihed for et menneske.

At vi ikke skal ensformes,

at vi har lov til at være den vi er uden at blive korsfæstet af den grund.

At have friheden til at være forskellige med hvad vi hver især bærer frem.

Det lyder flot, men er det egentligt ikke.

Det burde for enhver være den naturligste ting i verden og noget vi vidste uden overvejelse.

Men at måtte vælge sig det som slagord er tegn på et fattigt folk.

Vi ved at friheden er bundet.

At frihed er noget man må skilte med for at gøre andre, det landskab man gror i, klart.

Se vi er en fri skole

En fri organisation

En fri kirke

Frihed er blevet et slagord som mesterhak eller økologisk

Som bagt uden stråforkorter eller pava rustbeskyttet.

Frihed er ikke længere noget man tager naturligt om, men noget man flager med.
citat slut.
I årevis har jeg gensnakket denne tanke: At frihed i Danmark er en handelsvare, et brand vi flager med og har mistet grebet om det øjeblik friheden blev til “Hvem kan – vi kan” modsat alle andre der var nok så dårlige til at gribe friheden og turde den som folk.
Da Muhammetkrisen kom stod vi der igen, højt råbende at VI ER FRIHED, VI VED BEDST!
Måske ved vi bedst, måske har vi virkeligt et godt greb om friheden og fordrageligheden.
Og et er sikkert, vi har gammel lærdom om frihed da vi har både forenings og de frie skolers kultur at trække på. Tak igen for den Grundtvig der lærte os at være frie, men utak til os selv da vi mistede overblikket over det uendelige ansvar friheden bærer med.
Vi må ikke lade frihed blive denne stråkorkorter i livet, der gør os til pløjemarksbønder, men harvetænderne for langt fremme.
Frihed er også ydmyghed over for andre mennesker.
Frihed har det størst ansvar overhoved.
Vi skal og må huske at sætte afsender på vores frihedstanker. Ja vi flager med frihed, men vi har også ansvar for at tage flaget ned i tide inden solen går ned, for der må gælde samme flagregel som dannebrog så friheden ikke kommer til at blafre i en middelstorm, forrevet som et BILKA eller NETTO flag, der hænger ude hele året.
Når vi som folk i gammel tradition kender til friheden er et selvsagt fordi vi har oplevet det ufri og kæmpet os vej mod noget andet.
Det forpligter og kampen sætter fri.
Verden over kæmpes der i denne tid for friheden, for freden og for tanken om demokratiet.
Nogle steder svares der:
Tortur hvor andre demokratier! 
Næsten som et modråb mod den overlegne frihedstanke.
Frihed skal være ydmyg.
Frihed er ikke bare arvegods vi kan bruge løs af uden selv at give eller forstå, det skal læres for et folk, for et samfund og som mulighed i et styre. Det skal smages med mund, tanke og hjerte
I ethvert menneskes eget liv er det samme øvelse som hos et helt folk.
Fra barnsben er friheden i lommen på forældrene og de vælger til og fra hvornår vi er fri til egen levemåder og valg.
Langsomt begriber vi frihedens konsekvens og tager ved lære og behandler den med omhu og kærlighed.
Jeg har tusindvis af gange sagt til mine børn at familien er et demokratisk diktatur.
Samtalen er mulig, vi byder alle ind med vores ideer, men det er den voksnes givne pligt at tage valget og stikke målet og beslutningen ud i sidste ende, uanset protester og “surmule med mælk på”.
Ja det er dit private værelse, men det skal ryttes op! ingen frihedvalg der, eller når der sengetid etc.
Vi lærer at stå ved valgene og vide hvornår grænserne er nået. Ved myndighedsalder skal vi kende den. de får vi overdraget ikke bare nøglerne til bilen og egen økonomi, men langt større valgretten til samfundet og livets valgfriheden.
Som samfund øver vi os stadig. I denne tid er friheden knyttet ind i en hånd der strammer om garnet. Friheden er på alle måder også en modestørrelse der fra tid til anden tager nye klæder på.
Lige nu er kassetænkning yderst moderne og gennemsyrer samfundet fra isse til fod. Der er ikke den regel eller kasse der snart ikk er udstukket og langsomt begynder oprøret – næsten umærkeligt, men sikkert.
Vi evner det ikke, vi danske der for flere hundrede år siden smagte friheden som folk. Vi rumsterer og regerer og slår og i tøjeret.
Lille Ole og gamle Karen er begge sat i system både i børnehaven og på plejehjemmet. Vi skriver lister og skemaer for hver en bevægelse de tar og mister overblikket over det hele menneske. Sådan går det i moderne samfund hvor vi bliver overopmærksomme på detaljen og overser det hele billede.
Friheden har det for tiden på samme vis.
Den er stykkevist og delt skemalagt og sat i system.
Her er dit liv – tilsat lidt frihed her og der, strøet med milimeterdemokratisk hånd.
Måske er vi stolte af vores frihed – flot og elskelig som den er, men den må være mere end blot ord og tradition.
Hver morgen må vi vågne og huske at vi også som folk skal kæmpe for frihed. Den er ikke en fast størrelse vi kan stemple passet med.
Friheden lever kun i det enkelte menneske og dette menneskes måde at møde livet på.
Hvis ikke vi værner og opliver friheden som et vilkår, som et samfundsdueligt afsæt, så dør den hen og lader sig skematisere og bliver til ren reklamekampagne.
Pas på friheden, den gør det ikke selv.

Link til artikel om afhandling om friheden som brand:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/frihedsfundamentalisme-gor-os-intolerante