I Begyndelsen skabtes Himmelen og Jorden.

I begyndelsen skabtes Himmelen og Jorden.

Siden skabtes
Fælleskabet
Medborgerskabet &
Ægteskabet


//Astrid Søe

Lattermilde Lazarus

Lattermilde Lazarus, han faldt om og døde
hjertestarter, intet hjalp, de dyppet ham i fløde
rullet ham i levertran, kildet ham på fussen
men han vågnet ikke op, mod paradis gik bussen.
Det var ikke særligt fedt for dem der var tilbage
og han stank i gravens fred, efter kun fire dage
så kom Jesus på visit og lovede at fikse
Lazarus det døde lig, det ville ikke kikse.
Han rulles den store sten, de havde sat for graven
og Jesus råbte, kom kun ud, før de har snuppet arven
og Lazarus stod op fra død og vaklede mod livet
det påstår han Johannes selv, i evangelieskrivet

//Astrid Søe 2014
uddrag af teologi for Teens & Tweens, frit efter Johannesevangeliet

Tro + tro =

Tro + Tro ? Mit bud er 2

med paradis in mente
Fra phi til phi er mennesketro
Multipliceret testamente
Med ukendt faktor regnes ud
At summen lig med x’er  
Der divideres med en Gud
Og plusses med en sekser
Mens brøker af et DNA
Procentvis smelter sammen
I teologisk regnefag
Er resultatet = Amen!
//Astrid Søe 2014
http://www.livsoplevelse.dk

TRO VÆRDIG (Udgivelse bog)

Tro Værdig – Til Hverdagsbrug – Bog

Af Astrid Søe


Det 

Det vi ved som ikke gælder
det vi kan som ikke tæller
det vi gør som ingen ser
det vi skal som hjælper fler
det vi flytter for en anden
det er kærligheds-forstanden!

“Tro værdig” er en opsamling af løse vers, rim og digte til hverdagsbrug.
Ord der lander og læner sig mod tro, sorg, sjæl og sind.

Et mødested i mennesket og det vi virker mod og med.

Ord er til for at blive brugt os imellem, de er til grams, til grin, til gro, til gru, til brug og betydning.

Ord er en gave vi ikke kan bytte i butikken igen.

Ord koster, knuser, kranser og kærtegner.

Ordet er frit og det er dit og mit.

Køb den her:
http://www.gucca.dk/tro-vaerdig-til-hverdagsbrug-bog-p249482

Der findes en have

Der findes en have hvor håbet gror vildt
og træernes kroner gir skygge
der findes en have hvor modet er frugt
og vandet er næret af lykke
der findes en have hvor troen er fri
og viljen er grene der bærer
der findes en have hvor kærlighed gror
og mennesket altid vil være.
Der findes en have hvor liv avler liv
og ingen skal sulte og tørste
der findes en have hvor hjertet gir lyd
i kærlighed du er den største.

//Astrid Søe 2013
http://www.livsoplevelse.dk

#Frugtsommelighedens gave

Brev til mit Syriske barn

Der er tusind for og imod’er omkring Syrien. Omkring det at gå ind eller stå måbende til. 
Der er tusind for og imod’er hver gang vi overvejer om krig er svaret på krig. 
Om vores næstekærlighed omfatter et globalt eller nationalt livssyn.
For det er for og imod der river vores lunger til blods i en demokratisk debat om vores omverdens stridigheder. Engang var det os selv der sukkede efter “Det var en morgen som tusind andre” og lærken lettede og vi var lettede, i forløsning af fred. 
En udefrakommende fred. 
En hånd der rakte os frihed og løste de snørende bånd. Det var vel en hånd der bar samme religiøse sprog som vort, men en hånd der i de timer ikke talte andet sprog en det globale “fred være med jer alle” “shalom” “peace” “salam”. 
 
Vi bærer alle kim til krig og kim til fred. Vi sår, vander og høster som vores historie og samtid fortæller os og opdrager os til. Går vi ind til vores nabo, i tillid og tro på at vi er velkomne, da er vi oftest velkomne. 
Går vi, med tvivl og mistillid, er kæden sat for døren og et misbilligede blik er det vi møder gennem en sprække i døren. 
 
Om morgenen står vi op, ryster søvnen og drømmene bort. ” Kom, lær mig noder til, det håbets strengespil” og våren tager vi med, som lærken. Vi kalder det mange navne som et kært barn, vi bærer på armen, i omsorg. Vi døber det demokrati. Sameksistens. Vi vil forstå og fortætte det at spørge, i tillid til hinanden og lære at bøje os for flertallet. Uagtet om vi enige. For grundholdningen er stadig den samme. En hengemt følelse og at blive holdt i hånden når man har været bundet som træl, i en krig vi stadig ikke begriber.
 
Ved kakkelbordene, under Amagerhylden og på Ikea sofaen, sidder et menneske og prøver at forstå en konflikt, en spirende vår, et stykke land, en kultur, folkeslag, religion og historie som hører Mellemøsten til. Vuggen til vor tids dåb og sprog. Et stykke historie vi deler, langt tilbage i tågerne og wikipedias endeløse fortætninger. Eksperterne der som tordenskjolds soldater toner frem og forsøger at oplyse. Men det er mørkt. Det er fimbulvinter. Det er ubegribeligt. Men vi prøver og prøver, overvejer, måler dagens handlinger med tommelstokken med tommerne slår ikke til.
 
Som at sidde ved en flodbred og håbe at finde guld, med en si, med sten og sand. Og når alt er vasket bort i det nær frysepunktet kolde flodvand, så ligger der ingen guld. Så ligger der de vises sten. 
Sten der er drøm om tro, håb og kærlighed. Det universelle mødested. Det vi smelter om, i vores daglige virke med hinanden og ikke mod hinanden.
 
I Danmark leger vi med de store, dem fra niende der både smugryger og tuner deres knallert. Vi vil være en del af “handlekraftens øje” og der, i det blik, på brejdablik, kan vi se at ligemeget hvem vi leger med så higer vi, barnligt efter en hånd at holde, en skulder at læne på, et kys af forstand.
 
Senatet skal stemme, demokratiet skal tale, og trykke på den røde knap. Ingen alene skal drage af natmørkt hav.
Og imens ligger der i en seng, en mor og en far og holder om deres lille barn. Et kærlighedsbarn. Er barn som uroligt trækker vejret i søvnen efter en dag hvor det har set lig og krig i de gader hvor det engang legede “en to tre krone for mig”. Nu ruller krigen og frygten mellem husene og ingen åbner døren i tillid.
 
Det er det ene barn til hvem jeg sender min fred, mit håb om frihed, mit håb om at du vil overleve og gro og en dag lille barn vil du holde en hånd og løse en knude når mit land stanser i våde. Du lille barn er mit barn af hjertet. Og du bærer kimen. 
Alt er for og imod, mit barn. Alt, foruden et der står fast; kærligheden.
 
Jeg forventer dit komme, hvis ikke jeg henter dig først. Det er jo mig der er den voksne. Det er jo mig der skal holde hånden over din pande og give dig fred.
 
Ærbødigst
Astrid.

Søren Kierkegaard, eksistensfilosofi på højskoledansk

Til Søren Aabye Kierkegaard
200 årets fejring.

Tekst: Astrid Søe, 2013
Melodi: Niels W. Gade, 1851, Grøn er vårens hæk

 (Spidsborgeren)
Liv med rettesnor,
Vanen i os bor,
Selvet skal vi ikke gå og søge!
Jorden den er flad,
Konen hun er glad,
Konformitet ud under de danske bøge!

Sådan gør vi tit,
alt er sort og hvidt,
man må altid gøre som man plejer!
skæg og snot for seg!
gå den lige vej!
livet er ikke noget vi bare leger!

(æstetikeren)
Selvet som beset,
Hvad er hændt og sket?
Livet det er fyldt med valg og veje.
Lotto, lommeuld,
Flasken den er fuld,
Livet det må på vægten sig lade veje.

Jeg vil eje mer,
Eje alt jeg ser,
Livet det skal fyldes til det springer,
Fest og faldera,
Jeg er altid klar,
Kaster mig ud i livet og det, det bringer.

(Ironikeren)
AK, det er for let,
Sikkerhedens net,
I kan alle stå på lige rækker.
herrer der gør kur,
lemminge kultur,
Øve i takt og tone mens theen trækker

Fest sku der jo til,
Se mig, – rænkespil!
Skuespil og latter gennem gaden,
Kækt at gøre nar,
Se hvor dum jeg var,
Levet et liv så ganske i overfladen

(Etikeren)
Stå og vær og vid,
Elsk kun hver en bid,
Livet det er nært og tæt på tanken,
Jeg står ved mig selv –
Men alligevel,
Er der en angst dybt inde i hjertets banken.

Fyldte jeg min dag?
Stred jeg for min sag?
Har jeg givet nok og kan jeg skylde?
Jeg blir hul og tom,
Hvad er livets dom?
Hvor kan jeg søge mer for at finde fylde?

(Det religiøse Stadie)
Gud, du gav dit kød,
Syndefald og død,
Ragte os din ånd med tillidshænder.
Korsets kraft og kald,
Hjertets rette valg,
Ind i et paradis når livet ender.

Kend dit eget DU,
Lev i dette NU,
Vær i sjæl den sande ånd og ære,
Gå i livet IND,
Bed og elsk og FIND,
Så er din byrde ej så tung at bære.

Mødested

Der er noget i det fælles der kan flytte, fare vild,
der er noget der kan dele, noget andet tænder ild.

Der er skikke der er vandret gennem munden i et ord,
der er levevis der smitter og blir del af der du bor.

Der er måder vi kan mødes, enten kærligt eller slet,
der er brød som vi kan dele, så enhver kan blive mæt,

Der er tanker der må leve, uden sprog og uden mål,
der er mennesker der brænder på et evigt hadets bål.

Der er liv der mister pusten, der er tvang og drab og mord,
der er had til andre måder der er frygt hvor troen gror.

Der er folk der holdes nede, med en kold og kynisk magt,
der børn der bor på gaden, sover ej men holder vagt.

Der er verden fuld af ælde, med et fællessprog der sir,
det at være, er at rumme, ta imod hos den som gir.

Dele ud hvor alting rækker, byde ind med mod og håb,
finde ro med andres gåder, i kulturens fællesdåb.

Der er møder hvor vi favner hvor vi finder dit og mit,
i det favntag fødes livet og vi går det første skridt.

Der er dig og dine måder at gi livet vid og vær,
i det spor du tar, er vejen til et liv hvor fred er nær.

//Astrid Søe 2012
melodi: egetræet tunkt af alder eller jorden drejer om sin akse.

Martins Mortens aften

And og gås de går og gyser, på en kold novemberdag,
hvem skal lade liv og vinger, for en gammel hævnagt sag,
Martin også kaldet Morten, gik i skjul i bispeskræk,
Gåsen var en “whistleblower”, det blev gåsens sidste træk,
Ydmyg Martin måtte sande at han salvet blev til bisp,
Det kan gå, men værre er det, det blev gåsens sidste gisp!
Martins skik og brug for godtfolk også i det kolde nord,
Gåsestegen er i ovnen til mit Martins nadverbord.

—– ♥——-

Gør klar tl at fejre endnu en indvandret skik, nemlig Mortens aften. (Martin bisp) som også reformatoren Martin Luther er opkaldt efter. Og i den forbindelse hyggetænker jeg lidt på de nye 95 teser der i 2012 bør slås op på kirkeporten med nye måder at finde frem og tilbage i de religiøse stridigheder der råder nu om dage. Debatten om homovielser, juletræer, Eid, frikirker, kirkeskat, religionskultur og multireligiøse samfund. Jo en tese eller to kunne vi nok godt trænge til – midt i debatten og nej og ja bispehatten 🙂

 
//Astrid Søe – Mortens aften 2012

DMI og al den væsen står åbenbart for ”Danmarks Minoritets Interesse”.

DMI og al den væsen står åbenbart for ”Danmarks Minoritets Interesse”. For vi kan, med sikkerhed,  forudse debat og diskussion via DMI. Når vejrudsigten går i ”fifty shades of grey” begynder debatter om det der er helt hen i vejret. Og vejret kan vi regne med, også selvom vi er nede i Hej matmatik og andre begyndelsessteder hvor vi synes og nyder de små tal i det store regnestykke. Vi får sommeren og agurkesalaten galt i halsen og finder på støvede hylder små hengemte syltede sager og glas med religiøse, etiske eller sundhedsfaglige emner vi genoptager. Må vi skæres for den sorte stær, må jøder? Må Muhammet og fru Jensen færdes med fanøtørklæde gennem Græsted og er det virkeligt så sundhedsskadelige at gå med Roskildearmbånd? Der går vel sjældent røg uden bon…. Jo, vi snakker sammen, i aviserne, på blogs, på de sociale medier, mens vi mod eller med forventning sidder spærret inde bag hagl og regn i sommer danmark og stirrer på vores drengebørn og tænker om de mon er for feministiske eller bare helt almindelige når de kravler i træer og kaster med sten når man selv bor i drivhus. Og bekymringen er stor når man selv nyder de feministiske dyder som formel 1 og forbold, mens de hellere vil spille skak og pc og lave japansk mad, samler ind til de fattige og forelske sig. Nej, der er agurker i mosen og de dyder lugter lidt for meget af moderne mand og hvor er køllen? Den ligger henne i børnehaven og sfo’en hvor der stadig hersker en stemning af ”vil du i livet frem så tæv gummitarzan og ta lige og pis på perlepladen” for sådan er det stadig derude på landet, hvor drenge er drenge værst og piger er små bh-bærende støttegrupper der småfnisende holder hinanden uden for mens de tisser sammen på de alt for små toiletter. Når de har tævet hinanden lokalt og vokalt, forelsker de sig globalt og opdager at Juan fra Paris og Petruska fra Prag er dem mere lig end deres egne rødder og de bliver sammenført i forførelsen og på facebook vælter de ”The Wall” i uforlignelige erklæringer på tværs fordi  Tine Bryld er død og vi ikke længere kan få smurt livet med Bryldcremesråd i radioprogrammer “Tværs” og kærligheden i likes og lækker og internetslang fører verden sammen, til de opdager at der alligevel er kulturforskel et sted nede i børnesangene. Se min kjole bliver til se min kilt og så bliver de skilt og går i hundene, der for længst er lovgivet mod fordi de modsat os stadig har muskler. Og ingen tør spille med musklerne længere, for så er de for langt fra den feministiske opvækst de har fået trukket ned over hovedet af medierne. Og medierne selv, de venter på gråvejr, så alle går fra grillen og hækken der vokser vildt på dannebrosvej. De går inden døre, tænder for tv, der damper fugtigt af kondens fra sidste skybrud der lige nu mugner i kælderen. I tv fremturer de med småting om det liv der skulle være så forbandet stort. Og hvor blev religionen af? Den blev sat af i Roskilde, ikke i domkirken, men nede ved det velholdte offentlige toilet hvor vi står i kø og summer over nyeste mani eller manu ud i kirkelig udvidelse. Og vi smiler, fordi der er meget at smile af. Kirken går pludselig forest som moderne mand. Den byder på bløde oblater og sundhedsskadelig likør ved alterbordet, for både homo og sapiens. Men Marie Magdelene vasker stadig op, selvom hun har fået en opvaskemaskine fra Leasy og  Sct. Peter. Han kom selv og satte den op og gik ikke før den virkede, modsat lovgiverne der gik på ferie inden samfundet fungerede. Og nu sejler en lille båd der gynger ud mod det natmørke hav og stævner imod sin grav, fordi ingen har fat i den anden ende af sjippetovet. Der skal samarbejde til for at hoppe over hvor gæret er lavest. Og nogen må være den der står og holder tovene. Og Helle for at være den. Og så skændes de alligevel om det nu også er godt nok at den der blev valgt er den der blev valgt. Og hvad med revolutionen? Den revolution der er gået genne hele europa og vi hylder med store fuldfede klaphatte og dåsebajer, mens foråret gryr, også uden for Europa. Den revolution er vi vilde med, bare den ikke kryber op i røven som en g-streng på afveje. Og vi piller G-strengen ud offentlig og undskylder ikke for overgrebet på demokratiet og ytringsfrihden og de mange og forfløjne visioner vi lufter som vores private undertøj. Vi skælder i stedet på dem der drømmer længere ud i fremtiden om forår og andre tanker, selvom vi ikke er enige – må man så ikke netop i demokratiets navn have visioner og tænke ud af pomfrit papæsken ? Så hellere flette fingre med de gamle dyder og se en meter frem hvor der måske ligger en lort med et flag. Og sådan blev vi samfundet der ikke må drømme, men hellere dømme til fred uden for grænserne med røde kort og maglende indiske indrejse. Og vi sukker højlydt når utopisk folkeparti maler grønne hjerter henover spandaueren og franskbrødet og vi synes der er for mange stikkelsbær i syltetøjet, for det skal helst være rødt, med jordbær og visionsløst eller det må ikke lugte af noget med ordet revolution, for det er kommunistisk selvom kommunisterne er blevet stokkonservative og holder med poptøserne i X-faktor. Nogle ord er farlige og det er ikke noget med drab, mord, sult, sukker, det er noget med forandring eller drømme mod forandring. Bare ikke i Arabiens lande, der skal de spise egen stikkelsbær og male mel selvom mølen maler af helvede til. Og fandeme rette ind så fanden ikke går med turban, burka eller ble. Og vejrudsigten trods forår ser noget overskyet ud og folkebrab falder som tung regn der ryster os til vi skifter kanal til noget med analsex der virkeligt kan forarge os og som vi kan snakke om og håbe udlandet får øje på, så vi kan bryste os af at vi både har til gården og gaden og gerne slagter både guldfisk og hunde som en god kinesisk verdensborger. Selvom det bare er noget vi leger. Og vi invitere da også naboen til samtale om det hele og finder at det er alle andre end os der er blevet helt sindsyge og trænger til noget lykkepille lignende eller måske bare Løkke fra Græsted og en bajer mere. Og den henter vi i den våde kælder og tørrer øjnne og duggen af tysklandskøbte dåser, som igen minder om børnehaven dengang vi legede dåseskjul og elskede hinanden og barndommens gade, hvor rod var at skulle ind til den brune sovs, som vi nu kun får hos mormor, på de muselmalede og skårede tallerkner fra den ophøjede kongelige porcelænsfabrik, der sprøjter det ene nye stel ud efter det andet og helst noget hvor mønsteret er så stort at vi ikke er i tvivl og ikke behøver en lazeroperation når vi er omkring de 45 år, for vi er ikke gamle når vi er 45, vi er bare nærmere Gud og taler forklaret om al vores tro, der intet har med religion at gøre, for religion er umoderne, mens tro er in og hot og godt for hin enkelte. Og vi tror på selvet og billedbogen og dameblade med restylane der til husfrubehov forklarer hvor let det er at komme af med bekymringsrynken. Vi må helst ikke have bekymringsrynker for så antyder vi at vi ikke er rigtige speltmødre eller har smilet nok til gummitarzan, men bekymret os om flæserne i hans kjolen nu er stivet nok eller om manden er stiv nok eller har brug for noget stivelse, ikke til sexlivet, men til rygraden. Og vi ringer sammen bekymrede til lægen og sørger om der er piller at få til sådan en dansk rygrad der minder lidt om syltede agurker, hengemt hengivenhed og lidt for søde sms’er. Måske er han i faresonen for at blive for blød og så bliver han nok ikke forfremmet fra kontornusser til kontorovernusser og får opgraderet printeren så han kan sætte de aftryk han bør. Undervejs på livets motervej der er under opførelse af staten der glædeligt under krisen har bevilget syvogfyrre en halv krone til en halvandensporet overhalingsbane, men altså kun hvis bilen ikke er gået på tvang og naboen ikke har opdaget at ingen går på job, men gemmer sig bag firser persiennerne og ser kanal 4, 5 og 6 i håb om at kongerne af Marielyst eller Røme laver en skandale der overgår deres egen. Så sætter vi ulven Peter i gabestokken og peger små fede fedtede fingre af den iscenesættelse, mens banken ringer og råber at kreditten er overskredet for længst og Rodos er ude. Og så kradser krisen for alvor, mens vi skraber knæende mod asfalten og skrabeloddet, som giver en tyver, som vi køber et nyt lod for og det er en nitte. Nitter giver ingen bamser i tombolaen ved byfesten og vi lader som om vi ikke er skuffede og tager det som en blød mand, og går videre ind i himmerrige, som efterhånden er det eneste sted der er rigdom til. Selvom vi ikke er medlemmer af foreningen folkekirken, for vi syntes det var en nitte, indtl vi skulle døbes, begraves, giftes eller dø. Så manglede vi et festlokale og håber på aflad i den lokale bodega eller kirke. På vej til kirken møder vi præsten som har orlov og skal til coach ud i mindfulness fordi der vist var noget med det der stilhed der var moderne midt i krisen. Om ingen havde husket at det var den stilhed vi engang havde i kirken og i den grad har nu, for ingen kommer fordi der skal  høreværn til for at undgå høreskade, mens alteret serverer rock. Og den rullesten der blev skubbet fra graven ruller endnu og ruller ned i skoen hvor den gnaver en hammertå hos thor til døde. For Thor er stadig for meget mand til at passe ind i dagens samfund, selvom han også gik i kjole i den gamle myte og dermed lignede alle de andre guder vi har. Fælles for religionen er kjolerne og pyntesygen. Og præsten tager stadig pivekraven og kjolen ned fra bøjlen, mens han synger, nærmere gud og sipper til brændnældesuppen på ø-lejer og forarger sig rigeligt over den katolske nedgang og grusomme overgrebsgentagelse, der ingen ende får og igen og igen stikker sit halvbarberede fjæs frem fra usle kirkebøsser. Og noget er galt, når religionen tager kønnet fra os og giver os kjole på og foregiver at verselig kærlighed gør det ud for koperlige og jordiske kærtegn. Så bliver vi mennesker og kød og gryderne simrer af mørbrad og mere, gerne med fløde, som der er ekstra skat på, så vi ikke bliver for fede eller selvfede. For så kommer Jante og giver os tæv i sfo’en eller i børnehaven, på job og på taburetten i folketinget eller bispestolen. Og vi gisper for at holde os oven vande i det vi ikke må, mens vi skal turde nok til at være verdens lykkeligste folk. For Oprah siger at sådan er vi og så er vi det sgu, selvom Jeppe stadig drikker fordi kone har tævet ham i mange generationer. Så var der bare et menneske tilbage, der stille tog skeen i den anden hånd og sagde roligt at det godt nok var gråvejr, men det er påklædningen der betyder noget. Det er regnfrakken og de gule gummistøvler, paraplyen fra jysk sengetøjslager der var på tilbud den dag og som holder endnu selvom den kun kostede en tier og var lavet af blød plast. Og sådan går den ene ud, i DMIs vejrudsigt og får øje på nye horisonder af utopi og kopi og bliver helt lykkelig fordi jante blev hjemme og regnen måske er mild nok til at genbruges som dåbsvand og det mest syrede der vælter ned fra oven er forstanden og håbet og en overordnet tro også på på at sommeren måske kommer med sol i næste uge og så behøver vi ikke snakke sammen mere om minoriteternes særheder der, som flaskehalsen, peger på os selv, men vi kan snakke om at det er for varmt og vi savner bare en enkelt lille sky der går morgentur på den blanke himmel så vi kan genoptage de emner der hører til menneskelivet, de der berører de få, de små og de emner der giver tankerne tørt på.
//Astrid Søe 2012