Dommen over den der tog..

‎21 år for at være en borger der tænker ud fra en øde Ø’s synsvinkel. Et lille punktum for retssystemet, men et stort punktum for menneskeheden!

Må vi andre nu stå sammen om hinanden, på tværs af religion, på tværs af politik, på tværs af kultur – som et modsvar på Breiviks metode mod demokrati og menneske. Et modsvar der rungende lader klokkerne ringe for menneskeligheden.
Lad os tro på at vi sammen, trods forskellighed, er en helhed som udmåles i vores gode omgang med hverandre.

Vi skal aldrig blive som Breivik og andre terrorister
– golde isolerede tankemæssige enegængere –
men vi skal være fællesgængere for en fremtid af virke og værdi i og med hinanden.
Sørg hvor døden truer, smil hvor glæden gror. Forvar had og fjentligt enegængeri.

——————————​——–
 Ingen er en Ø.

Intet menneske er en ø, sig selv nok.
Hvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af helheden.
 Hvis en jordklump bortskylles af havet,
bliver Europa så meget mindre,
ganske som var det et forbjerg,
der blev det,
som var det din vens ejendom eller din egen, der blev det.
 Hvert menneskes død svækker mig,
fordi jeg tilhører menneskeslægten,
og spørg derfor aldrig:
-Hvem ringer klokkerne for
-de ringer for dig.”
 (John Donne 1573-1631)

Kald på mere – kald på liv



Morgen – mandag – mulighed
for at vælge; bliv, bliv ved –
vend mod verden øjets blik
giv et ja, et stille nik
tag at vær i dag det håb
kærlighedens ekkoråb
gør din egen vandresti
til en fælles melodi
spor mod hjerte, spor mod liv
spor der råber; vær og giv
største værn mod snævre syn
er at vælge sol – ej lyn!

Mandag i Norge – mandag i verden – mandag i historien – mandag med fortsatte drab og menneskemangel på samvittighed og omtanke – mandag med verdenstvivl og mandag med et fortsat håb mod et mellemfolkeligt, mellemreligiøst og mellemmenneskeligt spor af forstand mod en verden der tør imødegå den godhed der gror i enhver, den indgroede styrke vi dybest set har og den foranderlighed vi ved kan komme.
Kald det kærlighed, kald det liv, kald det tro – kald det i dit navn og din nabos…