På udkanten af et efterår


Der er nogen der blir stille, når et blad gir slip og dør,
Blot en lille død, men dog er intet ganske ligesom før,
Og mens kroppen stille knæler, i den våde underskov,
Kan man mærke, dybest inde, viljen i naturens lov.

Når dit grønne håbehjerte, stilner hen i rød og gul,
Når den sorte sol er samlet, i en udlandslængsels fugl,
Er der nogen der blir stille for et blad gir slip og dør,
Rives sammen, gennem sjælen, i min rustne trillebør.
//Astrid Søe 2012 – på udkanten af et efterår
melodi: Noget om helte

På kanten af et efterår

Nu finder jorden form og frugt,
og tågedis af ælde,
i hver en dråbe på et blad,
er liv der vil fortælle,
mens skyer driver uden mål,
og solen leger gemme,
tar løvet skift af brand og bål,
i overgangens stemme.

Astrid Søe 2012 – på kanten af et efterår

At digte med børn

 

At digte med børn er at digte om dagen
for børn går oftest lige til sagen
en digter kan sidde i mulm natten lang
og fifle, regere med vers og med sang
men børn går til fadet og råber i kor
et komma, vokaler og her nok et ord
hvad rimer på glæde og kat og forstand?
det ved alle børn, fnis og grin.. Tissemand!
de råber om kap og har ord til enhver
og alting er nemt, for ordene bær
når børn digter løs, utvunget af lyst
opelsker de sprog og finder en ryst
der bærer på livet og glæden især
så digt kun mit barn, når livet er nær.

//Astrid Søe 2012

Håb på min pude

Tak til de unger der leged i går,
og glemte lidt håb på min pude,
det satte et aftryk som minder om vår,
jeg så det i spejlenes rude,
for der hvor en rynke så vanligt har fat,
kan håbet nu slå sine folder,
jeg sov på en pude med håbet i nat,
kan håbet nu slå sine folder,
jeg sov på en pude med håbet i nat,
for håbet det er – en beholder.
 
Lille skriv om at vågne sovset ind i bolchet håb, som hulebyggerbørn i himmelsengen havde lagt som tak for lån

 

Efterårsnat i August

Det dufter af stængler der synker mod jord,
af blade der glemmer at gribe,
og midt i det hele der står jeg og glor,
og vinker far vel til en vibe,
Nu sætter en stjerne sig lænselsfuldt ned,
og skynder på året der runder,
alt blir til jord i mit blomsterbed,
og efterårsnatten blunder.
//Astrid Søe 2012

Træd varsomt

Træd varsomt og vær
på livet så nær
at nuet det bær
den drøm du har kær
 Astrid søe 2012

En sang til "Det forsømte forår"

Melodi: Er lyset for de lærde blot, Thomas Laub, 1919
Tekst: Astrid Søe 2012

Er stenen flyttet af en hånd,
der kaster eller knuger?
er bålet tændt af kærlig ånd?
er flammen en der truer?
er livet vendt mod verdens tro?
er døden en befrier?
et forår giver ingen ro,
når hele verden tier.

Er det vi skabte uden krop
når ingen har en stemme?
Det tavse sprog det siger stop
og fremtiden fornemme.
Et demokratisk folkefærd
er fejet over kloden
at sige fra, gir livet værd
for nu er tiden moden.

Der går en mand med store ord
og summer livet sammen
en melodi af folkemord
er fyld i fjedderhammen.
En krop der ligger kastet bort
i søgen mod det frie
når holdning mødes hårdt mod hårdt
et forårs indre krige.

Et land er gammelt, et er nyt
men mennesket forbliver –
stå fast i det og lær og lyt
det mod og mening giver.
Tag føjeligt en andens hånd
og find det sprog der vinder
sæt fri og løs det stramme bånd
til friheden den binder!

Det sker at en himmel

Det sker at en himmel, tar skær som et smil,
et aftryk den spejlet om dagen,
og solen kan farve og kalde på hvil,
i himmelsengs rødmende lagen.
Det sker at en himmel kan tale med sprog,
der længes mod fremmede egne,
for hvergang der skrives i hvælvingers bog,
så læser de med alle vegne.
Det sker at en himmel kan favne de ord,
den fandt mellem ørkner og sletter,
i det vi ej kendte oplyses i nord,
et genskær af sommerens nætter.
//Astrid Søe 2012

Livet er også at lære at tabe.

Livet er også at lære at tabe,
det vi har elsket og stadig har kær,
livet er også fortsat at skabe,
morgen på ny, i sorgen især.

ved din død. 31/7 2012

Det at vågne uden vilje

Det at vågne uden vilje,
med en tanke uden drift,
horisonter uden tilje,
eje blæk, men ingen skrift,
ville give det der bærer,
løfte låget af en grav,
være nær med det der nærer,
som er genfødt i en arv.

Finde frem hvad natten mørkner,
se hvad dagen lyser ind,
bære vand i indre ørkner,
med befriet barnesind,
give lyd når ingen hører,
finde frem hvor alting svandt,
i det stille indre øre,
hvor retfærdigheden vandt.

//Astrid Søe – 2012