Salme til konfirmation 2017 over serien SKAM

Melodi: Forårsdag af Anne Linnet
Tekst: Astrid Søe 2017 – Salme til konfirmanden, skrevet over serien SKAM.
Der går du, mellem ord af pligt og ære
Der går du gennem viden, tro og lag
Jeg spør’ dig kan du elske, overbære?
Og skelne mulm og nat, fra dag?
Jeg ved at dagen bærer lys og længsel
Jeg ved at mørket sænker ånd og lyst
Jeg ved man siger sjælen er et fængsel
der sættes fri på livets kyst
Men ser du, der er ingen sikker måde?
Forstår du kærlighedens store håb?
Kan du begribe evighedens gåde?
Og høre tvivl og sorgens råb?
Jeg ved at tro er ånd af liv og længsel
jeg ser at mennesket er mulighed
jeg ved at ungdom søger og skal finde
jeg ved, dit indre ved besked
Men når jeg fejler, når jeg mærker skammen?
Og når jeg ærgrer, raser og gir op?
Og når jeg falder ud og knuser rammen?
Og livet visner i min krop?
Da vil jeg hviske, alt er dig tilgivet
at fejle er at lære nu og her
korsfæstet og opstanden – ind i livet
tilgivelse er tillid værd
Du siger jeg kan læne mig mod livet?
Du siger jeg må bruge store ord?
At jeg er fuldbragt, elsket og tilgivet?
Drive-in på livets nadverbord?
Jeg sir at du er dagen der begynder
et håb der gror af altet og bliver ved
forladt er vores skyld og alt vi synder
blot vær mit påskeliljebed

Men har det noget med Gud at gøre? Børnesalme

Tro og håb og kærligheden
holde hånd og håbe alt
række hen i evigheden
prøv at lyt, der bliver kaldt
“men har det noget med Gud at gøre?
tænk selv, hvad kan være større!”


Livet fyldt med små mirakler
venner, kærlighed og sjov
blæksprutter med små tentakler
lejerbål og birkeskov
“men har det noget med Gud at gøre?
tænk selv, hvad kan være større!”
Se en fugl og markens lilje
korn og frø og vejr og vind
nattens drømmefyldte vilje
solens varme på din kind
“men har det noget med Gud at gøre?
tænk selv, hvad kan være større!”

I begyndelsen var ordet
siden blev det dit og mit
brød og ånd ved nadverbordet
vaske fødder ganske tit
“men har det noget med Gud at gøre?
tænk selv, hvad kan være større!”

Vi har fælleskab i verden
dagligt brød og gådeliv
og du følges i din færden
liv er gaven, gå og giv
“men har det noget med Gud at gøre?
tænk selv, hvad kan være større!”

Børnesalme – melodi og noder undervejs fra komponisten 🙂