Kornblomster

Når kornet det blomstrer

Og dagen er døgn,
Jeg smider fornuften
I hængekøjen,
Og kradser på bulen
Som myggen forlod,
Og blæser på arbejde
Opvask og rod,
En markmus har hamstret
Til vinter og vejr,
Mens jeg plukker blomster
Til en jeg har kær,
I smagen af saltvand
Og ærter i bælg,
Og boghylder bugner
Af fiktion og skælv,
Og dameblade 
Med sæsonens skrud,
Og sommernatshimlen
Den drysser med skud,
En dyne må luftes
Og sand i en sko,
Og børn der genfinder
En ro til at gro,
Mens skoven står urørt
Som mailboks og biks,
For jeg henter maling 
I jem og i fix,
Og maler en sommer
I regnbue skær,
For sommer i Danmark
Er nærværet værd.
//Astrid Søe 2013
#sommerferie

Vand Vid


Vand er vådt og vand er vovet,
vand er vid og underligt
vand er sne og vand er tåget
vand er helt forunderligt

vand er smil og gode lege
vand er fælleskab og nød
vand er vugge, vand er veje
vand er pletter lagt i blød

vand er skæbne, vand er skibe
vand er grænse mellem folk
vand er tåren i en knibe
vand er kysset, vand er tolk

vand er fødsel, vand er livet
vand er frygt og vand er håb
vand er livet vi blev givet
vand fornyer os i dåb

Melodi: Egetræet tungt af alder

//Astrid Søe/Mor’s Menageri