Hvad spiser Boomere til morgenmad? Snowflakes!

Nyt blogindlæg på Epale om læring på tværs af generationer.

Uddrag: Boomer, babyboomer, Jensen, generation X også kendt som Nå generationen, generation Y også kendt som Why generationen, Generation Z også kendt som generation Zap, Millennials, Snowflakes. Alle mennesker, alle vokset op i hver sin tid, hver sin lærings generation. Hvad der adskiller dem er ikke så svært at få øje på, men det spændende, set med læringsbrillerne helt ude på næsen, er de meningsgivende samlingspunkter. Det der udvisker alder og metoder og pludselig giver mening, især fordi alderen holder op med at være vigtig, og generationslæringskløften ophæves eller det modsatte, når det at være flere generationer betyder, at der gives vigtig viden på tværs af liv. Og hvad kan vi så på tværs af alder? Og er det stadig vigtigt at dele hinandens verdensbilleder, historien, livserindringer, erfaringer og virkelighed?

Læs mere her: https://epale.ec.europa.eu/da/node/161101/

At fortælle mennesket

Nyt blogpost på Epale om projekt ” Danmark fortæller” under Dansk folkeoplysnings Samråd.

Uddrag: Fortællinger på tværs af alder giver en fornyet mulighed for forståelse mellem generationerne. Når vi taler forbi hinanden, er det oftest i den tro, at samtaler skal give råd og vejledning, oprør eller give igen. I “Danmark fortæller” er hver eneste historie et gyldigt bud på samtiden, på mennesket og på, hvad vi sammen skaber, og hvordan vi i det levede liv er et samfund. At vi fungerer sammen, fordi vi lærer af hinandens erfaringer, ikke som en kølle vi slår hinanden i hovedet med, men som en opsamling, en fælles livserfaring vi suger næring af.

Læs med her: https://epale.ec.europa.eu/da/node/160353/

Åndsfrihed

Frihed først og sidst for ånden
men hvad vil den ånd vi tror?
Under andre holde hånden
først i tillid er vi ord

Frisind fremmer mærkbarheden
det at blive hørt og set
læner sig på kærligheden
tålmod, vilje, sket er sket

Intet under kaster mørke
lys er længsel efter lyst
du er vand hvor der er tørke
du er mælken i mit bryst

Der er fri og der er ansvar
rettesnore, rankespil
der er ildsjæl, der er hofnar
spare op og sætte til

Ånd er færd af gamle stunder
ånd er frihed uden sprog
ånd er tanker du runder
uden bast og bånd og låg

Juleevangeliet 2019

Og det skete i de dage at der skulle leveres ny finanslov, den første finanslov efter at Mette var blevet statsminister. Og alle partier, interesseorganisationer og borgere drog ud for at påvirke udfaldet.
Imens var der en stilladsarbejder der hed Joseph, han havde før været tømrer, men han var gået ned med stress over et IKEA møbel han skulle salme med deres manual og havde derfor skiftet job. Han havde tidligere erfaring med stilladser til babelstårnet og mente derfor at han nemt kunne glide ind i sjakket, selvom han ikke havde overenskomst.
Joseph havde scoret på tinder, han havde eller været single længe, men han havde under sit sabatår på højskolen i Ollerup sunget en grundtvigsalme der viste han noget om ”Det fælles bedste”. Nu tindre end må det matte blik, de blegnede kinder gløde, sang de. Tinder! Og som sagt så gjort, Joseph indskrev sig på tinder og de blege kinder glødede da også så snart han swipede en chick der hed Maria. En gæv vestegnspige der gik på FGU. Det viste sig godt nok at hun allerede var gravid med en anden, men for Joseph betød det ikke så meget for han var stor fan af regnbuefamilier.
De flyttede sammen og det blev hverdag, hver dag!
Maria, hans forlovede var taget i Føtex og havde købt en blå flyverdragt med dinosaurer og på bonnen stod der forkyndt at den var til drenge. Hun gik straks hjem til Joseph og sagde at det var blevet hende forkyndt at kun skulle føde en dreng. Helt uden at scanne bonnen fra Føtex.
Joseph der kom fra en meget rummelig familie syntes nok at det var lige lovligt umoderne at definere barnets køn, når nu man havde ret til selv at vælge, men Maria holdt på sit.
Ikke så længe før Maria skulle føde fik Joseph og Maria besked om at deres boligblok skulle rives ned fordi den lå en ghetto. De skulle derfor flytte og det skulle være hastigt. Det var ikke helt nemt at finde en ledig bolig og de rejste derfor noget rundt og ledte efter ledige lejeboliger og imens de ledte gik vandet og Maria og Joseph bankede på døren hos kommunen, men de havde ikke nogen ledige boliger og henvist dem til nogle barakker og her fødte Maria en lille dreng som hun straks svøbte i den blå flyverdragt med dinosaurer på.
Imens var der endelig nået enighed om finanslovsforhandlingerne og Wammen stod frem for pressen der havde ventet dag og nat og holdt vagt ved Christiansborg og erklærede hvordan husholdningsbudgettet skulle forstås – Først blev pressen grebet af stor frygt fordi de ikke havde adgang til regnearkene i Excel, men Wannem sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag forkyndes der at der kommer bedre normeringer i vuggestuer og børnehaver.
Og alle svarede; Wammen!
Ikke længe efter bankede det på barakkens dør og udenfor stod pressen og spurgte ind til deres reaktion på de forbedrede normeringer til deres lille ny.
Jo, mumlede Joseph, det får et like.
Og Ikke længe efter det bankede det igen på døren og udenfor stod kamelen Ali, som var skredet fra sin elefantven i zoo og på ryggen af den, sad selveste Nicolai Wammen, som kom for at skænke den lille familie både bedre normeringer, børnepenge og fri barsel til selvstændige.
Maria og Joseph var lykkelige. Maria levede af sin instagramkonto hvor hun delte billeder og fortællinger om hendes liv som mor og alle hverdagens oplevelser med sin dreng. Da hun rundede 2.000.000 følgere, ringede selveste Mark Zuckerberg og tilbød hendes dreng sin egen konto, og sådan blev det. Drengen fik også en ok kontrakt med Ecco sko om at promovere deres sandaler på sin instagram. Selvom familien var lykkelige, blev det alligevel for meget for drengen med al den opmærksomhed og han endte med at hænge ud med en bande, de var vist 12 foruden ham selv og kom i kontakt med SSP fordi særlig en af dem var indblandet i hvidvask og bestikkelse, siges det.
Da drengen blev voksen, meldte han sig til et tv-program der handlede om at finde sine ukendte forælder og de fandt også faren, der havde en ledende stilling på Sky-News.
Men det hjalp ikke drengen stort da han stadig, som influenser på de sociale medier, blev beskyldt for at sprede løgne og efterfølgende mistede en del følgere. De sidste tre år gik han offline som hjemløs og solgte ”hus forbi” Han blev korsfæstet af sladderbladende i en alder af 33.
Og så vidt vides hænger han ud endnu.

Frihed er at elske forskellighed

Forskellighed kan samle eller dele.

Samtaler og debatter handler altid om det samme, forskellige syn på en sag, på en drejning, på livet, på grundværdien.
Vi ser forskelligt på det, men det skal ikke skille os ad, siger vi – og surmuler alligevel som en morgentræt teenager, der op ad dagen alligevel opdager at der var brug for andre synspunkter.
Kærligheden er også den forskellighed. Mødet med andre normer og opfattelser end vores egne. Andre skikke og traditioner, selvom det bare er i det små og andre gange store grundlæggende oplevelser. Opfattelser af op eller nedslået wc bræt, julepyntedage, samværsformer, udadrettethed eller hvilken side af sengen man helst vil ligge i. Kærligheden ligger i midten af sengen og snorker højere end tilladt. Den savler kælent og uden æstetik eller forsøg på at ligne et instagramopslag. Kærligheden er ikke ræd for dette eller hint, men stirrer med åbne øjne mod det ukendt og mod de mødesteder der findes i mennesker. Forskellighed handler ikke om modsætninger. Til forskel for modsætninger er forskelligheden lærenem og den er klar over at trods forskellighed er vi rundet af noget fælles, kærligheden til hinanden og det at være mennesker. Den sidder med den spidse blyant på første række på Uni og tager noter i livets bog. Forskelligheden prøver heller ikke med magt at lave om på andre. Den samler kærligt stumper og krummer sammen til noget der rimer på kærlighed uden grænse.
Et samfund er denne forskellighed. Det at ligge i midten af sengen og savle med åben mund. At hengive sig tillidsfuldt til de mennesker der omgiver os og som vi danner samfund med.
I mit liv, som for de fleste andre, er det det jeg brydes mest med og som jeg holder mest af. Det at knytte tillid til mine modstandere, dem der mener noget andet, dem der vil noget andet. Den politiske tillid er for nedadgående og vores samtaleform er holdt op med at savle med åben mund.
Vi forsøger at genskabe noget vi har glemt i polerede forsøg med iscenesatte samtaler, talks, paneldebatter, tvangstale i velarrangerede opdrag hvor vi bliver budt ind til mad og snak, læring i samtale, øvelse i debat og mod. Kan man have noget imod det? næppe! Men kan man fornemme tristheden i et folk der har glemt samtalen. Bestemt!
I 175 år har vi samlet på forskellighed og på forankring i fælleskabet på de danske folkehøjskoler. Den 7. november 2019 er en festdag ud i vilje til forskellighed. Den dag hvor Rødding Højskole åbnede sluserne for 175 års tidevand. En bevægelse der i sin skiftende samtid altid holder på det menneskenære, på det levende ord, på forskelligheden. Højskolen sidder stadig med den spidse blyant og læner sig frem i samtiden for at høre hvert enkelt menneske om deres opdrag og opfattelse og siden savle kælent i det at opelske til det fælles bedste. Det er højskolens sure pligt at forme sig om igen og igen så den rammer de mennesker der lever i dag og være lydhør uden at miste sit fælleskabssærkende.
Højskolen har en arv der kan lyde vældig gammel og grov, men som alligevel samler forskelligheden. Nemlig ord som, historisk poetisk. Det historisk poetiske er ikke en nem størrelse at sælge i et glitter katalog. Højskolerne skriver det sjældent som hashtag eller motto, men kryber til dannelsesbegrebet.
Og dannelse er også netop historisk poetisk. Dannelse er også at høre til, samhørighed med menneskeslægten.
I går sad jeg i bilen på vej til København og hørte den nye radio4. Her sad en skøn ung gut og påstod at samfundet var ungdommens, nærmest som var ungdommen historieløs. og Palle alene i verden. Der er ikke noget at sige til det. Det er altid ungdommens lod at oprør og revolution skal lugte af afstand til de tidligere generationer. Denne løsrevenhed og vrede går igen og igen, den er også en arv, en genetisk-biologisk størrelse og selvom ungdommen tror at vi gamle idioter altid har været satte og tænkt mest på ukrudt i fortovet og pensionsopsparing, så må vi skuffe jer. Vi har også været der. Der hvor vi stor på randen af livmoren og så solen gry – kun for os.
Vi var ligeså skide indignerede over vores forgængere og deres politiske opdrag og beslutninger. Den kolde krig, gifttromler i skoven, atomkraft, menneskerettigheder, aktiv dødshjælp, aids, hungersnød, olieforurening, syreregn. vi havde også kampråb og kampgejst – og det har vi stadig, selvom kampen er pakket ind i ansvar for vores afkom, økonomisk skrækslagenhed, Rittersport og levet liv.
Det er så tydeligt for mig og sikkert for de fleste andre at vi aldrig har gavn af at stå i hver sin grøft og bruge tiden på at råbe ad hinanden og holde op med at være lærenemme.
Et samfund og en verden står altid på skuldrene af dem der kom før os. Nogle dele af arven er smukke, er forbilledlige, brugbare og andre er rædsler, forbrydelser, forkerte beslutninger. Historien lærer vi af, men alligevel gentager vi fejlene, selvom vi er nok så oplyste. En af de største gentagede fejl er at tro at hver generation er en særskilt hær der for alt i verden skal bekrige de andre og særlig de foregående. Vi en nogle gamle idioter der ikke lige har tænkt sig at dø endnu, vi vil også gerne understøtte jer og betale mere i su, lytte og forsøge at forstå hurtigheden og handlemåden, lave suppe til jer eller hente hostesaft på nutidens app-otek. Være en del af den stedlige samtale, den upolerede, den der også råber og rager, den der opfordrer til civil ulydighed og modige måder at ligge midt i sengen og savle ufortrødent. Det jeg ikke gider, under noget vilkår er at hver generation smider den forrige ud med badevandet. Gå aldrig ud i vandet uden en voksen, en voksen, gå aldrig alene derud. Den voksne I kalder på, er faktisk tilstede hvis ikke det var fordi alle parter lå nedgravet så dybt i sit ler, at ingen dem ser. Jeg taler ikke om belærende voksne, deres tid er forbi. Jeg taler om den lærenemme samtaletone slægter imellem. Den historisk poetiske størrelse der imødekommer uden at behøve at være modsætninger. Vel er der forskellighed og nye spor i hver generation, men mennesket er ikke modsatrettet. Forskelligheden er den læremester der netop knytter os sammen.
Som skrevet og sagt uendelig mange gange så er jeg umådelig stolt af ungdommen i dag. Ikke kampen i sig selv, for den er helt naturlig i unge og måtte komme og den kamp deler i med mange af os gamle idioter, om I vil det eller ej. Det jeg er stolt af, er at se en fælleskabs- og delekultur der spirer og gror. den hviler nede i de ret unge, ikke dem der råber højest lige nu, men dem der er undervejs. Uegennyttighed, en gammel velkendt størrelse der er på vej tilbage. Den minder mig om noget jeg kender, noget der danner et grundlag for samvær og frihed igen. Fra “selfie” til “Bellfie”.

John Donne skrev:

Intet menneske er en ø, sig selv nok.
Hvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af helheden.
Hvis en jordklump bortskylles af havet,
bliver Europa så meget mindre,
ganske som var det et forbjerg,
der blev det,
som var det din vens ejendom eller din egen, der blev det.
Hvert menneskes død svækker mig,
fordi jeg tilhører menneskeslægten,
og spørg derfor aldrig:
       Hvem ringer klokkerne for
       de ringer for dig.”

Fornemmelsen for fællesskab er som tidevandet, som bevægelsen på kloden. Vores alles store bekymring med klimaet, både det menneskelige og jordnære. “alle dem der hopper, mister jordforbindelsen” råder jeg hver gang en demonstration opfordrer til fællesleg som meningsopstopper. Ved jorden at blive, det tjener os bedst, skrev Grundtvig i 1820. Det er så nutidigt og genbrugeligt, for det berammer netop tidens løsen, at vi skal blive i jordhøjde. tage hinanden alvorligt, uanset hvor på rangstigen vi står. Hive hinanden ned på jorden og tage den alvorlige upolerede samtale forfra. Den i øjenhøjde, den der ikke tvinger sit eget igennem, men den der er et mødested – også mellem generationer. Vil vi noget, skal der være et vi. Æggebakkeretorikken hvor hvert slægtled sidder behageligt i sit dertil skabte papbeskyttelsesrum og har det som blommen i et æg er ude. I morgen på Højskolernes 175 års dag står den på æggekage. En historisk poetisk en af slagsen. En af dem der er lidt brændt i bunden og lidt for flydende i toppen. Men et eller andet sted i midten er den lige tilpas for de fleste. I morgen kan man ikke være bekendt at skrabe det flydende af eller vælge det brændte fra. I morgen må man tage det med man ikke først ville vælge, fordi det brændte, er et stykke historie vi deler i fællesskab og det flydende er det fremtidige vi ikke kender substansen på endnu. Det er i dette nu, som før, højskolens opgave at smide æggebakken ud og være det mødested hvor enhver i frihed, uanset alder, status, køn, krav, tro eller tanke kan mødes og genopstå i egen holdninger og finde den lærenemme forskellighed frem, så meget at vi har noget at savle over der langt overgår pornhob og Paradise, men som fortætter noget fælles. En vilje til hinanden og til den frihed der er en arv af tidligere levede liv.

<!– /* Font Definitions */ @font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:3 0 0 0 1 0;} @font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;} /* Style Definitions */ p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; margin-bottom:.0001pt; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} p {mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-margin-top-alt:auto; margin-right:0cm; mso-margin-bottom-alt:auto; margin-left:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Times New Roman",serif; mso-fareast-font-family:"Times New Roman";} .MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} @page WordSection1 {size:612.0pt 792.0pt; margin:3.0cm 2.0cm 3.0cm 2.0cm; mso-header-margin:35.4pt; mso-footer-margin:35.4pt; mso-paper-source:0;} div.WordSection1 {page:WordSection1;}

https://www.dr.dk/nyheder/viden/11000-forskere-advarer-klimakrisen-truer-menneskeheden

Et oplyst folk kan aldrig holdes nede.

Et oplyst folk kan aldrig holdes nede.

Lige før min mormor døde af alderdom sad hun på plejehjemmet sammen med min yngste halvlange og blev tålmodigt undervist i at uploade videoer på YouTube og i at bruge en smartphone. Gav det mening? Nej, måske ikke, men det gav fælleskab.
Min mormor kunne så at sige gå i graven som en ældste YouTuber nogensinde og med en læringskurve, trods demens, der ville få enhver CBS ‘er til at hænge med mulen.
Livet har det med at finde sted, overalt, hvor vi ikke lige forventer det eller finde muligheder for nysgerrighed vi end ikke anede var til. Der er altid, i kærlighed mellem to, mellem slægtled, mellem folkeslag, en stedsegrøn fornemmelse for sameksistens, det øjeblik vi giver slip på formaliteten, på selvfedheden, skråsikkerheden, vores forstillen sig. Det øjeblik vi overgiver os til hinanden i noget nyt, i noget genfundet, noget frisættende og noget udviklende. Livslang læring, både en formelle og uformelle er det sprog og det fælleskab der rummer en formel til mødesteder der er frimodige nok til at vi kan rumme hinandens forskelligheder. Det kræver meget mod for de fleste, i denne paratvidenstid, at sige det højt: “Tja, det ved jeg ikke lige noget om, men det kan jeg vel lære” af samme grund kan det være umådeligt svært for en folkevalgt at få sagt at det ikke lige er så nemt at svare på alt. Og det er grundløst at være af den overbevisning af skråsikkerhed og snakudenom svar virker mere tillidsvækkende end det modsatte. Tværtimod ligger tilliden og tripper i tvivlen og hvor den får lov at stille sig til skue. Man kan aldrig bebrejde et menneske den manglende viden, men man kan bebrejde et samfund hvis vi ikke giver viden frie kår. Og det er nogenlunde der, i mødet mellem mormor og den halvlange, at den utvungne læring møder sin skaber. Læring foregår uanset om vi systematiserer eller ej. Det er så meget en hverdagsgerning, som morgenkys og indkøbssedler, at vi helt har glemt hvor meget den fylder. Den vildeste, smukkeste gave, foruden livet, at læring ikke kender til alder, til kultur, til stand, til holdning. Læring er på alle måder grænseoverskridende adfærd. 
“Det har jeg aldrig prøvet før. så det klarer jeg helt sikkert” /Pippi
De sidste år har jeg fået mig et såkaldt nyt kompetencesæt. Ikke et der lige lå i kortene for en midaldrende kælling som mig, der ellers sidder bag skrivebordet og nusser, men en opgave som langsom krøb ind i min side af sengen. Jeg har været i onlinelære som vvs ‘er, elektriker, lært at mure, lægge rør til fjernvarme, tømre, være arkitekt, malermester, taglægger, betonstøber, -klima, -energi og -genbrugsnørd. Om det var det jeg ville? Det ved jeg stadig ikke, men nødvendighedens læring er en uimodsigelig drivkraft. I dag står der som resultat et hus. Og det hus er ikke mit eget, selvom købskontrakten måske siger noget andet. Det hus er ejet af alle de mennesker som har lagt deres viden ud, kvit og frit, til afbenyttelse og læring. Det er et ægte e-medborgerhus og det er de mest enestående bofæller jeg har haft nogensinde. Med få klik på YouTube eller google kan man lære, ganske uden brugerbetaling, at svinge en hammer, mure en væg, bygge i bindingsværk. Et livsbibliotek i lommen. Og tilgængeligheden er 24/7. Biblioteket, læringen, folkeoplysningen, livets skole lukker aldrig og der er altid en eller anden der har gjort sig umage, ikke for egen vindings skyld, men fordi viden er noget man øser af hvis man har den. 
Jeg kan nogenlunde regne ud af jeg skulle have brugt ca. 30 år i efter og ny uddannelse på at lære de samme ting hvis jeg skulle have haft et bevis i hånden for mine nye kompetencer. Det skal jeg heldigvis ikke, for det gode ved at lære er at det ikke altid behøver have et stempel eller en karakter. Ude i livets skole kan man trygt hive en sømpistol op af lommen uden at blive udråbt som læringsterrorist og der er ingen der føler sig truede af e-mesterlærekompetencer. Læring er noget vi giver hinanden, et nødvendighedens fælleskab, en deling af duelighed.
Man kan ind imellem grunde over hvor medmenneskeligt det er at agere vidensdeler og ikke bare holde kortene ind til kroppen og fagligheden i skak. Vores uddannelsessystem er på mange måder sat stævne af civilsamfundets ageren i læringsrummet. Den frie tilgængelige undervisning uden skema og betaling, kontra den formelle uddannelsesform. For mig at se foregår der et langsomt skred i retning af læring på tværs og inden de formelle uddannelser rister mig over sagte ild på en Weber grill, vil jeg tilføje at det er sundt med lidt konkurrence. Læring er alles målsætning, samfundets målsætning, en drivkraft i skolesystemet, en drivkraft i læreren og eleven. Vi kommer aldrig til at nedlægge de formelle uddannelser til fordel for civillæring, og det er slet ikke målet, men jeg fornemmer at den formelle undervisningsform i Danmark kommer til kort i sine krav.
Ser man lidt ud over puslingelandet der hygger sig i smug, er der røre i læringsrummet. Det kan godt være at lille palle ikke fik et snit på 5 i Danmark, men til gengæld læser han en minimaster på Harvard via edx. Studere historie på Kahn Academy eller sidder til naturvidenskabelige forelæsninger på Brilliant.com. opslugt af Greatcoursesplus.com. Måske er lille palle 8 år gammel, måske er han 85. Måske har han småbørn, måske er han topleder, brolægger, arbejdsløs, skoleelev, terminal patient, hjemmegående, fængslet, politiker, deprimeret. Og det er ikke for sjov jeg sætter en fed finger på de udenlandske uddannelser der deler ud, kvit og frit eller mod betaling hvis man vil have papir og lakstempel. Hvis man laver en lille rundrejse i de mange udbydere, genrejses en tillid til at det hele handler om at oplyse mennesket, ikke om at kapre kunder, men måske alligevel inspirere nogen til at studere forfra eller igen… Sådan helt ind til benet – reel lyst til at danne og uddanne folk på tværs. Lidt som civilsamfundets delingsglæde. Det rør mig, nej det bevæger mig ligefrem. Det samler sig til en læringsbevægelse om det vi ville. Det oplyste folk der deler fælleskab, fælles bedste og fælles tillid til at oplysning skaber myndige medborgere og demokratiske ståsteder. Og det, som også Grundtvig kæmpede for, skal være uden skelen til ens baggrund, til skel, holdning, tilhørsforhold, tro, stand (eller karakter).
”Et oplyst folk kan aldrig holdes nede”, det sagde jeg for nogle år siden i en tale på ungdommens folkemøde. Oplysning til livet for livet er åndsfrihedens spejl. Pilen peger i den retning. Den peger på en ungdom der er vokset op i en (lidt for vild) delekultur. Den kultur hvor alt er delt, fra den første rokketand til drukturen. Det bremser heldigvis langsomt op igen, det er en læring der unge har taget til sig. I stedet deler de viden. De hjælper hinanden færdig med projekter, med opgaver, med ideer. De deler uden egennyttighed eller selvfedhed. Fænomenet hedder open source – og breder sig verden over. Og hvorfor ikke dele viden i stedet for at spærre den inde i bjerget, som jætterne gjorde det med kvasers blod. Livets mulighed og fantasiens evne er til for at blive brugt blandt mennesker, ikke til at blive buret inde.

Du ringer bare hvis du skal have lagt nogle rør ind… Eller noget.

<!– /* Font Definitions */ @font-face {font-family:”Cambria Math”; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;} @font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;} @font-face {font-family:Times; panose-1:2 0 5 0 0 0 0 0 0 0; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:auto; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1342185562 0 0 415 0;} /* Style Definitions */ p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:””; margin:0cm; margin-bottom:.0001pt; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:”Calibri”,sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:”Times New Roman”; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} p {mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-margin-top-alt:auto; margin-right:0cm; mso-margin-bottom-alt:auto; margin-left:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:”Times New Roman”,serif; mso-fareast-font-family:”Times New Roman”;} .MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:”Calibri”,sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:”Times New Roman”; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} @page WordSection1 {size:595.0pt 842.0pt; margin:3.0cm 2.0cm 3.0cm 2.0cm; mso-header-margin:35.4pt; mso-footer-margin:35.4pt; mso-paper-source:0;} div.WordSection1 {page:WordSection1;}

"Grundtvigs" tale til Højskolernes årsmøde, 175 års jubilæum


175, det er jo ingen alder!
Men..
Far er stolt
Min unge er blevet voksen, umulig, uregerlig, selvrådende, bumset og basker med frihedens vinger.
Hvad er den vel, den gamle skoleform.
Et opkog af åndens maggiterning.
En suppe på en fælles visk
Hvem faen siger nej til natmad?
Ikke den gamle.
Det at drømme om fejlens fristed, om mulighedernes land. Oplysningen til livet.
Det at skabe en forskellighedens slagmark hvor enhver genopstår i egen ord.
Fred er ej det bedste, men at man noget vil.
Man kunne spørge den moderne højskole om den er i pagt med sig selv.
Om den dagligt vågner og påtager sig livets mulighed, dannelsens væsen og frisindets fejemaskine?
Man bør vågne brat i nord og fatte først som sidst at friheden aldrig kommer af sig selv, men er en stedlig kamp, for folket.
 
Til et folk sig alle høre, som sig regne selv dertil
Kan med kærlighed sig føre, og kan mærke hvad de vil.
Sprog er ikke alt at regne, men at føle hjem og vær
Blive knæsat alle vegne, sådan får man landet kær!
At blive mødt som menneske, ja som menneske først!
Kald det rummelighed, integration, inklusion, fælleskab, samvirke, sameksistens – kald det kærlighed
Man nå aldrig længere end man har drømt som ung!
Således har jeg sagt det og det er tydeligt at det stadig er bevæggrund hos ungdommen.
Drømme er både at række ud, at turde længes, men meget sjældent noget vi egentligt skal indfri.
En drøm er ikke en kontrakt med livet, men et pejlemærke.
Når vi taler sårbare unge på dagens årsmøde da tænker den gamle at det ikke kun er samfundet der har målstyret, håndholdt pædagogik, skærmtid og hastværk der gør sårbar. Nutiden unge har glemt at drømme livet større end det er. Glemt at læne sig på historien og glemt at myten, fantasiens mulighed. I stedet for pejler de både mod fejl, men også mod det fejlfri. En modkultur.
Det begyndte med at de spurgte: seriøst?
En stille tvivl
Mener de hvad de siger?
Er der nogle fixpunkter tilbage i de “voksne”?
Og det er de frie skolers opgave at give den tro tilbage
Tilliden til livet, fra livet
Oplive – det har vi ikke talt om i dag.
Oplive før vi oplyser!
Tage menneskelivet alvorligt og ville mennesket.
Højskolen er en tumling der har tigget, bedt og fægtet. 
Stolpet afsted på tykke ben og bedt sig velkommen i et samfunds afkroge. 
Man forstår at der debateres hjemlighed. Det er intet at regne mod hvad den gamle havde tænkt oprindelig. Én lærer til én elev, det var min tanke. At enhver blev mødt i sit. Man kan nok se at statstilskudet ikke rækker til slige sager og hvem gider vel også alle disse højskolelærere der hele tiden blander sig i opdrag og kultur.
Næ, sagen var og blev at højskoleeleven havde dybde med, en egenart af nysggerigt sind. Således opfyldes enhvers tanke af hverandre, lærd, ledig, længselsfuld, fastlåst, frimodig, målrettet, drømmende, digterisk.
Højskolerammen er en kulturbærer der knytter tråd og tale til, hvor samtalen er forstummet. Danmarks eneste egentlige forsamlingshus hvor enhver frit kan komme og gå i holdning og også må finde sig i at blive modsagt. Et mødested for forskelligheden, den egentlige demokratiske dannelse.
Solen er så “Rødding”
Og statstilskudet småt
Hvorfor skære ned nu, når nu skolen er så hot?
Ånden som en fedekalv, på tilskudsofferbord
Da skal man forskel kende, på Loke og på Thor.
Bær over med den gamle, man er noget oprørt over beskæringen af Højskolerne…
Bæredygtighed er ej blot at overleve, at genbruge, forny, forme nye spor. 
Bæredygtighed er, som væredygtighed en naturlig del af det at være menneske.
Der er en særegen form for bæredygtighed som overtrumfer verdensmål: det er et hjertens mål!
 
Slig et mål er højskolens.
Højskole er at man vil være hinanden som man er
Det er at man kan bære hinanden som man er.
 Tillykke du gamle Højskole
Skål og skide være med det, går det galt så gifter vi os!

Grundlovsdag

Grundlovsdag er et sted at stå,
på skulder hos din næste,
Grundlovsdag er en dag at få,
på folkegrund det bedste.
Grundlovsdag er en vej mod tro,
på fundamenters fylde,
Grundlovsdag er at bygge bro,
og finde rette hylde.
Grundlovsdag er et mod i folk,
der vælger sammenfaldet,
Grundlovsdag er en fælles tolk,
for dem i mindretallet.
Grundlovsdag giver mødested,
i menigmand og kvinde,
Grundlovsdag er at være med,
og friheden at finde.
Grundlovsdag går vi nu til valg,
et folketing vi skaber.
stemmer ind til tillidskald,
held til både vinder og taber!