Hengivenhedens dannelse

Jeg har et essay i Højskolebladet denne måned. Det kan læses her: https://hojskolebladet.dk/nyhedsarkiv/2021/nov/hengivenhedens-dannelse

Læs også socialfobi vs social forbi – om vogterkulturen der giver en farlig nulfejlskultur https://astridsoe.blog/2021/10/26/socialfobi-vs-social-forbi/

Kampen og Ilden vs kampen om Kilden

I nyere tid har vi fået en ny fjende, en ny kold strømning i vores sameksistens. Kilden til oplysning, vores søgning efter viden og læring og tilgang til digitale søgemaskiner der både byder på sandt og falsk og hvor det kan være umådeligt svært at skelne. Kampen om Kilden er vores tids kamp om ilden. Når vi har udråbt deep-fake til at være blandt de største trusler i samtiden, foruden terror og klima – er det givet i den dalende tillid mellem os og dermed en svækkelse af det demokratisk samfunds mulighed.

Læs hele blogindlæget på Epale https://epale.ec.europa.eu/da/blog/kampen-om-ilden-vs-kampen-om-kilden

Social fobi vs social forbi

Der er mange måder at tilgå tilværelsen. Nogle af dem er ikke frivillige, selvvalgte.
Og en fremstormende diagnose i samtiden er socialfobi – En uden tvivl voldsom måde at måtte være i verden på. Det siges at 10-15% af alle danskere vil have perioder af livet hvor de er ramt af social fobi. Det er en vigtig fobi at tale om, som samfund. Den stækker et menneske og gør hverdagen, for nogle, meget ufremkommelig. Det kan være vanskeligt at sætte sig ind i hvordan et menneske kan være angst for andre, for det sociale liv.
Der har under covid-19 nedlukningen været talt meget om hvor meget bedre mennesker med socialfobi har haft det – dels fordi de ikke var tvunget til at være i det sociale rum og dels fordi de fornemmede at andre endelig kunne se hvordan det er at være “spærret inde” i frygt for sociale sammenhænge, mødet med andre mennesker, det fysiske. Og der er ingen tvivl om at vi har lært meget. For nogle af os er det en lettelse igen at kunne gå ud, møde andre, stå i et tætpakket lokale, gå gennem strøget og over slotspladsen, langebro og smile til dem der cykler forbi, råbe hej og god dag til en banansælger, småsnakke med en fremmet i bussen, for andre er genåbningen en påmindelse om at de sociale kan være svært.

Der er en anden tendens som ligner, men ikke er det samme alligevel. Og nej, det er endnu ikke en anerkendt diagnose, men som tiden former sig kunne man frygte at det kunne blive det. jeg kalder det “social forbi” Når det sociale er truet af sig selv, af os alle, af tonen i tiden og af den voldsomme udvikling der er kommet med at vogte på hinanden. Når vi bevist og selvvalgt vælger sociale sammenhænge fra fordi de giver knubs, minder os om vores egen fejl og mangler og gør os usikre på hinanden.

Vogterkulturen
Vi taler meget om overvågning, internetgiganter der kigger med på de sociale medier, dyneløfteri hos forsikringen og i socialforvaltningen. Men vi snakker måske for lidt om vores indbrydes overvågning og i den en udtalt krænkelsesparathed. Kulturen hvor vi hele tiden føler os krænket betyder også at vi holder op med at høre hvad andre siger fordi vi har så travlt med at vogte hvert ord for at kunne sige: det ord, den ytring, den er krænkende og dermed er dine udsagn ugyldige. Det er meget farligt når vi leder efter et nedslag i hinanden istedet for åbent at lytte, overveje, sige til og fra – til holdningerne, ikke kun til formen eller til et enkelt ord der snager lidt bedaget eller kan virke utilpasset. Det er en tydelig fornemmelse at vi afvæbner hinanden i samtaler, med en forkerthed. med noget vi kan blive krænkede over. eller hvis den anden har en anden alder, hudfarve, kultur, stand, religion – så det er det nemt at pege på det, istedet for holdningen i ordene. Vi taler også om privilegieblindhed – men efterhånden er jeg mere bange for sammenhængsblindhed. Vi taber sammenhængen fordi vi vægter en enkelt fejl, ytring, handlemåde, istedet for at huske den sammenhæng vi sidder i – hos hinanden, som hinandens skæbne og mulighed.
Når man åbner et fødevareprodukt man har købt og finder et fremmetlegeme, måske et stykke plast, så er første reaktion ikke lige at gribe telefonen og ringe til firmaet og sige: Hej med jer, der er vist sket en fejl, måske skal i lige tjekke op på det. god dag til jer. I stedet skrives der lange epistler på internettet og stjernerne rasler ned på trustpilot. Fordi et firma, et menneske i produktionen var kommet til at lave en enkelt fejl.
Firmaet mødes af shitstorm og vi ender med i deadline og besserwisser at debatere hvordan de håndterer deres lille stykke plast – sat lidt på spidsen. En zoo fodrer løverne med giraffer og heste, en firma laver en vase der bliver en mangelvare fordi den er populær og dermed til vrede.

Og et er firmaer som vi som forbrugere møder dagligt, uden at møde dem i virkeligheden, noget andet er den måde vi vogter på hinanden. Stavefejl i et opslag på facebook, et foto der tydeligvis ikke er redigeret godt nok, eller netop redigeret for meget, en holdning der har ændret sig, flyttet sig på ti år, bliver slagtet med henvisning til dengang. Et feriebillede på instagram der pisser folk af fordi der er udledt co2 grundet flyrejsen og man bør tage toget, ikke fly. Et unge menneske der afprøver din demokratiske holdning i offentligheden og sables ned fordi der mangler erfaring og levet liv bag ordene. En folkevalgt der drikker en øl i varmen og derefter er til grin fordi det nok er iscenesat og opstyltet og folkeligt bedrag. En midaldrende mand der kommer til at skrive noget om barsel, kvindekvoter, metoo, og ovenikøbet er han hvid, cis og på topskat.

En kvinde der blotter sine bryster på forsiden af et magasin og en kandidat mandlig til kommunalvalget der gør det samme på sin valgplakat bliver møde på hver sin måde. Med hver sin gyldighed. En udsendelse i tv om kunstakademiet hvor alle vogter på alle og holder øje med om der er lige mange brune og hvide, gule og røde til stede. Og hvor man melder sig ud af det fælles fordi man hele tiden synes man er i mindretal og dermed udsat og dårligt mødt.
Der filmes med mobiltelefoner i det offentlige rum og i det skjulte for at dokumentere overtrædelser, handlinger eller ord der er på tværs og der filmes i det private rum for at fange ens nærmeste og holde dem ud i strakt arm og kunne sige at du sagde sådan og sådan og det har jeg på dig. et slagsmål på gaden bliver ikke forsøgt stoppet, men filmet istedet og lagt ud på sociale medier.

I den politiske debat spoler vi frem og tilbage og leder efter modsigelser. En opdatering på facebook eller et “forkert” like fælder os som medborgere og internettet glemmer aldrig.

Vi leder simpelt hen efter andres fejltagelser, for selv at fremstå bedre eller i det skjulte prøve at komme overens med at når de andre er så latterlige og fejlagtige, så er vores fejl måske ikke helt så slemme, bare ingen ser dem. Ja, bare ingen opdager os som vi er.

Da skal man forskel kende på solskin og på lyn
Det er vigtigt at vi skiller tingende ad. Alvoren. der hvor et menneske virkelig har forbrudt sig mod en anden eller mod samfundet. Der hvor lynet slår ned og rammer rigtigt og fælder et menneske der er på den forkerte side af rigtighed og ret. En vigtig deltagende tråd i samtiden er de mange der må give efter for metoo og krænkelser. det kommer vi langsomt til livs, og det er på tide. Lyssky affærer og magtmisbrug afdækkes og afskeder menesker i mage samfund lige nu. Vi vender bøtten og prøver at afgrænse dem der tilraner sig magt. Og udviklingen er god og giver en fornemmelse af ligeværd og retssamfund.

Samtidig har den mellemmenneskelige rettergang og vogterkultur skabt en voldsom “angst” for at fejl og træde ved siden af. Frimodigheden er under fode og vi vægter vores ord og handlinger som aldrig før.
Det umildbare menneske svinder ind og vi bliver kontrolerede og polerede som aldrig før.

Når vi taler om demokratisk deltagelse hos de yngre generationer er det ikke så sært at de synes formen er svær at være i. De er vokset op i en tid hvor man ikke må træde ved siden af. Hvor fejl er fatale, selv de små. hvor blot det at være hvid eller brun er et statement og ikke bare en hudfarve. hvor hvert hårstrås retning er en eksakt fortælling om en selv.. Når en politisk debat ikke længere en en samtale mellem mennesker, med forskellige holdninger og måder at ville indrette samfundet, men er blevet en kampplads hvor det handler om at lægge hinanden ned, personligt eller med fejlsøgning.
En tid hvor vi dokumenterer hvert et skridt vi tager og hvert et ord og hvor vi ikke kun bruger det som historiefortælling, men som en måde at fastholde enten os selv eller hinanden.

Der var engang et ord vi brugte en del: Sobert. Det var noget med at huske at der stod et andet menneske foran en og at det menneske også havde ret til sin holdning og kunne være et fint menneske, trods det at vi er uenige og forskellige.
Det er svært ikke at se den stigende angst og usikkerhed hos de yngre generationer som en direkte afstikker af vogtersamfundet. bevares, vi vil måske ikke være ved det, men vi vogter nu alligevel på hinanden og venter på det øjeblik hvor vi selv kan komme til i samtalen eller kan påpege andres fejl og mangler eller grænseoverskridende adfærd. Og grænsen er snæver og bliver mere indsnævret dag for dag.

Det næste der sker er en modhandling. At vi melder os ud af sammenhængen og forsøger at finde tilbage til et naturligt leje. Der hvor man kan begå sig blandt andre uden at være bange for at det strakt har en fatal konsekvens. Vi trækker os fra sociale medier, fra sammenhænge hvor vi før luftede vores holdninger og afprøvede vore ståsteder. Vi mister lige så langsom lysten til at indgå i nye ukendt sammenhænge hvor vi kan komme på glatis og så vælger vi istedet ind i sammenhænge hvor vi er sikre på ikke at stikke ud og hvor vi er i et safe space af samdrægtighed. mere ens, mere af det samme og ikke så udsatte for holdningsbrydninger.
Vi muter og unfriender dem vi synes går på tværs af vores eget univers og forsøger selv at gå under raderen med neutralitet og sukkermadder. Vi holder op med at tale med en fremmet i bussen, dem i opgangen, vi lurepasser i skolen af frygt for ikke at komme til at sige noget der enten støder eller virker naivt, udannet, forkert, fejlbefængt, ikke evident og ikke målbart.

Der er altid to sider. Den afdækkende, gennemsigtigheden og den vi også har brug for. at dem der virkelig alvorligt bryder lov eller liv skal findes, afdækkes og graves frem og fortælles offentligt. det er mediernes og politiets rolle og en vigtig samfundsmæssig spiller. Men hvis vi fortsat er hinandens vogtere og ikke længere medborgere, mennesker der vil hinanden det bedste, så taber vi ganske snart det naturlig i at at være sociale væsner der har mod til at gå ud og ind af hinandens liv med en vigtig viden. at andre vil os det godt. At vi er godtaget, selvom vi alle laver fejl, afprøver holdninger, livet og leder efter mening i os selv og hinanden.

Tilbage til de yngre generationer. dem der står med en livshastighed og en virkelighed 24/7 hvor delekulturen og gennemsigtigheden er reel. Hvor man skal hoppe fra sten til sten for ikke at falde i vandet og fejle. For dem er hele usikkerhedsfornemmelsen en hverdagsbegivenhed. Og den kryber opad i generationerne. Breder sig som en steppebrand og giver en misstemning mellem os, på tværs og på sigt. En splittelse der rammer som social forbi, at det sociale liv, som en naturlighed, er forbi.
Det sociale rum, det fysiske er præget af omgangsformen på sociale medier. Vi får sværere og sværere ved at sondre mellem vores måde at udtrykke os skriftligt, med smiley og likes og vores fysiske tilgang.
Jeg holdt for kort tid siden et oplæg for de ansatte på højskolernes hus og tænkte at det her måtte jeg afprøve. det akavede, sproget, tonen. Så jeg valgte at lægge fyndord og frontalfrimodighed ind hist og her og selvom netop det rum, de mennesker der arbejder og ånder for åndsfrihed og menneske først, er et af de steder hvor min tro på rummelighed er størst, så var det tydeligt at blikkende sænkede sig og der opstod en akavet stemning undervejs. Og vi afprøver det fra tid til anden, også når det ikke er planlagt. Det med at få sagt noget på en måde der gribes af andre og forstås helt anderledes end det var tiltænkt.
Når ord bliver lidt for frimodige eller malplacerede, ude af sammenhæng eller bare helt ved siden af. jeg holder meget af det at vi kan bevare det frie i sproget, at det ikke tynger eller tager form af korrekthedskulturen – samtidig med at sproget skal vægtes efter hvem vi er sammen med og at det ikke gør skade i andre. Det er et ansvar vi har eller havde som en naturlig del af det at dannes og vokse op og blive til voksne mennesker. det almene hensyn og et tåleligt og rart miljø.
Vi ved at det at stå over for et menneske fysisk, normalt gør at vi filtrerer vores sprog og handlinger mere. At vi passer mere på hinanden når vi har set hinanden i øjnene, men som tiden går skrider også den filtrering en smule og især vores politiske debatter er præget af en voldsomhed og angrebsparathed der er uklædelig og ikke hører hjemme i det politiske rum eller noget rum, ejheller på de digitale medier.

Akavet. det er nok her, i det ord, brydningen står. at vi bliver akavede af at tilgå hinanden med samtidens vogtersyndrom. Naturligheden svinder og truer vores sameksistens på sigt.
Så når vi spørger hvorfor mange trækker sig fra debatter, fra hinanden, hvorfor vi ikke længere går så meget på tværs, men sigter efter safe space og enshed er det os selv der ligger inde med svaret. at vi ikke længere tør være mennesker blandt mennesker. at vi ikke kan leve op til nulfejlsforordninger og perfekthedskultur.
Vi har talt om det i snart 15 år eller mere, nu er konsekvensen her. Nu er de yngre der er vokset op i den kultur formet af en mistillid til det at være menneske.
Vi har en kæmpe opgave med at skulle aflære den virkelighed. aflære perfekthed, det fejlfri, det vogtende, det usikre. Det bliver samfundet, menneskets største udfordring fremover. at genvinde tilliden til at vil hinanden og kan kan bære hinanden som vi er.

Generation “Målt og vejet”
De unge svarer igen med angst og usikkerhed. Og jeg forstår dem godt, hele vejen. Det kryber nemlig ind i os alle. Vi vægter vores ord, holder igen, passer på, polerer og udglatter. En tendens jeg har fulgt en tid er tendensen med at tage forbehold for fejl. Der her en tid været en tendens hos de yngre til at vægte evt. diagnoser, svagheder, ulykkelighed, fejl som et kendemærke, som en måde at være i verden. en forsikring for at hvis nu de trådte forkert, så har de noget at have det i. en plausibel forklaring. en svaghed, en udsathed, en sygdom, en sindsmæssig fejl, en “undskyldning” for den givne opførsel. Det er svært at tro at så mange unge skulle være så udsatte og “svage” som statistikken viser, som de giver udtryk for. Måske er det et dække? Måske er det deres svar til samtiden? Hellere være forsikret, tale sig selv ud af evt. fejl ved at undskylde det med noget i sindet, end gribe samtiden og samfundet og sige den ret imod med et: Jeg er menneske, jeg fejler, jeg prøver, jeg er. Måske er det ligefrem et tegn på noget oprindeligt, på det menneskelige. autensitet. Måske er det de yngre generationers måde at fremhæve at de fejler og vil tages for gode nok, fordi og netop i bekræftigelse af fejl, svagheder, skælven, tvivl?

Jeg vil ikke forlange af de unge at de fra den ene dag til den anden kan stå selv, men jeg vil modsat forlange af os alle at vi giver plads til at enhver med sin måde og mulighed har et sted at stå. En fast grund under fødderne hvor de har lov at være sig selv. De yngre har i deres opvækst i et fejlfri-fikseret samfund på mange måder fået skabt denne tilstand af tvivl på mennesket og sammenhængen. Det kræver at vi alle, alle generationer sadler om, husker medmennesket og det at gå og så på tværs. At turde driste sig til at godtage at vi er fejlbare og at det at være sammen og dele samfund og liv ikke er en udsathed, men en sikkerhed – fordi vi har hinanden at stole på, at regne med, at turde være i tillid til at blive godtaget.

På tålt ophold i tilværelsen
Jeg vil begynde med at sige at alle er gode nok som de er, og jeg vil sige det meget højt og måske sige det på en lidt akavet og frimodig måde, sådan en måde man ville sige var lidt skæv og ved siden af. Og jeg vil håbe på at blive godtaget selv og ikke blive dømt for de fejl jeg selv laver. Ingen af os, ikke de unge og ikke de gamle eller dem midt imellem kan holde til at være på tålt ophold i tilværelsen. Vi er kun mulige hvis vi er i fælles tillid til tilværelsen.

D day

Det er ingen stor forbandelse,
at holde stejlt på dannelse,
at vikle liv og levnet ud,
at så og værne nye skud,
at finde sted og virke frit,
at se og tro på dit og mit,
at få lidt ondt i samfundssind,
at være stejl og længes ind,
at mene, holde for og se,
om om der er mening hvor det ske?
At tvivle, er at turde mer,
end fastlåst form i alt vi ser,
for det at dannes pø om pø,
gir plads i livets lange kø,
oplys og lær og hold nu på,
for livslang læring er at stå,
i undren mellem andre folk,
og vide dannelse er tolk

Dansk folkeOPLØSNINGS samråd?

Mens vi har rasende travlt med at gruppere os og inddele os efter farve, form, norm, tro, kultur, alder, køn og interesse, går mennesket helt fint i spænd med sig selv og hinanden når vi ophæver de grænser vi sætter for os selv.

Det er blevet noget der fylder, måske mere end rimeligt. Det med at inddele os og gruppere.

Der er intet nyt i det og enhver kender fornemmelsen – og det er på ingen måde unaturligt at finde sammen i fællesskaber med folk der ligner os selv lidt, eller byder ind med noget vi genkender.

Når vi taler om tidens mangel på mangfoldige mødesteder bliver det tydeligt at vi trænger til at stoppe op et øjeblik og se på hvad der deler os og hvorfor vi lærer mest ved at indgå i fællesskaber der består af forskellighed. Eller gør vi?

I forenings Danmark har vi gennem mange, mange årtier været dem der gik forrest med at samle os om en sag. Noget vi vil noget med. At danne fælles front og forene os med andre der har samme glæde eller kamp.

Det giver god mening og traditionen er forbilledlig.
Vi kan en del mere sammen, når vi står mange samlet om at ville noget.
Samtidig bliver vi ikke så udfordret af andre, når vi sidder i foreninger og mener det samme og kæmper for det samme. Det svækker den demokratiske dannelse, samtidig med at det at gå sammen styrker den. Et dilemma og paradoks vi kæmper med til stadighed.

Det er både besværligt og hårdt at vælge sig uenighed til. At tage debatterne på tværs og tro på at den uenighed ikke skal føre til en senere enighed, men være stærk og tillidsfuld nok til at vide at det er godt nok at have forskellige holdninger.

I folkeoplysningskredse ved vi det udmærket godt. At vi forener os med folk af samme slags og dermed misser en masse uvurderlig uenighed og meningsbrydelse der giver nye kanter og nye horisonter.

Jeg er flintrende ligeglad med din hudfarve – jeg orienterer mig efter din partifarve!
Debatten lige nu handler om manglende mangfoldighed og frygten for at de unge ikke vil forene sig fremover.
Tendensen har været synlig længe.
Jeg har fulgt den så nogenlunde og fornemmet det de sidste 15-20 år.

Man kan begynde med elevforeninger. Efterskolerne eller højskolerne.
Der hvor vi holder for med at mindes og følge hinanden og de skoler hvor vi har delt fodsved og forventning. De årlige årsskrifter, skiftende elevhold og forstandere. Men de unge har ikke helt samme behov for at følge med. Der er en form for ”det var det” og så skal vi jo også videre.
I begyndelsen syntes jeg det var en form for utroskab. At den arv og det livsindtryk ikke satte sig stærkere end at vi kunne vinke i indkørslen og gå videre. Ikke umærket, men med en form for lukkede kapitler uden æselører. Ikke fordi vi skal hænge os i fortiden, men jeg har og havde meget svært ved at forstå flygtigheden.

I samme tidsrum er de sociale medier kommet med en flygtighed som vi stadig undres over. Vi og vi – vi halvgamle. Og grundskolen har nedskaleret historieundervisningen.
Ud af det mudderpløre er det svært at råbe på at de unge skal have samme historieblik som alle vi der får et kick ud af at kigge tilbage.
Og måske er det svaret på den manglende tilslutning. At tiden er flygtig, et nu og den gammeldags dvælen i minder og forgangne steder er fortid.

Jeg håber det ikke. Hvorfor kære sig om det? Fordi jeg tror vores historie er meget vigtigere end alt muligt andet. Det er fundamentet for livet, det der har formet os og taget os i ed undervejs.

Jeg tror faktisk (selvom jeg savner en historisk respekt) ikke at det er svaret.
Jeg tror vi står med en hulens fabelagtig klog ungdom som er træt af den manglende mangfoldighed i foreningslivet.
Og min tese er enkel. De generationer der lige nu er unge, orienterer sig mangfoldigt. De er vokset op med globale syn, med internet der forbinder os med hele verden og med folk på kryds og tværs mener, tænker, taler og handler forskelligt.

På folkemødet i år sagde jeg (eller sagde jeg i klædning af Grundtvig) at ”frihed til forskellighed” nu er ude, i 2021 hedder det: Frihed ER forskellighed!

Et frihedsbegreb jeg har tilegnet mig hos netop de unge.
Og de mener det, hele vejen og hvis vi ikke i folkeoplysningsregi tager det på os, så taber vi ikke bare sutten, men muligheden for at virke og være sammen med de unge generationer.

Vi kan begynde med at se og prøve at forstå hvorfor unge har travlt med at definere sig selv og omdefiner igen og igen og igen.
Er det et svaghedstegn? Nej, det er et opråb til samtiden.
Når det viser sig i 2021 at være nødvendigt er det fordi vi har gjort noget der ikke er godt nok.

Ingen skal generalisere mig, jeg finder mig ikke hjemme i kasser, Excel ark eller med en label i panden hvor der står ”Midaldrende hvid dame” og jeg ville glæde mig ustyrligt hvis vi heller ikke generaliserede ungdommen.

De er lige så forskellige, med lige så mange holdninger, retninger og meninger som alle andre. De er mangfoldige og dermed frie. På 2021 måden.

Det samme glæder den anden vej. Nej, vi er ikke boomere eller bare gamle idioter – vi er mennesker i mange aldre med mange erfaringer som du kan låne af eller lade være. Du slipper ikke for os for vi er her her på lige vilkår med dig. Det kunne måske tænkes at vi kunne hjælpes ad?

Hvis du spørger mig hvad mit Pronouns er, så er svaret: Menneske/Menneske først/du først
– Og det er det ikke for at provokere, men for at sætte mennesket frit igen.

Jeg savner at mangfoldigheden er så naturlig at vi ikke længere behøver definere os selv herfra til helvede. At et menneske er godt nok som det. At det at møde et andet menneske er en tillidserklæring i sig selv, især fordi vi ikke er ens eller mener det samme eller ser ens ud.

Jeg er flintrende ligeglad med hvilket køn du er, hvilken farve du er, hvilken forening du er medlem i. Jeg er derimod flintrende glad for at du er dig og at jeg er mig og vi dermed er så forskellige at vi er nødt til at mødes og tale sammen.

Jeg er så flov over at have været med til at forme en samtid hvor det viser sig nødvendigt at definere sig selv hele tiden fordi der hersker en tvivl om man bliver set rigtigt og mødt rigtigt. Giv mig mennesket tilbage!

MANGFOLKELIGHED
Kan man være mangfoldige og samtidig være et folk?
Kan man lave folkeoplysning til mangfoldighed?

Ja og det er det vi skal for at sikre den demokratiske dannelse på tværs af køn, alder, kultur og struktur. Og vi må lave nye måder at samles om forskellighed. Nye måder at fremhæve rigdommen i ikke at være ens.

At være et folk er jo at lære at læne sig på hinanden og vide at man må bøje sig og at de må det samme. Det at være fælles om samfundet gør os til et folk. Det er sagerne vi tager på os der giver samliv og fælles forstand og dermed er kit til folkeligheden.

Jeg holdt foredrag på en efterskole i denne uge og der talte jeg med en elev bagefter. Han sagde noget meget centralt og virkeligt vigtigt til samtiden:
”Før havde jeg den samme mening hver dag, men efter jeg er begyndt på efterskole, har en jeg en ny mening hver dag”. Jeg kom næsten til at tude på vej hjem i bil. Af lutter lykke over det at møde en elev der havde fundet tvivlen og turde italesætte den og gøre den til en frihedsforståelse i tilværelsen. Og det at eleven havde fundet det på en efterskole, med et i øvrigt meget diverst sammensat elevhold sagde meget om hvad fællesskaber også kan.

De kan være det frirum hvor tvivlen er lovlig. Hvor skråsikkerheden svinder og vi får lov at fornemme os frem og dermed blive fremkaldt som mere hele mennesker.

Tvivlen kan noget godt, særligt i samtalen og debatten. Den slår ikke igen, den gør ikke skade på andre og den er sjældent hård i ordene. Den er spørgende og prøvende og imødekommende.

Det er aldrig særligt lærerigt at høre en debat hvor deltagerne i staccato leverer sin holdning med skyklapper og ikke lytter sig frem og imødekommer. Og en af de grunde til at den politiske debat lige nu er blevet så hård og umulig er jo også fordi skråsikkerhed møder skråsikkerhed. Og det er der vi har tabt den demokratiske dannelse. Det handler stadig ikke om enighed, men om at lytte sig de andre standpunkter til og turde rumme dem og ville dem i al deres forskellighed og i øvrigt vide at ens egne synspunkter bliver mødt med samme rummelighed.

Samtiden har brug for et meget stærkt ”Dansk mangfolkeligheds samråd” hvis de unge skal vælge foreningslivet til.
Det kræver også en læring i ”det øjeblikkelige” en hurtighed som det at danne en forening ikke mestrer lige nu grundet love og forordninger.

Øjebliks-ideer og pop-up aktivisme er et sprog og en handlemåde der på mange måder er meget elskelig. Det at stimle sammen øjeblikkeligt, hjulpet på vej af de nye sociale medier hvor vi kan kommunikere med hast og handle i nuet.

Vi står med en hele fantastiks ny generation der i den grad har fanget ideen med aktivisme.

Og aktivisme er for mig at blive et aktiv for samfundet. Et menneske der tager aktiv del.

Og min fornemmelse ar stadig at det at være aktivistisk nu er noget helt andet end før. Det er enkeltsager og det organisatoriske efterslæb er ude.

Tradition og fornyelse

Jeg kender en del yngre med handikap og de siger meget samstemmende: Næ, jeg gider ikke være en del af en handikaporganisation, jeg er ikke mit handikap, jeg er mig og jeg identificerer mig ikke som handikappet! Det er svært at modsige og i øvrigt jo da en god indgang til livet. Samtidig er det tydeligt at mange sager har brug for en stærk og tydelig organisation for at blive set og hørt. Folkeoplysningen har også brug for at kunne stimle sammen og kæmpe deres sager.

Men vi må lære noget først. Lige tage en times betænkningstid, gerne på sofaen, og fatte først som sidst at det digitale har ændret vores foreningsenevælde. At foreninger er mange ting og det at forenes har nye former og frirum.

Mest af alt kan den nye form samle på tværs som vi aldrig har set det før. Det kan noget. Det pludselige. Det at man ikke behøver binde sig ”ægteskabeligt” til en forening, men kan stille sig på slotspladsen eller møde op en tirsdag i Brovst med eller mod en sag. At støtte op om noget fordi det er nødvendigt og af hjertet uden at behøve at tvangsgifte sig med en forenings andre mærkesager.

Jeg er medlem af over 10 foreninger. Det er dyrt (!) og det er spændende. Jeg holder meget af dem alle sammen. De flytter mine holdninger og er samskabende for de ting jeg går op i.

Jeg er også menneske og flytbar og fri. Jeg holder meget af at tage en sag på mig der ligger uden for regi, det pludselige. Noget der opstår af nød eller af glæde.

Jeg vil ikke undvære noget af det.

Men mest af alt vil jeg ikke undvære de mange aldre. At vi mødes på tværs og laver det her samfund til et samarbejde og gør os umage med hinanden på sigt og i nuet.

Jeg holder med håbet

Jeg holder med håbet

Dets hengivne væsen

Så håndgribeligt at man kan klippe det ud som en påklædningsdukke af 240 grams karton en fugtig sommeraften efter duggen er faldet og myggene sværmer om de sidste lysstråler som falder.

Håbet holder

Det holder ud

Holder oppe

Hænger som en helikopter over bjergslugten i 4755 meters højde og firrer en båre ned til den der ligger der, fastklemt og forslået med viden om at alle knogler i kroppen er brækkede. Med en eneste undtagelse. Fandens lillefinger.

Det knagede og sneen skred under vægten af menneske. Idioten der ville bestige og besejre og indtage og erobre, ikke med særlig årsag, men fordi det måske og kun måske var muligt. Sneen skred og slugten åbnede sig som et kvindeskød i fødsel. Længere og længere ned faldt mennesket. Tilbage i skødet, i slugten. Båren der dingler over kroppen. Helikopteren der nu er håb i stedet for bjergtinden. I alt er håbet. I ulykken når livet brækker over i mange dele. I sneen der skred med iskrystaller der læner på hinanden som perler på en snor eller fanger der ligger tæt i udryddelseslejren. Lugten af sved, urin, rædsel, blod, håb.

De vender sig samtidig. Der er kun plads til at ligge i ske. Knæ mod knæhaser. Lem mod lænd. Hoste. Islag og hvid ånde. Iskrystaller der glider under vagtens sorte støvler. En svag banden. En cigaret. Hosten. Macht frei.

De vender sig igen. Åndedrag mod ryg. Kold ånde. Lungebetændelse. Ribben der er sparket skæve. Bøjede brækkede. Lunger der ånder ud i natten og giver efter.

En Humpel brød. Og ånd.

Træk vejret stille. Ikke for langt ned i lungespidsen. Den fryser nemmere til. Som en omvendt bjergtop der ligger blottet for storm og snefald.

Nogle når der op og nogle kommer ikke ned igen. Iskrystallerne glider fra hinanden. Helikopteren cirkler og leder. Tjuk tjuk tjuk. Rotorbladene basker med vingerne som en engel. Et sendebud. Et håb.

En karabinhage knytter som en udstrakt hånd sig om livlinen. Båren duver frem og tilbage. Liften er tyk af tillid. Hvid røg. Paven puster et alterlys ud. Egenhændigt. Med egne læber. Næsten mirakuløst og jordnært. Som toiletpapir og tipskuponer. Det sneer i vatikanet og det sekstinske kapel løfter en pegefinger og maler med fingermaling gennem grøfter, grave, gerninger, gaver, Gud.

De vender sig igen. Hoster. Bryst mod ryg. Håb mod håb. Hoste og hakkisch.

Båren løfter sig gennem slugtens skød. Lyser ovenover. Rotorbladene. Rabarbergrød og bare ben. Far læser avis. Mor er lykkelig. Nogen knæler. Hul på knæet og plaster på. Men først puste. Hvid ånde. Ånde mod ånde.

Saksen klipper. Håbet i 240 grams karton. Det har mange klædninger. Man Kan skifte dem ud så tit man vil. Måske tegne nogle selv. På karton. Klippe dem ud. Forsigtigt med den store saks. I det sidste lys hvor myggene danser og hvirvler rundt med vinger som rotorbladene. Vinge mod vinge. Saks mod karton. Håb med håb.

Grundtvigs tale om håb. Folkemødet 2021

Tale om håb

Folkemødet 2021 hovedscenen lørdag

Menneske først.
Således er håbet et os.
På jorden at blive det tjene os bedst!
Men, spørger de måske, hvornår er man i samtiden ikke bare menneske først, men menneske nok?
Slår vi til, slår vi fra eller slår vi fra os – i debatten, i tonen, tilliden og tvivlen?

Ungdommen spørger hele tiden: Seriøst?
Som om livet er blevet til tvivl om vor egen formåen.
Man bør generindre at mennesket er godt nok.
Dermed fritager vi hinanden i hinanden og skaber liv og fællesskab.

Hvad er vel vor drøm?
Man sagde engang: om hundrede år er den danske tunge, langt mere berømt end det danske sværd.
Nu spørger den gamle igen:
“Om hundrede år er den danske tunge langt mindre berømt end det danske værd?”

For kan vi være og kan vi bære i det fælles vi bejler til?
Er der håb i værdidebatten, eller pudser den brillerne i makrel?
Ja det hører den gamle er så moderne…

Håbet og denne samtids famlen efter værdi er enkel.
Værd er at være tilstede som en mulighed for det andet menneske.

“Det er at vi kan være hinanden som vi er,
Det er at vi vil bære hinanden som vi er!

Vi kan ikke være hinandens muligheder, hvis vi er hinandens modstandere.
Vi må som verdensborgere Bære over. Og bære vand. Gennem kriser, kærlighed, kommenterer, karakterer.
Og i øvrigt uddeler den gamle i dag udelukkende 12 taller til ungdommen, med deres kjærligs-nære vid og bid.
-Man ønsker sig i øvrigt sådan en “boomerboks” til at høre Nik og Jay på åben gade. Lev mens du gør det, Elske mens du tør det og den gamle tilføjer: Kæmp mens du bør det!

Vi trænger hinanden, fra boomer til baby, uden målstyring, test eller metode. Blot i kjærlighed fra og til mennesket. Ungdom – man hepper på jeres drømmekraft!

Vi ved at vi kan være hinanden som vi er,
Vi ved at vi vil bære hinanden som vi er!

Være nærværende i hinandens liv og huske at bøje os for hinanden.
Om man har glemt det betyder samfund at finde sammen – på tværs af vor forskellighed.
Det fordrer samtale, lydhørhed og et eviggyldigt hengivent tillidsforhold.
Man er stadig optaget af dette forpligtende håb at man bør oplive før man kan oplyse.
Vi bliver myndige medborgere, demokratiske dannede det øjeblik vi bliver frisat og dermed ansvarlige og knæsat som borgere og mennesker i samfund.

Og til et folk sig alle høre,
Der i forskellighed kan røre
Hjerte, vilje, mål og med
Hvor mødestedet finde sted
Om man måler sin magt i de levende ord,
Fra hindu, muslim, kristen, Odin og Thor
Og tæller sit flertal og lytter og tror
At politik bliver taget på sit ord
Med liv skal landet bygges
– Jævnt hen skal der også hygges
Med håbet som tolk bliver samtalen født på ny
For solen står med folket op, deraf vort folkelige ry
Og før vi går fuldstændig galt af hinanden
Så genhusk og lyt til dannelses-forstanden
Så den gamle grundtvig bliver ved med at råbe:
Kun en tåbe, vover ikke at håbe!

Godt folkemøde!

Midt i en klunketid – af vid?

Melodi: Den danske sang er en ung blond pige
Tekst: Astrid Søe 2021 – Drillevise til debatten om forskning og frihed.

Hvad skal en forsker der ej må mene?
De Dahlske klunker de blir’ til sten.
>Det krænker<, råber på græsk Athene!
Jeg siger bare, det her giver men!
Neutralitet er en svær balance
en diplomatisk fortagsomhed
at holde professionel distance
at gribe fat, uden at tage ved.

Formidle viden, kritik og data
et peer-review der er mer’ end skod
opløse, ryste og finde kata*
forstå og tvivle er forskerens lod.
Og lad mig sige at evidensen
i forskning altid går op og ned
statistisk udregnet som potensen
anskueliggjort i tredje led.

Massere data og spørgeskema
et analytisk og kritisk syn
de vises sten som politisk tema
er forskerholdningen androgyn?
Nu er der kommet den store gene
at alt systematiseres straks
og når man ikke må noget mene
blir flueknepperen udtalt syntaks.

For når jeg taler om kærligheden
så blir jeg bedt om lidt evidens
genetisk data på det “forneden”
og lad os drøfte metoden imens…
For algoritmisk er foreskriften
rent teoretisk-metodisk sjusk
der refereres især til driften
og hvilket køn skal jeg kalde din dusk?

Ja, vel er mennesket viden værdig
en kildekritisk krakilsk krabat
Jeg spør’: Er afhandlingen nu færdig?
jeg tror sgu jeg går i cølibat!
Nu vil jeg bede i Folketinget
om I vil fyre min forskermand?
En orlov? fritstilles ubetinget?
måske jeg lyser ham selv i band!

Så Henrik Dahl, Messerschmidt tillige
giv mig en forsker der taler frit
tør vove livet, tør vælge krige
debat der sparker politisk skridt.
Jeg gider ikke neutrale tosser
en swingerklub af korrekte svar
for ytringsret – det har fan’me nosser
især når forskning har røven bar


Note: Denne vise er formasteligt udgivet uden Peer-review, akademisk metode eller forskningsbaseret evidens.

Note. vers 2, linje 3. Kata er et japanks ord for et formaliseret bevægelsesmønster.





Demokrati er hengivenhedens dannelse

“Demokratiske samfund og bæredygtige stater skabes, når borgerne deltager i den demokratiske samtale og agerer som myndige borgere. Det kræver indsigt, oplysning, dannelse og livslang læring til alle.”

Læs mere her om folkeoplysning og dannelse som demokratisk samlingspunkt. I samtalen og oplysning bliver vi mødesteder i hinanden.

https://epale.ec.europa.eu/da/blog/livslang-laering-og-dannelse-alle-er-grundlaget-demokrati