Så kommer man pludselig med et slag foran for sin tid, med et helt årti + lidt.
Endelig er der kommet en afhandling om friheden som brand, som tilbudsvare.
Tilbage for 10 år siden holdt jeg en lang række foredrag som samme emne.
Igen og igen har jeg ment at vi har misforstået frihedens væsen og væren og sat den på tilbud som mesterhak..
Uddrag af foredrag marts 2000:
Frihed til forskellighed, sådan lyder lønne højskoles slagord eller leveregel.
Og det er vel den yderste frihed for et menneske.
At vi ikke skal ensformes,
at vi har lov til at være den vi er uden at blive korsfæstet af den grund.
At have friheden til at være forskellige med hvad vi hver især bærer frem.
Det lyder flot, men er det egentligt ikke.
Det burde for enhver være den naturligste ting i verden og noget vi vidste uden overvejelse.
Men at måtte vælge sig det som slagord er tegn på et fattigt folk.
Vi ved at friheden er bundet.
At frihed er noget man må skilte med for at gøre andre, det landskab man gror i, klart.
Se vi er en fri skole
En fri organisation
En fri kirke
Frihed er blevet et slagord som mesterhak eller økologisk
Som bagt uden stråforkorter eller pava rustbeskyttet.
Frihed er ikke længere noget man tager naturligt om, men noget man flager med.
citat slut.
I årevis har jeg gensnakket denne tanke: At frihed i Danmark er en handelsvare, et brand vi flager med og har mistet grebet om det øjeblik friheden blev til “Hvem kan – vi kan” modsat alle andre der var nok så dårlige til at gribe friheden og turde den som folk.
Da Muhammetkrisen kom stod vi der igen, højt råbende at VI ER FRIHED, VI VED BEDST!
Måske ved vi bedst, måske har vi virkeligt et godt greb om friheden og fordrageligheden.
Og et er sikkert, vi har gammel lærdom om frihed da vi har både forenings og de frie skolers kultur at trække på. Tak igen for den Grundtvig der lærte os at være frie, men utak til os selv da vi mistede overblikket over det uendelige ansvar friheden bærer med.
Vi må ikke lade frihed blive denne stråkorkorter i livet, der gør os til pløjemarksbønder, men harvetænderne for langt fremme.
Frihed er også ydmyghed over for andre mennesker.
Frihed har det størst ansvar overhoved.
Vi skal og må huske at sætte afsender på vores frihedstanker. Ja vi flager med frihed, men vi har også ansvar for at tage flaget ned i tide inden solen går ned, for der må gælde samme flagregel som dannebrog så friheden ikke kommer til at blafre i en middelstorm, forrevet som et BILKA eller NETTO flag, der hænger ude hele året.
Når vi som folk i gammel tradition kender til friheden er et selvsagt fordi vi har oplevet det ufri og kæmpet os vej mod noget andet.
Det forpligter og kampen sætter fri.
Verden over kæmpes der i denne tid for friheden, for freden og for tanken om demokratiet.
Nogle steder svares der:
Tortur hvor andre demokratier!
Næsten som et modråb mod den overlegne frihedstanke.
Frihed skal være ydmyg.
Frihed er ikke bare arvegods vi kan bruge løs af uden selv at give eller forstå, det skal læres for et folk, for et samfund og som mulighed i et styre. Det skal smages med mund, tanke og hjerte
I ethvert menneskes eget liv er det samme øvelse som hos et helt folk.
Fra barnsben er friheden i lommen på forældrene og de vælger til og fra hvornår vi er fri til egen levemåder og valg.
Langsomt begriber vi frihedens konsekvens og tager ved lære og behandler den med omhu og kærlighed.
Jeg har tusindvis af gange sagt til mine børn at familien er et demokratisk diktatur.
Samtalen er mulig, vi byder alle ind med vores ideer, men det er den voksnes givne pligt at tage valget og stikke målet og beslutningen ud i sidste ende, uanset protester og “surmule med mælk på”.
Ja det er dit private værelse, men det skal ryttes op! ingen frihedvalg der, eller når der sengetid etc.
Vi lærer at stå ved valgene og vide hvornår grænserne er nået. Ved myndighedsalder skal vi kende den. de får vi overdraget ikke bare nøglerne til bilen og egen økonomi, men langt større valgretten til samfundet og livets valgfriheden.
Som samfund øver vi os stadig. I denne tid er friheden knyttet ind i en hånd der strammer om garnet. Friheden er på alle måder også en modestørrelse der fra tid til anden tager nye klæder på.
Lige nu er kassetænkning yderst moderne og gennemsyrer samfundet fra isse til fod. Der er ikke den regel eller kasse der snart ikk er udstukket og langsomt begynder oprøret – næsten umærkeligt, men sikkert.
Vi evner det ikke, vi danske der for flere hundrede år siden smagte friheden som folk. Vi rumsterer og regerer og slår og i tøjeret.
Lille Ole og gamle Karen er begge sat i system både i børnehaven og på plejehjemmet. Vi skriver lister og skemaer for hver en bevægelse de tar og mister overblikket over det hele menneske. Sådan går det i moderne samfund hvor vi bliver overopmærksomme på detaljen og overser det hele billede.
Friheden har det for tiden på samme vis.
Den er stykkevist og delt skemalagt og sat i system.
Her er dit liv – tilsat lidt frihed her og der, strøet med milimeterdemokratisk hånd.
Måske er vi stolte af vores frihed – flot og elskelig som den er, men den må være mere end blot ord og tradition.
Hver morgen må vi vågne og huske at vi også som folk skal kæmpe for frihed. Den er ikke en fast størrelse vi kan stemple passet med.
Friheden lever kun i det enkelte menneske og dette menneskes måde at møde livet på.
Hvis ikke vi værner og opliver friheden som et vilkår, som et samfundsdueligt afsæt, så dør den hen og lader sig skematisere og bliver til ren reklamekampagne.
Pas på friheden, den gør det ikke selv.
Link til artikel om afhandling om friheden som brand:
http://videnskab.dk/kultur-samfund/frihedsfundamentalisme-gor-os-intolerante
Ordet skaber hvad det nævner 