Hver fjerde år er vi vidne til danmarks største jobsøgningskampagne.
Og ansøgerne er som du og jeg, på jagt efter drømmejobbet.
De sender ansøgninger, skriver cv og søger hjælp og støtte hos jobkonsulenter der kan råde dem om deres færd i jobsøgningen.
De bliver sendt gennem hele møllen med tøjstil, udstråling, kompetencer, nedtoning af egne holdninger, kundetække, stemmeføring, etc etc
Der er ingen forskel på fru jensen der står i kø nede på jobcenter vest eller Martin Lidegård, Helle Thorning, Lars Løkke, Johanne Smidt Nielsen.
Udgangspunktet er det samme.
At blive valgt blandt tusind ansøgere til en stilling som folkevalgt.
Og arbejdsgiverne er ikke nemme at løbe om hjørner med, de er forudindtagede, har favorit ansøgere og har også allerede arkiveret en del af ansøgerne lodret fordi de simpelthen er matchgruppe 5 kandidater og den slags inviterer man end ikke til samtale. Eller man kan med det samme, i ansøgningen se at kandidaten ikke er den rette til jobbet fordi de ikke kan give virksomheden der den søger efter.
Danmark har valgt at hyre et ”firma” til at finde de rette kandidater til de udlovede jobs, som enhver stor virksomhed ville hyre Mecuri Urval eller et andet konsulentfirma til at finde de rette til de vigtigste lederjobs. Det firma som danmark har hyret til opgaven består af flere afdeling af såkaldte eksperter på deres felt og de udgør et samlet koppel der alle trækker mod en fælles sejer.
Afdelingerne består af Pressen, sociale medie eksperter, analytikere, kommentatorer og eksterne eksperter der piller selvsamme grupperinger fra hinanden igen.
Kandidaterne til jobbet vægtes og vrages, tales ned og op og vurderes efter selvopfundne kriterier der mangler virkelighedsopfattelse.
Som i enhver jobsøgning forsøger kandidaterne til jobbet at sælge sig selv bedste muligt. De glider langsomt over i en retorik der tilpasser sig konsulentfirmaets krav og ønsker og forhåbentlig i sidste ende også arbejdspladsens krav til den arbejdstagende.
Det er en forvirrende og hård udvælgelsesproces, da mange af kandidaterne finder at det ind hyrede konsulentfirma modarbejder hinanden internt.
Pressen beretter om stort og småt og tager sig ligeledes af den sociale profil og personlighedstests.
Eksperterne dissekerer hvert ord der bliver sagt og vægter indhold mod pludder og utopi.
De sociale medieeksperter presser på for at kandidaterne skal være mere selvprovomerende og popsmarte, men samtidig ikke gå over stregen.
Og de eksterne eksperter bruges til at skyde pressen, eksperterne og de sociale medieeksperter i sænk, med kritik af deres arbejde og deres form og deres output.
Med andre ord er det ind hyrede firma af konsulenter i voldsom strid med sig selv og har meget svært ved at pege på den ene eller anden kandidat fordi de modarbejder hinanden og har en intens mobbekultur på tværs af platforme.
I den modsatte ende sidder arbejdsgiveren og følger det ind hyrede konsulentfirma meget tæt.
Vanskeligheden for det ind hyrede konsulentfirma er at arbejdsgiveren er yderst kompetent og egentlig allerede for længst har fundet sig den kandidat de ønsker til samtale og evt. ønsker at hyre til de fire års arbejde de har slået op i jobbørsen.
Vi har i bund og grund at gøre med en arbejdsgiver som rummer alle de samlede kompetencer der skal til for at få en arbejdsplads til at fungere.
Arbejdsgiverens virksomhed er gammelt og er gået i arv gennem generationer og har derfor en solid viden og fornemmelse for arbejdsmarkedets vilkår og betingelser.
Der har, som i de fleste virksomheder, være op og nedture, både økonomisk, internationalt og interne stridigheder. Undervejs er der indført en ledelsespolitik, en social firma profil, et værdisæt og en virksomhedsstrategi der følges nogenlunde stringent under skiftende ledelser.
Ejerne af firmaet har for vane at udpege lederne og direktionen, men har i sidste end mandat til at træffe de endelige og vigtigste beslutninger, hvis de finder at ledelsen ikke lever op til firmaets politik og handleplan.
Hvert fjerede år afholdes MUS samtaler med ledelsen og firmaet har den strategi at alle skal genansøge deres jobs efter samtalerne og regnskaberne er gjort op. Den firmapolitik gælder uanset om regnskabet er godt eller skidt, da man fra ejernes side vurderer at ledelsen bedst holdes på tæerne ved at blive fyret og evt. genansat og dermed være tvunget til at præstere og være resultatorienteret.
Det er altså hvert fjerde år at virksomhedsejerne hyrer konsulentfirmaet til at gennemgå og dissekere alle de ansatte, i Mus samtaler og siden i ansættelsessamtaler.
Det er tradition for virksomheden at hyre de samme til opgaven. Der er en vis tryghed i opgavens kendte landskab og fremgangsmåde.
For kandidaterne er der også en tryghed i proceduren, da de kender konsulentfirmaet og opgaverne, intelligenstest, personlighedstests, krav og retorik og iøvrig ved at konsulenterne bruger det meste af ders tid på at være interne uenig om metoderne og målet.
Virksomhedsejerne består af en andelsforening af 5.659.715 medlemmer.
Som nævnt har virksomheden en lang tradition for sit virke og skrev i 1849 den virksomhedsplan, som i revideret udgave endnu benyttes når der skal ansættes ny ledelse, direktion og medarbejdere.
Ejerne udpeger mulige kandidater blandt dets egne medlemmer i ejerskabet.
Desværre er der en udbredt misforståelse mellem ejerne og de konsulenter og kandidater der søger stillingerne i virksomheden.
Det er faktuelt sådan at virksomhedsejerne er usædvanligt oplyste, belæste og indfødt i en demokratisk virksomhedsprofil og de har alle hver deres professionelle viden om virksomheden og hvordan den holdes i gang. Sammenlignet med mange andre virksomheder består ejerne af ene eksperter på hver sit felt som sammensat udgør så stærk en enhed at vi står med et enestående hold af kompetent mennesker.
Af samme grund kræver det en vis ydmyghed at søge job i denne virksomhed, for uanset hvor meget man har læst, studeret, udviklet på, så vil en kandidat aldrig kunne udfylde skoende på det samlede ejerskab.
Der er en tydelig meget uheldig tendens i ansøgerfeltet som ejerne har bemærket gennem mange år.
En tendens til at skrive i ansøgninger at: ”Jeg vil kæmpe for færre indvandrere” eller ”Jeg vil have mindre i skat”, ”Jeg lover bedre vejr”, ”jeg lover flere varme hænder”
Denne uheldige tendens bliver naturligvis ikke overset af virksomhedsejerne der straks gennemskuer ordlyden og forkaster kandidaten på retorikken.
Virksomhedsejerne søger naturligvis kandidater med lydhørhed over for ejernes ønsker. Det vil sige at de kandidater der tør sige: ”Jeg fornemmer at virksomhedsejerne ansætter mig til at –” eller ”Virksomheden peger på at der bør ændres her og der og jeg vil gøre mit for at udføre deres ønske”.
For enhver kandidat er ydmygheden i deres job en reel mulighed for en evt. ansættelse i virksomheden.
Ingen leder skal handle på egen vegne, men står timeligt til ansvar for virksomhedsejerne og deres krav til lederskabet.
Der er ligeledes en uheldig tendens i ansøgerfeltet til at tro at de vide bedre end virksomhedsejerne. Denne tendens følges trop af de ind hyrede konsulenter som skal teste og vurdere ansøgere.
Om virksomhedsejerne ved vi at den slags ikke imponere i ansættelsessamtalerne. Og vi ved om virksomhedsejerne at de vælger ledelse med vid og forstand ved at se på hvem der ærligt og redeligt kan udføre det tillidshverv og implementere ejernes ideer og viden og fælleskab i driften.
Virksomheds konklusion
På virksomhedsejernes vegne bedes diverse konsulenter og jobansøgere bemærke at virksomhedsejerne ikke er til at løbe om hjørner med, at de ser lige igennem spin og prognoser, ekspertudsagn, journalistik, ekspertudsagn, eksterne kommunikationseksperter, socialemediemaskiner, kritikere af kritikerne og andre opløb til uanstændig omgang med jobsøgningsprocessen.
Virksomhedsejerne ønsker at kalde alle kandidater til samtale og vil udvælge de egnede til jobbet de næste fire år, efter deres kunnen ud i ”folkevalgt kriteriet, afspejling af ejernes ønsker og værdier og viljen til at bøje egne meninger for ejernes ønske om virksomhedens drift”
Der understregs at det at være folkevalgt er et tillidshverv, hvorom der uden omsvøb, kun kan understreges at det er folket og dermed virksomhedsejerne der handles på vegne af og det er deres ve og vel man forvalter.
På virksomhedens vegne
Astrid Søe
Ordet skaber hvad det nævner 