Skrevet den af ASTRID SØE

Kvasers blod – debattens søgsmål

“Min far har en bil der er større end din fars”,
“Men min far har en bus der er større end din fars bil”,
“Ha, jeg er da ligeglad, for min far har en busfabrik”
“Nå men ok, min far han har et rejsekort og en profil hos gomore, ok?!”

Dyb tavshed, for det er svært at trumfe offentlig trafik.

Det er som om at vi i danmark har glemt at debat ikke er et vædeløb.
Helt igrunden er jeg ved at brække mig, korporligt, over ikke bare tonen, som vi gudhjælpemig har debateret som genre nu i ti år, men også over måden vi trumfer med det ene es efter det andet.
Vi har et kortspil af meninger og det forekommer mig at debattørene tror det består af ene esser.

Den kloge har meldt sig ud for længst. Og det er jo ikke til at bære.
Ud af spidsfindighederne, møgfaldene, svinerne, tonen, trenden, speltfissernes fejde, klynkeklunkernes kultur.

– Men hvis du ikke blander dig, overlader du til de andre at mene det hele og farve debat og handlingsrammen for dit samfund og helt fundamentalt for dit eget liv.
Nej, så meget magt tillægger jeg trods alt ikke de debatører, klummeskribenter, samfundsrevsere, debatører der udstiller egne esser i dagenes trummerum.
For desværre er det blevet næsten grinagtigt.
Den vidunderlige kultur, den frie form.. alle ordene der vælter ud af skabe og skuffer. Lige præcis den som jeg holder så umådeligt af, den er blevet fattig og sig selv nærmest.

I afrika findes en smuk skabelsesmyte om Bumba. Bumba skaber verden ved at kaste op.
Han brækker sig uafladeligt, først bjerge, himmel, dyr og jord og siden kaster han selve ordet op.

Man må overveje om denne Bumba har et vist slægsskab med vores egen mytiske figur Kvaser.

Kvaser er skabt af spyt, af ord, i en ed aflagt mellem guderne og jætterne.
Der skal være fred og det spytter de på.
Spyttet former de til en skjald, en digter.

Og som det går for al digtning så rimer sød på død og hjerte på smerte. Kvaser bliver toppen af poppen, for han er så klog at han kan svare på alle spørgsmål. Alle vil være ven med Kvaser på facebook og liker han ord og hører hans tale. Af samme grund bliver han slået ihjel, for enhver vil selvsagt eje ham, da en sådan klogskab ikke bare kan gå frit rundt og svare på alt, men må tæmmes og bures inde og rammesættes.
Blodet fra kvaser bliver samlet op i tre store kar og buret inde i bjerget.

Guderne lister sig til at hente kvasers blod, at generhverve sproget og livets mulighed, fantasiens evne.
Odin drikker blodet og flyver i sin fjedreham hjem til Valhal, hvor han ikke kan lande fordi hans bug er så fyldt af liv.
Han gylper livets mulighed op mens han flyver over Valhals enge, ned i et kar som de andre guder har sat på.
For at sætte tempo på tømningen af bugen, pisser han noget bagud, mens han brækker sig.

Den gamle myte er vores ophav til dagens debat. Desværre er der meget pisrende og meget lidt blodkar.

Vi rummer ganske meget liv som vi kaster op og deler med hinanden, samtidig pisser vi noget skråt bagud, som giver debatterne en skævhed, hårdhed og umulighed hvor enhver føler trang til at måle tissemænd og trænge hinanden op i en krog.

Man må spørge sig selv hvor kvasers blod er blevet af og i hvilket bjerg det er muret inde i dag?

Hvis man forsigtigt vil forsøge med nogle teser kunne man tænke at de sidste 30 år har snøret sig i samme retning.
Det handler om målet frem for vejen.
Kvasers blod, som et et sprog i bevægelse, i strøm, er blevet lagt om i kunstige kanaler og trænger gevaldigt til en naturgenopretning.

Heidegger skrev så smukt om de livets omveje hvor vi finder mening og grosteder, markvejen, med huller og bugtninger.
Imens er fremtidsforskerne, uddannelsesmiljøet, arbejdspladserne og tidsånden på vej ud af de firesporede motorveje.
Bevares, der er restepladser undervejs med drive-in mad og to franske hotdogs for 50,- og en kop kaffe med tudelåg så den kan drikkes på farten.

Vi har uendelig travlt, også i vores meningsunivers. Alle sammen, også undertegnede.

Og vi er stålsatte, vil have ret, vil stå fast og køre hurtigt.

Men vi taber, når vi står med pokerfjæset og esserne i ærmet og opdager at det spil kort vi deler i fælleskab har mistet forskelligheden og evnen til at overlade lidt til evnen, lidt til heldet, lidt til dygtigheden, lidt til snedigheden, lidt til tilfældet, men mest til vilkårligheden af at vi er afhængige af de andre spillere.

Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst har været vidne til en >>samtale<< på et medie.
Det være sig tv, radio, klummer, debatprogrammer, de sociale medier.

Den sidste samtale jeg havde foregik i min egen stue, med min dreng. Vi talte om dagens avisartikler.
Det er vores mødested dagligt at jeg læser fra avisen og børnehøjden tager stilling til de forskellige sager og artikler.

I går læste vi om det græske valg. Om grækenlands svar på enhedslisten klonet med “Harry Potter”.
Og EU lederne der havde kikkerten klinet til denne unge mand der bruste frem med det ene besværgelse efter det andet.
Vi endte i samtalen ved at den nye leder af Grækenland brugte en besværgelse fra Harry Potter der hed “Riddikulus”.
Besværgelsen gør at man ser en person eller et objekt i latterligheden lys. Det man mest frygter får et genskær af latterlighed. I den græske udvikling faldt besværgelsen over EU.

Det var ikke en stor debat, i går. Bare en samtale. “bare…”
Det var et mødested mellem generationer, samtalesprog, muligheder, genrer og ord.
Et nærværende politisk udgangspunkt set fra flere sider af flere aldre.
Oftest lærer jeg mest ved at kaste en artikel i grams. Jeg kan i timer sidde og ruge over indholdet, overveje for og imod, danne hele og færdigstøbte meninger og holdninger og sætte i relief.
Men det øjeblik man giver artiklen fri og sætter den til skue, ikke til debat, ikke til holdningstagen, men ind i en samtaleramme – det øjeblik udvider enhver ordveksling sig.

Den store forskel mellem debat og samtale er mødestederne.
Samtalen må og kan ikke tvinge sit eget synspunkt igennem, hvorimod debatten vil holde på hvert sit og sætte kamphanerne i arenaen.

I denne tid, og særligt op til valget, savner jeg altid en politisk samtale.
En form hvor politikere og meningsdannerne skal finde så mange lighedspunkter som overhoved muligt. Så mange mødesteder hos hinanden som de kan.

Det er tåbeligt umoderne at mene noget ens. At finde frem til de mødesteder. Så mister man sin unikke egenperson. Sit skjold af tværhed og stålsatte vilje.
Det er tiden svaghedstegn. At man siger: “Hov, ved du hvad, det der giver mening for mig, det forstår jeg og det vil jeg lære af og tage til mig.”

Og ja, endnu engang må jeg pege på det sprog vi fik af vores aner, af den folkelige bevægelse, af oplysningstidens fædre. Folkehøjskolens opdrag er og var at man skulle finde sine egne ståsteder og være til i andres. At ihukomme et tale er vores mulighed for at mødes, i holdninger, i meninger, i samtalen.

Tiden siger, også i skoleregi og i uddannelserne, at tvivlen er vores uven. At vi skal ruste os med hårdhed og gå den lige vej.
Det er her vi begynder med at tabe kortspillet og det er her man kan finde nutidens debatunivers fødsel.
En egentlig radikalisering er på tale.
Altså en trækken folk ind i en efterhånden udemokratisk form, hvor den der hyler højest får ret. Eller blot står alene på sin piedestal, mens alle andre står på deres piedestaler og ingen af dem giver sig en tomme.

Imens skælder og smælder vi over vores omgivende verden der holder hårdt på sit. Og vi gør det, ved at holde hårdt på vores.
Ved at ruste os med mere hårdhed.
Vi fremkalder demokratiet og ytringsfriheden som vores trumpfkort, som esset i ærmet.
Men opdager at det er svært, fordi vores trøje er krympet i gentagen vask ved for høje grader og for voldsom centrifugering. Ærmerne sidder helt oppe under armhulerne og er så snævre at vores esser skal tvinges ud med magt.

Centrifugen er en spændene størrelse. Centrifugalkraften anvendes som middel til adskillelsen. 
At noget tungt skilles fra noget let. At noget flydende skilles fra noget hårdt.

Debattørene er blevet som denne centrifuge,  I stedet for at samle og skabe fortsat samtale, så adskiller de og slår samtalen ned.

Et folkefærd der er blevet hinandens modstandere, ikke fordi de vil, men for at få ret og dermed kunne hævde sig og overtrumfe i debatten, i at være meningsdanner, i at være klogest

I går gennelæste jeg en debat på Facebook hvor såkaldt højtuddannede mennesker viste alle deres udannede vaner, sprog og lemfældige omgang med menneskets grundide.
At være højtuddannet har intet med det at være dannet at gøre.
Det viser sig desværre igen og igen.

Nogle gange bliver især de højest uddannede så skingre i deres pillen navle og eksamenshysteri og karakterklaphatte at de tror enhver debat er et eksamensbord hvor de skal have mindst 12. Intet under.

Det ville aldrig ske i en samtale.
Det er umuligt at eksaminere samtalen udgangspunkt. Det at turde sprøge, undres på, tvivle, vise tillid, flytte sig, mødes.

Der er milevidt mellem nikkedukkernes univers og holdningsmaskineriet. Men midt mellem dem ligger i et kar, på engen ved Valhalla, Kvasers blod.
Samtalen med livets mulighed i behold, med fantasiens evne og menneskelige mødesteder.

Vi får ikke et helt samfund, et helt menneskeværd før vi evner dannelse før uddannelsen.

//Astrid Søe

(Se også blogindlæg: http://astridsoe.blogspot.dk/2014/02/roulade-retorikpolitik.html samt http://astridsoe.blogspot.dk/2011/10/hvad-siger-du-hvad-siger-du-hvad-siger.html)

– Men handler det her blogindlæg ikke om nøjagtig det samme som der beskyldes den forkromede debat at gøre? Handler det ikke om at mene noget imod dem der mener noget? Handler det ikke om at pege på noget man tror er bedre end det de andre tror? Er det ikke samme skuffe? Er det ikke et forkromet es i ærmet?

Jo.

Hvorfor så skrive det?

For at give samtalen en plads.

Hvorfor?

Fordi samtalen er et mødested uden tvang.

Det sprog vi har talt trænger til at fornys, vi må lære det gamle igen (Benny Holst)

Melodi: Benny Holst – Tekst: Benny Holst 

Fast som en klippe og bred som en strand 
vild som en brænding i kog
fri som fuglenes flugt over land
sådan er Julies sprog.

Engang fløj det frejdigt fra mund til mund 
enhver ku’ benytte det frit
det gjalded’ fra sø og i grønne lund 
fortalte om godt og skidt.

Hvis du var sorgfuld og modløs og træt 
så var en sang ej for god
måske blev dit sind aldrig lyst eller let 
men sproget var det du forstod.

Det sprog stjal man fra os og gav os en snak 
linien var sløret men klar
det er lettest at holde et folk i skak
som slet ingen sange har.

Det sprog Julie ejer som ku’ være vores
var vi med til at brække itu
vi er fremmed’ for hinanden det er vores kors 
vi raver i blinde nu.

Men midt i alt mørket der brænder et lys 
en ild som aldrig dør hen
det sprog vi har talt trænger til at fornyes 
vi må lære det gamle igen.

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Vi er også ord.

Vi er også ord
nu er vi her
den her verden 
forestiller ikke os 
fanatismens ansigter
oplevelser af terror tager ordet og
rædslen stiger når
daglige beretninger fra en verden i strid fortættes og
beskærer et forår mens
troende hjerter i vinterløbet
som går svangre med 
håbets vinger
hvor viljen og troen på
et samfund, en verden
i samdrægtighed
for at lære 
tegn til tale
brydes med 
angst og tavshed 
kampen om ilden 
blev 
til kampen om ordet
ordet er frit
Læses igen nedefra og op!
//Astrid Søe 7. Januar 2015
http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Congobajer uden tud tak.

>>Coffee to go, og en baby tudekop tak<<, jeg er nemlig et travlt menneske, der end ikke orker at tale danske med mine hverdage, som eller min salig far lærte mig.

Og jeg skolder helt sikkert tungen i bilen, fordi diverse tankstationer har fået nymodens bryggerimaskiner der både kværner og pisser min kaffe ned i koppen i små strint-sikre stråler. Men det er kogende og det er jo fint, fornyende og noget andet end truckerkolber der har stået på en lun kogeplade de sidste 5 timer og overvejer om sort nu også er det nyeste sort.

Men jeg kan sgu ikke finde ud af dem, brygmaskinerne.
Først bruger jeg utallige minutter på at lede efter koppen. den er væk, som sunket i jorden.
– Undskyld, men hvor står kopperne, de der brug og smid væk paptynde sataner man med sikkerhed brænder fingrene på, af nogle beholdere?
De står ved kassen nu, du skal betale før du får en kop!
Hvorfor?
Fordi eller er der mange der tager kaffe uden at betale.
Ok, ikke noget at indvende mod det, andet end følelsen af at det næsten er en forbrydelse at mangle tillid til kaffedrikkere.
Det er jo samlingspunktet, det er jo de tomme løfter om “skal vi ses til en kop kaffe snart”, det er dating-menneskers gyldige 5 minutter på en cafe, det er mødernes stille øjeblikke hvor man drikker af sin kop for at få et øjebliks købetid til overvejelse, det er en kultur og nu er den buret inde af kassemedarbejdere der sidder på kopperne.
Kaffen er ligesom noget kulturelt vi ikke kommer uden om, et møde med en tid vi ikke skal præstere af helvede til. det er pusterummet, det var pusterummet.
Og nu er det forpustende bare at få en kop.
Helt ærligt, er der så lidt tillid tilbage at en stabel papkrus skal gemmes bag disken sammen med panodilerne og herpescremen?
Er tilliden ikke gemt i den papkop med tudelåg?
Er det ikke nærmste sidste bastion af frihed der nu står stakket bag lås og slå?

Ja gu er det et tidsbillede, et billede på den vidtstragte fortælling vi medvirker i og lever efter umærkeligt og mere og mere.
Der brykkes gør der, nye fortællinger om kulturen og verden og medmenneskerne. de bor også i papkoppen med tudelåg. alle de andre vi omgiver os med. alle de andre der heller ikke er tillidsfulde nok til at få hverken papnæse eller papkrus.

Det kræver en længergående universitetsuddannelse at trykke på den rigtige knapper på brygmaskinerne. Kaffen hedder alt muligt der ikke har med kaffe at gøre. Vi er ude i en sociologisk eksperimenterende brygopgave der ganske overser det kulturskred vi er midt i. Macchiato, americano, Cortato, Café Mocha, og bla bla bla… Det er fint nok, det er udvikling. også når man egentlig skal tisse helt vildt i køen til restepladsens brygmaskine. Og de fumler gør de, dem i køen og sveder og bander og trykker og brygger den ene fejlblanding efter den anden.
Men vi lærer det nok, bare vi tager den rette længeregående. det er jo godt med uddannelse, også på landevejen.
Jeg skal bare tisse hver gang også selvom jeg ikke skulle inden og sådan en midaldrende kvindeblære der har født nogle gange og indrømmet ikke knebet nok, den skal man have respekt for. den holder sig ikke evigt, det er helt sikker. på et tidspunkt flyder den over, i køen til café latte og Macchiato. Almindelig højskolekaffe, det kan jeg jo ikke få. det lugter jo af den lille blå, ikke at forveksle med den lille rød. Eller Irmapigen.

Jeg vil egentlig gerne bare have en kop almindelig kaffe, med lidt KOLD mælk i, ikke noget med mini eller skumme eller endelig ikke skummet mælk varmet med et selvbetagende smil.
Du ved bare kaffe med mælk, sød hvis du har, ikke fløde. endelig ikke fløde.
Kaffe med fløde smager af den gamle nabokone i Uldum, som gav vi børn kaffe, i mangel på nymodens forståelse af børns vaner og skikke.
Fløde i kaffen, hvor vi sad med nederdelen lige under knæet i den alt for høje sofa og balancerede den kunstfærdige kop på underkoppen og passede på ikke at slubre eller at der kom lange løbende dråber ned af porcelænet.
Kaffe med fløde, det går ikke, det er til procelæn og ikke pap med tud.

Vi kan ikke lave kaffe med kold mælk, desværre.
du kan tage en pulverrulle og drysse i.
– Jeg dresser fire i, ikke at det køler særligt meget det pulver.
Kaffen er hed, som ekspedientens kinder, da jeg spørger efter noget at røre med.
En lille pind, af træ. en splint af kristi kors som jeg rører rundt med, til pulver og kaffe udgør et skønmaleri af beige bæ farve. sådan lidt ud i tyndskidspaletten.
Låget på, tuden til de travle folk på landevejen. Os der ikke har tid til at fordybe os over avisen med alsidige panderynker over nutidsstrømmen af 12 taller og dannelse der tror den skal vækste og videre, men egentligt bare er en hverdagsting.
Nu er dannelsen blevet en tudekop for småbørn.
Vi suger kaffen ind i småsjatter og orker end ikke at drikke af rigtige kopper, dem med underkop og klirrelyd.

Jo mere travle vi er jo mere ligner vi smårollinger udstyret med sikkerhedssele, tudekop, telefonnumre indkodet hvis vi bliver væk, gps der finder vej for os som en god spejderleder, pletafvisende tøj så vi kan spilde ned af os uden at det gør noget, spærringsaftale på tablet, mobil og bank så vi ikke kommer til at bruge for mange penge, skema i kalenderen så vi passer vores “timer. Det er næsten umuligt at se nogenlunde voksen ud med en tudekop i munden. Det er sgu svært at indgyde respekt med småsjatter af kaffe der lejrer sig i låget. Det er næsten lidt komisk. nærmest vuggestue agtigt.
Men hold nu kæft det er smart, jeg når ligesom det hele, men koffeinen i mundvigen og gpsen som ledestjerne. De er effektive de tudekopper, fra vuggestue, til voksenliv, til plejehjemmet hvor de sidste rester af saftevand sippes i tudekoppens beskyttende lys.

Næ, jeg tror sgu bare jeg tager en Congobajer, med en helt umuligt flaskemunding der ikke passer på andre mennesker end Kim Larsens flab. Jeg spilder hver gang, det løber ned af mig.
Der er en del tillid i sådan en Congobajer. den er ligesom ikke tilpasset virkeligheden eller samfundet eller det travle. Den kan ikke drikkes i trafikken uden at der er fare for andre ve og vel og en politirazzia med 3 klip i Congokortet.
Skål.

–

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Seriøst?

“Seriøst” er nutidsdansk for “Helt ærligt – Mener du det der, eller er det bare det sædvanlige pladder?”
Hvorfor? Fordi børn og unge er kommet i tvivl om hvad der gælder.
Det er ikke noget de har fra tidsånden, det er en nedarvet tendens der står i lys lue.

Seriøst er latin og betyder alvorlig.
Og alvor er noget vi er blevet bange for. Det stinker af råddenskab og død.
Gennem 90’erne og 0’erne opfandt vi “kunstig seriøsitet” vi tæskede rundt i skovene, med sikkerhedsliner på og lod som om vi var i fare for at dø, men vi kravlede med sikkerhedsko og sikkerhedsnet på de nærved og næsten stejle bakkeskråninger i Mols bjerge. Vi kvalte kaniner, opdratter til samme og vi spiste græs – hvilket var enormt grænseoverskridende. I dag er det en michelinstjerne værd hos Noma.
Men vi klappede hinanden på skuldrene og heppede når lille Louise tog svævebanen hen over en halvanden meter bred og 12 cm dyb bæk. Det var så fantastisk at prøve grænser med døden.
Ja, vi var selvsagt ikke rigtigt i fare, vi lod som om. Vi var vilde vikinger, vi teambuildede, vi tiltede i seng efter lejerbålet og brændt brød og drømte om hvor modige vi var, hvor fasttømrede vi var i livet og at vi havde snydt døden dagen igennem.
Imens gik de ansvarlige rundt i ly af mulm og mørke og tjekkede sikkerheden i liner, klatrevægge, bakterier i vandet, salmonella i ægget, sikkerhedsafstand på boksebolden og fanden og hans forjættede pumpestok med metalspids.

Og hvad sker der med alvoren? Med at mene noget, med at livet koster livet og det kræver en hel del alvor og ansvar.

Demokratisk dannelse

At lære om demokrati via x-faktor og Robinson.
Vi stemmer gør vi, hele tiden, sms stemmer om dette og hint. Stemmer “Maren fra Kæret” hjem så kneppe Kurt og Patte Pia kan fortsætte deres leg med lagnerne i bedste sendetid.

Man må pisse i grundvandet for at forstå alvoren hos de nyeste slægtled.
For vi er blevet så forsigtige at vi kun kan træde forkert. Vi har ikke en chance for at sejre.
Oprøret ulmer og det er både grimt og klumpet.
Det er noget med at sige bandeord til sin lærer eller nægte at spise ærterne op, det er noget med at skeje ud af røvfirkanten og lave en selfie hængende fra et kirkespir 300 meter over jorden uden line og sikkerhedsnet.
Det er noget med at drikke sig stinkende fuld eller udfordre andre til at springe i havnen, med CULT som igangsætter. for ja da, reklamebranchen er med hele vejen og guider oprøret med sikker hånd. næsten som var det en manual.
Vi hujer at grin når en lille 2 årig, godt instrueret siger “Fuck Egelund” bare fordi vi ikke selv tør, men godt gad sige det. højt og med munden fuld af morgenmad.
Et mediestøttet oprør, godt med fuck og frankering undervejs.

Vi har nemlig brug for at blive sat igang, fattigt, men det ser sådan ud.
Vi higer efter nogen der som Felix Baumgartner, iværksat af Red bull, kaster sig ud i tomrummet og vi holder vejret mens vi kværner en energidrik, og dør lidt for hvert spin han tager, denne spindokter ud i kunstig befrugtning af vovemod. Fedt, så er vi fri for at spise græs og hænge med ti år + svangerdellerne ud over sikkerhedsudstyret på en svagt hældende bakke på mols. det ser også så grimt ud med de der deller, ikke til en selfie eller noget. Næ Felix kan fikse det for os.
Vi deler den ene vilde video efter den anden og youtube mæsker sig i vores længsel efter det dybe vand.
Fra sjove hjemmevideoer hvor bedstemor snubler i gulvtæppet, eller lilleputte falder i søvn i suppen i ulvetimen, til vildskab hvor man tæver en tilfældig i metroen eller flår en levende kat for rullende kameraer.

Imens sidder vi midaldrende og deler hahaha opdateringer på Facebook om blyanter der kan spole et kasettebånd og ægte hudafskrabninger på knæene, for det var så meget bedre dengang i de gode gamle dage. og hvem får de opdateringer? Det gør de midaldrende selv, for de bliver delt til hinanden, de unge er for længst skredet over til snapchat og noget hurtigtfix fotoforstand med filter og S/H seriøsitet.
Her deler de seneste tattoo og trender vi andre er hægtet af fra for længst.

Generation finanskrise.

Så er der de yngste, dem med “seriøøøøst” som erstatning for Javel og skal ske.
Hvorfor det skifte?
Måske i savnet efter noget seriøst!

>>Skat, der skal dækkes bord<<
>>Seriøst?<<
>>Nej nej, vi spiser af bordpladen og tørrer mund i dugen skat<<
>>Seriøst!<<
>>Ja da, hvad ellers?<<
>>Ej, seriøst mor?<<
>>Dæk bordet!<<
>> …..Jeg er seriøst lige ved at nakke en fjende i borderlands 2<<
>>Jeg er seriøst, som i alvorligt talt, som i NU<<
>>Det er seriøst nederen<<

slask slask slask *Indsæt selv lyden af tweenie fødder der slæber sig gennem lokalet*
Og det er seriøst nederen at måtte gå fra en fjende der truer en, så man næsten tror man selv er helten på den blåskimlede krikke fra Klampenborg. For spillene udgør samme drift som 90’ernes og 0’ernes selvudviklings kaninkværkende, kend din pik, faldskærmsudsprings kurser.
Det er nederen at opdage at hverdagen “overruler” selv den værst tænkelige fjende i ens spilfantasi.
Mor og far er sgu seriøse nok for en hel hær.
Som slask slask slask lyden bliver til småsnak og hverdagspludder tager livet over. Det er det der med ansvaret, ikke det kunstige for “teamet” eller “spilfiguren” men for sig selv og familien. For noget man gør ved at flytte sig, fysisk og gøre en pligt. Lille men anselig i forhold til at spise af bordpladen og tørre mund i dugen.

Seriøst?

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Fuck you til et 12 tal.

Bare lige sådan for at være lidt på tværs, så tænkte jeg i nat over noget jeg (som vanligt) ikke forstår, jævnfør debatten i disse dage.
Vi har lige med den nye skolereform lovgivet om at de små danske børn skal lære engelsk fra 1 klasse. vi vægter det helt vildt højt.
Det er jo vigtigt i vores kapløb om verdensmagten. Danske børn skal være tosprogede, det er bydende nødvendigt for et folk med et lille sprog…

Samtidig i danmark: tosprogede elever, der har dansk og et andet fremmedsprog end engelsk tudes huden fuld om at det er meget meget skidt, de skal skilles ad, det skal stoppes og det helst nu… skolerne skal flytte eleverne rundt så vi er sikre på at de ikke bruger deres andet sprog.

Lad os vende tilbage til verdensmagten: Vi har her politisk bestemt at nogle sprog er bedre end andre, ikke bare bedre, men så meget bedre at de andre hovedsageligt mellemøstlige sprog helst skal tværes og visne og dø og begraves.

Det ER skide smart at have et fælles globalt sprog – det er virkeligt rart når man tæsker verden rundt, at ens lille puttegøj kan bestille “a coke and a smile” uden dialekt af rødgrød med fløde.
Men – når man er glad for sprog, så bliver det lidt fattigt at vi ikke bare er lykkelige i stedet for lukkelige når det gælder andre fremmedsprog..

Jeg synes det er stort og bredt og værdifuldt at vi har mange sproggrene i danmark.
det er min optik og jeg nyder duften af konsonantkrøller når jeg går bag en tyrkisk eller syrisk herboende.
De giver mig viden og forståelse og de giver en sproglig kolorit jeg ikke er bange for.

Mine børn er endnu ikke begyndt at sige Wallah habibi, så afsmitningen er minimal – men de kan nemt sige fuck you bitch – ingen problemer der og når vi er ved det – så er engelsk jo i den grad det sprog der bider meste til bolle når det kommer til danske sprogtermer.

Nå men det er mandag og radio 24/7 siger at nu er vi “gudskelov” helt nede på 47 (mod 56 sidste år) folkeskoler der er over grænsen af tilladeligt optag af tosprogede… imens åbner kbh kommune en ny international skole med hovedsproget engelsk og efterskolerne bugner af cambridge engelske som magnetfactor..

host host

– vi er da et pusseløjerligt folkefærd

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Frimærkemanden

Af jord er du kommet, på jord skal du dø og nedsynke oplyst i tanken
og noget var stålfast og noget forsøg, i under og overskudsbanken
for meget har formet og frisat og lagt, et liv på en hylde der hænger
i stuen tilbage hos dem du har vagt, trods det du ikke er længer.
For det at ha vækket og været og vendt, i ord, i bøger i munden
et eftermægle der lever i dag, det lysner i slægter i grunden.

//Astrid Søe 2014
Til Grundtvig

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Roulade retorik.

Hjemmestrikket politisk analyse af en almen dannet roulade.

Ok så, det blev ugen hvor weekendavisen kaldte sådan nogle som mig for pøbel – tak for det week-end-avisen.
En laverestående intelligens der uden blusel blander sig i dette og hint i det politiske, selvom vi/jeg ikke har den fornødne viden eller kasket til at udtale os om noget som helst i den retning.

Hvad har vi så, vi der tramper træskoen ned i mudder og spænder pandelampen, med billige baterier fra Aldi, på panden, fordi der er så djævelsk uoplyst hernede hvor vi lever…

Jo vi har godt nok noget, vi har mundtøjet, det kan godt være det ikke er kalvin clein eller gucci, det tøj, men det åbner og lukker efter behov.
tandsættet er det samme.

Og noget der igen og igen slår mig (mig: den lavtstående pøbel) og understreges igen og igen i medierne og analyserne er at mit problem er at jeg FØLER noget for de holdninger jeg har.
Altså slår jeg totalt enhver form for intelligent styring, målsætning, økonomisk, bæredygtig, fremadrettet, spindoktor retorik fra og slår over på autopiloten, mine signalstoffer i hjernen, følelserne.

Ok, godt så.
jeg føler noget, for det der samfundshalløj.
for det der de utrolig begavede politikere vil gennemtvinge på mine vegne, jeg gav dem jo da mandatet til det, det er mit lod og så må jeg holde kæft, trit og retning, til næste valg.
Det er jeg klar over, det er opskriften.

Men alligevel blander jeg mig, med min mindre oplyste viden og mine følelser der bare sidder så meget uden på, at det er kvalmt, at det er pøbelvælde, at det er pinligt, at de store internationale aviser må skrive om det på forsiden, “danmark føler noget”.
ja, de ligefrem blander sig og tror at de kan flytte politiske beslutninger bare ved at feje samtalen sammen i en skiden bunke midt på de bonede gulve og så skrive under hist og pist.

Det batter ikke, det ved vi egentligt godt her nede i det mørke ingentingsland.
Men vi gør det alligevel.
hvorfor?
Fordi det er en overleveret kultur som ingen endnu har fået slået ihjel.
Engang hed det folkelighed. definitionen på noget vi var stolte af, at vi turde ytre os, at vi ville noget, høj, lav, lærd og ulærd.
i 1839 sad Grundtvig og skrev:

Er lyset for de lærde blot
til ret og galt at stave?
Nej, himlen under flere godt,
og lys er himlens gave,
og solen står med bonden op,
slet ikke med de lærde,
oplyser bedst fra tå til top,
hvem der er mest på færde.


Dengang blev der lys og den tradition har vi ublu taget med.
Men er den ære endelig forbi nu?
Når pøplen rejser sig og råber op er det Grundtvigs skyld og når en rød regering sidder ved truet, vil pøblen, med alle de forkromede følelser uden på tøjet, altid, pr. tradition blande sig.
Må man politisk føle noget overhoved, i det her “verdens lykkeligste land”?
Og de der fødder, de har blandt andet træsko på og vader rundt i mudder og spiser DanCake roulade om eftermiddagen og snakker, gør de sgu også, også om det der eviggyldige “at finde sammen”
Gærkrisen, det er den vi ser igen.

den er malket ind med modermælken.

er det slut med troen på enhver, troen på at mening og holdning er lige god, uanset stand, uddannelse, dannelse, pengepung….
På sin har det politiske system de sidste ti år, under skriftende regeringer undergravet den folketro vi har lever i og levet med gennem et par hundrede år.
Med en snoppen efter højeste ydeevne, højeste karakter, test af enhver tænkelig art med henblik på mere ydeevne. Mål der hedder: bedst uddannede generation, bedst i test, bedst af alle.
De der vælger erhvervsuddannelser og skruer med en skruetrækker er i den politiske optik, lige så lidt værd som den der trækker og “screw’er” på flisen.

Arbejderbevægelsen bevæger sig stadig i Grundtvigs svære, hvor ord som lige gyldighed, lige ret og oplysning er gyldige.
Hvor det er reel glæde at give lyd. uden 12 års universitetsuddannelse i kommunikation.

Nej og ja.
Politik er stadig en KUNSTart i at regere et samfund.
Et samfund betyder at finde sammen.
Et velfærdssamfund betyder at finde sammen på lige fod.


Tendensen ser ud til at være at vi mere og mere deler os i A og B hold.
A holdet er dem der har “ret” til at mene noget og B holdet er den hvis ord betragtes som roulade retorik og dermed i enhver debat er dømt ude på forhånd.

Sådan er lande flest og sådan var vi selv for 200 år siden – skal vi den vej igen?
Nej tak, ellers tak. Ikke efter min ringe mørke uoplyste mening.

I 1848 skrev Grundtvig

Til et folk de alle høre, 
som sig regne selv dertil, 
har for modersmålet øre, 
har for fædrelandet ild; 
resten selv som dragedukker
sig fra folket udelukker,
lyse selv sig ud af æt,
nægte selv sig indfødsret.

Ild er oplysning, ild er at tage et samfund på sig og bære det varsom på armen. Ild er dannelse i alle lag, i alle kulturlag fra mudderhul til magister.

Vi har brug for det daglige dannede brød, brødet der kan deles, brækkes, brydes og brødet der er for alle.
Men gæren mangler, for folkeligt gær er troen og tilliden til alle. ingen nævnt, ingen glemt.
Man kan ikke både blæse og have mel i munden, men man an sgu heller ikke bage uden gær.

Gær er den folkemening der danner samfundet, sammenhængen og udviklingen.
Gær er levende, det kan vokse, det kan formere sig, det kan boble over og det kan tørre ud.

Det handler ikke så meget om salg af DONG, NETS, aflytninger, samråd, afhoppere, partiskift, regeringsslankekur.
Det handler om grundlaget, det handler om at vi mener noget, helhjertet, om vores samfund. at vi vil bevare den demokratiske ret til at blande os, til at føøøøøøøøle noget for vores land og folk og samfund.

For det øjeblik vi holder op med at føle for vores samfund og dets drejninger, det øjeblik lyser vi os selv ud af æt.

.. sagde konen i muddergrøften

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Ding DONG. Et krisekvad!

M


Ding – DONG. Et krisekvad!
Melodi: Spurven sidder stum bag kvist. Carl Nielsen 1926
Tekst: Astrid Søe 2014

Gråspurv sidder stum bag kvist; 
for ingen fyrer for den!
Tis i trussen varmer vist

når nogen sælger potten.
Ding – DONG! Aktien går
Som en ELskerinde,
knald og fald og slikke sår,
en mølle uden vinde.

Corydon vil sælge ud

af arvesølv i krisen.

“Sugardaddy” han er Gud

det lyder vist devisen.

Ding – DONG! Aktien får,

“blowjob” der kan suge,

under bæltestedet går,

mor Danmark, fordums frue.

Krisen koster, det forstås,

og noget må vi gøre,

kyskhedsbælte, nu med lås?

havmøller på det tørre!

Ding – DONG! Aktien får,

bud fra alle sider,

kam til danmarks røde hår,

oprør i individer.

DONG må knibe ballerne,

og ingen vinde slippe!

Rom fik has på Gallerne,

værn om dit nøgleknippe.

Ding – DONG! Aktien sucks!

udsalg, sparetider,

luk nu røven som Ford Knox,

for “Goldmann” ingen gider!

//Astrid Søe 2014

DONG-Digt – Og undskyld på forhånd for de ulødige ord. “Kagedåsen” er åben…
Fortsættelse af debatten om DONG, sang nr 2, kan ses her: http://astridsoe.blogspot.dk/2014/01/ding-dong-2.html?m=1

#DONG #Dkpol

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Ciao 2013 – Breaking Newsyear

Nu siver luften af årets hjul
og “Breaking” de dækker det hele
jeg ser på twitter der pipper en fugl
om livrem og bælte og sele

jeg hører en mund der taler om krig
og liv der falder på stribe
jeg ser et skel mellem fattig og rig
og sult som ingen begribe

jeg ser en ungdom der presses mod væg
og frihed for mørke gardiner
et halvtomt glas med  mælkeskæg
og folk der bor som sardiner

jeg hører et digt af en som er ung
han kaster sin dagbog på bålet
og løfter en arv der er alt for tung
og famler og frier til målet

og piza lockoutet og døren den bandt
og alle de tabte forstanden
og smilet og modet blev væk og forsvandt
i sengen hos haltefanden

Mandela tog toget og hatten i hånd
og verden tog pulsen på magten
en selfie udløst i fælleskabs ånd
mens pressen hullede pakten

jeg læser avisen om vækst og om tro
om nye tendenser og mode
movember hvor skægget på læben det gro
og olddansk der rives ved rode

igennem et døgn, en dag og et år
går livet på trapper og stiger
og hverdagens ansvar er kam til dit hår
i puslingekongeriger

i året der gik, gik en genganger galt
og endte med ryggen mod muren
og nogen fik hoste og andre blev kvalt
men alle var “rene” på turen

en ulvefod i glasuren har trådt
og kejserens klær censureres
og Kierkegaardåret blev sølet og småt
så tomheden lægger bag os

en flodbølge blæste med møbler og mus
og svømmede over kanalen
og nye reformer kastet i grus
en fattigkarina i salen

og højt sku man flyve hvis vingerne bær
og gggi går på valsen
og melde sig ud af faner og hær
med rygtebørsen på halsen

at ryge og rejse er kun for de få
for færre for meget for fjollet
men nye skal komme hvor andre de gå
som mandelskind der er skoldet

nu bliver talt mellem marker og korn
og månelyset betager
rosen selvforsvarrer sin torn
og bagedysten den bager

alligevel selvom en verden er skæv
og kriser de forsider pryder
var totusindtretten alligevel gæv
når nytårstorsken den gyder

//Astrid Søe 2013 – på kanten af et årsskifte

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

DANSKE DUMSMARTE DIGTE (udgivelse bog)

Til hverdagsvanding af livets træ

Om forlov du lille danmark, et enfoldigt tak for nu
Du har holdt kulturen hævet, selv når koppen gik i tu
Du har målt dit liv og skænket, af en kande uden hank
Du har løftet kraven når du så at skuldrene de sank
Du har rørt den store verden, med en tro på det du er
Du har lært dit folk at vokse, vare ved og sætte bær
Du har rost det ord der gælder, du har villet være vær
Derfor lever folkedrømmen i det nu der kommer nær
Med en vandkande i hånden trisser du til vækster ud
Mens du vander, gror af livet, stedsegrønne danske skud
Så til kaffen på terrassen og rouladen på et fad
Tak for hverdag, tak for dansen, tak fordi du stædigt gad

En opsamling af vers, digte, rim og sange til dumsmarte danmark.

Hyldest, krise, politik, mad, kultur, samfund, befolkning, længsel.

Pyt!

Ordet skaber hvad det nævner.

www. livsoplevelse. dk
www. astridsoe. dk

Køb den hos din boghandel eller her:
http://www.gucca.dk/danske-dumsmarte-digte-verdsligt-talt-bog-p249505

http://www.astridsoe.dk