I et åbent forhold med danmark.

Elskede Danmark.

Vi har været sammen i 40 år, på godt og ondt, i medgang og modgang.
Vi har elsket hinanden dybt og inderligt. Fundet hinandens følsomhed og sprækker, hinanden glæde og forunderlighed.
Det betyder noget at være så nær på dig. At kende din krop og dit sind og din sjæl, fra mindste krumme til største bedrift.
Vi kan noget du og jeg, derfor holder vi uløseligt sammen, vi holder af og om, vi tager i favn og rummer.
Der har været svære tider, danmark, tider hvor du svigtede det vi havde sammen, hvor jeg syntes du gav for hurtigt efter eller så med lange blikke efter andre og yngre end jeg. Og vi talte om det danmark, vi talte og græd og mødtes og skændes og fandt på bunden af pandoras æske det lille håb der gav os mod på at genfinde.
40 år er lang tid, elskede du, meget lang tid og et tålmodighedsarbejde. vi sliber stadig kanter og fletter hjerter, men vi er her, i samme åndedrag, i det der flytter bestandig og betyder noget.

Jeg ved godt jeg nogle gange har forladt dig, rejst til fremmede steder og fundet indsigt, men jeg har bragt det med hjem, kære, hjem til dig og det vi har.
Der er noget helt igennem trygt ved dig, dit overskud, din måde at forstå og møde din omverden, din gammelkloge maner og dit måde at forme ordene på, langmodigt og smagende mellem læberne.

Vi har skabt et godt grundlag for vores næste, for vores afkom, og hjulpet dem undervejs til at tro på både fortid, nuet og fremtiden. Vi har også snublet i ansvaret og glemt ting undervejs, ting der kan betyde noget. Og jeg synes vi lige nu mangler noget nærvær, både for vores omgangskreds og vores hverdag. Jeg synes måske også at du er begyndt at vælge for mange fra, mennesker der kunne have haft en betydning for os. mennesker der ikke lige ligner dem vi plejer at omgås. Det er som om du ikke helt forstår at vi ikke alle sammen skal være ens, som om du er begyndt at trække dig lidt sammen om dig selv?  Du skal ikke være bange for dem du ikke kender, du kan regne med at de vil bringe godt.
Måske er du bange for ikke selv at slå til, at du bliver sat i skyggen af dem der kommer med nyt blod? Tag det roligt, gamle klippefaste dig, du har intet at frygte. Der er ingen der vil tage noget fra dig, der er ingen der vil tugte dig. Du bør finde fred med dig selv.
Nej, jeg er ikke vred, bare skuffet, måske lidt nervøs over din drejning. Alligevel må du altså se at åbne armene igen. Selvom du synes det er svært.
Du og jeg, vi finder altid tonen igen og prøver og gør det så godt vi kan vi to, det er nemlig kærligheden. at vi mødes og vil hinanden.

– Men jeg længes, elskede, efter mere.
Jeg ved godt du bare tror det er fordi jeg nærmer mig en af mine perioder, en af valgperioderne.
Du har sagt det så tit, at jeg bliver vrissen og kampklar når vi nærmer os, men det er min natur, du vidste det dengang vi mødtes første gang, du viste selv vej og ville det opdrag, at vi skulle stå fri i vores holdninger, at vi måtte sige og mene hvad vi ville.
Og danmark, det elsker jeg dig for.

Jeg synes det er svært for tiden at vide hvor jeg har dig, du virker svingende, som om du læner dig første til højre, så til venstre, så står du midt imellem og vakler igen. Måske er det en midtvejskrise vi har, jeg ved det ikke.
Jeg ved at du og jeg selvfølgelig stadig efter alle de år ikke er enige og nok heller ikke bliver det, selvom vi elsker hinanden.

Jeg husker nok at du da vi var unge, syntes jeg fjumrede for meget rundt ude i verden, lige i studietiden, men du holdt ved og jeg syntes nok du brugte lidt for meget tid i skuret med din hobby og din gør det selv tendens.

Din krop, din vejrtrækning, dine kys, danmark og at holde dig i hånden. Holde om dig når du er faldet og trænger til at læne hovedet træt mod min skulder. Dine kys når jeg græder over den store verden og din jalousi når jeg begejstres over den.
Vi ejer ikke hinanden, men finder plads og hjerterum.
Jeg ved bare at vi bliver gamle sammen, det ved jeg, gamle og skrøbelige.
Jeg lover det, for jeg elsker dig – men helt ærligt. Jeg håber det er ok med dig, men jeg vil gerne om vi fremover kan have et åbent forhold i stedet?
Jeg håber du, som jeg, vil se andre, mærke dem, forstå dem, ville dem, længes efter dem, brænde for dem.
Det er lidt som om det er blevet lidt for tæt, symbiotisk, med du og jeg. Det er ikke fordi jeg vil gøre det forbi, jeg vil bare gerne en masse andre også-
Kan vi det danmark, et åbent forhold?
Lade grænserne slettes og give fri til at ånde og leve?
Hvad siger du?
Med åbne arme!

Elsker dig –
Din Astrid

At vælge samfundet fra og til


Nå men, da jeg stod op i morges nynnede jeg uforvaret “Se nu stiger solen af natmørkt hav” og imens jeg lavede kaffe og tænkte på at jeg havde glemt en vandmelon ude bag i bilen og noterede mig at det rugbrød jeg købte i går var muggent igen! Bager, tag dig i agt, der kommer igen en muggen kunde, – så slog det mig at det løfte jeg gave mig selv engang i fordumstid, bag gravens kæmpehøje, løftet der sagde at jeg hver eneste levende morgen skal tage stilling til om jeg d.d. er en borger. Om jeg kan vælge mig ind i samfundet, tage det på mig, ville det, handle i det. Det løfte tog jeg ikke i dag.

Denne morgen besluttede jeg at i dag, nej, der kunne jeg ikke sige ja til dig, nemme, lattermilde, til tider latterlige, demokratiske ophavssamfund. I dag vil jeg gå gennem dagen uden statsborgerskab, uden indflydelse, bortviske mine krydser og mine politiske ståsteder. Jeg vil vide at jeg ikke hører til, er statsløs, uden for, sat på porten, ligegyldig.
For det er sådan det er at undlade at vælge sig samfundet til. Det er sådan det er at undlade at stemme, at undlade at ville være en del af danmark, eller hvad land du nu end sværger til denne morgen, eller at være afskrevet af samfundet, udenfor, flygtet.

Og i dag vil jeg mene noget om alt det jeg vanligt er ligeglad med, og pisse på den offentlige mening, mens jeg slingrer ned af vestergade, gennem byen en sidste gang, med en blå kings og solen der stiger af natmørkt hav. For det bliver en fremmed dag.

En dag som ufattelig mange på flugt mærker hver eneste dag. At de ikke længere har mulighed for at vælge et samfund til, at de står udenfor, at de er ligegyldige. At deres stemme ikke har ret eller pligt eller lov.
Kære samfund, i dag fravælger jeg dig. I morgen vil jeg atter spørge mig selv om jeg vil dig, som tusind andre morgner.
Måske vi ses.

se også: http://astridsoe.blogspot.dk/2008/08/frihed-under-manglende-ansvar.html 
http://astridsoe.blogspot.dk/2013/08/valg-til-kommune-og-regioner-november.html

Plenum og pladder




















Melodi: Mogens Jermin Nissen. Hvergang en sommer igen kommer dragende.
Tekst: Astrid Søe 2013

Hvergang vi drøfter om danmark skal være
et land der går forrest i vækst
ender vi oftest i plenum og pladder
hvor fonden blir “fed” i en tekst

Oneliners, udligner alle de tanker
vi ønskede os for vor tid
men modet falder i kriser og banker
og væksten er blevet frigid

Innovative og andendagsstive  
de bygger og brækker og bær
Længes kun efter at noget skal blive 
så kreativt himlen er nær

Hvordan kan modet fornyes, fortættes
og vendes mod hverdag og mod?
når danmarks vilje på skemaet sættes
og ruller naturligt i blod


Her mellem rugbrød og rødgrød og skole 
vi gemmer på noget der gror
knæhøje drømme med ny banderole
et slægtled af drømmenes ord

De har et bud på den værste og bedste
og viseste viden på jord
de har ideer der der bliver de næste
og gror mellem Loke og Thor

Til Børnehøjdens fabelagtige mod, iderigdom og fremtidsnære virke.

Hin-anden

I Danmark et sted i morgentrafik,
med hverdag og “skynd dig” og stress-nær,
kom andefamilien som det er skik,
på række og rad og gav nærvær.
Der er noget roligt ved vraltende kræ,
ved slægt følger slægt over vejen,
at værne hin-anden i ro og i mag,
for tiden den er jo din egen.

//Astrid Søe 2013
www.livsoplevelse.dk

Bedstes første sygedag



Nogle gange fornemmes et gammelt samfund som korpus af moderen fra “what’s eating Gilbert Grabe”. 
Urokkelig og fortærnede både fornuft, fremstød og liv, siddende uden mulighed for at flytte sig, på sofaen. 
Forslag på forslag serveres for fruen, men det er som om korpus er så sat at end ikke en friluftsdelle har en mulighed for at flygte.
I dag foreslår de konservative “bedstes første sygedag”. 

Medmenneskeligt og fint nok, det er der enighed om – men korpus kan ikke flyttes. 
Organerne er klemt mod hinanden og fedtet ind i fortidstanker. 
Den gamle skude har lagt til havn og der dufter af ophug. 
Rettidig omhu, kunne man fristes til at sige. Omhu med den menneskelighed et samfund handler om. Nogen må kravle op i vandtårnet, vove livet og råbe højt og frimodig. 
Jeg holder meget af det danske, af kulturen og fornemmelsen for øllebrød og plads til os alle. 
Men kære gamle fedtbjerg. 
Du trænger til lidt frisk luft, lidt motion, lidt Kierkegårdsk gåtur omkring middagsbordet. 
Måske er din organisation blevet så selvfed og sat at den svært bugseres rundt, men jeg tror på dig. 
Vi står her nede i kælderen og afstøtter dit fundament. 
Det ville være klædeligt om du gad afprøve om plankerne holder endnu. Ikke de lakbesejlede, men de rå og splint lovende.
Jeg vil gerne passe min bedste, mit barn, min nabo og mit job. 

Jeg tror godt vi kan finde en løsning hvor både menneske og samfund er mulige. 
Se, det ville være fedt!

Hold din Mælkebøtte!

Viljefaste folk går rundt
og tar selv af livet
vælger bredt og vælger sundt
alt hvad de er givet

Det der ikke dumper ned
i en turbans skygge
trækkes ind som mulighed
man kan gennemtygge

Intet overladt som spild
alt må gribes, bruges
alle veje bringer ild
viljens vej udruges

Viljen er et fundament
formet, støbt af læring
hvem er du og hvad er hændt?
det er viljens næring.

Vilje gror så vild og tæt
som en mælkebøtte
uden sikkerhed og net
gør den altet nytte

Fri og helt utæmmelig
vågen, klar og dannet
så uendelig som Phi
viljen er blandt andet….

Tag en bid af livets lår
voks og gå mod strømmen
vær en kam til eget hår
gå og indfri drømmen.

//Astrid Søe 2013
www.livsoplevelse.dk

Hist hvor vejen er korrupt…

Hist, hvor vejen slår en bugt
Tekst: Astrid Søe, 2013
Melodi: J. C. Gebauer, 1846
Hist, hvor vejen er korrupt,
ligger der et hus så smukt –
hist, hvor vejen er korrupt,
ligger der et hus så smukt,
væggene lidt skæve stå,
Men man kan et tilskud få,
En reform til for og bag,
Toilet og boblespa,
under taget spærret knækker,
Men en tømrer nye lægger.
I den røde aftensol
ryger mor en grøn menthol –
i den røde aftensol
ryger mor en grøn menthol,
Hun har mistet jobbet sit,
Og det er sgu noget skidt
A-kassen har nu sagt stop,
Så hun lever af sin krop,
se, hvor hun i spøg har tanker
Om at røve nogle banker!
Sukkerchok og spelt og byg,
Botox stik og lidt for tyk –
Sukkerchok og spelt og byg,
Botox stik og lidt for tyk.
Aftenkaffen den er kold
Nyheder om drab og vold
Myggen stikker barnets arm,
Skadestue, storalarm,
drømmer om at vinde lotto
Hoplanål fra gamle Otto!
#hvemharfjernetskærmbrætsbilledet?

Hør uddrag af digtet som DIGT-i-TAL her: https://soundcloud.com/mors-menageri/horisonter

Spar(K)

Der skal spares på de svage,
Der skal spinkes, strammes ind,
Der skal skære af den kage
Gennem marv og ben og sind
Der skal hules ud hvor livet
Allerede koster alt
Dem med skæbner der har givet
Dem et liv de ej har valgt

Hvordan kan vi velfærd tale
Det at stå på lige fod
Hvis de svage de betale
Deres lykke, håb og blod
Vi har love fyldt med løfter
Om at værne og stå ved
Men der graves stadig grøfter
Der er tidsler i det bed

Der er mennesker der længes
Mod et hjerte menneskesyn
Og hvor livet ikke flænges
Af et mørke fyldt med lyn
Der er ingen født i danmark
Med en skæbnevej af sten
Der bør mødes som en brakmark
Værdighed gir ikke men

//Astrid Søe 2013
#handicapdebat

Folkeligt forår

Hvad er folkeligt i grunden
Skrev den gamle Severin
Er det ord vi har i munden?
Er det dannelses doktrin?

Er et folk i grunden splittet
Mellem tro og lov og stat?
Hvad er rigt og hvad er fedtet?
Hvad er fælles, hvad privat?

Hvordan vælger man sin stemme
Ind i hver dags gøremål?
Vil man folkeånd fornemme
I lidt mudder under sål?

Er vi grænseløse ånder
Der bebuder verdensvid?
Er vi kasteløse nonner
I en kassetænketid?

Hvad er ånd og hvad er viden?
Hvad er tro og hvad er tant?
Er historien gennem tiden
Uforløst som fælles pant?

Kan vi dukke os bag hækken
Uden blusel uden kløgt?
Et et fælleskab en vækken?
Eller tvang som vi har søgt?

Er der frihed er der former
Der forklarer hånd og mund?
Er vi viklet ind i normer?
Hvem er god og hvem er ond?

Hvad er folk og hvad er livet?
Hvad er sagen samlet set?
Hvad har folkeånden givet?
Hvad har folket fælles ledt?

Kan en tågesnak forføre
Hvis den siges ofte nok?
Kan frimodigheden røre
Hvis vi stivner af et chok?

Er det kærlighed der råder?
Er det tro og håb og mod?
Er det omhu der skal sætte
Skellet mellem nu og rod?

Er der valg på alle hylder?
Hvad forpligter du og jeg?
Egoismens sorte bylder
Eksistensens strengeleg

Kan vi finde fred i næsten
Uden tvang om ret og vrang?
I forskellighed er læsten
Nodeskriv i folkesang

Se et menneske der venter
I en længsel efter os
Folkeånden alt indhenter
Uden vrede, fri af trods

Folkelig er den der tvivler
Spørger, tænker, undres på
Folkeånd hvor frihed hvivler
Mulighed til at forstå

Hvor er tonen hvor er talen
Til et folk og folkelighed?
I en vilje – fandengalme
Til en fælles kærlighed!

//Astrid Søe 2013
http://www.livsoplevelse.dk
#Hilsen til Grundtvig
Kan synges på: Folkeligt skal alt nu være

Overskrift

Der er hamsterhjul der ruller
Der er virksomhed og flid
Der er Blachmans syn på duller
Helt poetisk engleblid
2020 ingen arme
Skaber mere produktion
Der er støv i vindueskarme
I den hele Union
Der er politik der bider
Der er skoler uden børn
Der er lærerne der gider
Men nu har de smækket dør’n
Der er diskusion om skatten
Og om Bandekrig og vold
Kære Danmark fald til patten
Hvorfor føles du så gold?
Der er glæde under sneen
Snart så er den smeltet bort
Smil og le og slå nu til den,
Lev nu livet – det er kort!

//Astrid Søe 2013
http://www.livsoplevelse.dk