Ny bog undervejs

En slags novellesamling/NUvellesamling er ved at være ved vejs ende. Genren anderledes end mine vanlige udgivelser. Bogen tager udgangspunkt i samtiden, særligt set fra de midaldrendes ståsted. Det har været svært, rart og underligt at gå på opdagelse i min egen generation, hvad vi går og trækkes med, glædes ved, hvordan vi elsker og mister. Tak for jeres beretninger og tak for at måtte skele til jeres liv og samliv undervejs.

Læseprøve:

Jeg kan ikke folde et stræklagen

Jeg kan ikke folde et stræklagen. Lægge det i de daglige folder i skabet på række og i bunke. Ingen snorlige ståsteder. Hjørnerne vil alle veje, verdenshjørner med udlængsel og uden blufærdighed. Krøller livsmodet sammen til små bylter af bomuld, elastik og elasticitet. Ingen variabler der er årsagssammenhængende. Ingen årsag, ingen tørresnor der siger et velment undskyld. Ikke engang en overfladisk beklagelse. Ingen syerske der melder sig som samfundets fjende nummer et. Ingen verdensbank der lover bod. Jeg taber. Verdensranglisten dirrer og forkaster. Kompetenceudvikling og tilsidesatte fremdriftsmål. Nu fejler vi, gør vi. Sammen. Uden frygt. Klipper elastikken og hjørnerne af.  Kogevask. Kører en hvidvask af kompetencerne. Krøller en kalender og et cv. Sover med åben mund og savl og mulighed.

Tænder der løsner sit greb og rådner på deres rod. Mundskyld og mageløse muligheder for broer og plak resistente plastikpløkker. Skovhugst og sankekort. Tandlægens dollargrin og en date med Karius og Baktus. På bagsædet af bilen. En kort en lang en trekant en stang. Ingen dessert. Splitregning og bare på beløbet.

Ministerbilen skramler afsted mod ukendte universer. Bødeforlæg. PET og papir. Presenning over brændestablen i haven. Ingen fugt i fundamentet. Stormfloder der går over historiens bred. Bukser der smøges op og bare fødder i parken, Richard Geer style. Bellis og viol. Roser er røde.
Menses er forsinket. Det er samfundets skyld. 1813 er optaget. 114 er optaget. 112 er optaget.
Jeg gik mig over sø og land, der mødte jeg en fremmet mand. En bandementalitet som siden krydsforhøres og finder sprog. Panderynken og grund til bekymring.

Nogen har raget på mit hipstertagskæg. Min privatsfære. Nabostriden blusser som en jomfrus kind. Imens ligger Beethoven i benlås på Blågårdsplads og hylder som en sirene ved krigstid. Han hører det ikke i de døves land. Krystalgade er spærret. Lukket ned. Omskåret. Kinagrillen har ti franske hottere for en hund og levnedsmiddelkontrollen sender den ene smiley efter den anden med skiftende overbærenhed og smilehuller. Nogen fejer et fortov med en kost, foran egen dør, før andres.

På Borgen sidder statsministeren og tænker på vasketøj. Kogevask og klorblege midaldrende hvide mænd. Dem der gramser på folkestemningen og debatterer tidslommer af had og hud. Dickpics og dagsordner.
Nu triller en hjemløs mod netto og sælger samvittighedsaviser og fraklip der ikke egner sig for ude og hjemme. Momenter af modgang og optur og nedfald og udfald mod det der kan samle.

Langebro længes mod land. Du børster en krumme af dugen og sætter et skilt med til salg på dit liv. Pakker din 3-i-1’er og tilliden. S-toget kører lige før du når frem. 4 toget står stille på herrens mark. En notifikation om at nødsporet er spærret på Holbækmotorvejen. En sms med håb. Kærlighed der pludselig slår sig ned og findes. Nostalgiske noder til vores sang. Renskrevet i regneark. Nådenoder og nato-nedrustning. Flere krav og mere kunst og kogevask. Sjælens udtømmelige sædleder. Arm slides please. Frugtbarheden og frimodige frihandler. Slaver, slag og kolonier af turister der bruger mere sæbe og flere håndklæder end beregnet.

En lige højre-drejning rasler tænderne ud. Gebis og søbemad. Bingo og blowjobs. Betalingsbalancen brummer som koret i Vridsløselille statsfængsel. Ikke et øje er tørt. Et øje for et øje og så vender vi lige den anden kind til. Kysser på fransk og drikker billig papvin fra pantelåneren.

Folketingsvalget lover det hele. Ballontyggegummi. Jenka, Shake. Da går ungdom til dans, på dit bud Sankte Hans og de scorer 12 taller og inhalerer lattergas og coke. Det er hvidt herude. Kyndelmisse og just-eat bude. Nu skinner solen, nådigt og med en vår i vente. Lådne lattermuskler sættes fri, i det fri. De lover en masse og samfundet samler ikke brosten eller hejser faner. Skyd ikke efter benene. Grøn er vårens hæk, Gule veste kastes væk. Fuck, nu er det forår. Det sagde han også i går.

Amnesti

Vi har elsket. Ikke kneppet, ikke knaldet eller bollet. Vi har elsket.

En sms fra Amnesti med nødråb flænser stilheden i lejligheden. Lydløs er slået fra, det er arbejdsdag selvom vi ikke er mødt ind. Vi koger æg og tager tid. 5 minutter og 20. præcis.

Vi er blevet gamle natten over. Har pensioneret os selv på en tirsdag. Skrevet testamente. Valgt en gravsten. Fundet en salme vi fælles kan enes om. En der ikke peger for meget på det uperfekte menneskeliv. En der ikke kysser for meget med paradis og samtidig ikke føles som at blive røvpulet af Paludan. Noget der er neutralt og dermed har ret til at sælge våben men ikke blander sig i krigstid. Vi er ikke forandret, nævneværdigt. Bare døende. Bare lige så døende som vi var den dag vi blev født. Vi ved bare lidt mere om tidsrammen og det endegyldige. Æggene er færdige. Vi sidder på hver sin stol, ved hver sin tallerken, med hver sin kaffekop. Kniven skærer gennem skallen på ægget. Du får æggeblomme på tommelfingeren og sutter det højlydt af. Ingen serviet. Ingen grund til skuespil eller laden som om. Vi var nok mennesker. Vi er måske mennesker. Vi er i grunden et.

Midt i en samtid. sang

Midt i en samtid af hastværk og lastværk og hunger og håndslag og håb
sidder et men’ske og bader forstanden i danskvand fornyet i dåb.
Ingen kan finde et hoved og hale på livet der tikker afsted
skynd dig og kom så, på farten og hurtigt, så løb dog for du skal jo med.
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”
Tit har vi stået og længtes mod tiden hvor verden er sat på standby
fægtet og fumlet og frisat og fremmanet form af den kommende vej.
Midt i et krav er der pligter og ansvar og forsvar og besvar og nu –
-snubler et men´ske i snore der retter på det der var dig, troede du.
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”
Intet er lovet og givet som løfter der trænger sig på som en ven
ingen formaning og råd du skal vrage før livet det opstår igen.
Brevkasser, papkasser, madkasser, glo-kasser, kasser der spærrer og står
ganske i vejen for vinden der ønsker at elske med dig og dit hår.
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”
Valg der skal træffes på kanden af verden og livet og men’sker iblandt
mistro og løgne og tavshed og tvivlen og måben, men hvad er nu sandt?
Indfald og udfald og frafald og nedfald der vejes og måles og blir
levende først, der hvor samtalen rækker sig frem og du endelig sir:
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”
Så kommer tvivlen og tillid og håbet og modet og kysser din mund
kærlighed lever, samhørigt og ærligt og råber: Se selv, du er rund!
Frirum af færden og fortsat forankring der fængsler frimodigt og ømt
der er din grund til at finde et sted hvor DIN postkasse altid bliver tømt!
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-det derfor du er her”

Et vi. sang

Jeg ser du har fundet en grund hvor du står
og tripper og tænker og tæller
og tvivler på livet og hvad du formår
hvordan slår man fast hvad der gælder?
Du læner din ryg mod en mur der er varm
fra en sol der er brudt gennem skyer
og da kan du mærke at nutidens larm
frimodigt er altings fornyer
Du har i din lomme en tvivl der kan så
en undren der kalder på livet
du rejser dig hastigt for nu må du gå
og lytte på det der er givet
med øjne der flakker og hjertet der slår
har du samlet en hverdag der hviler
samhørigheds skridt når du vakler og går
i mylder af busser og biler
Du har ingen kort der skal lede din vej
du går hvor din fod finder fæste
du har ingen hat med et ja eller nej
og opskrift for liv til din næste
du er uden tvang fyldt af mulighedsånd
der kan bære og briste og blive
for du er den første der rækker sin hånd
og det er det største at give
Du fik gennem tider en muligheds tro
at finde det fælles der samler
at stå ved hinanden, at bygge en bro
da levende sten ikke ramler
du gav uden tanke et ord der står frit
uden pant, eller gæld til hinanden
frimodighed, skrev du på vejen med kridt
og oplyste fællesforstanden
Du vil ikke fæstnes som ord i bog
du vil ikke lænkes og bindes
du bobler og brister som gryder i kog
der står du og tænk at du findes!
Du er ikke gammel, du er ikke ung
du er længsel og latter og altet
du vejes for let og til tider for tung
det vi, vi har fælles forvaltet
Et vi, er at vide at livet er stort
at ingen skal være alene
et vi, er at dele alt det vi har gjort
at lytte og ikke kun mene
et vi er at vælge hinanden på trods
for de ting der kan skille og dele
et vi er at trøste og give et los
et vi er at være et hele

Astrid Søe 2018
Sang til samtiden

Der hvor vi er tavse. sang

Der hvor vi er tavse
i en stjålen tid
alting sat på pause
mellem hid og did.
Der står du og søger
nye ord om håb
skrift i lånte bøger
åndedrag og råb
”Når jeg glemmer min plads i verden og tiden bliver kold og bleg
Så hvisker jeg ligeså stille – Jeg elsker faktisk dig”
 
 
Der hvor natten mørkner
er et lys på vej
inden blodet størkner
er du ja i mig.
Der står du og smiler
helt på må og få
og en tillid hviler
ufortrøden på
”Når jeg glemmer min plads i verden og natten bliver kold og bleg
Så hvisker jeg ligeså stille – Jeg elsker faktisk dig”
 
 
Der hvor altings gemmer
har en plads til dig
der hvor jeg fornemmer
stærkt at jeg er mig.
Der står du og samler
det som ingen ser
livet når det ramler
rynker når jeg ler
”Når jeg glemmer min plads i verden og jeg bliver kold og bleg
Så hvisker jeg ligeså stille – Jeg elsker faktisk dig”
 
 
Der hvor det du tænder
lyser i mit selv
der er mere gensyn
end der er farvel.
Der står du og bærer
uden pligt og kald
pludselig kan jeg være
sikker i mit valg
”Når jeg glemmer min plads i verden og vejen bliver kold og bleg
Så hvisker jeg ligeså stille – Jeg elsker faktisk dig”
 
 
Der hvor livet sætter
foden uden trods
der hvor dagen mætter
er der plads til os.
Der står du og famler
ved den låste dør
du og jeg vi samler
åbenhed som før
”Når jeg husker min plads i verden og nysgerrigt famler mig fri
Så hvisker jeg ligeså stille – jeg elsker dig jo, fordi”
 

Astrid Søe 2018
Sang til samtiden

Et jævnt og muntert, fejlfrit liv på jord. Sang til samtiden

Melodi: Et jævnt og muntert virksomt liv på jord
Tidsbillede 2017 – Astrid Søe
Et liv af mening, fejlfrit og perfekt
med karakterer der kan tæve alle
lovlydig, ingen udbrud i affekt
rejs jer forsømte – fucked er dem der falde!
Jeg læser op på Kant og Kierkegaard
min flid er synlig og gir resultater
jeg står på række, venter på min tur
og efteraber – vi er vel primater.
Jeg har en holdning, til jeg tar’ en ny
jeg tror på alt – men anfægter min næste
for skikken følge eller landet fly
men hvem er jeg? – Det må vel Facebook teste?
Jeg finder mig en quiz i dansker vid
og noget om at holde meste af katte
det viser sig min viden er frigid
jeg er et speltsegment – Ja tak, en Latte.
Et jævnt og muntert virksomt liv på jord
det lyder som et levn fra svundne tider
nu haster vi, drive-in som nadverbord
og fælleskab er svært for individer.
Men når nu livets spotlight slukkes helt
og links og like’s har mistet deres gåde
har jeg mon nået nok, fik jeg mig delt?
Du jævne liv, kom hid – og vis mig nåde!

—–

over samme læst en samtidsanalyse fra 2001

Tone: et jævnt og muntert, virksomt liv på jord
At leve livet i den tid man har
Og ikke spille lotto for at vinde
Historiens frakke gør du ej er bar
Selv i voldsmoses ghetto fred du finde,
Det hjælper ikke stort med synoptik
Jeg tror du selv får øje på din glæde
Vi ønsker altid mere end vi fik
Selv ejerskab i troens tandemsæde:
Jeg troede jeg ku’ kvase jantes lov
Og råbte ud til alle at jeg turde.
Men jeg bliver’ sur når nogen sir hov, hov!
Slår hjernen fra mens jeg på flimmer lurer.
Så føler jeg mig hjemme, tryg og glad.
Og æder take-away og piller næse
Ser ugens stjerner i et dameblad
Som ingen selvsagt tror jeg gider læse
At være ung med tvivl og hvalpepund
Og skolens karakter der gør mig myndig
Nu trues jeg af villa, Volvo, hund.
Og børn med flere mænd gør man er kyndig.
Jeg sulter mig og bruger rynkecreme
Men lige meget hjælper det på huden.
Så hver dag leves som den var ekstrem
til døden endelig gir mig en på tuden.
Grundtvigs digt: et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.
Frit omdigtet til et moderne billedsprog og tidsbillede,

Astrid Søe september 2001


Grundtvigs oprindelig smukke digt til ungdommen:

Et jævnt og muntert virksomt liv på jord
som det, jeg ville ej med kongers bytte,
opklaret gang i ælde fædres spor
med ligeværdighed i borg og hytte,
med øjet, som det skabtes, himmelvendt
lysvågent for alt skønt og stort herneden,
men med de dybe længsler velbekendt
kun fyldestgjort af glans fra evigheden;
Et sådant liv jeg ønsket al min æt
og pønsed’  på med flid at forberede,
og når min sjæl blev af sin grublen træt,
den hviled sig ved fadervor at bede.
Da følte jeg den trøst af sandheds ånd
At lykken svæver over urtegården,
Når støvet lægges i min skabers hånd
Og alting ventes i naturens orden:
Kun spiren frisk og grøn i tidlig vår
Og blomsterfloret i den varme sommer,
Da modenhed i møde planten går
Og fryder med sin frugt, når høsten kommer!
Om kort, om langt blev løbebanen spændt,
Den er til folkegavn, den er til grøde:
Som godt begyndt er dagen godt fuldendt

Sidelæns ind i samtiden

Statsministeren mener at vi skal “forlæns ind i fremtiden”
Der er ganske vist kun en vej mellem vugge og grav – fremad. Men ligefrem forlæns?
Hvordan vi bevæger og og hvor regelret vi går er en helt anden sag.
Retorisk siger Statsministeren vel at vi skal blive ved med at målstyre, gå den lige vej, fremad for enhver pris og helst ikke have for mange svinkeærinder undervejs.
Vi har de sidste 10-20 år forsøgt at gøre netop det. Gå målstyret til fremtidsfadet og forsøgt at spise op hvad der blev serveret.
Det virker ikke, du gode hr. Rasmussen.
Det er nemlig stik modsat hvad fremtiden vil os, eller hvad vi gisner om at fremtiden vil os.

For fremtiden skal vi sikkert hinke, springe over, slingre, hoppe, valse og gå de omveje der sætter fremtiden mennesker på spil i livet.
Vi skal være dygtige til at slippe og tage fat igen. Vi skal uddanne os til at improvisere, gentænke, forandre, fritænke.
Fremtiden er ikke noget man kommer forudbestemt forlæns ind i. Fremtiden er vel noget vi skaber – sammen – i forpligtende fællesskaber!
Fremtiden er fuldstændig åben, den har ingen fastlagt døre eller regelrette gader med snorlige fortorve hvor vi er forudbestemt til at gå i lange rækker eller stå pænt i kø.

“Mennesket er ingen abekat, bestemt til først at efterabe andre dyr, og siden sig selv til verdens ende” sagde grundtvig for alt for længe siden tilbage i fortiden.
Vi kan selvsagt ikke lægge planer for fremtiden der bygger på kortsigtet politik eller et menneskesyn der tager afsæt i det stedlige alene.
Mennesket er fortsat en ret vidunderlig blanding af fortid, samtid og fremtid.

Det sker (ja, jeg kan naturligvis kun tale for mig) at man kan finde sig selv, faldet i staver, over at se på et barn eller en ung og forsøge at se livet forme sig fremtidigt.
I morges talte jeg med min egen dreng om det kommende lovforslag om studier og den kommende mulighedslukning for dem der har brug for en anden uddannelse end den de har taget.
Jeg kunne skrive ti A4 ark om hans ansigtsudtryk alene og de tårer der stod op i hans øjne. Han går godt nok kun i grundskole, men det er hans fremtid der er tale om.
Han er et par år for ung til at tilhøre generation Z. Men det ved han ikke, så han agerer som de gør med en demokratisk selvstændig tilgang til samfundsordnen.

– Men Mor, når jeg er færdig som programmør om 10 år – så ved jeg jo godt at det ikke er fremtiden.
– Hvad mener du? Hvorfor er det ikke fremtiden?
– programmører er forældede om 25 år. Så programerer programmerne selv. og vi skal kun bruge 10 mennesker til at styre det på verdensplan. Og hvad skal jeg så lave hva, hva mor?
– Så skal du nok være politiker og lave lovene om. Ligesom de andre 2,4 million (Overdrivelse fremme forståelsen) mennesker i danmark som heller ikke må omskole sig til en fremtidssikret tilværelse. Altså hvis danmark findes til dem tid…
– Fuck, helt ærligt. 2,4 millioner i folketinget – shit. Nu skal vi demonstrere, ik mor?
– Jo jo, det kan vi da godt. Det fikser du lige. Kan du ikke lige snakke med din klasse om det?
– Jeg tager den lige på twitter… Nå men hej, ses mor. Jeg hacker lige din hjemmeside og bruger den som platform for det, ok? Nå men hey mom – se y’r later.
– …
Jamen farvel så.. vi ses. Du lader lige min hjemmeside være ik? jeg kan ikke selv finde ud af at genoprette den.
– Altså SERIØST mor!!! … (suk) (spurt999)

Samtaler med nutidsunge foregår altid sidelæns i samtiden, forankret i fremtiden.
Jeg er temmelig tryg ved de unge. Mere tryg end ved vi andre gamle æggehoveder.
Der er noget særligt fint ved driften mod livet, oprøret, følelsernes vold, og fornuften/ufornuften.
Jeg er dybt taknemlig over venligheden. De helt naturlige dannede vaner (Tænk at det findes i 2016) og manerer i uimodståelig samklang med frimodigheden og tilliden.
Jo, de er trængte de unge. Ikke fordi livet egentligt byder dem imod, men fordi vores levevis byder deres frimodighed og demokratiske sindelag imod.
På den ene side forsøger vi at fremtidssikre dem ved at indgyde innovation, fri bevægelighed, sameksistens, frimodighed, fantasi og fælleskabsforståelse.
Samtidig opdrager vi samfundsmæssigt til målstyring, fremdrift, indfrielse af forventninger, karakterræs, karriere kontrol og den lige vej i uddannelserne.
Det giver ingen mening for fremtiden verdensborgere.

Det ene ophæver ikke det andet. Man kan sagtens forene uddannelse og skaberkraft. Samhørighed og karriere. Fri bevægelighed og troskab.
Men målstyring og virkelyst snaver sjældent med hinanden og da slet ikke med tungen.

Vi andre står gang på gang tilbage i vores vakuumpakkede tankegang og må bøje os for seriøsiteten og den verdensvendte muligheds akkumulator der foregår på teenageværelset.
Verden går fra Hundige til Honolulu i et nanosek og opdraget er uden grænse.
Når vi drøfter europakrise, Usa og Rusland og verdens krige tager vi ud fra verdensbilleder af meget grænsesatte forståelser. Teenungen har forlængst ophævet de grænser. De er slet ikke med i verdensbilledet. Jeg prøver ihærdigt at lukke øjnene og forestille mig verden set gennem de briller. uden begrænsninger for mennesker. Heller ikke kontinente eller broderskabsmedlemskaber som EU, United States of America, Great Briten mv.
Sprog der flyder sammen, men alligevel i alle de meget runde tilstande og tankemåder en historiefornemmelse og en kløgt på hvad der var, hvad vi har og hvad der kommer, eller de unge tror der kommer med deres verdensbilleder.
Verdens udvidelse er standset midt i samtiden, i vores tid, men hos teenynglen er der et andet overset blik som ikke skelner, men skaber mulighed.

Fremtidsforskerne er enige:
http://futurenavigator.dk/wp-content/uploads/2016/10/Inklusion05102016NiEgenskaberBilleder.pdf

Man kan ikke komme uden om at det at være et folk er et forpligtende fællesskab.
Og det at være et menneske, forpligter ikke bare sit eget folk, men alle folk.
Samtiden forpligter sig på fremtiden fællesskaber.
Det gør vi i måden vi danner og uddanner de nye medborgere.
Måden vi taler udadtil, fører indenrigs og udenrigspolitik.
Måden vi forvalter vores viden og siden lovgiver derfra.

Hver eneste gang vi skal lovgive ind i fremtiden skal vi spørge sidelæns ind i samtiden.
Fratager vi fremtiden medborgere at være netop det – Medborgerer og ikke modborgere?
Modborgerskabet dannes af manglende mod på et samfund. ikke i de unge der kæmper imod, kritiserer, siger fra, men i de unge der giver op, lader stå til, mister grebet om samfundsengagementet.
Modborgerskabet avles af uforpligtende “fælleskaber”. Der hvor kun ene egen målstyrede verden tæller og det er alle mod alle i kampen om ilden.

Tilbage hos generation Z er der rod i den (med)borgerlige.
Der er både lydigheden i forhold til krav og regler, samtidig med at ungdommens ukuelige mod sætter fremtidmennesket stævne og giver baghjul til nutidssamfundets stedlige spilleregler.
Jeg tror ikke generation Z kan love hr. Rasmussen at gå forlæns ind i fremtiden.
Det forekommer mig at den generation er temmelig kloge på fortiden og forudseende på deres egen kommende tid.

Det særlige ved fremtiden er at den hele tiden flytter sig og dermed ikke kan blive et stilbillede på en politisk valgplakat.
Fremtiden er lige så usikker som for hundrede år siden, selvom vi måske fornemmer en verdensorden der flytter på sig som en jordskorpeplade i undergrunden.
Vi ved endnu ikke hvad fremtiden bringer eller hvordan vores samfund former sig. Vi ved kun noget om hvordan vi opelsker vores yngre generationer og hvad vi giver med i barselsgave.

Kære Statsminister – Kære hr. Rasmussen – Hey Lars: Man kan ikke gå forlæns ind i fremtiden uden at gå sidelæns ind i samtiden.
Og samtiden ligger hverken på den lade side eller på solsiden.
Den ligger som vi har redt og lagnet er krøllet og plettet.
Fremtiden tager hele tiden samtiden på sengekanten og det betyder at vi halvgamle kluddermikler må stå for en ordentlig sengeredning og ryste dynen for fremtidens himmelsenge. For bla. generation Zzzzzz

“Vi skal blive et rigere samfund” Jo tak, men rigere på hvad? Rigdom er stadig, for mennesket, vigtigst når rigdom måles i værdighed, i mulighed og i mødesteder.
Du ved, de der forpligtende fælleskaber og det daglige brød.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om at du, trekløverregeringen, opositionen og alle vi andre vil det godt – men vi kogevasker og krymper fremtiden med et tiltag som lovforslag L 96    http://www.ft.dk/RIpdf/samling/20161/lovforslag/L69/20161_L69_som_fremsat.pdf
Et tiltag til lovgivning der tager om sig hvis jeg kender det poitiske system nogenlunde. snart gælder det flere uddannelser og flere menneskers skæbne. Det vil forme en ny strømning og målsætning som er helt igennem fremtidsstridig. Ikke bare i danmark, men på verdensplan.

– Men vi har jo ikke råd til at lade folk tage to uddannelser – Hov, hov – det ved vi faktisk ikke noget om endnu, men vi ved at vi ikke har “råd” til at fastfryse fremtidsmennesket.
At investere i dem der tager nye valg er ikke spild af penge i forhold til at fastholde en rolle man har udspillet.

– Og det er ikke det eneste vi skal skændes videre om, men det er dagens budskab.
Vi kan jo snakkes ved ud i fremtiden ik?
– Seriøst?! (spurt999)

——
Man kan jo begynde med at skrive under her:
https://www.wechange.dk/indsamling/uddannelsesloft-99/