Du er livet

I midsommernattens stille
lys, der gnistrer gennem nat
får vi lov at møde livet
som en stille hengemt skat
ingen hast og ingen vilje
tvinger tungt en arv af ord
midt i ilden gror en lilje
fyldt med sommer blomsterflor.

I et frugtbart nu der gløde
mellem tid og dag og år
hyldeblomsterne er grøde
fra et kys da det var vår
Smuk som bølgerne i kornet
ruller kærligheden blidt
nådeslys fra månehornet
du er livet, dit og mit.

//Astrid Søe 2012

Midsommer modenhed

Med modenhed blusser snart bål over land
når sommeren runder om livet
og svirrer med løfter til kvinde og mand
forbløffet af alt vi blev givet

En nat med en ild, der kun vidner om det
der brænder i hjerte og tanke
en nat hvor selv mørket får øjne at se
når midsommerhjerterne banke

En nat der er viet til svimmel forstand
og frugtbarheds svirren i luften
den nat timeglasset udløber for sand
og hjerterne mister fornuften

Astrid Søe 2012

Til den gammeldanske midsommerfest vi har holdt i tusindvis af år på dansk jord. Frugtbarhedens højtid.