Fartsynder

Hvorfor må jeg ikke tænke,
det som jeg er mester i?
Hvorfor skal min hjerne sænke
farten under 110?
Hvem har bildt jer ind at livet
har det bedst hvor alt er ens,
kan jeg gøre for min læring,
er ustyrlig let til bens.
Jeg vil ha abstrakte tanker
jeg vil være som jeg er
er der ingen bi hos blomsten
kan den ikke sætte bær!

//Astrid Søe 2012

Ordblinde børnedigt

Lille Tommy Tommeltot, han ku ikke skrive,
så han var så bange for, hvad han nu ku blive,
Alle voksne sagde prøv, du skal bare øve,
du skal ikke give op, du skal ikke tøve.

Stakkels Tommy Tommeltot, med papir og penne,
prøvet alt hvad prøves kan, det ku ikke vende,
Skolen skændte Tomme fuld, så han mistet modet,
det er svært at være barn, Tommy tabte hovedet.

Tommy græd og Tommy bed, i sin pegefinger,
håbede han ville dø, få en engels vinger,
flyve bort til himmelsky, uden skolepligter,
være som en stjerne fri, uden at man svigter.

Lille Tommy Tommeltot, troede han var tosset,
ubegavet, underlig, grim og dum og klodset,
men det viste sig en dag, Tommy blev en stjerne,
ligesom den han havde drømt, ude i det fjerne.

Tommy blev en voksen mand, uden blæk og penne,
men han havde evner for, krig og fred at vende,
han ku se en stjerneglans, i hvert barn og voksen,
han ku se med kærlighed, tænke ud af boksen.

Stakkels Tommy Tommeltot, bogstaver i blinde,
men han fandt en bedre vej, alle kan den finde,
Store Tommy Tommeltot, han kan ikke skrive,
han ku meget mer end det, han ku nemlig give.

//AStrid Søe 2012

Visdommen har korte ben

Visdommen har korte ben og holder tit i hånden,
i frimodighed der kan det give svar på ånden.
Hvad er liv og hvad er død og hvorfor skal jeg være?
Sæt dig ned og lyt, hvad barnet ved om alt det nære.
Tættest på forstandighed, i kærligheden dannet,
i oprindelsen der kan man lære et og andet.

//Astrid Søe 2012

Hyldeste til hjernens alfa-stadie

Hyldeste til hjernens alfa-stadie

At lære er at lade vær,
og ikke kun at villle,
for når du tankerne er nær,
og tiden går til spilde,
når du er tabt i dagens drøm,
og verden lukkes ude,
så lukker hjernen end’lig op,
for sjælens egne rude.
I vågendrømme vækkes du,
til alt du samlet sammen,
og hvert et ord det lægges nu,
hvor det er fryd og gammen,
og af et vågent hverdagsblund,
blir skolerne så glade,
for læring sker den korte stund,
du er i alfa stade.

//Astrid Søe Maj 2012

Bog stav




Har taget en vanskelig littera-tur
er snublet i to konsonanter
så nu er jeg eftertryksværtelig sur
når sproget går som elefanter

Og her var en linje med ord der var skjult
og der semikolon med mere
et nyt tillægsord der rungede hult
etcetera, gentag med flere

Se der paranteser der tager patent
på det der sku stå helt alene
og ord helt tilsidst der blir gamle og grå
når de nedskrives som nota bene

En overskrift runger så fyldig og fed
at alle kursiverne ryster
og linjerne springer et afsnit ned
mens sidenoten dem trøster

To trætte vokaler er købt og betalt
og flere forkortelser skrumber
mens alfabetet går inderligt galt
og versefoden den humber

copyright Astrid søe 2011

kloge Ole

Se der går jo Ole klog
med sin næse i en bog
man sku tro de hængte sammen
ligsom kirken og dens amen

ka han ikke bare spille
fodboldt eller være stille?
ta’ en ps3 og fyre
med misiler på en myre?

læreren spørger ham om alt
kæledækken blir han kaldt
hvorfor skal han spille smart?
det er ikke særligt rart

Men han skulle bare vide
at jeg sagtens kunne gide
så’rn at kunne det han kan
være videnskabensmand
————-

Se der går den seje Peter
og han fatter ik en meter
jeg ku ønske han vil lege
han sir skrid og hold din kaje

Han kan spille blod og drible
jeg ka læse jeg kan skrible
han kan tæve dem der driller
jeg får tæv og går med briller

hvorfor må man ikke være
ven, når man ka li at lære
bar’ fordi jeg spiller skak
vil jeg ik ha tæv som tak

Han er Peter, jeg er Ole
jeg kan li at gå i skole
men jeg holder ikke af
at bli peget af hver dag

Børnedigt om skole

Alle skriver ABC’er
under suk og mange veer
sidde stille skrive flot
frikvater og ha’ det godt
fælleskab, forskellighed
for din klasse er for fed!

Man skal være helt din egen
der er ikke noget i vejen
hvis du bare ikke driller
går med venskabsgode briller
selvom nogen larmer, tramper
til din lærer han får kramper

Nogen de får tit skæld ud
kommer sent, er kedelig knud
andre nørder med fysiker
det er godt til statestikker
ens for alle er den sag
de skal vokse op en dag

Hvis I passer på hinanden
taler rart og slut med fanden
griner med og ikke af
ska’ det nok gå godt hver dag
husk at være ægte venner
husk at holde alles hænder

//Astrid Søe

Børnebogsrummelighedsdigt

Ole bole gik i skole
i sin egen nye kjole
for det måtte han jo gerne
nu hvor alting var moderne
man ka sagten møde op
som sig selv – og kend din krop

Lille Anna gik og grundet
nu hvor former blev rundet
snart var hun en rigtig kvinde
men var hun sig selv derind?
så hun tegnet skæg på hagen
og gik ud og mødte dagen.

Spørge Jørgen var sig selv
men var sur alligevel
hvorfor må de andre ligne
knud når de er Josefine?
hvorfor går de rundt og tvivler?
hvorfor tænker de i hvirvler?

Så kom lange Peter madsen
ind og larmede i klassen
basket panden mod en karm
og han blev så gal og harm
lange Peter tænkte småt
det var ikke særligt godt

Pippi hun var blevet ude
hende hjerte var en knude
for de voksne havde sagt
det var tid hun blev indlagt
adhd sku hun stave
ikke lege i sin have

Tommy, Annika sad stille
de vil ikke mere spille
efter lærens lange pibe
nu de var i skræklig knibe
så de brugte deres kæft
det har ikke voksen tæft

Hov en sten – der gik en rude
der var vist Emil derude
han vil lege drengevildt
undervisning det er spilt
for Emil han fjoller rundt
som kun drenge ved er sundt

Se der har vi Hans og Grethe
men de lever i retrete
på et lukket børnehjem
der er ingen vej for dem
mor og far de er i spjældet
sådan går det uden heldet

Hvem er det der går derhenne?
Han er ikke til at kende
Det er Hodja, ham fra Pjort
men hvad er et han har gjort
han er blevet bande-barn
sådan går det, lille skarn

Lille Buster går i verden
noget tom, han føler smerten
nu er slut med trylleri
han gav op det var fordi
ingen så magi derinde
hvor magien er at finde

Inden frøsnapper han kommer
skal han visitere lommmer
for ham Orla går med kniv
står der i kommunens skriv
det kan kun gå ned af bakke
hører man de voksne snakke

Alice, evnetyrets land
det har tabt sin mælketand
for kaniner op af hatten
skal betales over skatten
du skal øve på procenter
for eksamenerne de venter

Lille Kaj, han sagde nej
for at gå sin egen vej
han er stædig og bestemmer
mangler grænser, jeg fornemmer
livet blir en rutchebane
ritual, øv dig i vane

Palles verden er forladt
så nu går han rundt ved nat
mor og far sir: stille – sov
palle tisser og blir flov
dumme drøm og sengen våd
giv dog Palle bedre råd

Hvis vi husker det der tæller
tror jeg nok  – alligeveller
både Ole og Emil
bliver voksne med et smil
den der larmer, hopper tumler,
bliver sjældent voksenfulmer!

Der er megen voksenlære
i at læse for de kære
hver en børnebog den rummer
mer end firkantskasse summmer
her er plads til lille lise
huen rød og kæmpe krise

For når bogen trækker vejret
får vi alle det foræret
at naturlighed og tro
det får barnet det kan gro
til at blive hel og rund
sådan blir man menneskesund

Astrid Søe copyright

Påske – Uegnet for mindre børn!

Påske, igen igen og igen samme fortælling og igen samme store runde øjne hos børnene i forfærdelse over påskefortællingens ufattelige grusomhed.

Langfredag…
Begge mine drenge på 6 og 9 år, synes det er en meget tung dag.. meget for meget med vold og drab og tortur.
Men nødvendig når vi fejrer påske, at tage fortællingerne med. Vi tager dem hele vejen rundt, både de nordiske myter, de største verdens religoner og deri også den kristelige fortælling om påsken. Den de hører i skolen.
Tænk hvad man udsætter børn for i kristendommens navn, det er jo værre end warhammer og Counder strike tilsammen. Samt alt det andet voldslegetøj, film og spil man kan få.

Som forælder er jeg temmelig markant med aldersgrænser.
Nej! igen og igen, selvom alle vennerne allerede må se og spille det meste selvom de ofte er langt under aldersgrænsen. Hvorfor? Fordi det giver mening i sidste ende at sætte gode redelige grænser for galskaben.

Men når vi skal genfortælle de gamles sindbilldesprog og religionens bøger kommer enhver forælder til kort.
Børnene gyser når man genfortæller selv en nogenlunde neddroslet udgave at korsfæstelsen. Mere udpenslet vold, en langfredags fortælling, kan man ikke finde.
Et menneske der bliver hængt nøgen til skue for alle og får hamret søm gennem hænder og fødder og lider en lang smertefuld og tørstig død, mens bødlerne gnider eddike i sårene og kvinderne hulker.
Nej, end ikke Harry Potter ville møde en sådan gru.
Der er ikke meget andet end “far til fire” der kan bløde en sådan langfredag op.

Hvorfor gør de sådan mor?
Jo, de mente at Jesus var farlig og ville tage deres magt.
Jamen, var han ikke sådan en rar en?
Jo, da.
Men så er man da ikke farlig?
Jo, for når man er rar så er der mange der lytter til en og derfor trode de der havde magten i landet at han ville blive den nye konge.
Det passer ikke, de lytter da ikke til de søde, de lytter mest til dem der driller, for de tør ikke andet!
Nej, det turde de heller ikke dengang, derfor blev han korsfæstet.
Tænkepause og derefter sagde min 6 årige dreng: Nederen!

Min ældste dreng på 9 år kunne næsten ikke klare fortællingen, men han er heller ikke den store fan af lidelse, vold og død.
Meget tankevækkende at se børns åbenlyse afsky over det de kalder “de ondes” metoder over for Jesus, som han kaldte: En følsom fyr

Han endte meget eftertænksomt i en overvejelse om mobning i skolerne.
Hvis et barn er følsomt, anderledes eller skiller sig ud, bliver det mobbet. Sådan som fortællingen i Biblen om Jesus.
Jesus et mobbeoffer? Tja, måske netop sådan en drejning vi behøver for at genfortælle de gamle kristne myter til nutidens børn.

Filmindustrien og forfatterne ved hvad vi mangler for at forstå hvad der gør mennesket så unikt og helt igennem håbefuldt. Det er sjældent det gængse menneske der bliver hovedrolleindehaver. Pippi, Emil, Gummi Tarzan, Superbror, Sådan træner du din drage, og mange flere.
Vi finder bedst ro hvor vi ser det håbløse skvat få fornyet værdi. Hvor de der er helt uden for det gængse tager livtag med tilværelsen og overvinder den og os alle sammen.

En flok drenge og jeg brugte lidt af påsken på at se en ny stor film.
Bare endnu en Dreamworks film, men denne film har et unikt budskab.
Filmen hedder: Sådan træner du din drage.
Det er fortællingen om vikingetidsdrengen Hikke. Drengen er helt særlig fordi han er billede på den nordiske mytologies kong skjold og den kristne mytes Jesus. Begge er sindbilleder på det barnemilde mod og håb, som vi ender med at forstå verden ud fra.

Drengen er netop en følsom fyr. En dreng der ikke passer ind i plyndringer, vold og drab, en dreng der kan “det” der giver fred. Han kan nemlig knytte bånd mellem det fremmede og det kendte, det onde og det gode(i denne film dragen og mennesket). Altså give håb om at al kamp og al forskellighed kan ophæves hvis vi tør nærme os hinanden og lytte til det egentlige fælles sprog vi alle deler. KÆRLIGHEDEN
filmen er selvsagt et stort billedsprog på den religiøst tanke: du skal elske din næste. Du skal ville din næste. Du skal møde din næste. Du er den næste…

Filmen er værd at se, for både voksne og børn og dem midt imellem.

Synes det er bragende skønt når den store forkromede filmindustri tør give ord til det der er mildt og til dem der bryder ud af flokken, ikke specielt fordi de vil, men fordi de ikke kan andet. Fordi de har en liv der er sammensat udfra andre vigtige parametre end blot at passe ind, at tilpasse sig, at underkuge egne tanker og tro.
Filmen; Sådan træner du din drage giver genlyd og nye ord og billeder på gamle kravetæer.

Filmen giver følsomheden magten. Den milde magt, som påskemorgen også er billedet på.
Jeg ender altid hos Grundtvig påskemorgen og hans bondeblomst, den milde blomst der stædigt gror gennem mulm og mørke for at lyse glæde over påsken.
Grundtvig spørger i salmen: Hvad vil du her? Du hører ikke til, du er ikke en højssang, du er ikke klog og lært, du er ikke magtfuld.
Og så svarer han alligevel at alle slags lysende glæder, uanset hvor de kommer fra, er velkomne i påsken, i den milde sol, i den milde magt.

Jeg elsker det moderne Grundtvigudtryk: langfredags pant.
Hvem ser ikke Grundtvig går til flaskeindleveringen i Netto, den påskegule butik og indlevere tomme flasker med påskebryg, få et par kroner tilbage og føle sig livgivet da der lige er nok penge til endnu en flaske. De gamle flasker begiver sig til flaskecentralen hvor de vaskes, tvættes og genopstår med nyt indhold. En påskemorgens påskebryg. Hvad vi giver tilbage får vi igen. Det er Netto udkommet. Budskabet er at intet er forgæves.

At ønske et udkomme af af vores handlemåder og magtforhold forklares enkelt i både det gamle og nye testamente.
Et gammeltestamenteligt budskab, som siden er blevet brugt politisk: Noget for noget!
I det nye testamente drejer ordene rundt og ender i: Noget for nogen! Det klinger af mild lykke og glæde. Og det at være tilstede for og hos et andet menneske, giver også pant og udbetaling i sidste ende, når regningen gøres op hos livets købmand.

Gud gir – Gud tar – Gud er en guitar, sagde vi da jeg var barn.
Det gamle ordspil er egentligt i al sin upoetiske barnlighed vidunderlig.
Guitar og kom lær mig noder til, det håbets strengspil..

Jeg ser altid frem mod påskedag, særligt når man skal “fortælle mennesket” (som forfatteren Svend Åge Madsen ville sige)Langfredag er virkelig lang og barsk, men giver ingen mening før vi når til påskedags fortælling.

For det er lige hvad vi skal. Fortælle.
I påsketiden, om alle myter og troesretninger. Fortælle om det gamle der svinder og opstandelsen der er i gang, i natur og menneske og tro.
Religionsfortællinger er barske. Men vi kommer ikke uden om dem, vi kan svært holde en fridag uden at den har et religiøst budskab foran sig. Det giver forældre en del at skulle forklare og godt det samme. Børn er født nysgerrige, de vil mere, vil vide mere og spørger af hjertets lyst, men kan vi svare dem? Kan vi i påsken klare at fortælle dem den kristne udgave af tro? Med det hele, rå løg, ristede, remulade, ketchup, sennep og syltede agurker.. vold, tortur, drab?
Teletubbies sir farvel og ind med korsets gåde.

Billedsproget er langt mere barsk end livet vi lever i dag, sindbillederne er så ganske anderledes og overvældende og nogle gange helt uforståelige for det moderne menneske og det moderne barn.
Alligevel forsøger vi at trække forståelse ud af ordene og giver dem nutidsklædninger på og nye tolkninger.

Jesus og kong Skjold ender i billedesproget denne påske som mobbeofre i skolen. Korsfæstelsen bliver billedet på mobbeofrets ensomhed, døden og opstandelsen bliver til de øjeblikke hvor et menneske finder sin egen værdi og går oprejst ud i livet, forløst fra skolen eller de der drillede.
Og jeg tror at både en gamle og den nye fortælling gør ligeligt ondt, på det gamle og det nye menneske, for hvem kender ikke et barn eller en voksen der har været udenfor, udenfor fælleskabet eller udenfor sig selv.
Og glæden er altid den samme, når man ser det barn eller en voksen komme til sig selv, blive del af et hele og af det der deler.

Påsken er vel netop det, at håbet slår ind og giver en mulighed for at se længere frem end blot der hvor mismod gror, hvor mørke og mulm omgiver natur og menneske.
påske er i den grad en fejring af den milde magt der prikker sig vej ud gemmen den hårde æggeskal og finder egen ben.

God påske.

Lalleglad

Første skoledag efter ferien.
Sol, kage, flag, fest, glæde.
Og en skoleleder der holdt en lang tale om det nye års målsætning;
At være lalleglade.
Og jo, også om kærligheden og det gode i andre.
De tre grundbegreber blev årets fylde for skoleeleverne.

Skolelederen kunne egentligt bare nøjes med at holde sig til lalleglad, for det indeholder allerede i ordets betydning både kærlighed og det gode i mennesket.
Begrebet lalleglad er så herligt bredt.

Lalle er babyens sprog.
Sproget der vil verden, sproget der selvopfundet baner sig vej og møder den sjældne forståelse fra de der elsker barnet.

Nææ lille skat, hvor er det sødt..
hørte I det alle sammen?
lille miws sagde “international morgenkomplet” ???
wa wu gu ga.
Ja det er da helt tydeligt!!
Åh, ih, min lille kloge baby.

Forældrenes glæde og beundring er ægte og elskelig.
Baby-lalleren er lige så glad, for barnet er blevet mødt med det bedste der findes. Glæde og kærlighed.
Det opmuntrer baby til mere pludren og lallen, og et sprog bliver til.

Barnet har det herlige indgroede i sig at det er verdensvendt.
Alt er nyt, verden er nær og indtages dagligt med nysgerrighed og naivitet.
Alle børn fødes blåøjede, det tydeligste tegn på det smukke naive og det naive er en gave.
Det giver barnet mulighed for at turde og ville, leve og ånde.
Lallen er modets naive sprog.

Glad betyder egentligt skinnende lys.
Man siger folkeligt om et menneske at det lyser af glæde og det er ikke helt galt i byen.

Når en skoleleder vælger sig en skoleår til det lalleglade, må man selv glædes!
Lyst og glæde er jo undervisningens egentlige fortsæt.
Undervisning betyder at man viser undere.
Men selvom det er formålet er det vel ikke hver dag man kan gå hjem, som lærer, lægge hovedet på puden og sove ind til natten med et smil og viden om at man i dag viste undere.

Man kan jo næsten blive religiøst bange, af at bære det åg.
Det er næsten for stort og uopnåeligt at umuligt at bede om hver dag.

Det er heldigvis heller ikke nødvendigt at lede efter ens egne underne i undervisningen, hvis man ved man havde glæden med i inderlommen.

Underet er tilstede i eleven hvis glæden har været tilstede.

Underviseren skal på moderne dansk lyse for, ved at tænde eleven.

(Og så blev denne blog pludseligt sponsoreret af Duracell batterier.)
Ret basalt kunne lærerseminariet gøre “GLÆDE” til deres hovedfag.

For Grundtvig stod det fast at enhver egentlig viden gik fra menneske til menneske, uddannelse underordnet.
Enhver bærer på livets læring og har derfor et under med sig under huden.
Al læring begynder med en famlende lallen, et prøvende sprog der vider sig ud og fæstner sig som vilkår for viden.

Når videns-undervisningen i skolen tager afsæt i glæde, er vi der hvor undervisning har fundet sin kærne og bliver et under.

Er lyset for de lærde blot
til ret og galt at stave?
Nej, himlen under flere godt,
og lys er himlens gave,
og solen står med bonden op,
slet ikke med de lærde,
oplyser bedst fra tå til top,
hvem der er mest på færde.

Er lyset i planeter kun,
som ej kan se og mæle?
Er ikke ordet i vor mund
et lys for alle sjæle!
Det giver os for ånder syn,
som solens skin for kroppe,
det slår i sjælen ned som lyn
fra skyerne hist oppe.

(NFS. GRUNDTVIG)

Ordene vi giver hinanden er glæde for sjælen, siger grundtvig.
Ord er liv og liv forudsætter glæde.
Hvor glæden sygner hen, visner livet og døden truer.
Men vi kan trodse døden, ved at gå livet i møde.
Eller endnu bedre; Lalle af sted.
Selvom det desværre er tåbeligt umoderne at lalle rundt, særligt for børn og unge.
Men ikke i år… I år vender bøtten.
Alt skal være nyt, naivt, formgivende forfra og pludseligt sker der det under at man bliver barn, på ny eller igen – også som voksen.

Alt i alt et Grundtvigsk sjælebad – rimer godt på lalleglad!
når vi tænder hinanden eller på hinandens ord er der mulighed for oplysning tilstede…

og det er lige til at blive lalleglad af!

Oplysning være skal vor lyst,
er det så kun om sivet,
men først og sidst med folkerøst
oplysningen om livet;
den springer ud af folkedåd
og vokser, som den vugges,
den stråle i vort folkeråd,
til aftenstjernen slukkes!

———————————
lalleglad

Fra Wiktionary

Dansk Etymologi lalle (spædbarn der siger lyde) + glad

Adjektiv lalleglad, (intetkøn: lalleglad)

At være glad på en ubekymret måde, munter, sangvinsk, overdrevet glad.