Gå aldrig ind på nettet med en voksen, en voksen.

Da jeg var barn sang vi ofte den gamle traver på vej til stranden: Gå aldrig ud i vandet uden en voksen, en voksen, gå aldrig alene derud.
Der var noget grundlæggende i den sang og netop det at synge det ind i barnesindet virker.
Vi var aldrig i tvivl om baderådene og hvordan vi skulle forholde os til hestehuller, revler, fyldt mave eller det at bade alene.

Idag er der flere der “drukner” på internettet end i havet.
Vi mangler stadig en sang – en kultur der fortæller enkelt og med forståelige råd og det man kan møde.
Og det er svært at lave fordi vi skal fortælle en historie om mennesker og menneskers dumhed, dårlige sider og overgreb.

Vi slås for friheden, åndsfriheden, debatkulturen, samtalen, kildekritik og opdragelse og samtidig oplever vi på nært hold at voksne og unge – endda børn opfører sig uendeligt underligt det øjeblik de logger på nettet og pludselig skifter fjedderham.

Da jeg var barn var der en mand der ude i byen blev kaldt “Porno-Poulsen” alle vidste hvem han var og alle vidste at han var den landsbytosse som vi skulle leve med, som vi var lidt bange for, men som nok egentlig ikke gjorde nogen rigtigt fortræd.

Porno-poulsen var håndgribelig fordi han var i gadebilledet. Vi kunne se ham og vi kunne forholde os til ham.
Han var en lille tynd mand i gråt jakkesæt, hans overskæg var malet på med sprittusch og han havde en scooter med en vindskærm med blomster på, sådan noge blomster man ellers brugte i bunden af badekarret som skridsikring. På scootren havde han to saddeltasker. Og de tasker indeholdt angiveligt pornoblade, ugens rapport og de grå sider. Alle kendte de tasker og alle kendte indholdet.
Porno-Povelsen havde så vidt vides aldrig gjort egentlig skade på nogen.
Men vi var alligevel bange for ham.

Engang skulle jeg gå fra skolen til busstoppestedet alene. Det var eftermiddag og myldretid og jeg stod pænt ved lysreguleringen uden for skolen. ventede som man skal på det grønne fodgængerlys og gik først over da det skiftede. mens jeg gik hørte jeg lyden af scooteren.
Lyden vi alle sammen kendte og genkendte som Porno-Povelsen.
Jeg løb, med mine rødhårs fletninger daskende i alle retninger og min lille røde skoletaske, som ind i helvede. Nede ved busstoppestedet var der en hæk ved et hus. Der gemte jeg mig.
Scooteren standsede lige ud for hækken. Der lå jeg og tænkte på de saddeltasker som Porno-Poulsen nok om lidt ville åbne og om lidt ville indvi mig i. Så løb jeg, den anden vej – tilbage til skolen. Med alt det mod og alle de gode råd jeg kende fra både skole og hjemme om hvordan man forholder sig når man møder en der gør en utryg.
Porno-Povelsen fulgte ikke efter.

Jeg tror såmænd ikke at Porno-Povelsen havde noget i sinde med mig. Måske havde han slet ikke set mig. Måske standsede han fordi han var punkteret eller skulle rette på sprittusch-overskægget i sidespejlet. Og måske havde han noget i sinde? Jeg får det aldrig at vide, men jeg ved at det betød noget i opdraget at han var håndgribelig. At vi i samtaler om de ting i livet vi skulle passe på, kunne pege på Porno-Povelsen og tale om at det nok ikke lige var han vi skulle indlede en samtale med eller tage med hjem.

Idag flyder det med Porno-Povelsener på nettet og vi forsøger efter bedste evne at fortælle børn og unge om faren ved det usynlige. Ved det de kan støde på og møde ude i cyberspace, men vi har uendelig svært ved at finde et sprog for det. Vi kan gøre meget skade i det sprog, skabe unødig angst, skabe utryghed over for mennesker, for nærhed, for frimodighed.

Vi har en opgave – fortsat – om at synligøre at mennesker er forskellige. At lære børn og unge både ja og nej og at skelne mellem godt og skidt. Og vi har samtidig en opgave der byder os ikke at skabe frygt i børn og unge. Ikke at gøre det fremmede menneske til en fjende.
Vi er næsten kommet dertil hvor vi, i sikkerhedens navn, ikke må snakke med et barn mens vi stå i bussen eller er ved at pakke varer i supermarkedet og der sidder en sfotræt unge i vognen en halv meter fra os.
Vi skal passe umådeligt på tilliden. At vi ikke lærer børn at menneske kontakt og samtale er farlig, så mister vi det umildbare, nysgerrigheden og sameksistensen. Samtidig skal vi lære at være tydelige, være mere præcise i vores råd og fortællingsramme til børn når det kommer til voksne der lokker børn på nettet.

Vi mangler et sprog til samtiden. Vi mangler et sprog der kan synges ind og fortætte og forklare uden at skabe unødig frygt og uden at skabe mistillid til voksne, som dog er barnets vigtigste tillidsgrund.

Gå aldrig ind på nettet med en voksen, en voksen….

Et jævnt og muntert, fejlfrit liv på jord. Sang til samtiden

Melodi: Et jævnt og muntert virksomt liv på jord
Tidsbillede 2017 – Astrid Søe
Et liv af mening, fejlfrit og perfekt
med karakterer der kan tæve alle
lovlydig, ingen udbrud i affekt
rejs jer forsømte – fucked er dem der falde!
Jeg læser op på Kant og Kierkegaard
min flid er synlig og gir resultater
jeg står på række, venter på min tur
og efteraber – vi er vel primater.
Jeg har en holdning, til jeg tar’ en ny
jeg tror på alt – men anfægter min næste
for skikken følge eller landet fly
men hvem er jeg? – Det må vel Facebook teste?
Jeg finder mig en quiz i dansker vid
og noget om at holde meste af katte
det viser sig min viden er frigid
jeg er et speltsegment – Ja tak, en Latte.
Et jævnt og muntert virksomt liv på jord
det lyder som et levn fra svundne tider
nu haster vi, drive-in som nadverbord
og fælleskab er svært for individer.
Men når nu livets spotlight slukkes helt
og links og like’s har mistet deres gåde
har jeg mon nået nok, fik jeg mig delt?
Du jævne liv, kom hid – og vis mig nåde!

—–

over samme læst en samtidsanalyse fra 2001

Tone: et jævnt og muntert, virksomt liv på jord
At leve livet i den tid man har
Og ikke spille lotto for at vinde
Historiens frakke gør du ej er bar
Selv i voldsmoses ghetto fred du finde,
Det hjælper ikke stort med synoptik
Jeg tror du selv får øje på din glæde
Vi ønsker altid mere end vi fik
Selv ejerskab i troens tandemsæde:
Jeg troede jeg ku’ kvase jantes lov
Og råbte ud til alle at jeg turde.
Men jeg bliver’ sur når nogen sir hov, hov!
Slår hjernen fra mens jeg på flimmer lurer.
Så føler jeg mig hjemme, tryg og glad.
Og æder take-away og piller næse
Ser ugens stjerner i et dameblad
Som ingen selvsagt tror jeg gider læse
At være ung med tvivl og hvalpepund
Og skolens karakter der gør mig myndig
Nu trues jeg af villa, Volvo, hund.
Og børn med flere mænd gør man er kyndig.
Jeg sulter mig og bruger rynkecreme
Men lige meget hjælper det på huden.
Så hver dag leves som den var ekstrem
til døden endelig gir mig en på tuden.
Grundtvigs digt: et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.
Frit omdigtet til et moderne billedsprog og tidsbillede,

Astrid Søe september 2001


Grundtvigs oprindelig smukke digt til ungdommen:

Et jævnt og muntert virksomt liv på jord
som det, jeg ville ej med kongers bytte,
opklaret gang i ælde fædres spor
med ligeværdighed i borg og hytte,
med øjet, som det skabtes, himmelvendt
lysvågent for alt skønt og stort herneden,
men med de dybe længsler velbekendt
kun fyldestgjort af glans fra evigheden;
Et sådant liv jeg ønsket al min æt
og pønsed’  på med flid at forberede,
og når min sjæl blev af sin grublen træt,
den hviled sig ved fadervor at bede.
Da følte jeg den trøst af sandheds ånd
At lykken svæver over urtegården,
Når støvet lægges i min skabers hånd
Og alting ventes i naturens orden:
Kun spiren frisk og grøn i tidlig vår
Og blomsterfloret i den varme sommer,
Da modenhed i møde planten går
Og fryder med sin frugt, når høsten kommer!
Om kort, om langt blev løbebanen spændt,
Den er til folkegavn, den er til grøde:
Som godt begyndt er dagen godt fuldendt

Valgkamp – Jobrotation og ansøgninger.

Hver fjerde år er vi vidne til danmarks største jobsøgningskampagne.

Og ansøgerne er som du og jeg, på jagt efter drømmejobbet.

De sender ansøgninger, skriver cv og søger hjælp og støtte hos jobkonsulenter der kan råde dem om deres færd i jobsøgningen.

De bliver sendt gennem hele møllen med tøjstil, udstråling, kompetencer, nedtoning af egne holdninger, kundetække, stemmeføring, etc etc

Der er ingen forskel på fru jensen der står i kø nede på jobcenter vest eller Martin Lidegård, Helle Thorning, Lars Løkke, Johanne Smidt Nielsen.

Udgangspunktet er det samme.

At blive valgt blandt tusind ansøgere til en stilling som folkevalgt.

Og arbejdsgiverne er ikke nemme at løbe om hjørner med, de er forudindtagede, har favorit ansøgere og har også allerede arkiveret en del af ansøgerne lodret fordi de simpelthen er matchgruppe 5 kandidater og den slags inviterer man end ikke til samtale. Eller man kan med det samme, i ansøgningen se at kandidaten ikke er den rette til jobbet fordi de ikke kan give virksomheden der den søger efter.

Danmark har valgt at hyre et ”firma” til at finde de rette kandidater til de udlovede jobs, som enhver stor virksomhed ville hyre Mecuri Urval eller et andet konsulentfirma til at finde de rette til de vigtigste lederjobs. Det firma som danmark har hyret til opgaven består af flere afdeling af såkaldte eksperter på deres felt og de udgør et samlet koppel der alle trækker mod en fælles sejer.

Afdelingerne består af Pressen, sociale medie eksperter, analytikere, kommentatorer og eksterne eksperter der piller selvsamme grupperinger fra hinanden igen.

Kandidaterne til jobbet vægtes og vrages, tales ned og op og vurderes efter selvopfundne kriterier der mangler virkelighedsopfattelse.

Som i enhver jobsøgning forsøger kandidaterne til jobbet at sælge sig selv bedste muligt. De glider langsomt over i en retorik der tilpasser sig konsulentfirmaets krav og ønsker og forhåbentlig i sidste ende også arbejdspladsens krav til den arbejdstagende.

 

Det er en forvirrende og hård udvælgelsesproces, da mange af kandidaterne finder at det ind hyrede konsulentfirma modarbejder hinanden internt.

Pressen beretter om stort og småt og tager sig ligeledes af den sociale profil og personlighedstests.

Eksperterne dissekerer hvert ord der bliver sagt og vægter indhold mod pludder og utopi.

De sociale medieeksperter presser på for at kandidaterne skal være mere selvprovomerende og popsmarte, men samtidig ikke gå over stregen.

Og de eksterne eksperter bruges til at skyde pressen, eksperterne og de sociale medieeksperter i sænk, med kritik af deres arbejde og deres form og deres output.

Med andre ord er det ind hyrede firma af konsulenter i voldsom strid med sig selv og har meget svært ved at pege på den ene eller anden kandidat fordi de modarbejder hinanden og har en intens mobbekultur på tværs af platforme.

 

I den modsatte ende sidder arbejdsgiveren og følger det ind hyrede konsulentfirma meget tæt.

Vanskeligheden for det ind hyrede konsulentfirma er at arbejdsgiveren er yderst kompetent og egentlig allerede for længst har fundet sig den kandidat de ønsker til samtale og evt. ønsker at hyre til de fire års arbejde de har slået op i jobbørsen.

Vi har i bund og grund at gøre med en arbejdsgiver som rummer alle de samlede kompetencer der skal til for at få en arbejdsplads til at fungere.

Arbejdsgiverens virksomhed er gammelt og er gået i arv gennem generationer og har derfor en solid viden og fornemmelse for arbejdsmarkedets vilkår og betingelser.

Der har, som i de fleste virksomheder, være op og nedture, både økonomisk, internationalt og interne stridigheder. Undervejs er der indført en ledelsespolitik, en social firma profil, et værdisæt og en virksomhedsstrategi der følges nogenlunde stringent under skiftende ledelser.

Ejerne af firmaet har for vane at udpege lederne og direktionen, men har i sidste end mandat til at træffe de endelige og vigtigste beslutninger, hvis de finder at ledelsen ikke lever op til firmaets politik og handleplan.

Hvert fjerede år afholdes MUS samtaler med ledelsen og firmaet har den strategi at alle skal genansøge deres jobs efter samtalerne og regnskaberne er gjort op. Den firmapolitik gælder uanset om regnskabet er godt eller skidt, da man fra ejernes side vurderer at ledelsen bedst holdes på tæerne ved at blive fyret og evt. genansat og dermed være tvunget til at præstere og være resultatorienteret.

 

Det er altså hvert fjerde år at virksomhedsejerne hyrer konsulentfirmaet til at gennemgå og dissekere alle de ansatte, i Mus samtaler og siden i ansættelsessamtaler.

 

Det er tradition for virksomheden at hyre de samme til opgaven. Der er en vis tryghed i opgavens kendte landskab og fremgangsmåde.

For kandidaterne er der også en tryghed i proceduren, da de kender konsulentfirmaet og opgaverne, intelligenstest, personlighedstests, krav og retorik og iøvrig ved at konsulenterne bruger det meste af ders tid på at være interne uenig om metoderne og målet.

Virksomhedsejerne består af en andelsforening af 5.659.715 medlemmer.

Som nævnt har virksomheden en lang tradition for sit virke og skrev i 1849 den virksomhedsplan, som i revideret udgave endnu benyttes når der skal ansættes ny ledelse, direktion og medarbejdere.

Ejerne udpeger mulige kandidater blandt dets egne medlemmer i ejerskabet.

Desværre er der en udbredt misforståelse mellem ejerne og de konsulenter og kandidater der søger stillingerne i virksomheden.

Det er faktuelt sådan at virksomhedsejerne er usædvanligt oplyste, belæste og indfødt i en demokratisk virksomhedsprofil og de har alle hver deres professionelle viden om virksomheden og hvordan den holdes i gang. Sammenlignet med mange andre virksomheder består ejerne af ene eksperter på hver sit felt som sammensat udgør så stærk en enhed at vi står med et enestående hold af kompetent mennesker.

Af samme grund kræver det en vis ydmyghed at søge job i denne virksomhed, for uanset hvor meget man har læst, studeret, udviklet på, så vil en kandidat aldrig kunne udfylde skoende på det samlede ejerskab.

 

Der er en tydelig meget uheldig tendens i ansøgerfeltet som ejerne har bemærket gennem mange år.

En tendens til at skrive i ansøgninger at: ”Jeg vil kæmpe for færre indvandrere” eller ”Jeg vil have mindre i skat”, ”Jeg lover bedre vejr”, ”jeg lover flere varme hænder”

Denne uheldige tendens bliver naturligvis ikke overset af virksomhedsejerne der straks gennemskuer ordlyden og forkaster kandidaten på retorikken.

Virksomhedsejerne søger naturligvis kandidater med lydhørhed over for ejernes ønsker. Det vil sige at de kandidater der tør sige: ”Jeg fornemmer at virksomhedsejerne ansætter mig til at –” eller ”Virksomheden peger på at der bør ændres her og der og jeg vil gøre mit for at udføre deres ønske”.

For enhver kandidat er ydmygheden i deres job en reel mulighed for en evt. ansættelse i virksomheden.

Ingen leder skal handle på egen vegne, men står timeligt til ansvar for virksomhedsejerne og deres krav til lederskabet.

Der er ligeledes en uheldig tendens i ansøgerfeltet til at tro at de vide bedre end virksomhedsejerne. Denne tendens følges trop af de ind hyrede konsulenter som skal teste og vurdere ansøgere.

Om virksomhedsejerne ved vi at den slags ikke imponere i ansættelsessamtalerne. Og vi ved om virksomhedsejerne at de vælger ledelse med vid og forstand ved at se på hvem der ærligt og redeligt kan udføre det tillidshverv og implementere ejernes ideer og viden og fælleskab i driften.

 

Virksomheds konklusion

På virksomhedsejernes vegne bedes diverse konsulenter og jobansøgere bemærke at virksomhedsejerne ikke er til at løbe om hjørner med, at de ser lige igennem spin og prognoser, ekspertudsagn, journalistik, ekspertudsagn, eksterne kommunikationseksperter, socialemediemaskiner, kritikere af kritikerne og andre opløb til uanstændig omgang med jobsøgningsprocessen.

Virksomhedsejerne ønsker at kalde alle kandidater til samtale og vil udvælge de egnede til jobbet de næste fire år, efter deres kunnen ud i ”folkevalgt kriteriet, afspejling af ejernes ønsker og værdier og viljen til at bøje egne meninger for ejernes ønske om virksomhedens drift”

Der understregs at det at være folkevalgt er et tillidshverv, hvorom der uden omsvøb, kun kan understreges at det er folket og dermed virksomhedsejerne der handles på vegne af og det er deres ve og vel man forvalter.

 

På virksomhedens vegne

Astrid Søe

Link til en flink

Det er så moderne at være lidt flink,
at gøre en gerning der “tæller”,
at hilse med hånden og ikke et vink,
men ikke alt flinkhed det gælder.

Jeg gik over sø, over land og så på,

at flinke folk de overbyder,
med mere flinkhed, ja alt de ku nå,
så flinkhed blir sejrer de nyder.

Næ, nu er det ikke længere godt,
med dannelse, dyd og manerer,
kun oppustet flinkhed er in, hedt og hot,
når rusen kalder på mere.

Det er nu lidt sært for en menneske art,
at hype tendenser i tiden,
en sand flink er flink og ikke Karl smart,
en gerning er god uden viden.

Tja – noget er hipt og noget er yt,
og noget er helt hen i vejret,
så derfor fatter jeg ikke et dyt,
sag’e lille Maren i kæret.

//Astrid Søe – 2012 – kommentar til flinkhedsbølgen… Må den igen blive til en naturlig størrelse og ikke blot en døgnflue på mode 🙂