Fuck you til et 12 tal.

Bare lige sådan for at være lidt på tværs, så tænkte jeg i nat over noget jeg (som vanligt) ikke forstår, jævnfør debatten i disse dage.
Vi har lige med den nye skolereform lovgivet om at de små danske børn skal lære engelsk fra 1 klasse. vi vægter det helt vildt højt.
Det er jo vigtigt i vores kapløb om verdensmagten. Danske børn skal være tosprogede, det er bydende nødvendigt for et folk med et lille sprog…

Samtidig i danmark: tosprogede elever, der har dansk og et andet fremmedsprog end engelsk tudes huden fuld om at det er meget meget skidt, de skal skilles ad, det skal stoppes og det helst nu… skolerne skal flytte eleverne rundt så vi er sikre på at de ikke bruger deres andet sprog.

Lad os vende tilbage til verdensmagten: Vi har her politisk bestemt at nogle sprog er bedre end andre, ikke bare bedre, men så meget bedre at de andre hovedsageligt mellemøstlige sprog helst skal tværes og visne og dø og begraves.

Det ER skide smart at have et fælles globalt sprog – det er virkeligt rart når man tæsker verden rundt, at ens lille puttegøj kan bestille “a coke and a smile” uden dialekt af rødgrød med fløde.
Men – når man er glad for sprog, så bliver det lidt fattigt at vi ikke bare er lykkelige i stedet for lukkelige når det gælder andre fremmedsprog..

Jeg synes det er stort og bredt og værdifuldt at vi har mange sproggrene i danmark.
det er min optik og jeg nyder duften af konsonantkrøller når jeg går bag en tyrkisk eller syrisk herboende.
De giver mig viden og forståelse og de giver en sproglig kolorit jeg ikke er bange for.

Mine børn er endnu ikke begyndt at sige Wallah habibi, så afsmitningen er minimal – men de kan nemt sige fuck you bitch – ingen problemer der og når vi er ved det – så er engelsk jo i den grad det sprog der bider meste til bolle når det kommer til danske sprogtermer.

Nå men det er mandag og radio 24/7 siger at nu er vi “gudskelov” helt nede på 47 (mod 56 sidste år) folkeskoler der er over grænsen af tilladeligt optag af tosprogede… imens åbner kbh kommune en ny international skole med hovedsproget engelsk og efterskolerne bugner af cambridge engelske som magnetfactor..

host host

– vi er da et pusseløjerligt folkefærd

Hvem faen læser korrektur på verdensordtnen?

Hvorfor er der ingen der læser korrektur på verdensordenen? 

For lad os lige se på dagens lys, med pøbelvældebrillerne købt med en aldersrabet på 41%
Da jeg var en lille snotunge og 70’er friskolepige lærte vi at samle til forråd og kravle under bordet og vidste hvor beskyttelsesrummet var. 
det var en skoleopgave at vi fik styr på den kolde krig og de mange greb der måtte til hvis vi skulle gemme os for den store stygge Russiske ulv, imens lærte vi at breakdance med ghettoblastere på skulderen og købte hvide hospitalshandsker hos apoteket så vi kunne lave ormen og evt. når det gik højt lave skilpadden med dobbelt tvist, og gik det skævt var det da godt at coca cola have givet os gratis yoyo’er vi kunne lege med i skolegården – det var før den tid hvor man kunne risikere at blive kvalt i snoren (?) og vi “gik tur med hunden” og lavede “jorden rundt” og gik i biografen og så E.T. og spiste M&M’s til vi brækkede os.
Men det var ok, for den kolde krig var endnu på køl og bare et fjendebillede man kunne vågne til i et mareridt om natten. Men skidt, for “We are the world” stormede med mega decibel ud i æteren og hvem er ikke verden? Hvem faen siger det imod?

Jeg besøgte farlige kolde Rusland som barn, der var bare det med Russerne, at de lignede os og var så skide søde over for en lille præ-teen tøs som mig. Og jeg tæskede rundt i europa og fik besøgt de fleste østlande før murens fald og havde vekslet så mange sorte penge undervejs at end ikke en halvstiv kosak ville kunne gøre mig kunsten efter. Det var skide sjove og skide kapitalistisk og klamt at gå ind i Dollerbutikkerne og handle, mens østblokkens indbyggere stod med næsen mod ruden. Jeg var en lille tøs og nysgerrig var jeg også og jeg fik faktisk en LP med “The Doors” med russisk omslag.
Dem udenfor stod i kø til at købe brød og vodka i den lokale biks. de havde kun dollars hvis jeg vekslede med dem. jeg var vildt god til at få en fed kurs. for ingen i Østblokken snyder børn, selvom det hele var noget snyd – på alle måder.

Og dog, lidt snød de, for jeg blev anholdt på grænsen mellem Polen og Slovakiet og ført bort med fire maskingevær rettet mod mit hoved og hænderne bag hovedet. jeg var gået en tur på bjerget og var kommet lidt på afveje. min far betalte løsepenge for mig – mange penge. rigtig mange dollars. Jeg græd lidt, mest fordi det var piiiiiiiiinligt, mega pinligt – og de 50 danskere vi havde med på tur smilede lidt sådan stramt og hmm.. agtigt og sådan lidt, hey vi tager lige et foto af pigen der er blevet handlet agtigt. Jeg har de fotos endnu. fuck jeg ser lille ud, selvom jeg vel var omkring 12 år og husker optrindet som var det for fem minutter siden. Og jeg kan huske vagternes grin og deres sprog, der lød som en kryds og tværs i illustreret videnskab set med en 2 årigs øjne.

Og jeg prøvede virkelig at gøre mig forståelig, derinde i grænsehytten at sige det jeg nu kunne på polsk – skål og goddag og tak og kan jeg bestille en kaffe. det hjalp ikke, heller ikke at jeg iført en pink og hvidsstribet regnfrakke og koboltblå sailersko og gullerodsbukser med nitter. Jeg kan mærke smagen endnu af de der skydevåben, og min far det med stor kongeagtig elskværdig vælde betalte – og at jeg var vildt meget værd. sådan en skide teentøs på afveje. man skal ikke gå uden for stierne, ikke for meget, ikke i fjendeland. for det var det. dengang. og jeg husker at de var meget unge de vagter og vidste helt præcist hvad jeg var værd.
Men det hjalp at vi spiste kage som vi havde med hjemmefra – kage skal man ikke gå ned på. aldrig. aldrig nogensinde.

Der var noget helt vildt særligt ved at at samle ting sammen før vi tog på de østblok ture. kuglepenne til børnene og cola til de voksne og når vi mødte dem på landevejen i vores store bus, holdt vi ind, ved en hestedreven plov og gav gaver til de der ingen cola og kuglepen havde. en dreng, 4-5 år med hænder der var skåret itu af halmstrå, tog imod kage vi havde bagt hjemmefra.
Vi var jo bare på glo/på/en/østblok tur, igen, med højskolen i uldum, siden i Lønne – og fanden tag den kolde krig uden kage – ja hvad ville det ikke ende med?

Næ, rouladeretorikken tog altid med og vi fik da også hentet en tolk ud af det Russiske håndgreb. Hun var blid, gennemsigtig og havde læst dansk. hun kunne sige FORKRÆNKELIGHED og siden blev det ordet der tegnede hele det østeuræiske og russiske område hjemme hos os. Min far sagde igen og igen – lær af det, lær af den flid der får et fremmet menneske, der aldrig har sat sine ben i danmark, til at have et så poetisk og formfuldtendt sprog. alt ramlede omkring østblokken, og FORKRÆNKELIGHEDEN skulle forgå med murens fald, Estland der rev sig i tøjret og Glasnost der fik en hel verden til at synes at modersmærker på panden var hipt og hurra. for ikke at glemme Polen, hvor Lech Walesas råbte på solidaritet.. jo nu skred muren og brokkerne så vi vælte, og kys og knus var mødet mellem øst og vest. goddag. tag min hånd og tag med ind i cocacolaland og find din fortabte indespærrede bedstemor et sted. der var samling på vej og det gav yuppierne drivkraft og skulderpuderne voksede på podierne i paris i takt med neonfarver og porno og mobiltelefonerne og internettet og så står vi der igen. klask og mørtel – ved muren der bygges af små lerglatte sten, en efter en, en sanktion her, et OL der, en homolov her, en menneskeret der, en snas af Ukraine her og et krigsskib der… Og imens har USA dødsstraf i nogle stater og sundhedsreformen har været intet mindre en nærvedognæsten at få indført, hvorefter obama må tage sidste stik og overtrumfe med “jeg alene bestemme” kortet. Hvert land, sin brydning.

Og Ruslans føler sig mobbet (som tyskland også har følt det siden 1945 og til og med Nena og 99 balloner) af resten af europa, for hey, har vi ikke venner der engang efter koldskålen i slut 90’erne? og i særdeleshed for en måned siden da vi legede vintersport og stå på ski og halvmånen løftede sin snabel og sang en sang for den fortabte babuaska og Tjernobyl. (Jo, vi havde da vores nuttede regnbuegummistøvler på da vi hoppede i vandpytterne i Sotji, men vi legede sgu gjorde vi)

Og så spiller alle med musklerne og smører deres sixpack i olie fra undergrunden. og prutter naturgas.
for lad nu være med at lade som om det handler om børnecheks og demokrati, menneskerettigheder og uha se lille underernærede sulaima i sudan. det handler om råstoffer – hver evig eneste gang.
I danmark har vi stort set ikke en skid, vi har lidt knowhow (endnu) lidt vindmølle blowjobs og en reform der skal synge på kinesisk og et frisind vi kan blotte for turisterne på staden og i vandkantsdanmarks gyllemark. nudisme og swinger politik. helt og holdent H.C. Andersensk skærmbrætsbillede, nu med ytringsfrihed. og det er som sådan da nuttet nok til de første 50 busser med kinesiske turister og de 1,5 busfulde amerikanske efterkommere. Men desværre for danmark er morgenstunden den eneste der har guld i mund. for råstoffer har vi ikke, selvom vi håber at rigsfællesskabet ikke smutter så vores evt. uopdagede oliereserver ikke bliver en grønlandsk horeunge med en lille havfrue.

Hvem er det der driver værket, spørger jeg mig mig selv og ser i spejlet – shit, hende der har jeg set før, hun går sgu da rundt et sted, eller mange steder derude i verden. præcis mig, præcis samme krop og hår, samme vilje og vej. men med forskellige politiske og religiøse fortegn.

Vi lever for meget efter bogen tænker jeg så, i min tilbageblik på den verden jeg lærte at kende, men som jeg er mindre og mindre klog på i dag.
var det egentlig det vi ville? Og hvor faen vil vi hen i den (G)arv vi går på og flænser kødstykker af i det daglige politiske virke?
Moar, vil du gerne bage, en kage til mig og min nye ven? Han hedder Sigurd tra la la tra la. for vi bager på hvem der vil knalde med vores interesser og ja, det gør vi jo for nogen skal vi vel lege med ik? Sørens far har penge… og bageren i nørregade er kun for dem der ikke er kriseramte. så vi leger med slagterens datter og håber der falder en luns ned i skødet. for hvad vil vi – vi vil have mulighed og grundstoffer vil vi. Jeg har tæsket rundt i Usa som voksen, og hold nu op hvor deres milkshakes er voldsomt potente. vi taler stor som i verden er så stor mor og Lasse Lasse lille. Jeg har gloet mig rundt og ikke fundet et eneste land der ikke krænker menneskerettighederne, end ikke danmark.

Vi kan ikke finde ro, for der er ingen fælles fortælling at samles af.
det er som om vores verdensfortælling aldrig er skrevet, eller at den mangler en korrekturlæser til at rette grammatikken og tegnsætningen.

Derfor vil jeg gerne opslå et AKUTJOB.
Søges: korrekturlæser og globalt forlag til at samskrive en (for)fatning for fælleskabet for sameksistensen. Det skal ikke så meget til – nogle enkelte kommaer, nogle tænkepauser, nogle sætninger der måske skal stryges eller skrives til. lidt afsnitsdeling og et godt sundt forord. så er den hjemme. for ordet skaber hvad det nævner og dagens ord er ikke gode eller runde som en vesterhavssten man tager i lommen for at gå den varm og mærke dens glatte overflade blive lun som snuden på en feberhed hundehvalp.

Der er ikke så meget at strides om hvis vi egentlig ser os om. desværre er der mangel på læsebriller.
og på verdensvilje – til at dele det lidt vi har tilbage og til at tage vare på kloden og hinanden, eller det der er tilbage til de næste slægtled.

… imens sidder jeg i hverdagene og arbejder på en oversættelse fra Russisk, på et amerikansk forlag til udgivelse i Europa – se det giver sgu god mening! Til sidst…

PIrater

Endeløs række af tal efter tal
3,14159..
Pi er hverken hel eller halv
du kan tælle i et årti
evig er roden og rækken er rå
prøv at begynd og går du i stå
så skal du huske at PIrateri
er ligeså så svært som demokrati
for noget forgår og noget består
men PI er så lang som den evige vår
kun ét er så evigt som tal efter tal
og det er dit ord, brug kæften – du skal!

//Astrid Søe 2014
#PIdag

Men du er den eneste ene

Jeg ser dem der rejser i tiden
jeg ser gennem dage og år
men du er den eneste ene
for hvem hver en time er vår

Jeg kender din tvivl, dine kanter
jeg kender dit blik og din sang
men du er den eneste ene
der holder mit hjerte igang

Jeg sidder på kanten af livet
og finder en sten der er rund
men du er den eneste ene
der planter et kys på min mund

Der nogen der kæmper for livet
der krige og kampe og vold
men du er den eneste ene
der varmer når kloden er kold

Jeg mærker din lyst og din længsel
en kærligheds vilje i dig
for du er den eneste ene
der ved hvad der egentlig er mig

//Astrid Søe 2014

Snublende jublende nær

Jeg mødte dig uden uden for nummer
i køen til livet såmænd
du blev hvad kun Phi ene rummer
en evighed atter igen

Jeg kysset din mund og din hage
jeg spiste dit ord og din frugt
du blev til min paradishave
og paradis bør blive brugt

Du satte et træ der slog rødder
du plantet erindring og vær
og du var mit smør på min krydder
så snublende jublende nær

Du skænker i kopper af ælde
og kanter der har fået skår
for alt der er brugt kan fortælle
at nuet blev født af i går

For tiden har flyttet forstanden
og rynker har mildnet dit sind
jeg ved vi er skabt for hinanden
spring over i køen, kom ind!
//Astrid Søe 2014

Melodien kommer snart på en kanal nær dig 🙂

Før vi fik set os om.

Med store ord om noget
der flytter eller farer vild
et skæbneskriv er sået
og vokser fortsat til
at holde på at fælles vid
er folkefrihed hid og did
ord skæbner hvad de nævner
og bliver dine evner
– før vi fik set os om

Goddag med store hænder
der lugter af tobak og sved
der mangler flere tænder
men grinet bliver ved
og nynnesang i brusebad
bag døren råbes; Ved du hvad?
derude venter livet
tag fat, du blev det givet
– før vi fik set os om

Et hjemsted i hinanden
en hylde med forankringform
et sted at hvile panden
med ligeværd som norm
en gammel bog med kragetæer
dit ord i blæk, nu er du nær
for tilhør falmer ikke
erindringen må nikke
– før vi fik set os om

Farvel og husk nu hatten
og frakken og dit milde grin
du vandrer ud i natten
trods det at du er min
for alle går og falder om
en dag så er kalend’ren tom
og døden henter livet
for sådan er det givet
– før vi fik set os om

//Astrid Søe. 5. marts 2014. Til min far.
Melodi: Den blå anemone.

Vår og vær

Våren har lagt sig som tåger af tillid
sløret og søvnig, men vågen og mild
reden er bygget af kviste i fortid
og du står op, når vilje er ild.

Graver i ånden og kaster med håret
striber af lys fra midsommernat
uden fortrydelse vender du året
knoppes hvor løvet har dig forladt.

Op af en grav, med dugfriske lunger
stiger en vår som mennesketro
gammelt der faldt, nu fødes som unger
hvor du vil bygge, der vil jeg bo.

Kan du gætte hvem jeg er?

Så blev det faste og katten fik smæk, på tønden og nu har den krykker,
imens på et lokum på højrefløjen, der sidder mefisto og trykker.

//Astrid Søe 2014
#Fastelavn #DenHemmeligeSocialdemokrat #DKpol

Og jeg agter i år at klæde mig ud som “Den hemmelige socialdemokrat”

Det daglige brød – kend det på knækket

Rød(lige) regeringer giver altid oprør – hvorfor? fordi den rødlige/grønne vælger er typiske debatlystne mennesker der end ikke går i vejen for at tugte dem de elsker. og så vil de have retfærd for de svage. Sådan er parolen. Det vil den blå fløj også, men andre ord, men alligevel. Og hvem vil ikke det? Vi er jo i grunden bare danske og for få til at spilde en eneste.
Men den røde fløjs vælgere råber højt.
Vi har set det særligt tæt i denne regeringsperiode. og hold nu k**f en vanskelig opgave det har været.

lad os lige begynde med at skrabe knækbrødet for smør og slaske det tilbage på kanten af kærgården med krummer og kvalme og se op den arv, den globale krise, den siddende regering fik i morgengave.

Det har da været vågne mareridt for enhver folkevalgt, for enhver borger og for enhver vågen erhvervsdrivende.

Og der er blevet fægtet og forsøgt at krænge det sidste tandpasta ud af tuben. Helle, Margrethe, og de afgåede SF’ere har taget bæltet frem til de ellers så moderne hængerøvsbukser og lavet en olfert på danmark. Det er sgu egentligt modigt nok som sådan, men har kostet ufatteligt meget undervejs… også tillid og dyrebar viden.

lærerne, børnene, skolerne, de gamle, de svage, den under 02, vejkantsbyerne, udkantsdanskerne, de handicappede, kontanthjælpsmodtagere, dagpengemodtagere, su’en, dong, nets, tilliden.

…og ville det have været anderledes under en blå regering? Nix.

Ingen kan navigere skuden i fasttømret kurs gennem en krise.
Det koster at side med og ved magten og hvor mange jublede da vi fik den nye regering, er lige så mange skuffede nu.
Hvorfor? Fordi der kun er en vej ud af krisen: den der gør ondt på borgerne. Skæres for den sorte stær, skal nu øjne mange… og det bliver de, igen og igen, til vi kommer i sikker havn.
Det synes måske grimmere når det er en rød/magenta farvet regering der griber stæren om struben? Måske, men socialismen går sgu også med kniv under kriser.

Jeg er også skuffet, på min egen utopiske måde, for jeg vil så gerne at vi bare alle sammen er venner eller noget – fuck farvevalget – bare det er, fulltime, fullrate.
Men jeg er ikke så blåøjet at jeg ikke kan se at kirurgen er nødvendig.
klip en hæl og hug en tå.

Kunne vi have klaret det uden kniven? næ, det kunne vi nok ikke.
Men måden vi skærer kan vi godt debatere og vil blive ved med at debatere – længe endnu.

I sidste ende handler det om hvordan vi holder sammen under en krise. jeg er egentlig ret stolt af befolkningen. Der har været en fabelagtig fornemmelse for det vi nær havde glemt under de smækfede 00’ere – nemlig det at være i et skæbnefælleskab.
Vi vågnede alle sammen i krisen og tænkte, talte, samtalte, demonstrede, viste vilje og frivillighed. Der groede noget frem vi havde glemt. fornemmelsen af hvad det er at være et folk.
Debatterne glødede og pøbelvældet gravede sig ud af grøften og gik til bal i den borgerlige. Lokumsbrættet blev ikke slået ned og vasketøjet hang med, “end ikke stol på pink hjælper”, bremsespor til kik på hver en tørresnor. Det er jo sundt nok.

Det har kostet og det har været hårdt, men alligevel, nede i smøret og krummerne på kanten af kærgården, en fornemmelse af noget godt. Noget helt og rigt der har sejret.

Vi står nu med en hel del reformer, men intet paradigmeskifte.
Jeg havde håbet på at krisen tog flere skift med sig i tankegange politisk – at den tvang til nytænkning.
Der er endnu ikke nok af nyt, men det buldrer nedefra…
For der er alligevel er der et skifte i folkeånden.
Kriser har den godhed at minde os om hvor små vi er, at minde os om hvor sårbart vores land og folk er.
Intet er givet for evighed.
Altså kan vi bruge krisen til at finde sammen om noget der er langt vigtigere end bare smart-tver på afbetaling og nye silikonebryster.

Hvad lærde vi undervejs? Meget.
Vi lærde at der nu ikke længere er plads til overflod, men at vi skal være og leve bæredygtigt.
Vi lærde at vi alligevel, når det gælder, holder om og af de svageste i samfundet og kæmper for og med dem, nedefra i folkeånden.
vi lærde at verden i nød og strid er skrøbelig og at vi må stå sammen for at ændre det billede.
vi lærde at ytre os, at bruge muligheden for at blande os når det gælder.
Vi har lærd meget, på tværs af tidligere tiders kultur og økonomiske skel.

Finanskriser kradser, som fattigmands hotdog uden pølse.
men den maglende pølse er føelse – kend den på knækket – for det knæk og den krise gav folkesammenholdet tilbage.

Det vil jeg holde på, for det at mangle “noget” giver et blik mod dem der har og det at dele, men hinanden for hinanden.

I morgen er der nok endnu en reform, endnu et tiltag for at tilpasse samfundet til de nye tider.
Kan vi måske smide kageformen ud og begynde at nulre kagen mellem fingrene og lave små figurer der i sidste ende smager godt af håndsved og kærlighed.

Jeg tror sgu egentlig godt vi kan forme samfundet fint og folkenært.
Om fålov, det er jo blot en lille klat land, men få millioner håbefulde der kan og vil – også uden ret og pligt.
———————–
opdatering:
men… så så jeg hvem der er rendt med stemmerne… og så …. nah

02 BUD

Den flaskehalsen peger på
er oftest kun dig selv
for det er ganske svært at få
forstand på arv og gæld

For hvad er godt og hvad er skidt
og hvad er helt i skoven
er 02 blevet gennesnit
for skriftens ord i loven?

Erhverv og vækst og ligeværd
og dumpekarakterer
at tvinges til at stå på tæer
og leve med manerer

At reformere sav og saks
så tekst og tal er guder
du duer ikke, skrid, det straks
en dommedagsbebuder

Vor lige mulighed for vid
(og vid er alt vi rummer)
får først hos unge særligt bid
foruden tal og nummer!

Det er sgu synd for Per og Ann
der ikke magter skolen
der er så meget som de kan
men tabes i parolen.

Hvorfor skal nogen smides ud
med badevandets bundfald?
skift 02 ud med 2 bud
og det er sidste udkald!

//Astrid Søe 2014
erhvervsreformen

Altså… hallo radioavis med din morgengrimme og halv lodne ånde.. Så siger du at de unge skal have mindst 2 for at komme ind på en erhvervsuddannelse… jamen kæreste lille folketing dog, hvad er det I overset her? Jeg tænker (Ja, pøbelvældet taler/skriver/tænker, undskyld på forhånd selvsagt) at I har en sær tro på straks-vaks begrebet. 
Først reform i folkeskolen der skal sætte hver fugl på øverste pind, hvor de så kan klatte nedad, eller pille fjer.
Dernæst laver i en erhvervsuddannelses reform der indfører et 2 tal som bundlinie.
Altså, en forkeskolereform som den I tror på (Jeg skrev I ikke jeg) det tager jo selvsagt 10 år at opleve en virkning af den reform (de skal jo lige gå fra 0-10 kl med reformationen i ånd)… så de unge der triller ud af 9-10 nu, de har ikke fået jeres brystløft og kan dermed ikke smides ind i en mindstekravspulje på 2. (fat det dog)

For det andet er det noget vrøvl… Ja, det er da utroligt rart og tilmed særdeles brugbart at kunne bruge sine bogstaver og tal og endda omsætte dem til mening, men det er ikke hele livets fylde.
Vi har, som der igen og igen er bevist gennem tusind år, en ret stor mængde mennesker der ikke kan lære at læse eller skrive eller er talblinde eller simpelhen ikke lærer som I tænker de skal (de lærer, men på en anden måde end den I har systematiseret og sat grafer og karakterer efter). og igen, med et brag, sætter i dem uden for døren.
Jeg savner den gamle mesterlære ordning, hvor enhver var god i deres og lærde af hinanden, nedarvede færdigheder, fandt sted og fandt mening.

Jeg kender til sindsygt begavede mundtlige/håndgribelige mennesker, der kunne spidde enhver i en samtale, men hvis vid ikke værdsættes fordi det er munden der bærer, ikke hånden, pennen eller regneblokken.
Hvad taber vi så – igen – vejret, værdet og værdien.
Og pis mig i øret om ikke der om få, ganske få år vil komme mundtlige skoler, skoler hvor samtalen og fortællingen igen har værdi. og hvor, fordi mange der er ord eller talblinde, hukommelsen og omstillingsparatheden vil blive det nye sort.. og overhale enhver form for taste-terpen.
Fremtiden vil da i den grad være ligeglad med hvor dygtig du er til at skrive, vi dikterer i fremtiden vores ord og arbejde og har da selvsagt datamatiske sekretærer til at omsætte det til tekst, hvis det er nødvendigt. vi har billeder og ord, vi har lyd og vi har maskiner der måler og udregner.
Det vi skal satse på er medmenneskelighed, se det er en uddannelse der rykker i den grad. en uddannelse/dannelse af det hele menneske.

Hvad er det nu vi mangler her i verdens lykkeligste land og iøvrigt globalt? Det er varme hænder, det er troen på hinanden, det er tilliden, det er fredelig sameksistens, det er bevægelighed og det er muligheden for frie valg for frie mennesker.
Det skal vi lære vores unge. (Og halløj højskoler, det er blandt andet jeres opgave) men allerede i grundskolen skal vi sætte det bæredygtige menneske på dagsordnen og ikke kun hænge os i tal og bogstaver og akademisk kontra håndværksmæssig kunnen.

Kære iværksættere: Så er det i dag, ikke i morgen, i dag, du sprinter ud og laver en uddannelse der er for alle dem der ikke kan læse, regne, skrive, sidde på en stol eller andet. Det er enkelt, det er menneskenært, det er at tage alle i ed i den fremtid der kommer. skab en virksomhed der beror på tale, på digitaliseret manpower og på de evner, der iøvrigt ofte meget kreative evner, de unge der ikke er skoleglade har. vi kan ikke reformere os ud af den gruppe der ikke kan lære “tegn/tal til tekst”. de vil altid være her og har altid været her.
Uddan dem til ambassadører for bæredygtighed. så har vi, så har de, et afsæt der er fremtidsvendt og brugbart.

nå men undskyld, pøbelvældet skal lige ud og købe en roulade og en lottoseddel, tænk hvis man vandt – respekten for menneskets duelighed!