Huskeord for Valgmenighedspræst Claus Kaas Johansen. død 5. september 2012

Valgmulighedspræsten.

 






 

Huskeord for valgmenighedspræst Claus Kaas Johansen, død 5. september 2012.

I Sdr. Nærå Valgmenighed sagde vi i juni 2012 farvel til vores præst. Et embede der har det særkende at præsten kan fyres af menigheden, som det er skik og brug i valgmenigheder. Præsten er ansat på menneske vilkår, for det er dog blot et menneske der forkynder, fortætter og fortæller den mulighed som kirken kan bære eller briste med og er ordene ringe er menigheden ude med riven.
Efter 32 år sagde Claus selvvalgt farvel til menigheden for at gå på pension. Tre måneder fik du og din elskede familie, før du døde pludseligt.
Claus Kaas Johansen var og er svær at slippe og svær at komme forbi, både teologisk, menneskeligt og korporligt. Der var noget dragende mildt og samtidig overrumplende over hans møde med livet og måden han mødte sine medmennesker på. I præstegården var dørene på Benny Andersensk vis taget af og stod åbne nat og dag, og det strømmede ind, med folk, plejebørn, sjælesorg, tvivl og tro, litteraturkredsen, friskolefolk, frisind og frimodighed.
 
 

Tro betyder tillid.

Teologen og præsten Claus var menneske først. Den grundtviske mundtlighed og formidling var grundstenen i Sdr. Nærå og i de kirkelige handlinger. Claus kunne ikke ”forestå” en begravelse, et bryllup, en gudstjeneste, det var umuligt – han kunne derimod være medlevende tilstede og ”forstå” det med liv og legeme. Forstå begravelsens væsen, synge sjælen til dørs og møde sorgen med hjerte. Han kunne forstå at vie mennesker med myndig mund og den vedvarende viden, at kærligheden er størst af alt. Han kunne byde ind i dåben med forstand. Konfirmanterne blev mødt med barnetro og voksentvivl. Teo-logik for tumlinger der på alle måder imødekommer den moderne søgen og alsidighed. Claus var for mange mennesker det skift hvor tro bliver tillid, hvor forståelse bliver liv.
Fræk som en slagterhund og en humor der kunne spide enhver –hvorfor? Fordi det sætter fri at grine med og ikke mod hinanden. Sådan mødte man Claus, et Kinderæg der rummede hele tre ting: Tro, håb og kærlighed.
Claus er rundt om i landet blevet præsenteret som valgmulighedspræst og ikke valgmenighedspræst. En sjælden gradbøjning der kun er få forundt. Det er et særegent frisind der giver en sådan titel, at livet er til for at bruges og at vi i fælles valg bliver mindet om at vi er hinanden mulighed.
Claus var foruden præst også eventyrfortæller og foredragsholder. Vi havde på Lønne Højskole den glæde at have Claus som fast gæstefortæller og guitarklimper i over 20 år, hvor hans eventyrfortælling især kunne flytte fortællerkunsten over hegnet til naboen. Søren Kierkegaard og Luther gik hånd i hånd med bakkesangerinderne når Claus holdt for. Det nære ubrydelige bånd er en ristet rune der vil bestå i fælles mindesteder.
 
 

Gud gir – Gud tar – Gud er en guitar.

Da jeg undervejs mod voksenlivet første gang mødte Claus i “Surmule med mælk på” alderen, var teologi en by i Rusland. Siden forstod jeg at “byen” ligger i Sdr. Nærå.
Det krævede dengang en ”Blålys” fra det lokale bryggeri, fastslog Claus og aften efter aften vandrede han og jeg om på kirkegården hvor han hastigt, inden vi gik, satte en gammel pladespiller i præstegårdens vindueskarm der spillede Rolling Stones for fuld udblæsning.
Der gik vi så i det dunkle blandt gravene og talte om de mennesker der lå under jorden, om det der var over jorden, det der blev, dem der troede, hvorfor og hvordan. Mest talte vi dog om den overdøvende røst af Rolling Stones, om musikken der gav krop til det uhåndgribelige. Og det blev sådan mellem venner, i provokationen, i udfordringen og trossigheden at det blev bydende nødvendigt at læse og forstå teolologi, for at forstå Rolling Stones og for, for mig, at forstå den gribende undren over Claus, ét menneske og teolog som kunne formå at forstå. For med Claus var det altid noget med at forstå. Ikke forklare, ikke konkretisere, ikke skære ud i pap, eller servere på et sølvfad, men give fri til at se på valgmulighederne og finde eget ståsted. Claus havde en Bjørnstjerne Bjørnsons tone, der driller og og ikke kan ejes.
 
 
Gravstenen der vil stå over Clauses grav vil rokke en smule, den vil ikke finde stenens storiske stille ro, den vil modsat altid kunne læne sig lidt til den ene side, lidt til den anden, som det menneske der hviler under den. Som det menneske der kunne læne sig mod livet og vide at det bar. At det holder – til det holdt op. Efter græsslåning og en stille smøg ved spisebordet og kroppen der gav efter og gik bort. Sorrig og glæde kommer, i ånd, i sjæl, i kød.
Tak for dig.
 

Melodi: Hvad var det dog der skete “Den blå anemone”
Tekst: Astrid Søe. – Til min ven, Valgmenighedspræst Claus Kaas Johansen, Sdr. Nærå Valgmenighed. skrevet ved din afsked 3. juni 2012

Hvad tog den milde sommer
i åndedrag af lyst og nød,
sorrig og glæde kommer
i ånd, i sjæl, i kød.
Hvad fandt du midt i midnatssol?
Et løfte fra en hane gol.
Frimodigheden famler;
i Ordet alting samler
en flig af skaberler

Befal kun dine veje
som frugtbarhed i livets lund,
skønt intet kan du eje,
kun kysse med din mund.
En helt forsagt stilfærdig dag
foranderlig i flere lag,
og det at turde ville
at være ganske stille
i nye ord der kom.

At holde ord for livet,
er givetvis et løfte værd,
som sjældent er os givet,
men bringer altet nær.
At virke ind i andres sted
og tage, uden omsvøb, med
på vej mod sol og kulde,
når kampestenen rulle
er Ord til livet selv.

Forbind den store klode
med gode minder – virk og vær!
For hives op ved rode
kan intet, man har kær.
En hånd, der fletter kærlighed
og hvisker blidt: kom nær – bliv ved!
At stå ved åndens kilde,
og råbe at man ville:
ALT kærligheden ser.

Claus Kaas Johansen begraves i Sdr. Nærå valgmenighedskirke 12/9 kl. 11.00

http://www.valgmenigheden.dk/
http://www.fyens.dk/article/577045:Faaborg-Midtfyn–Boernefoedselsdag-hos-Jesus

Håb på min pude

Tak til de unger der leged i går,
og glemte lidt håb på min pude,
det satte et aftryk som minder om vår,
jeg så det i spejlenes rude,
for der hvor en rynke så vanligt har fat,
kan håbet nu slå sine folder,
jeg sov på en pude med håbet i nat,
kan håbet nu slå sine folder,
jeg sov på en pude med håbet i nat,
for håbet det er – en beholder.
 
Lille skriv om at vågne sovset ind i bolchet håb, som hulebyggerbørn i himmelsengen havde lagt som tak for lån

 

Efterårsnat i August

Det dufter af stængler der synker mod jord,
af blade der glemmer at gribe,
og midt i det hele der står jeg og glor,
og vinker far vel til en vibe,
Nu sætter en stjerne sig lænselsfuldt ned,
og skynder på året der runder,
alt blir til jord i mit blomsterbed,
og efterårsnatten blunder.
//Astrid Søe 2012

Træd varsomt

Træd varsomt og vær
på livet så nær
at nuet det bær
den drøm du har kær
 Astrid søe 2012

En sang til "Det forsømte forår"

Melodi: Er lyset for de lærde blot, Thomas Laub, 1919
Tekst: Astrid Søe 2012

Er stenen flyttet af en hånd,
der kaster eller knuger?
er bålet tændt af kærlig ånd?
er flammen en der truer?
er livet vendt mod verdens tro?
er døden en befrier?
et forår giver ingen ro,
når hele verden tier.

Er det vi skabte uden krop
når ingen har en stemme?
Det tavse sprog det siger stop
og fremtiden fornemme.
Et demokratisk folkefærd
er fejet over kloden
at sige fra, gir livet værd
for nu er tiden moden.

Der går en mand med store ord
og summer livet sammen
en melodi af folkemord
er fyld i fjedderhammen.
En krop der ligger kastet bort
i søgen mod det frie
når holdning mødes hårdt mod hårdt
et forårs indre krige.

Et land er gammelt, et er nyt
men mennesket forbliver –
stå fast i det og lær og lyt
det mod og mening giver.
Tag føjeligt en andens hånd
og find det sprog der vinder
sæt fri og løs det stramme bånd
til friheden den binder!

Det sker at en himmel

Det sker at en himmel, tar skær som et smil,
et aftryk den spejlet om dagen,
og solen kan farve og kalde på hvil,
i himmelsengs rødmende lagen.
Det sker at en himmel kan tale med sprog,
der længes mod fremmede egne,
for hvergang der skrives i hvælvingers bog,
så læser de med alle vegne.
Det sker at en himmel kan favne de ord,
den fandt mellem ørkner og sletter,
i det vi ej kendte oplyses i nord,
et genskær af sommerens nætter.
//Astrid Søe 2012

Til Norge, dagen før et års dagen

Der er så stille her i dag, i dagens sidste lys
før morgendagen vågner, til minderne om gys
i ren forundring menneske, må stå og se det komme
og gennemleve nok en gang, det døde og det tomme
til de der tabte liv og leg, og misted tillidsgrunden
er tro på frihed stadigvæk, det sidste ord i munden
et helt forandret folkefærd, men viden om det onde
har rejst sig, uudgrundeligt, hvor ingen kunnne bunde
med tyste tegn og ingen ord, til den der tog af livet
er sorgen dog den kærlighed der kom og bliver givet
forbind det sjældne der slog til, med det VI ej kan magte
fordi VI kender kærlighed, så tar den hånd vi ragte
et år et kun så ganske lidt og tid kan ikke hele
de mennesker der spilttes ad og går i tusind dele
men hvis vi løfter sammen er det lettere at bære
den viden om det onde, vi er tvunget til at lære
en stille tanke før det sidste lys er ved at dø
et grosted i den vilje: At ingen er en ø!

Til Norge – dagen før 1 års dagen for massakren.
//Astrid Søe 2012

DMI og al den væsen står åbenbart for ”Danmarks Minoritets Interesse”.

DMI og al den væsen står åbenbart for ”Danmarks Minoritets Interesse”. For vi kan, med sikkerhed,  forudse debat og diskussion via DMI. Når vejrudsigten går i ”fifty shades of grey” begynder debatter om det der er helt hen i vejret. Og vejret kan vi regne med, også selvom vi er nede i Hej matmatik og andre begyndelsessteder hvor vi synes og nyder de små tal i det store regnestykke. Vi får sommeren og agurkesalaten galt i halsen og finder på støvede hylder små hengemte syltede sager og glas med religiøse, etiske eller sundhedsfaglige emner vi genoptager. Må vi skæres for den sorte stær, må jøder? Må Muhammet og fru Jensen færdes med fanøtørklæde gennem Græsted og er det virkeligt så sundhedsskadelige at gå med Roskildearmbånd? Der går vel sjældent røg uden bon…. Jo, vi snakker sammen, i aviserne, på blogs, på de sociale medier, mens vi mod eller med forventning sidder spærret inde bag hagl og regn i sommer danmark og stirrer på vores drengebørn og tænker om de mon er for feministiske eller bare helt almindelige når de kravler i træer og kaster med sten når man selv bor i drivhus. Og bekymringen er stor når man selv nyder de feministiske dyder som formel 1 og forbold, mens de hellere vil spille skak og pc og lave japansk mad, samler ind til de fattige og forelske sig. Nej, der er agurker i mosen og de dyder lugter lidt for meget af moderne mand og hvor er køllen? Den ligger henne i børnehaven og sfo’en hvor der stadig hersker en stemning af ”vil du i livet frem så tæv gummitarzan og ta lige og pis på perlepladen” for sådan er det stadig derude på landet, hvor drenge er drenge værst og piger er små bh-bærende støttegrupper der småfnisende holder hinanden uden for mens de tisser sammen på de alt for små toiletter. Når de har tævet hinanden lokalt og vokalt, forelsker de sig globalt og opdager at Juan fra Paris og Petruska fra Prag er dem mere lig end deres egne rødder og de bliver sammenført i forførelsen og på facebook vælter de ”The Wall” i uforlignelige erklæringer på tværs fordi  Tine Bryld er død og vi ikke længere kan få smurt livet med Bryldcremesråd i radioprogrammer “Tværs” og kærligheden i likes og lækker og internetslang fører verden sammen, til de opdager at der alligevel er kulturforskel et sted nede i børnesangene. Se min kjole bliver til se min kilt og så bliver de skilt og går i hundene, der for længst er lovgivet mod fordi de modsat os stadig har muskler. Og ingen tør spille med musklerne længere, for så er de for langt fra den feministiske opvækst de har fået trukket ned over hovedet af medierne. Og medierne selv, de venter på gråvejr, så alle går fra grillen og hækken der vokser vildt på dannebrosvej. De går inden døre, tænder for tv, der damper fugtigt af kondens fra sidste skybrud der lige nu mugner i kælderen. I tv fremturer de med småting om det liv der skulle være så forbandet stort. Og hvor blev religionen af? Den blev sat af i Roskilde, ikke i domkirken, men nede ved det velholdte offentlige toilet hvor vi står i kø og summer over nyeste mani eller manu ud i kirkelig udvidelse. Og vi smiler, fordi der er meget at smile af. Kirken går pludselig forest som moderne mand. Den byder på bløde oblater og sundhedsskadelig likør ved alterbordet, for både homo og sapiens. Men Marie Magdelene vasker stadig op, selvom hun har fået en opvaskemaskine fra Leasy og  Sct. Peter. Han kom selv og satte den op og gik ikke før den virkede, modsat lovgiverne der gik på ferie inden samfundet fungerede. Og nu sejler en lille båd der gynger ud mod det natmørke hav og stævner imod sin grav, fordi ingen har fat i den anden ende af sjippetovet. Der skal samarbejde til for at hoppe over hvor gæret er lavest. Og nogen må være den der står og holder tovene. Og Helle for at være den. Og så skændes de alligevel om det nu også er godt nok at den der blev valgt er den der blev valgt. Og hvad med revolutionen? Den revolution der er gået genne hele europa og vi hylder med store fuldfede klaphatte og dåsebajer, mens foråret gryr, også uden for Europa. Den revolution er vi vilde med, bare den ikke kryber op i røven som en g-streng på afveje. Og vi piller G-strengen ud offentlig og undskylder ikke for overgrebet på demokratiet og ytringsfrihden og de mange og forfløjne visioner vi lufter som vores private undertøj. Vi skælder i stedet på dem der drømmer længere ud i fremtiden om forår og andre tanker, selvom vi ikke er enige – må man så ikke netop i demokratiets navn have visioner og tænke ud af pomfrit papæsken ? Så hellere flette fingre med de gamle dyder og se en meter frem hvor der måske ligger en lort med et flag. Og sådan blev vi samfundet der ikke må drømme, men hellere dømme til fred uden for grænserne med røde kort og maglende indiske indrejse. Og vi sukker højlydt når utopisk folkeparti maler grønne hjerter henover spandaueren og franskbrødet og vi synes der er for mange stikkelsbær i syltetøjet, for det skal helst være rødt, med jordbær og visionsløst eller det må ikke lugte af noget med ordet revolution, for det er kommunistisk selvom kommunisterne er blevet stokkonservative og holder med poptøserne i X-faktor. Nogle ord er farlige og det er ikke noget med drab, mord, sult, sukker, det er noget med forandring eller drømme mod forandring. Bare ikke i Arabiens lande, der skal de spise egen stikkelsbær og male mel selvom mølen maler af helvede til. Og fandeme rette ind så fanden ikke går med turban, burka eller ble. Og vejrudsigten trods forår ser noget overskyet ud og folkebrab falder som tung regn der ryster os til vi skifter kanal til noget med analsex der virkeligt kan forarge os og som vi kan snakke om og håbe udlandet får øje på, så vi kan bryste os af at vi både har til gården og gaden og gerne slagter både guldfisk og hunde som en god kinesisk verdensborger. Selvom det bare er noget vi leger. Og vi invitere da også naboen til samtale om det hele og finder at det er alle andre end os der er blevet helt sindsyge og trænger til noget lykkepille lignende eller måske bare Løkke fra Græsted og en bajer mere. Og den henter vi i den våde kælder og tørrer øjnne og duggen af tysklandskøbte dåser, som igen minder om børnehaven dengang vi legede dåseskjul og elskede hinanden og barndommens gade, hvor rod var at skulle ind til den brune sovs, som vi nu kun får hos mormor, på de muselmalede og skårede tallerkner fra den ophøjede kongelige porcelænsfabrik, der sprøjter det ene nye stel ud efter det andet og helst noget hvor mønsteret er så stort at vi ikke er i tvivl og ikke behøver en lazeroperation når vi er omkring de 45 år, for vi er ikke gamle når vi er 45, vi er bare nærmere Gud og taler forklaret om al vores tro, der intet har med religion at gøre, for religion er umoderne, mens tro er in og hot og godt for hin enkelte. Og vi tror på selvet og billedbogen og dameblade med restylane der til husfrubehov forklarer hvor let det er at komme af med bekymringsrynken. Vi må helst ikke have bekymringsrynker for så antyder vi at vi ikke er rigtige speltmødre eller har smilet nok til gummitarzan, men bekymret os om flæserne i hans kjolen nu er stivet nok eller om manden er stiv nok eller har brug for noget stivelse, ikke til sexlivet, men til rygraden. Og vi ringer sammen bekymrede til lægen og sørger om der er piller at få til sådan en dansk rygrad der minder lidt om syltede agurker, hengemt hengivenhed og lidt for søde sms’er. Måske er han i faresonen for at blive for blød og så bliver han nok ikke forfremmet fra kontornusser til kontorovernusser og får opgraderet printeren så han kan sætte de aftryk han bør. Undervejs på livets motervej der er under opførelse af staten der glædeligt under krisen har bevilget syvogfyrre en halv krone til en halvandensporet overhalingsbane, men altså kun hvis bilen ikke er gået på tvang og naboen ikke har opdaget at ingen går på job, men gemmer sig bag firser persiennerne og ser kanal 4, 5 og 6 i håb om at kongerne af Marielyst eller Røme laver en skandale der overgår deres egen. Så sætter vi ulven Peter i gabestokken og peger små fede fedtede fingre af den iscenesættelse, mens banken ringer og råber at kreditten er overskredet for længst og Rodos er ude. Og så kradser krisen for alvor, mens vi skraber knæende mod asfalten og skrabeloddet, som giver en tyver, som vi køber et nyt lod for og det er en nitte. Nitter giver ingen bamser i tombolaen ved byfesten og vi lader som om vi ikke er skuffede og tager det som en blød mand, og går videre ind i himmerrige, som efterhånden er det eneste sted der er rigdom til. Selvom vi ikke er medlemmer af foreningen folkekirken, for vi syntes det var en nitte, indtl vi skulle døbes, begraves, giftes eller dø. Så manglede vi et festlokale og håber på aflad i den lokale bodega eller kirke. På vej til kirken møder vi præsten som har orlov og skal til coach ud i mindfulness fordi der vist var noget med det der stilhed der var moderne midt i krisen. Om ingen havde husket at det var den stilhed vi engang havde i kirken og i den grad har nu, for ingen kommer fordi der skal  høreværn til for at undgå høreskade, mens alteret serverer rock. Og den rullesten der blev skubbet fra graven ruller endnu og ruller ned i skoen hvor den gnaver en hammertå hos thor til døde. For Thor er stadig for meget mand til at passe ind i dagens samfund, selvom han også gik i kjole i den gamle myte og dermed lignede alle de andre guder vi har. Fælles for religionen er kjolerne og pyntesygen. Og præsten tager stadig pivekraven og kjolen ned fra bøjlen, mens han synger, nærmere gud og sipper til brændnældesuppen på ø-lejer og forarger sig rigeligt over den katolske nedgang og grusomme overgrebsgentagelse, der ingen ende får og igen og igen stikker sit halvbarberede fjæs frem fra usle kirkebøsser. Og noget er galt, når religionen tager kønnet fra os og giver os kjole på og foregiver at verselig kærlighed gør det ud for koperlige og jordiske kærtegn. Så bliver vi mennesker og kød og gryderne simrer af mørbrad og mere, gerne med fløde, som der er ekstra skat på, så vi ikke bliver for fede eller selvfede. For så kommer Jante og giver os tæv i sfo’en eller i børnehaven, på job og på taburetten i folketinget eller bispestolen. Og vi gisper for at holde os oven vande i det vi ikke må, mens vi skal turde nok til at være verdens lykkeligste folk. For Oprah siger at sådan er vi og så er vi det sgu, selvom Jeppe stadig drikker fordi kone har tævet ham i mange generationer. Så var der bare et menneske tilbage, der stille tog skeen i den anden hånd og sagde roligt at det godt nok var gråvejr, men det er påklædningen der betyder noget. Det er regnfrakken og de gule gummistøvler, paraplyen fra jysk sengetøjslager der var på tilbud den dag og som holder endnu selvom den kun kostede en tier og var lavet af blød plast. Og sådan går den ene ud, i DMIs vejrudsigt og får øje på nye horisonder af utopi og kopi og bliver helt lykkelig fordi jante blev hjemme og regnen måske er mild nok til at genbruges som dåbsvand og det mest syrede der vælter ned fra oven er forstanden og håbet og en overordnet tro også på på at sommeren måske kommer med sol i næste uge og så behøver vi ikke snakke sammen mere om minoriteternes særheder der, som flaskehalsen, peger på os selv, men vi kan snakke om at det er for varmt og vi savner bare en enkelt lille sky der går morgentur på den blanke himmel så vi kan genoptage de emner der hører til menneskelivet, de der berører de få, de små og de emner der giver tankerne tørt på.
//Astrid Søe 2012

Det at vågne uden vilje

Det at vågne uden vilje,
med en tanke uden drift,
horisonter uden tilje,
eje blæk, men ingen skrift,
ville give det der bærer,
løfte låget af en grav,
være nær med det der nærer,
som er genfødt i en arv.

Finde frem hvad natten mørkner,
se hvad dagen lyser ind,
bære vand i indre ørkner,
med befriet barnesind,
give lyd når ingen hører,
finde frem hvor alting svandt,
i det stille indre øre,
hvor retfærdigheden vandt.

//Astrid Søe – 2012

Frihedens nye sko

Når frihed går i nye sko,
og mærker remmen klemme,
kan frihed mærke, man er to,
om hvem der skal bestemme.
For frihed følger altid ad,
med ansvars klare stemme,
der råber: fri til hvem og hvad?
når friheden det glemme.

//Astrid Søe 2012