//Astrid Søe 2013. Til udenvejrs gudstjeneste.
At flytte en sten
At flytte en sten tilside med livet
At se dagen gry til det der er givet
At læne sig frem og tá skoende på
Og håbe stenen i skoen ej lå
At gå langs en strand og la stenen slå smut
Og sige jeg lever; en dag er det slut
At løfte en sten fra en tanke og sind
Og vide opstandelsen flytter derind
At flytte en sten tilside med livet
Fordi det er menneskeligt muligt og givet
//Astrid Søe 2012
Mens du døde
hos en sjæl der sover ind
det at læne sig og ville
kysse gensyn på din kind.
døden henter mig i dag
det at se en tanke glide
ind i sidste sindelag
Det at holde dine hænder
som en stille forårsdag
det at kærligheden kender
og den ikke bærer nag.
Det at sige nu er tiden
det at være et farvel
det at vide at du lever
som et minde i mig selv
Det at sætte nye spirer
det at vælge sig en sten
kærligheden alt befrier
vi er to, men fælles én
//Astrid Søe
En søndag
og hængt sit vasketøj ud
vasket en forårsbleg rude
luget om nyeste skud
En søndag har kastet en skygge
på muren hvor solen var lun
for der sad fuglen i lykkke
og pudsede på sine dun
En søndag har rustet en cykel
og malet en mund på en sten
så stenens flade ku smile
til den som fandt sådan en
En søndag har valgt sine stunder
til den som vil tænke og se
når fuglen og mennesket runder
den tanke: Jeg vil være til.
//Astrid Søe 2012