Skrevet om den kommende Syddjurs kommune… Altså ren historie nu 🙂

…Duften af Hjemme.

For nogen tid siden var jeg med mine børn på biblioteket i Ebeltoft. I forhallen mødte vi synet af et udbud af nye ideer til våbenskjold for Syddjurs kommune.
Jeg spurgte min største søn på 5½ hvad han ville vælge hvis han så de forskellige forslag. Hvilken tegning for dig mest til at tænke på egnen? Han kikkede længe på de fremsatte forslag, rynkede på næsen ved de flest men lyste op i et smil da han så forslaget med blomsten. Det der mor, ville jeg vælge. Det ser ud til at dufte af hjemme!

For store og små er kommunesammenlægningen er stor sag. Det handler nemlig ikke bare om politik, finanser eller arbejdspladser. Det handler i stor grad om tilknytning og fornemmelser for hjemegnen.
For vi der er tilflyttere eller første generations Molboer er det endnu ikke en fornemmelse for forgangne tiders historisk parløb eller fjendtlighed byerne imellem, der er fremherskende når vi kikker ud over den nye kommunes landskab. Det er nærmere spørgsmålet om hvad egnen egentlig vil, både før og nu i sammenlægningen tiden. Først må man gøre sig klart hvad hjemegnen betyder for en og dernæst om man kan finde sig selv i duften.

Med sammenlægningerne vælger vi flere til i lokalsamfundet. Det ser jo altid flot ud når man vælger noget til, og særligt når det handler om mennesker. Men jeg er stadig i tvivl, efter dette første år herude. Hvad er det de mennesker vil? Hvad er det kommunen vil dufte af?
Jeg nåede lige at flytte hertil kort før kommunevalget. I min søns børnehave mødte jeg en mor, der muntert refererede hendes drengs ord om de mange valgplakater der hang alle vegne og lyste op i landskabet, med tilbud til borgerne om hvem vi skulle stemme på. Drengen havde kikket meget på dem og havde stille spurgt sin mor om de der mennesker på valgplakaterne var forsvundne danskere?
For politikerne må vi håbe at de bliver det modsatte. Lokalpolitik er på alle måder en herlig mulighed for at lytte til egnens folk og fornemme duften af de mennesker der alle er med til at sætte sit præg på egnen.
Det er og bliver til alle tider de fastboende der gør en egn livlig. De mennesker der har til valgt Syddjurs som deres hjemegn.
Vi taler på Syddjurs om vækst, mens befolkningsvæksten ser ud til at skabe for mange tomme pladser i børnenes institutioner.
Jeg kan ikke lade være med at foreslå at Syddjurs kommune forsøgte at skabe sit værd og sin ”duft af hjemme” ved at satse på menneskelig vækst.
Det er måske ikke det mest moderne forslag, i en tid hvor man skal være sig selv nærmest, men et forslag der på alle måder kunne skabe nyt liv, nye ideer og nye tiltag. Med menneskelig vækst, mener jeg ikke tvangsfødsler, men en storstilet sats på at blive en menneskelig kommune. En kommune der landet over blev kendt som stedet hvor mennesket er i centrum. Det er stort set gratis at være medmenneskelig. Det er gratis at hilse på naboen, at give en hånd med. At spørge hinanden om hvad og hvordan vi ønsker at sammensætte tilværelsen. Holstebro gjorde det, de satte skred i udviklingen ved at vælge sig mennesket til. Hvad vil vi med vores by Holstebro? Vi vil gøre den til det sted man føler sig hjemme. Vækstjylland, som man omdøbte egnen til.

Syddjurs kan blive stedet hvor man har rod og hvorfra vores verden går. Nu er det jo oftest sådan med verden at den går fra egen hoveddør. Også min. Jeg er ikke i tvivl om hvad vi i det små mangler, legepladser (lidt brok skal der vel til) og mødesteder hvor alle slægtled kan finde rod i hinanden. Det ser så håbløst gammeldags ud at opdele slægterne i hver deres dagtilbud. Tænk om Syddjurs turde satse og lade plejehjemmet give lokaler til dagplejebørnene, børnehaven bo dør om dør med ungdomsklubben og ældrecenteret.
Men verden er ikke sammensat af mangler, men af eksisterende tiltag vi med tiden bremser eller bygger videre på.
Et godt eksempel på en af Syddjurs smukke byggesten er kunsten, som er med til at give et umiddelbart indtryk af vildtvoksende vækst for os nye beboere. Syddjurs flyder i kunst, i bogstaveligste forstand, med flaskepost tiltaget denne sommer. Og ideer som denne sætter sig. Det er ideer som denne der giver mulighed for at snuse til duften af Syddjursland.
Syddjurs har som alle de andre kommuner deres eget frie valg til at klynke og stagnere eller modsat befri sig selv og tænke forfra. Når en ny kommune søsættes er det med streg under ordet ny. Men ikke med afsæt i at man skal lave om bare for forandringens skyld. Men at man ser med nye øjne på det gamle der var og det ny der kommer.

Først og fremmest handler hjemegnsglæde vel om at høre til, at finde grobund for det daglige liv og det daglige tilvalg. I samtaler med folk på egnen, blusser en vågnen op og en kampglæde for egnen og de mange tiltag den allerede har, men samtidig en længsel efter en mere sammenhængende fornemmelse for hvad egnen egentligt tør og hvilken fremtid vi ønsker at vælge os til.
Så længe egnens egen forståelse halter, halter også lysten til at skabe dette nye samfund i Syddjurs.

I Danmark som helhed lever vi under vilkår der understreges af prædikatet: Vældfærdssamfund. Et hurtigt opslag i nudansk ordbog fortæller at vældfærdssamfund betyder: Det at finde sammen om lykken, på lige fod.
For en ny kommune tager det selvsagt tid at finde rod og fornemmelse for de mange delte stykker der skal kittes sammen. Det tager tid at finde hinanden, selv i et lille samfund. Men hvis lykken skal finde fodfæste, kan den ikke gå og halte.

Hvilken form for daglig lykke Syddjurs skal mødes om?
Der er muligheder nok, omtrent lige så mange støbeskeer for lykken, som der er beboere.
Man skal bare få øje på dem, i strømmen og sammenlægningen, så beboerne ikke bliver de forsvundne danskere.
Syddjurs kommune har en vision, kan man læse sig til i deres beskrivelse af sig selv på hjemmesiden www.syddjurs.dk, Citat: Den politiske ledelse arbejder for en levende og velfungerende kommune, med inddragelse af borgerne som et bærende element. Citat slut. Her har visionstænkerne vist været lige lovligt hurtige med pennen. En kommune kan ikke inddrage borgerne, den er borgerne. Det er det egentlige fællesskab. Det er alvorligt når en vision glemmer sin grobund, men ellers er visionerne bestemt i næsehøjde med det der kunne være en duft af hjemme.