2 brev til mit Syriske barn

Til Mit Syriske barn.

Det er tre år og tre måneder siden at jeg lovede at hente dig.
Jeg skrev at jeg jo var den voksne. At jeg vidste at du var mit ansvar.

Jeg har ikke holdt hvad jeg lovede og jeg ved at du aldrig vil tilgive mig for det.

Jeg har gennem flere århundreder vokset i min egenforståelse. Jeg har udviklet mit demokratiske håndelag og delt ud af min viden om både dette og hint.
Jeg har kæmpet for kvinders rettigheder, jeg har sloges for arbejdernes vilkår, jeg har forfinet skolegang for børn. Jeg prædiker velfærd, ligestilling, rummelighed og sameksistens og skrevet mangt en lov om menneskers rettigheder og vores udgangspunkt – derfra min verden går – videre til dig.

Jeg har forædlet min egentro på min fortræffelighed, min politik, min humane tilgang til min omverden. Min sociale færden er verdenskendt. Jeg leger stadig med de store og besøger den omgivende verden, hvor vi taler om sådan nogle som dig.

Du ligger mig stadig meget på sinde, måske mere end nogensinde.

Jeg siger at jeg er afmægtig. At jeg ikke ved hvad jeg skal gøre.
Det siger vi alle sammen, alle os der sidder med demokratiet i baglommen og barnetroen i forlommen.

Så bærer jeg blus, ikke for glæden, men for sorgen over at have svigtet dig.
At ordene ikke nåede frem, at min hånd ikke nåede din.

Jeg ved stadig ikke hvordan jeg løser det for dig.
Du sidder måske et sted i mørket og tænker på mig?
Hvisker mit navn og spørger stille hvorfor jeg har forladt dig?
Hvorfor jeg taler om menneskerettigheder og retfærdighed? Om mit sindelag, mit storsind, min omtanke, min ildhu, min vilje til at ville – Dig og dine.

Vi har selv været der, som jeg skrev til dig – afmægtige og nøgne.
Midt i forladthed, midt i mørke og sorg.
Til nogen rakte os befrielse og fred.

Vi ved ikke længere hvad vi gør mod den magt der råder og regerer mod mennesket. Mod det der samler og holder ud.

– Jeg beder ikke om tilgivelse, den er ikke mulig.
Jeg beder heller ikke alle de andre krigshærgede lande om tilgivelse.

Jeg er en brik i et brætspil, ligesom du, lille barn.

Lad julesorgen slukkes!

Første brev til mit Syriske barn: http://astridsoe.blogspot.dk/2013/09/brev-til-mit-syriske-barn.html

ParaGiraffer §

Hønsefødder og gulerødder og halsen af giraffen
livet koster altid liv, i formålsparagraffen
Noah samlede arken fuld og resten trådte vel vande
der sku skæres i den bestand, det måtte Gud altså sande

Løvetænder og dyrevenner og zoo der zoomer i bugen
vil du lære om kød og blod, billetter købes i lugen
nogen gyser og skælder ud og andre glor på en indvold
cnn øver 2. bud og dyrepasser’en er iskold

Hængepatter og dybtgonatter og ægsortering og gener
etisk råd og stram moral og pøbelvælde der mener,
når kameler blir slugt på rad og muskelhunden aflivet
minder det grangiveligt om lille Moses i sivet.

Livet er ukrænkeligt og alle arter værdier
aktiv dødshjælp in og most, når døden er en befrier
Marius som var sund og rask, får verden på barrikaden
og vi raser med kød i mund og gnasker så karbonaden.

Zoo er zoo og ej natur, et sted for menneskers øjne
lær om “vilde” dyr og karakterene vil højne.
På Jens Peters bondegård der slagtes orner og tyre
fødekæden er ganske kort, på NOMA spiser man myrer.

Liv er liv, ja tak såmænd og liv er sat på jorden
og giraffer er sgu ikke skabt til liv i norden,
men når vi har valgt at ha, en zoo placeret i staden
må vi indse at livet buler til både gården og gaden.

Genetikker og stattestikker og vilde dyr på savannen
pinsvinbroer og økosoer og ned med kronhjortbestanden
verden bugner af men’skeliv og kræft og krig regulere
kun en smule af vor bestand, vi blir kun flere og flere

Ja, vi skød sgu Marius, det må vi cementere
Han var rask og sund, men der var ikke plads til flere
er det ok eller skidt, det må du selv bestemme
langhalsen fik spalteplads, mens Syrien alle glemme.

//Astrid Søe 2014

Brev til mit Syriske barn

Der er tusind for og imod’er omkring Syrien. Omkring det at gå ind eller stå måbende til. 
Der er tusind for og imod’er hver gang vi overvejer om krig er svaret på krig. 
Om vores næstekærlighed omfatter et globalt eller nationalt livssyn.
For det er for og imod der river vores lunger til blods i en demokratisk debat om vores omverdens stridigheder. Engang var det os selv der sukkede efter “Det var en morgen som tusind andre” og lærken lettede og vi var lettede, i forløsning af fred. 
En udefrakommende fred. 
En hånd der rakte os frihed og løste de snørende bånd. Det var vel en hånd der bar samme religiøse sprog som vort, men en hånd der i de timer ikke talte andet sprog en det globale “fred være med jer alle” “shalom” “peace” “salam”. 
 
Vi bærer alle kim til krig og kim til fred. Vi sår, vander og høster som vores historie og samtid fortæller os og opdrager os til. Går vi ind til vores nabo, i tillid og tro på at vi er velkomne, da er vi oftest velkomne. 
Går vi, med tvivl og mistillid, er kæden sat for døren og et misbilligede blik er det vi møder gennem en sprække i døren. 
 
Om morgenen står vi op, ryster søvnen og drømmene bort. ” Kom, lær mig noder til, det håbets strengespil” og våren tager vi med, som lærken. Vi kalder det mange navne som et kært barn, vi bærer på armen, i omsorg. Vi døber det demokrati. Sameksistens. Vi vil forstå og fortætte det at spørge, i tillid til hinanden og lære at bøje os for flertallet. Uagtet om vi enige. For grundholdningen er stadig den samme. En hengemt følelse og at blive holdt i hånden når man har været bundet som træl, i en krig vi stadig ikke begriber.
 
Ved kakkelbordene, under Amagerhylden og på Ikea sofaen, sidder et menneske og prøver at forstå en konflikt, en spirende vår, et stykke land, en kultur, folkeslag, religion og historie som hører Mellemøsten til. Vuggen til vor tids dåb og sprog. Et stykke historie vi deler, langt tilbage i tågerne og wikipedias endeløse fortætninger. Eksperterne der som tordenskjolds soldater toner frem og forsøger at oplyse. Men det er mørkt. Det er fimbulvinter. Det er ubegribeligt. Men vi prøver og prøver, overvejer, måler dagens handlinger med tommelstokken med tommerne slår ikke til.
 
Som at sidde ved en flodbred og håbe at finde guld, med en si, med sten og sand. Og når alt er vasket bort i det nær frysepunktet kolde flodvand, så ligger der ingen guld. Så ligger der de vises sten. 
Sten der er drøm om tro, håb og kærlighed. Det universelle mødested. Det vi smelter om, i vores daglige virke med hinanden og ikke mod hinanden.
 
I Danmark leger vi med de store, dem fra niende der både smugryger og tuner deres knallert. Vi vil være en del af “handlekraftens øje” og der, i det blik, på brejdablik, kan vi se at ligemeget hvem vi leger med så higer vi, barnligt efter en hånd at holde, en skulder at læne på, et kys af forstand.
 
Senatet skal stemme, demokratiet skal tale, og trykke på den røde knap. Ingen alene skal drage af natmørkt hav.
Og imens ligger der i en seng, en mor og en far og holder om deres lille barn. Et kærlighedsbarn. Er barn som uroligt trækker vejret i søvnen efter en dag hvor det har set lig og krig i de gader hvor det engang legede “en to tre krone for mig”. Nu ruller krigen og frygten mellem husene og ingen åbner døren i tillid.
 
Det er det ene barn til hvem jeg sender min fred, mit håb om frihed, mit håb om at du vil overleve og gro og en dag lille barn vil du holde en hånd og løse en knude når mit land stanser i våde. Du lille barn er mit barn af hjertet. Og du bærer kimen. 
Alt er for og imod, mit barn. Alt, foruden et der står fast; kærligheden.
 
Jeg forventer dit komme, hvis ikke jeg henter dig først. Det er jo mig der er den voksne. Det er jo mig der skal holde hånden over din pande og give dig fred.
 
Ærbødigst
Astrid.