Stalking – Et tabu der gør at vi alle taber

Fordi jeg sidder her, i sikkerhed, i mit køkken og kom til at hyle på den gammeldags måde, skriver jeg endelig noget om stalking. Jeg holder det eller for mig selv, med en eneste undtagelse engang i 2020. Hvorfor? Fordi det fylder så meget i forvejen at jeg næsten ikke gider fortælle om det. Og fordi det truer mit job, min familie og min virksomhed. Men jo længere der går, jo mere tænker jeg at jeg også har et ansvar for at bryde tabuet. At stalking vitterligt har mange klædninger og kan ramme også uden for den nære kontakt, i mit tilfælde er der tale om stalking grundet mit professionelle liv.

Der har været en del fokus på stalking i 2021 og i tv har vi mødt begge sider af sagen. Vi er blevet klogere, har set og hørt når livet går i selvsving og måske forstået en lille smule af hvorfor det kan gå sådan. Men stadig ikke fået sikret loven i det omfang der gør at vi kan være sikre på at være i frihed. Og selvom vi har taget hul på debatten, er der stadig et tabu omkring stalking. Fordi det er uforståeligt, uforstandigt og umuligt at beskrive i sin helhed.

Jeg sidder som skrevet i køkkenet. Kaffen er klar og sommeren kysser fugleungerne af reden. Efter skt. Hans skal jeg klippe hækken, men ikke i højden. Den skal gro alt det den vil.

Jeg hylede sådan lidt stille først og dernæst højlydt hulkende og måske nærmest i afmagt – derfor skriver jeg dette indlæg, til oplysning i samfundet, til debat, til overvejelse og til eftertanke og lovgivning. Om lidt er jeg færdig med at hyle, det ved jeg af erfaring fra de tidligere oplevelser. Så tager jeg livet på mig igen og går ud af døren og kigger mig stjålent over skulderen og håber at dagen er fred. Kun en tåbe vover ikke at håbe.

Stalking er væmmeligt – uanset baggrunden. For mig at se må personlig stalking, med personlige motiver være det værste. Det har jeg ikke oplevet, men stalking sidder jeg midt i, hver dag, uden et sekunds pause. Det ligger i baghovedet, i bevægelserne, i stilheden, i fortagsomheden. I tavsheden og overvejelserne. Skal, skal ikke mene noget, gøre noget, gribe dagen og livet og samfundet i et åndedrag.

Min stalker har jeg haft inde på livet de sidste 4 år. Han er vred på mig fordi jeg og udøver et hverv der indbyder til fællesskab, demokrati og samtale på tværs og sidder i sammenhænge der fra tid til anden træffer beslutninger. Det er ikke mig som sådan, men det er hans vrede over noget han ikke fik lov at deltage i, grundet nogle episoder af ikke egnet adfærd. Det var før min tid i den sammenhæng, men arvesynden kastede sig over mig og nu er den ikke så meget fælleseje, men min og jeg ville ønske at jeg kunne frasige mig arv og gæld.

Sagen tror jeg på, den vil jeg kæmpe for og blive ved med at udbrede, danne til og fra, ønske for vores samfund, fremhæve og turde.
Men det med at turde er ved at være en anelse svært.

Jeg var så heldig i januar 2020 endelig efter års kamp af få et tilhold mod min stalker. Gør det en forskel egentligt? Ikke rigtigt. Jeg var da allerede “gået under jorden” og midlertidigt flyttet for at sikre mig selv om mine.

Jeg skriver det her indlæg i afmagt. Efter Folkemødet hvor jeg allerede på færgen over blev sat skakmat efter min stalker stillede sig tre meter fra mig og blev stående og stirrede. Jeg havde medbragt min ægtefælde som bodyguard i år, fordi jeg har brug for at nogen dokumenterer og hjælper mig i det offentlige rum hvis han dukker op.
Blodtrykket steg til det uendelige på den færge. der er ingen redningsbåd og ingen vej væk, heller ikke fra følelsen af at livet aldrig igen kom ud af isolation.

Det har været nogle lange år. Det tror jeg det er, for de der oplever den slags. Da jeg fik mit tilhold var lykkefølelsen uendelig. Kort efter kom corona og mere isolation. Jeg tog i sommeren 2020 mod til mig og deltog på et møde på fyn, hvor jeg kun blev kort fordi min stalker havde fundet en ny juridisk mulighed for at forstyrre mit og andres virke. At anmelde en offentlig demonstration uden for det sted mødet foregik. Jeg ringede til politiet, men ingen hjælp at hente, da grundlovens forsamlingsret står over stalkerloven- Det kan jeg svært være uenig i. Forsamlingsretten er ukrænkelig og vigtig i et demokratisk samfund, hvor retten til at modsige andre er sikret. Men den spænder ben for stalkerloven og privatlivets fred og det er et virkeligt stort problem i denne sammenhæng.
For mig blev det endnu engang et afbrudt møde og en rystende tur hjem alene i bilen, med de mange tanker man har, når livet er indskrænket til et minimum – fordi man mener noget, vil noget, kæmper for noget eller bare, slet og ret, fordi man er kommet i klemme i jura.

Terror findes kun hvis man lader sig knægte af den! Hvis man lader frygten vinde og selv bukker under for den, lader den styre ens handlinger og liv. Jeg er ikke nem at styre eller lader mig vanligt ikke tøjle af terror. Jeg går gerne de steder hvor livet er udsat, Tager gerne de mest udsatte på mig og bruger en del tid på netop mennesker der har brug for hjælp hvis de falder skævt ind i samfundet, er psykisk syge eller udstødte. Jeg er ikke bange de steder hvor man kan falde ind i noget der kan gøre ondt og jeg tager også gerne livet på mig uden at lade frygten styre.
Alligevel, også selvom min stakler ikke er sur på mig personligt, men på en sag, så bliver mit liv udpræget og mærkbart udsat. Selvom jeg er stærk, på alle måder og ikke normalt lader mig knægte, så er det nok de årelange krænkelser der sætter sig som sådan en ukendt “rysten” i det daglige virke og i privatlivet. Det er en tilpassen sig en omstændighed, der er utilpasset i et frit samfund. Jeg ønsker ikke at tilpasse mig et menneske der opfører sig som min stalker, men alligevel hører og oplever jeg mig selv hele tiden måtte sige nej tak til opgaver og foredrag og medvirken – af skræk for at andre vil blive forulempet af denne stalker. Og af forudset skræk for hvad jeg skal opleve selv og min familie udsættes for.

Da jeg pakkede bilen og tog afsted til Folkemødet var det med et nyt mod. Nej, fandeme om jeg vil lade mig knægte, nej, nu må jeg tage livet tilbage. Men der på færgen sank den tillid igen. Om aftenen mødet han op på den udendørs restaurant “Gæstgiveren” hvor jeg skulle spise. Han sad og larmede lidt og skulede og hele tiden sad min mand og jeg med livet udenpå. Ignorere ham, er kuren og løsningen, lade som om han ikke sidder der 15 meter væk.
Da vi rejste os for at gå, kom vi ikke lagt før han eksploderede i vrede og løb efter os, råbende og truende. Min ægtefælde, der i de dage skulle agere bodyguard, levede meget smukt op til sit navn, trods hans alder og ikke så umildbart bodyguard udtryk. Men end ikke Whitney Houston kunne have ønsket mere af Kevin Costner. Han stillede sig modigt imellem stalkeren og jeg, hvilket resulterede i mere vrede og råben og tilsidst slog stalkeren, da min mand forsøgt at filme optrinet, telefonen ud af hånden på ham og gik heldigvis videre efter det.
Folk var naturligvis oprørte, chokkerede og kom løbende fra flere steder for at hjælpe og dokumentere.
Jeg ved ikke helt hvordan, men endelig fik jeg sagt noget til personalet på restauranten, noget så latterligt og ubegrundet som undskyld… “Undskyld, jeg skulle ikke være kommet, jeg udsætter jer for optøjer, undskyld, det er min fejl”. Men det er det jo faktisk ikke. Det er loven der ikke har hjemmel til at passe på os der bliver stalket, ikke i det omfang der er nødvendigt. Trods tilhold. Men alligevel så sagde jeg, for at påtage mig et eller andet ansvar for samfundet: UNDSKYLD!
Det er beklageligt at måtte gøre. At måtte undskylde sin tilstedeværelse i en sådan situation og lidt i chok. Og jeg vil nok fremover aldrig igen trække mig eller opgive livet, eller det at være i det offentlige rum. Det er træls for andre mennesker at være vidner til optøjer, men det er ikke mine opgave at sige undskyld. Det er ikke mig der skal holde mig væk. Det er ikke det rigtige valg. Det er ikke menneskeligt eller samfundstillid. Men jeg og mange andre har brug for en lov der hjælper os tilbage i friheden. Coronaisolation er intet i forhold til dette – intet!

Resten af Folkemødet var politiet mere end villige og venlige til at følge mig rundt når jeg var på scenen. men usikkerheden forsvandt ikke af den grund. Politiet har hele tiden været fabelagtigt søde, forstående og medlevende og har i den grad gjort mig sikker i at nogen var der for mig. Et mærkbart samfundsansvar for os der oplever noget helt skævt og truende i vores tilværelse.

Da jeg fredag skulle medvirke direkte i deadline på DR2 kom PET, der ellers havde til opgave at passe på en folkevalgt og satte sig i min nærhed og lovede mig at de ville passe på mig i denne sammenhæng. TAK. Men tak og tænk – at det er nødvendigt? At det bliver ved og ved og aldrig synes at normaliseres. At et folkemøde skal stå i lyset af en frygt for noget jeg ikke ved hvad kan ende i. At der skal bruges resurser og tid og tillid på noget så ualmindeligt modbydeligt som en der ikke vil slippe.

Min mand og jeg havde, trods stalker og ubehageligt optrin, et folkemøde hvor livet fra tid til anden skinnede så smukt på det demokrati der bærer os igennem. Det der forener os og forankrer troen på frihed. Det er en underlig blanding at stå i. En juridisk umulig opgave for samfundet at holde stalkere i ørene og samtidig retsligt sikre de frihedsrettigheder vi bygger samfund på.

Jeg er stor tilhænger at vi mener, handler, tror på at uenighed er en af demokratiets vigtigste ståsteder. Ja fred være med uenigheden, sålænge den bærer en fredelig klædning. Denne form for vedholdende stalking er ikke værdig i et demokratisk samfund.

Jeg sidder nu, igen, og tænker hvornår livet vender og freden, eller måske endda livligheden igen får plads? Hvornår jeg, i mit profesionelle liv igen kan færdes frit og tale og turde uden at bekymre mig om optrin og andres oplevelse af denne mand der gør mit hverv så svært.
Måske er det nu, i lyset af folkemødet, at jeg skal genlære at give fanden i det og gå imod, stå imod, tage forsigtigheden af som en vinterfrakke og smide den i småt brandbart – ikke til genbrug.

Jeg ønsker mig en samfundsdrejet eftertænksomhed og forståelse for at vi som samfund både skal værne dem der er syge, ustabile og svære at forstå, men samtidig ikke lader det fylde så urimeligt meget i andres liv at livet bliver svært at fæstne i et samfund.
Jeg tænker uendelig meget på dem stalkes af tidligere kærester, eller nære. Det må være topmålet af rædsel. Min sag derimod bliver personlig når det går ud over min person eller personer i min nærhed. Også på gade og stræde.
Og vi skal også i debattonen og i den digitale dannelse huske på at den voldsomme hårdhed der går ud over folk og folkevalgte sætter sig som et ligegyldighedsfilter og det filter filtrerer fornuften og friheden fra. Ethvert menneskes frihed skal være ukrænkelig, det er ånden, men den ånd følges af ansvaret og fornuften, dannelsen og troen på at mennesket vil os det godt og at vi agerer gode medborgere ikke modborgere.

Og når jeg er færdig med at hyle, så hyr mig – til hvad som helst, i ånden af det at terror kun findes hvis vi ligger under for dem. Også selvom den kan mærkes og ikke forsvinder selvom vi ignorerer den. Livet ER til for at blive brugt imellem mennesker, ikke i skyggen af mennesker.

I al hengivenhed

Astrid

GUD – Hvor romantisk!


Når børnene trykker på fjernbetjeningen og rammer ind på før søndagen med et
grin og et lunkent suk og ord som .. >>Hvor er det romantisk mor<<, Så må
man voksent måbe. kristendommen år 2011 er romantik, pynteengle, klokkespil
og tv, set fra barnetroens højde.

Tror vi egentligt på noget i Danmark? Vi snakker meget med om andre landes
religion og store troes-spørgsmål, men hvor tit vender vi vores egen tro med
naboen over køledisken i brugsen? Den danske kristendom er blevet os så
fremmet at vi nu tilbyder uddannelse i kristendoms forklaring. Ikke teologi,
men folk der kan forklare os Danskere hvad Dansk kristendom er.

Troen i Danmark er fri og har været det længe. Luther og Grundtvig kæmpede
for hverdags og menneskelivets ret og vandt, men troen tabte og endte med at
blive et tabu.
Tro blev en privat sag og efterhånden mere privat end dyneløfteri og ugens
se&hør.

Lever troen i det skjulte, eller gemmes den ned sammen med julepynten til
brug ved særlige højtider?
Vi ved at vores samfunds grundlag er bygget på kristendom og vi bruger den
også stadig, særligt i opdragelsen.
Vi lærer børnene at sige; må jeg “bede” om saltet, mens de endelig ikke må
sige “fandeme”, men vi glemmer at det er en
daglig udøvelse af religion.

Tyggegummifirmaet Stimorol har givet det bedste bud på en forklaring af
dansk tro. Om det er god religionsforståelse kan være svært at afgøre, men
det smager da af mere end oblater.

En lørdag gik jeg hjemme i køkkenet og lavede aftensmad og børnene ventede på at der kom børnetime.

Jeg havde tændt Dr tv og pludselig lød min ældste søns stemme glad fra stuen:
>>Mor mor kom og se<<
Jeg gik hurtig ind og kikkede til ham og han sagde se se mor nu kommer det med Gud. >>Åh, det er bare så romantisk!<<
Jeg så at det var før søndagen der var begyndt.
Romantikken i før søndagen har jeg ikke lige fået øje på før og spurgte min dreng om han vidst hvad romantik betød.
>>Ja da, mor det er fordi det er om kærlighed.<<
Så romantik ordforrådet var godt nok på plads, men koblingen mellem gud og romantik havde jeg først nu.

Min dreng har det med tro som de fleste børn.

Han ved kun det om tro som ham selv hiver frem mellem linier, i bøger, tv mv.

TABU TRO

Vi taler ikke meget tro eller gud hjemme.

Hvem gør det i dag?
Men alligevel drager gud, guder og tro børnene.
Den uløste gåde.
Hverdagens umulige mulighed.

At talen om det guddommelige ikke er hverdag i de danske hjem er udviklingsmæssigt kendetegnende for vores kultur.

Troen er blevet så fri at den ikke er til at tale om.
Et tabuområde.

Når vi udfordres religiøst, som verden i denne tid gør, står vi tilbage med et opkog af generindrede brudstykker.

Hvad mener vi egentligt selv?
Og kan man overhoved have en mening om tro.
En mening om det uhåndgribelige?

Den store styrke for mange er at tro er en privat sag.

Det er grundlaget for vores tanke herhjemme.
I en tid hvor hvert et menneskeligt afsæt sættes under lup er kun troen tilbage som urørlig.
Et svar om “retten til ikke at udtale sig”, bliver godtaget.

Hvordan troen kan hæve sig så højt over vores eller så stærke trang til at ydre os om alt og alle kan undre.

Men netop hvor noget har værdi i et menneske kan ingen gennemtvinge et svar.

Jeg havde en nabo der underligt nok hver søndag skulle til købmanden og købe ind.

Det viste sig at han skule til kirke, men syntes det var lidt flovt at fortælle mig. Så han brugte købmandsundskyldningen i lang lang tid.

Og pludseligt gik det op for mig at det var blevet tabuområde. I modsætning til al den håndgribelige kærlighedudfoldelse vi lever med.

Jeg var på sjælland og holde foredrag i foråret og mens jeg sad på molslinien og sejlede i topfart mod sjælland blev jeg videne til en underlig samtale.

Eller vi blev alle løftet ind under en kvindes dyne.
Hun sad nemlig og snakkede med sine veninder om hendes sidste besøg i swingerkluppen og hendes sexliv derinde.
Med høj klar ryst, uden at tænke på hvad andre mente eller om vi havde lyst til at høre om hendes sexliv kom vi helt ned i detaljen.
Og det sloig mig hvordan vi er blevet omkring privatlivet.

Gud er tabu, sex er allemandseje.

Begge gjort af samme stof, kærlighed.

Men vi har det bedste med den vi kan se og mærke kropsligt.

Tro i nutidsmennesket er så svær at fastholde -at den er blevet til en kraft. En helt privat kraft den enkelte hæger om.

Jo færre billeder og forslag vi har til troen jo stærkere manifesterer den sig.
Jo færre navne den får fæstet på sig jo friere lever den i os.

Vi er ikke bange for at sætte fysiske billeder på, for et billede af tro kan ikke røre det uhåndgribelige.

En tegning med religiøs satire i danmark kan ikke ryste tro.
Den er papir og kulstøv, et meneskeligt udtryk.
Brød og vin er ikke helligt. Det er symboler.

Mennesket er i religiøs forståelse, det være sig sådan i verdens samlede religioner, ikke en størrelse der kan flå det guddommelige ned af sejersskamlen.

Et menneskeligt forsøg på billedligørelse ryster ingen.

Thorsens pornofilm med jesus i hovedrollen?
Det ryster ikke, om der kan rejses debat om det kunstneriske udtryks skønhed, men der går ingen skår af den kristne tro på den konto.
Set med danske øjne.

Globaliseringen har ført det med sig at vi ved mere om andres tro en før.

Vi blander oven i købet troes-fornemmelserne sammen som vi altid har gjort.
Hug en hæl og klip en tå.
Lidt guder her, lidt fatima der, lidt mosekurv og så passer det hele som det skal.
Helt i tråd med at bestille en pizza nr 7, men uden ost og så lige med skinke oveni og ansjos.
eller en datingsite hvor vi vælger kæreste efter uddannele, hårfarve og interesser.

Over vores hoveddør hjemme hænger der en hestesko, overtro, et levn fra de gamle guder.

Inde i hesteskoen hænger fattimas hånd.
Islams fem søjler i de fem fingre.
Et udtryk for islams egen billedlige drykelse, som kristendommen også gør det med kors, duer, roser etc.
Fatimas hånd er ikke min, den er min ældste drengs.
Han fik den i nordafrika sidste år.

To dages bustur til sahara, en oplevelse af umættelig kærlighed i et folk, rettet ikke mod de voksne men de små.
Min yngste søns trodsigt krøllede hårvækst rettede sig for første gang ud den uge under kærlige hænder hvor end vi kom.

Og min ældste søn hentede et værn mod ondskab hjem. Fattimas hånd holder sværet og døden fra livet.
>>Det er lige sådan en man har brug for<<, konstaterede han tørt efter en times fortælling i bussen af en udmærket guide med dyb rod i det jyske, som hun nu omsatte til fortællinger om islam, gud og gaver.
Og nu hænger den der, over hoveddøren og fortæller, ikke om islam, men om tro i børnehøjde.
Tro uden rammer og regelsæt. nr, 7 på menukortet
Børnenes sikkerhed har hold i barnetroens lethed. Hvor imod vi voksne hver dag står stærkest i tvivlen.
Jyllandspostens tegninger er et direkte afkom af Grundtvigs tvivl og hans måde at tale om den kristne sammenhæng.

Grundtvig ville frem til at hverdagssproget var levende.

At vi talte dansk og udviklede sproget,
fandt gammelt frem og spandt nyt til.
Ord vi har i sproget som smager godt,
ord som:
søster, bror, kærlighed, nærhed, håb, mod, sjæl, folk og farrai, nutella og den slags.
De ord vi føler os hjemme i, dem der gir mening for det enkelte menneske, det er de ord der kan fortælle om den kristne sammenhæng.

De ord vi bruger i det liv vi lever.

De ord der er med os hver dag vi er i live, eller er i nuet.

De ord der tænder os, som det hedder på nudansk.

de ord er de eneste der kan få os til at se, at evangeliet er værdifuldt for mennesket.

Hvad jyllandsposten ikke havde med i deres overvejelser var at Grundtvig ikke kan eksporters, Grundtvigs frihed i liv og tro er kulturreligiøs tradition.

Ikke blot uforståelig for den arabiske verden, men også for vores nabolande.

Jeg havde en Engelsk kæreste der er opvokset på katolsk vis.

Han blev helt bleg, selvom han er trådt ud af sin katolske tro, når jeg taler om gud eller kristendom.
Fordi vi Danske har arvet frimodigheden i sproget til Gud.

Vi frygter ikke at sprogets udtryk skaber os en fjende i det høje.

Vi har skudt den gamle falske hellighed fra os, som rådede før Grundtvig.

Hvis man taler i kristelige vendinger om en man egentligt ikke kan li, så skal vi ikke komme og tro at den er i orden med gud.

Sanddru hedning, tyrk og jøde,

dem har Gud i grunden kær,
hader frem for alt de søde,
som på skrømt ham træder nær!

TYGGEGUMMI GUD
det er ikke høfligt at tale med mad i munden,

men vi kan godt tale om Gud og salami i samme åndedrag.
Tykke lidt på det,
og stadig adskille det.

Hvis i har set reklamer på TV-2 , så har i nok set det Danske firma, Stimorols  reklame for deres tyggegummi. det var en af de første reklamer der var på tv2 nogensinde, da kanalen lige var åbnet.

Gud har dårlig ånde.

Han blæser liv i de særeste mennesker.
Dame Edna og Hitler.

Men så kommer en engel og gir ham en pakke stimorol tyggegummi.

Mundhygiejnen er i orden, og Gud skaber Adam med elguitar og finblad.

Selv Gud må ligge under for Tv-2s nøgencensur.

Men vi censorerer ikke Gud med dårlig ånde.
Gud er bare en af vennerne.
Ham kan vi godt grine sammen med.
Gud har jo tillid til os, har Grundtvig fortalt.

Vi behøver heller ikke råbe op om vores tro, til Gud og hvermand.

Gud er ikke døv, han ved nok hvor vi står eller ikke står, i forhold til ham/den/det.
Og hvermand ved at de er fri i deres personlige tro.
Den enkeltes forhold til Gud er privat.
Vi har troen i tanken og den formes af sproget.

Grundtvig lærte os det at ta hverdagssproget i brug.

Så den enkeltes prædiken er lige smuk for vor Herre.
Det er lige godt for Grundtvig om vi kalder Gud i tale via stjerner, lotto eller hånden op under kjolen på maren. Alle tre er dog alt sammen gjort af stof,
der hører hjemme i glæden: tro, håb eller kærlighed.

Gud, kan man som dansker ikke træde på, uanset udtryksform, men mennesket derimod, kan trædes under fode. Det har vi set med åbne øjne.

Pludselig er dog virkeligheden blevet at selve friheden er blevet et snærende bånd.

At selve den hårdt tilkæmpede frimodighed ikke forståes mellemfolkeligt.
Den kamp grundtvig stod midt i, står et helt folk i nu.
En hel verden.

Vælt det sorte kors fra graven.

Frimodigheden forstår vi i vores kultur. og vi skal finde forståelsen for resten af verden. vi skal lære at vores tabu er deres tro, er det de taler om med mange munde.
Hver fulg sit næb og det er lærdom – for os der pipper frit og frejdigt uden stopklodser eller kølervæske.

Plant en lilje i dets sted.
Liljen må være et frø af det der er stærkere end ondskab.
Et frø af det der binder mennesket sammen.
Romantikken, kærligheden.

Hvad gør vi nu lille du??
Tænker med voksentvivl og svarer med barnetro:
I kærlighed rummes vi, kloden over, uanset sprog, uanset religion, uanset frimodighed


((Hør resten i fordrager Gud hvor romantisk ved Astrid Søe www.astridsoe.dk))

Tabu ret!

Melodi: Det er så yndigt at følges ad!
Tekst: Astrid Søe, 2 oktober 2011

Det er så yndig at følges ad
for dem, som gerne vil sammen være,
og politikken er barnemad.
og halv om sorgen så tung at bære;
Ja, det er gammen at finde sammen
når grundlagsrammen er nådes ord.

Det er så hyg’ligt at finde sted,
hvor små og store har ét i sinde,
på hotel plaza er alle med
og håber pressen dem aldrig skal finde;
for, det er gammen at hviske sammen
om Sass og Wammen og lægge låg.

Det er så herligt at stole på,
vi har en Helle, som alting mægter,
hun os ej glemmer, nej vi kan få,
en taburet, indtil PET os det nægter;
Ja, der er huller og nye nuller
der slider såler på vejen væk.

Det er vemodigt at skilles ad
for dem, som gerne vil sammen være,
men, Guds ske lov, har vi frisk fra fad
en ny der skal i bugetterne skære;
Ja, vi kan lære, at selv de nære,
skal armbind bære for lov og ret.

Hver statsminister, vi stemmer på
og giver hjemmel til tabu-retten,
må sande alting kan ikke gå,
når nadverbordet er dækket til tretten:
Det er kun gammen at sidde sammen,
hvor fjedderhammen er ærlighed.