Kassér kasserne

Det øjeblik man endelig må tænke ud af boksen,
er øjeblikket hvor man ved: Nu er jeg blevet voksen!
Fra vugge, børnehave, folkeskole, gym og andet,
der skal man tænke regelret, skønt det er så helt forbandet.
For hjernen kender ikke til at dele ind i bokse,
og hvis man gør, så kan ens hjerne ikke gro og vokse,
for hjerner de er lavet til at finde snirkelveje,
og finde på en ny ide og skæve tankelege.
Jo hjernen er et fint organ, et instrument af snilde,
så slip den fri og lad den gøre som den gerne ville,
for hvis vi former hjernen om og gør den til en kasse,
så får vi mennesker der bliver ganske utilpasse,
for der er ikke længere ideer eller påfund,
og så det slut med vores kreative lille samfund.
//Astrid Søe 2012

Politik og pastinakker

Politik og pastinakker
Følges udemærket ad
For de knejser mens de snakker
Om et samfund eller mad

Hører begge til på jorden
Og gør nytte mens de gror
Nogen virker lidt forloren
Når de mødes ved et bord

Der skal skrubbes, der skal skrælles
Der skal findes mål og med
Nationalsange skal tralles
Der skal luges mange bed

Der skal ses på vækst og voksen
Der skal skæres af den top
Der skal tænkes ud af boksen
Før et folk har fået nok

Der skal koges, der blir hakket
Alt skal trækkes op med rod
Og i sidste ende takkes
Den der står ved eget mod

Tá og tá en bid af dagen
Lug politikernes bed
Knejs du kun med pastinakken
Os der vælger – varer ved!

 //AStrid Søe 2012