Vilje forstanden

Og sådan satte vi tiden i stå
i det vi ku finde og føje
vi ledte og søgte på må og få
ude af sind og øje

vi skabte i afsavn en tid der var hul
og egenskabsløst fortidsmindet
et rillet frønnet møllestenshjul
og folkelivet forblindet

så vågnede frihed og sagn som en fugl
der varmes i vårsol på vågen
erantis skyder så lovende gul
og stranden skjules i tågen

indhyllet og skjult lå landet i hi
men efter tågen kom freden
den fulgtes med frihed efter krig
og blottet og nøgen lå staden

nu kalder vi alt ved navne der gror
nu vælger vi bugtede veje
nu vokser vi ud af frie ord
til tonerne af en skalmeje

i hengemte løfter om tiden der gik
vi lover og løfter hinanden
giv mere end hvad dine egne fik
og opelsk vilje forstanden

April

April med nye sko

Og snørrebånd der dasker
April med alt der gro
Og ænderne der basker
April der giver lykkelys og lyd af sommernætter
April der sætter blad på kvist og hakkelyd fra spætter
En trillebør med dækket fladt
Og kærligheden alt forladt
Et frisind formes i en sky
April med tåge morgengry
En narrehat på fiffig sned
En solsort synger; bliv, bliv ved
Aprilnat fryser plænen
Og drivis i fontænen
Befri og famlede format
Så skriggul som en undolat
En påskelilje villigt står
Tak skæbne – det er virkelig vår!
//Astrid Søe 2014

Vand Vid


Vand er vådt og vand er vovet,
vand er vid og underligt
vand er sne og vand er tåget
vand er helt forunderligt

vand er smil og gode lege
vand er fælleskab og nød
vand er vugge, vand er veje
vand er pletter lagt i blød

vand er skæbne, vand er skibe
vand er grænse mellem folk
vand er tåren i en knibe
vand er kysset, vand er tolk

vand er fødsel, vand er livet
vand er frygt og vand er håb
vand er livet vi blev givet
vand fornyer os i dåb

Melodi: Egetræet tungt af alder

//Astrid Søe/Mor’s Menageri

Novembernatten

ude i novembernatten
er de gamle dage
revet af kalenderblad
som er ladt tilbage

ude i novemberkulden
er de store stemmer
ord der ligger under mulden
noget man fornemmer

ude i novembertågen
mildnes alle tanker
natten bliver uglevågen
hjerterne de banker

ude på novembervejen
høres trin af ælde
jeg er ganske vist min egen
novembernat fortælle

Nådige november

November november forventningens tid
så gråt er dit hår og din tunge er blid
du drager med dage derinde i skjul
og lover at snart, ja snart er det jul

November november forløsningen tid
hvor tågen gør blind, usigtbar, så hvid
hvor træet står nøgent og viser sit kød
hvor bladet er visnet i jordens skød

November november så kort er din tid
din stjernehimmel har kaldet mig hid
dit lys er et genskær af det der var til
din tone en klang af; jeg ved hvad jeg vil

November november forkrøblingens tid
jeg kalder på dig og du hvisker – Ja gid..
du ønsker og løfter en sjæl og en hånd
du stilnes med mørke og bliver til ånd

Astrid Søe 2011