Tro + Tro ? Mit bud er 2
At vove at tabe det sikre og kendte
Er ikke at miste sig selv og sit værd
Det er blot at gribe og ikke at vente
På øjeblikket hvor livet er nær
For storhed er ikke at være til skue
At lade som om man er dette og hint
For jeg’et kan først, i sandhed udruge
Et nærvær når sjælen har været forpint
Thi glæden er netop at være tilstede
At turde at træde i fuld karakter
At vælge sig selv er inderlig glæde
Først da spirer liljen og fuglen den ler
At vælge ideen for livet og vejen
For hvilken man både vil leve og dø
Er svært, man fortabtes og bliver forlegen
For livet må aldrig vente i kø
Og da må man åbne den dør der går udad
Mod livet og lykken og ud i det blå
Og tage hos andre med sjælen et karbad
Og se sig tilbage når døden vi nå
Forventningens glæde er altid den største
Du længes mod livet og dettes ide
Den sidste vil altid være den første
I tanken om hvad der nu kunne ske
Så gift dig, lad være, for hvad end du vælger
Fortryder du begge mens livet det går
Et valg kræver fravalg hvor sjælen du sælger
Så stå ej i stampe, bid livet i lår
Der vil være dage jeg ingenting gider
Mens andre de løber i travlhed og hast
Og da vil man fødes mens maren den ridder
Og gribe om dagen og atter stå fast
At realisere, at springe fra klippen
At mærke et liv uden sikkerhedsnet
At være fortvivlet og ude af flippen
Og lige før døden, så give et spjæt
At være i livet så vågen i tanken
At stikordet høres når glæden er nær
At løfte sin kuffert nænsomt i hanken
Og medbringe kærlighedstroen især
At vælge sig selv er det svære i livet
At stå ved den skæbne man valgte i fjord
I tro, håb og kærlighed alting er givet
Når tiden er inde jeg opstår af ord
//Astrid Søe – 5. Maj 2013 – Søren Aabye Kierkegaards 200 års fødselsdag
Tillykke til livet, til frihed og fromme,
Dit ord og din tanke er langtfra omme!
Melodi: Hvad var det dog der skete “Den blå anemone”
Tekst: Astrid Søe. – Til min ven, Valgmenighedspræst Claus Kaas Johansen, Sdr. Nærå Valgmenighed. skrevet ved din afsked 3. juni 2012
Hvad tog den milde sommer
i åndedrag af lyst og nød,
sorrig og glæde kommer
i ånd, i sjæl, i kød.
Hvad fandt du midt i midnatssol?
Et løfte fra en hane gol.
Frimodigheden famler;
i Ordet alting samler
en flig af skaberler
Befal kun dine veje
som frugtbarhed i livets lund,
skønt intet kan du eje,
kun kysse med din mund.
En helt forsagt stilfærdig dag
foranderlig i flere lag,
og det at turde ville
at være ganske stille
i nye ord der kom.
At holde ord for livet,
er givetvis et løfte værd,
som sjældent er os givet,
men bringer altet nær.
At virke ind i andres sted
og tage, uden omsvøb, med
på vej mod sol og kulde,
når kampestenen rulle
er Ord til livet selv.
Forbind den store klode
med gode minder – virk og vær!
For hives op ved rode
kan intet, man har kær.
En hånd, der fletter kærlighed
og hvisker blidt: kom nær – bliv ved!
At stå ved åndens kilde,
og råbe at man ville:
ALT kærligheden ser.
Claus Kaas Johansen begraves i Sdr. Nærå valgmenighedskirke 12/9 kl. 11.00
http://www.valgmenigheden.dk/
http://www.fyens.dk/article/577045:Faaborg-Midtfyn–Boernefoedselsdag-hos-Jesus
68’er, Nå og Ego generationen får baghjul og fremtidens børn byder på bæredygtige løsninger og samtale, tankefrihed og vilje til mennesket med alle dets forskelligheder.
Kære forældregeneration: Ja – noget har vi gjort rigtigt – trods alt hvad vi hører i medier mv om de “stakkels” børn af i dag og deres manglende selvstændighed, kunnen mv. Mellem linierne er der hos denne tids børn de bedste bud på et helet samfund og en helet menneskesyn jeg længe har hørt.
Ingen har lever forgæves når man har lagt øre til ytringer i børnehøjde som er fredsmæglere værdige, som er teologer overlegne, som er politisk fremsynede og som selv Etiks råd ville have ønsket de havde fundet på for længst.
Hvad kan man andet end håbe på at alle voksne husker at læne sig ydmygt ned og lytte til al en børnevisdom der dagligt kravler rundt mellem lego, ludo, little petshop og barbie.
Kære nu-generation: Tak for jer og jeres stålsatte kløgt og tro på det vi andre stadig forsøger at fatte, forhandle eller forlade!
Med kærlig særlig hilsen og tak for fremtiden!
Når børnene trykker på fjernbetjeningen og rammer ind på før søndagen med et
grin og et lunkent suk og ord som .. >>Hvor er det romantisk mor<<, Så må
man voksent måbe. kristendommen år 2011 er romantik, pynteengle, klokkespil
og tv, set fra barnetroens højde.
Tror vi egentligt på noget i Danmark? Vi snakker meget med om andre landes
religion og store troes-spørgsmål, men hvor tit vender vi vores egen tro med
naboen over køledisken i brugsen? Den danske kristendom er blevet os så
fremmet at vi nu tilbyder uddannelse i kristendoms forklaring. Ikke teologi,
men folk der kan forklare os Danskere hvad Dansk kristendom er.
Troen i Danmark er fri og har været det længe. Luther og Grundtvig kæmpede
for hverdags og menneskelivets ret og vandt, men troen tabte og endte med at
blive et tabu.
Tro blev en privat sag og efterhånden mere privat end dyneløfteri og ugens
se&hør.
Lever troen i det skjulte, eller gemmes den ned sammen med julepynten til
brug ved særlige højtider?
Vi ved at vores samfunds grundlag er bygget på kristendom og vi bruger den
også stadig, særligt i opdragelsen.
Vi lærer børnene at sige; må jeg “bede” om saltet, mens de endelig ikke må
sige “fandeme”, men vi glemmer at det er en
daglig udøvelse af religion.
Tyggegummifirmaet Stimorol har givet det bedste bud på en forklaring af
dansk tro. Om det er god religionsforståelse kan være svært at afgøre, men
det smager da af mere end oblater.
Jeg havde tændt Dr tv og pludselig lød min ældste søns stemme glad fra stuen:
>>Mor mor kom og se<<
Jeg gik hurtig ind og kikkede til ham og han sagde se se mor nu kommer det med Gud. >>Åh, det er bare så romantisk!<<
Jeg så at det var før søndagen der var begyndt.
Romantikken i før søndagen har jeg ikke lige fået øje på før og spurgte min dreng om han vidst hvad romantik betød.
>>Ja da, mor det er fordi det er om kærlighed.<<
Så romantik ordforrådet var godt nok på plads, men koblingen mellem gud og romantik havde jeg først nu.
Han ved kun det om tro som ham selv hiver frem mellem linier, i bøger, tv mv.
TABU TRO
Hvem gør det i dag?
Men alligevel drager gud, guder og tro børnene.
Den uløste gåde.
Hverdagens umulige mulighed.
Troen er blevet så fri at den ikke er til at tale om.
Et tabuområde.
Hvad mener vi egentligt selv?
Og kan man overhoved have en mening om tro.
En mening om det uhåndgribelige?
Det er grundlaget for vores tanke herhjemme.
I en tid hvor hvert et menneskeligt afsæt sættes under lup er kun troen tilbage som urørlig.
Et svar om “retten til ikke at udtale sig”, bliver godtaget.
Men netop hvor noget har værdi i et menneske kan ingen gennemtvinge et svar.
Det viste sig at han skule til kirke, men syntes det var lidt flovt at fortælle mig. Så han brugte købmandsundskyldningen i lang lang tid.
Eller vi blev alle løftet ind under en kvindes dyne.
Hun sad nemlig og snakkede med sine veninder om hendes sidste besøg i swingerkluppen og hendes sexliv derinde.
Med høj klar ryst, uden at tænke på hvad andre mente eller om vi havde lyst til at høre om hendes sexliv kom vi helt ned i detaljen.
Og det sloig mig hvordan vi er blevet omkring privatlivet.
Men vi har det bedste med den vi kan se og mærke kropsligt.
Jo færre billeder og forslag vi har til troen jo stærkere manifesterer den sig.
Jo færre navne den får fæstet på sig jo friere lever den i os.
En tegning med religiøs satire i danmark kan ikke ryste tro.
Den er papir og kulstøv, et meneskeligt udtryk.
Brød og vin er ikke helligt. Det er symboler.
Thorsens pornofilm med jesus i hovedrollen?
Det ryster ikke, om der kan rejses debat om det kunstneriske udtryks skønhed, men der går ingen skår af den kristne tro på den konto.
Set med danske øjne.
Vi blander oven i købet troes-fornemmelserne sammen som vi altid har gjort.
Hug en hæl og klip en tå.
Lidt guder her, lidt fatima der, lidt mosekurv og så passer det hele som det skal.
Helt i tråd med at bestille en pizza nr 7, men uden ost og så lige med skinke oveni og ansjos.
eller en datingsite hvor vi vælger kæreste efter uddannele, hårfarve og interesser.
Inde i hesteskoen hænger fattimas hånd.
Islams fem søjler i de fem fingre.
Et udtryk for islams egen billedlige drykelse, som kristendommen også gør det med kors, duer, roser etc.
Fatimas hånd er ikke min, den er min ældste drengs.
Han fik den i nordafrika sidste år.
Og min ældste søn hentede et værn mod ondskab hjem. Fattimas hånd holder sværet og døden fra livet.
>>Det er lige sådan en man har brug for<<, konstaterede han tørt efter en times fortælling i bussen af en udmærket guide med dyb rod i det jyske, som hun nu omsatte til fortællinger om islam, gud og gaver.
Og nu hænger den der, over hoveddøren og fortæller, ikke om islam, men om tro i børnehøjde.
Tro uden rammer og regelsæt. nr, 7 på menukortet
Børnenes sikkerhed har hold i barnetroens lethed. Hvor imod vi voksne hver dag står stærkest i tvivlen.
Jyllandspostens tegninger er et direkte afkom af Grundtvigs tvivl og hans måde at tale om den kristne sammenhæng.
At vi talte dansk og udviklede sproget,
fandt gammelt frem og spandt nyt til.
Ord vi har i sproget som smager godt,
ord som:
søster, bror, kærlighed, nærhed, håb, mod, sjæl, folk og farrai, nutella og den slags.
De ord vi føler os hjemme i, dem der gir mening for det enkelte menneske, det er de ord der kan fortælle om den kristne sammenhæng.
De ord der er med os hver dag vi er i live, eller er i nuet.
de ord er de eneste der kan få os til at se, at evangeliet er værdifuldt for mennesket.
Ikke blot uforståelig for den arabiske verden, men også for vores nabolande.
Han blev helt bleg, selvom han er trådt ud af sin katolske tro, når jeg taler om gud eller kristendom.
Fordi vi Danske har arvet frimodigheden i sproget til Gud.
Hvis man taler i kristelige vendinger om en man egentligt ikke kan li, så skal vi ikke komme og tro at den er i orden med gud.
dem har Gud i grunden kær,
hader frem for alt de søde,
som på skrømt ham træder nær!
men vi kan godt tale om Gud og salami i samme åndedrag.
Tykke lidt på det,
og stadig adskille det.
Han blæser liv i de særeste mennesker.
Dame Edna og Hitler.
Mundhygiejnen er i orden, og Gud skaber Adam med elguitar og finblad.
Men vi censorerer ikke Gud med dårlig ånde.
Gud er bare en af vennerne.
Ham kan vi godt grine sammen med.
Gud har jo tillid til os, har Grundtvig fortalt.
Gud er ikke døv, han ved nok hvor vi står eller ikke står, i forhold til ham/den/det.
Og hvermand ved at de er fri i deres personlige tro.
Den enkeltes forhold til Gud er privat.
Vi har troen i tanken og den formes af sproget.
Så den enkeltes prædiken er lige smuk for vor Herre.
Det er lige godt for Grundtvig om vi kalder Gud i tale via stjerner, lotto eller hånden op under kjolen på maren. Alle tre er dog alt sammen gjort af stof,
der hører hjemme i glæden: tro, håb eller kærlighed.
At selve den hårdt tilkæmpede frimodighed ikke forståes mellemfolkeligt.
Den kamp grundtvig stod midt i, står et helt folk i nu.
En hel verden.
Frimodigheden forstår vi i vores kultur. og vi skal finde forståelsen for resten af verden. vi skal lære at vores tabu er deres tro, er det de taler om med mange munde.
Hver fulg sit næb og det er lærdom – for os der pipper frit og frejdigt uden stopklodser eller kølervæske.
Plant en lilje i dets sted.
Liljen må være et frø af det der er stærkere end ondskab.
Et frø af det der binder mennesket sammen.
Romantikken, kærligheden.
Hvad gør vi nu lille du??
Tænker med voksentvivl og svarer med barnetro:
I kærlighed rummes vi, kloden over, uanset sprog, uanset religion, uanset frimodighed
((Hør resten i fordrager Gud hvor romantisk ved Astrid Søe www.astridsoe.dk))
Ordet skaber hvad det nævner 