Nye ord om Mor’s Menageri

Den gode Kenneth Krabat skriver på sin Blog om Mor’s Menageri:

 http://krabat.menneske.dk/kkblog/2012/10/04/ordmagi-du-blir-hvad-du-spiser/

Til Norge, dagen før et års dagen

Der er så stille her i dag, i dagens sidste lys
før morgendagen vågner, til minderne om gys
i ren forundring menneske, må stå og se det komme
og gennemleve nok en gang, det døde og det tomme
til de der tabte liv og leg, og misted tillidsgrunden
er tro på frihed stadigvæk, det sidste ord i munden
et helt forandret folkefærd, men viden om det onde
har rejst sig, uudgrundeligt, hvor ingen kunnne bunde
med tyste tegn og ingen ord, til den der tog af livet
er sorgen dog den kærlighed der kom og bliver givet
forbind det sjældne der slog til, med det VI ej kan magte
fordi VI kender kærlighed, så tar den hånd vi ragte
et år et kun så ganske lidt og tid kan ikke hele
de mennesker der spilttes ad og går i tusind dele
men hvis vi løfter sammen er det lettere at bære
den viden om det onde, vi er tvunget til at lære
en stille tanke før det sidste lys er ved at dø
et grosted i den vilje: At ingen er en ø!

Til Norge – dagen før 1 års dagen for massakren.
//Astrid Søe 2012

Det er sandt

Det er sandt at livet finder
stille steder at gå hen
det er sandt at livet vinder
alt vi tabte, hos en ven.

Det er sandt at døden kommer
som en sum af alt vi så,
inden livet går fra sommer
ind til himlens stedseblå.

//Astrid Søe 2012

Piv mindre – Prøv mere!

Kan snart slet ikke se vores samfund for bare revsere… Måske er det tid til at genhuske, for alvor, hvad det er vi vil med hinanden som folk. Krise, økonomi, afmatning mv.. det er intet at regne mod den krise og afmatning der kommer at at glemme hvad det er at være et folk, at være skæbneforbundet.
Måske huskede vi ikke i dag at vågne og gnide søvnen ud af øjnene med det ene formål: at sige til os selv i spejlet at vi også i dag VIL vælge os TIL som borgere og folk i danmark.
Jo mere vi revser, brokker og brydes, jo længere er der til samling og selvtro.
Jeg har nu engang tænkt mig, ganske naivt, at tro på vores folk og formåen. og samtidig nære tillid til verdens global-borgere. Hvad kan vi andet, vi er kun mennesker og har kun en vej – det er frem og det er fremtid.
Må du og dine få en aldeles forrygene dag hvor vi husker at smile og le, tro og se. Og bliver det nødvendigt at falde i et hul, så lad det blive smilehullet, for der ligger nøglen til et helt lands fremtid begravet.
Når glæden kommer, kommer troen på samfundet og løsningerne på det hele.
Vi klarer ikke et 2012 med surmuler og slatne løsninger.
Vi klarer ikke hinanden og os selv uden viljen til a give Jante et gevaldigt spark i røven og genopfinde troen på mennesket. Det enkelte menneske. værdipolitik med menneskeværdi og menneskemetode. Fint nok med skældud og revsere, men hold jer lidt på måtten og kom igen når I har fundet lidt tillid til jeres medborgere og til mennesket som grundlæggende godt.
Piv mindre – Prøv mere!

Nytår


Tælle til to, tælle til ti
at tælle til nytår, hvorfor? fordi:
For at finde en ende og mærke det gry
at føle det spirende liv på ny
at vinke og hilse og tage afsted
at pakke en kuffert med det der skal med
at ville det nye og se det der svandt
at afrunde noget og give det kant
at krumme en tå med næsen i sky
og råbe med tillid på nytår påny.

Forandrende forundring

Smukke stjerneklare nat
med den forandrende forundring
en ukendt
stjerne
kun kan
forklare

Hverdag, hver dag.

Livet skal helst være en lang fest.
Men hvis ikke hverdagen er der får vi aldrig øje på når livet byder os et stort og festligt øjeblik.
At holde af hverdagen kan være svært.
Trædemøllen, som den også bliver kaldt.
Men der er et menneske der har hyldet hverdagens berusende glæder.
Det er af Dan Turéll, der i digtet, HYLDEST TIL HVERDAGEN,
fra pladen, pas på pengene, lavet i samarbejde med Halfdan E. 1993

Gensynet med dagligdagens glæder er tilbagevendende hos turell.
Eller hans trang til at leve i nuet.
At lægge sig i hvilens og hverdagens seng,
Til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt.

Hver dag er ny, Også for turell.
Hver dag skal han vågne til de samme mennesker de samme lyde og udsigten…
men med ny erindring.

Han får lysten til at finde sted i sin hverdag.
Den samme lyst som Benny Andersen har i digtet Svantes lykkelige dag
Benny Andersen har forstand på livets små øjeblikke.

Bennys Digt minder mig mest om en salme.
Den er skrevet på kærlighedssprog og kærlighedssprog gør altid en salme.

Benny Andersen venter ikke gæster i dette dig, men er selv en pludselig uventet gæst midt i hans egen hverdag.
Han får øje på at livet ikke er det værste vi har når hverdagens kaffe er ved at være klar.

Han holder af sin ostemad og fuglene der flyver i flok, hvis de er mange nok.
Ninas rituelle morgenbad gør livet rigt fordi det er et bad i hverdagens vand.
Benny Andersen døber dagen glad fordi den er genkommen.

Enhver kan høre at den er skrevet på tillidssprog.
Tillid betyder tro.
Og digtet er fyldt med tro og tillid til livet selv.
Der er en barnlig glæde mellem linierne
Og netop af barnligheden springer tillid.
Også Grundtvig digtet oftest i et barnligt sprog.
Med barneøjne.
For Grundtvig er barndommen den klogeste tid vi lever.
Et barn uden sprog har viden om alt der hører hjertet til.
Om længsel, mod, håb kærlighed og tro.
Langsomt ændres vores syn på tilværelsen.
Skattetryk, pensioner, hormoner og svigt kalder andre ord og et andet sprog frem i en.
Men barnet vidner kun om tillidens sprog.

Min søn Svante sad, som lille pludre sprogs baby på knabt et år, i sin stol til et måltid i spisesalen på vores højskole i Lønne og hans morfar kom over til ham.
Svante kikkede op på han og sagde vov vov, og nu lignede morfar bestemt også en mellerstor buldog med bløde folder i ansigtet, så vov vov fungerede fint, men den lille gut kikkede igen ned, smilede og pegede så igen på morfar og sagde GUD!
Det er hjertesprog.
Den man har tillid til kan man tro på.
Og barnligheden gør selv en morfar guddommelig.
Det er sku ikke så lidt man bliver af at få børnebørn.

Siden fandt den lille gut dog et andet navn til morfar, han havde opsnuset fra en vorsensamtale, han skiftede fra at kalde morfar Gud til bob Dole. (Og der er dog nogen vej imellem)

Tillidssproget træder til når vi leder efter vores religiøsitet.
Benny Andersens hverdag fyldes med tro og håb fordi den er enkel.
For barnet er livet en enkel størrelse og også hos dan turell er livet enkelt når bare hverdagen er der.
Det enkle kan være svært at holde af fordi vi er tilbøjelige til at prise fest og blafaldera.
Men hverdagen byder på mere mener dan turell.
Den byder på gentagelse.

I kærligheden er det den samme længsel der driver os.
Kærlighed er denne gentagelse.
At få øje på det man kender.
Det er sært nok at sige ja til det samme menneske hver dag året rundt, men hele livet igennem er endnu sværere.
Svært når der kommer hverdag ind i kærlighedsforholdet.
Når frikadellerne skal steges og lokummet gøres rent bag ved brættet.

I forelskelsen er alting stort.
Uendeligt og evigt.
Man kan nu i det moderne samfund købe den uendelige himmelske gave til ens elskede,
nemlig det at få ord sendt ud i verdensrummet og dermed ud i evigheden.
Ordene flyder ud i atmosfæren og ligger ude i rummet og runger hult.
Det er den mest moderne morgengave man kan give ens elskede på bryllupsdagen.

Den mest håndgribelige morgengave man kan give er vel en gravsten med fælles navne på.
Mon ikke ideen om til døden jer skiller så fiser ind på lystavlen?
Og så kan man jo altid aflevere den i skildsmisseadvokatens baghave, hvis døden kommer før forventet og trænger kærligheden væk.
Men det er vist ikke moderne med gravsten i morgengave endnu.

Et er sikkert, og det er at døden kommer en dag. Døden er med i hverdagen, hver dag.
Den underlige sikre viden.
Vi øver os og lærer at leve med det, at døden en dag tager over.
Vi prøver at leve hver dag som var det den sidste.
Igen er kærligheden til hverdagen, en opliver mod det kommende, mod døden.

kærligheden er netop en hverdagsstørrelse, modsat forelskelsen der er brus på en nyopknappet cola..
Kærligheden kan trives og leve i de små ting.
Kærlighedens verden er ikke stor hver dag.
Men stor i hverdagen.
I de fælles kontoudtog der fortæller om bleer fra Bilka, brandalarm fra et byggemarked, og boller fra brugsen.
Og hvis man er rigtig heldig: fra Daglig Brugsen!

Dagligdagen eller hverdagen er ikke vanen.
Den er genkendelsen.

Men der er da mange forhold i livet hvor hverdagen bliver ulidelig.
Man kender godt de ægteskaber hvor de kun kan tale sammen når de er ude.
De sidder hver dag og glor på hinanden uden at sige et muk, men så snart de kommer ud af den daglige trummerum liver’ de op og får øje på hinanden.

Der er også dem der i årevis snakker om at tage på rejse..
De glæder sig og planlægger og når de så kommer af sted så keder de sig.
Så skal de til at tale med hinanden, og det er sgu ikke nemt.
Næ, når Bengt Buer kører lykkehjulet i baggrunden og kaffemaskinen snurrer, så er man til!
Og så vi er hjemme hos Benny Andersen og turell.

Kaffesproget forstås af enhver.

På højskoler er det jo heller ikke meningen at det de medvirkende står og siger er det egentlige indhold.
De ord der tales over kaffen er dem der giver fylde i højskoledagene.

Hvem ka? kaf-ka!

I de gamle kopper drikkes hverdagens kaffe.
Det fine stel kommer kun frem hvis vi er ude over hverdagen.
Det står året rundt låst inde i et skab og samler støv.
Men hverdagens kaffekop med skår i kanten og krakelerede indersider lever vi med hver dag.
Der er historie og liv i den slags kopper.

Tone: Den milde dag er lys og lang.
Carl Nielsen 1921
Tekst: Astrid Søe, November 2001

Novembers stille morgenkamp,
hvor sol og jord står op i damp.
Og frosne knæ der knirker lidt
i tøflens læderfedt
En dag med vintertømmermænd,
der værker nede i min lænd.
En søndags stille morgengry
når dagen be’r sig ny.

Og formiddagens vasketøj
bør vaskes rent og frit for møg,
mens solens øjne kikker ind
på edderkoppespind.
Mit hus er fyldt med rod og skidt,
men pyt for det er bare mit.
Jeg går så glad og alene her
med skidtet mellem tæer

Min gamle badekåbe ser
at jeg er nøgen, så den ler
og kaster sig omkring min krop
i glad frotté galop.
Hvor er det skønt at la’ stå til
når man nu meget hellere vil
novembers stille morgenkamp
og sol og jord i damp.

Åh, nej! Det ringer på min dør;
jeg ser mig om, som lige før
men alt er stadig rodet der
og tøflens bare tæer.
Nu ringer det så gu igen
i døren står min gamle ven
kom ind, det roder lidt, men kom.
Hun står og ser sig om.

Novembers stille morgenkamp
blir’ væk i syner af en svamp
der skulle stryge vindueskarm
min kind bliver’ rød og varm.
Hun står og ser så vasket ud
med strøget bluse, cremet hud.
Hun slår sig ned på en køkkenstol
midt i novembers sol.

Du har det godt? Jo tak, såmænd.
Jeg går til køkkenbordet hen.
Nu knurrer kaffens sidste vand;
jeg reder mig i land.
For over kaffens varmesky
Der blir’ jeg født til liv på ny.
Ved hverdagskoppens slidte stel
Jeg kommer til mig selv.

Nu tar’ vi os en kaffetår
og taler lidt om vinter, vår.
Om hendes nye hofteskål
og minus indlægssål.
Hun kvidrer op om lav pension
om hendes telefonspion
der sladrer om hvem der ringer der
når ikke hun er nær.

Hun sir farvel og går igen
Gad vide hvor hun nu skal hen?
Jeg hænger i min vindueskarm
og blir’ en smule harm.
Nu sladrer hun med postens viv
Udbreder hun mit rodeliv?
Jeg føler mig så fortumlet stå
Med tøflen om min tå.

Så kommer jeg i tanke om
engang jeg selv så plus’lig kom
og gjorde hende et visit
hun stod der i sit skidt!
En gæst der kommer af sig selv
ser livet i sin karskenbælg
med køkkenkaffens hverdagskop
Går livet lige op.