Glædelig jul

På stjerntæpper himmelblå

Er tændt en gammel stjerne
Den lyser op hvor sorgen lå
Og hilser fra det fjerne 
Med tonestiger når vi hen
Hvor tillid kysser panden
En glædelig jul til hver en ven 
Vi ønsker til hinanden
Med stille sind og hjerteslag
Og gamle kendte sange
Blir tonerne til lys og dag
Når nætterne blir lange
Et ord der går fra mund til mund
Med kærlighed og varme
Du gamle jul så smuk og rund
Sov trygt i mine arme
Da klinger sidste klokkeklang
Og træet står og længes
Et barn der bryder ud i sang
Og pynt på grene hænges
Et kys i misteltenens skjul
Et julebrev fra livet
Halleluja nu er det jul
Og det er ganske givet

Kan synges på: Er lyset for de lærde blot

//Astrid Søe 24/12 2013 www.livsoplevelse.dk

Martins Mortens aften

And og gås de går og gyser, på en kold novemberdag,
hvem skal lade liv og vinger, for en gammel hævnagt sag,
Martin også kaldet Morten, gik i skjul i bispeskræk,
Gåsen var en “whistleblower”, det blev gåsens sidste træk,
Ydmyg Martin måtte sande at han salvet blev til bisp,
Det kan gå, men værre er det, det blev gåsens sidste gisp!
Martins skik og brug for godtfolk også i det kolde nord,
Gåsestegen er i ovnen til mit Martins nadverbord.

—– ♥——-

Gør klar tl at fejre endnu en indvandret skik, nemlig Mortens aften. (Martin bisp) som også reformatoren Martin Luther er opkaldt efter. Og i den forbindelse hyggetænker jeg lidt på de nye 95 teser der i 2012 bør slås op på kirkeporten med nye måder at finde frem og tilbage i de religiøse stridigheder der råder nu om dage. Debatten om homovielser, juletræer, Eid, frikirker, kirkeskat, religionskultur og multireligiøse samfund. Jo en tese eller to kunne vi nok godt trænge til – midt i debatten og nej og ja bispehatten 🙂

 
//Astrid Søe – Mortens aften 2012

Rør blot ikke ved MIN gamle jul…

Kærlighed er gentagelse
Julen er hjerternes fest, siger vi og taler kærlighed ind i højtiden. Hjertet er blot symbolet vi har valgt for den uhåndgribelige følelse kærligheden er. Og julen er netop kærlighed. Ikke forelskelse. Forelskelsen er vidunderlig i dens nyhedværdi. Vi mister grebet om os selv, om verden og virkeligheden og forlader os på vores følelser alene. Forelskelse er uden tråd, den er vild og utæmmelig, som en svingdør der ikke kan komme i hold. Forelskelse rummer ikke gentagelsen, den er splintrende ny hver gang vi møder den, fordi forelskelse er et nu. Med kærligheden forholder det sig helt anderledes. Kærligheden er gjort af gentagelsesstof. Kærlighed er at ville se mere end blot nuet. Kærlighed er at ville gense. At tro på historie og tro på fremtid. Kærligheden kan bære alt og holde til alt, igen og igen. I julen er vi kun i gentagelsens rum. Vi pakker julekasser ud og hver lille ting finder sin plads i vores hjem. Ikke bare sin plads, men sin vante plads.
Den engel skal stå på klaveret og den nisse hører til i vindueskarmen. Og ve den der flytter dem andet steds, den går ikke. Jul er at fejre gentagelse. Det samme barn fødes i smerte under stjernesolen, den samme historie fortælles og elskes år efter år. De samme sange og salmer. Og alligevel vågner vi op ved det, i stedet for at falde i søvn. Julen er den tid hvor vi tør genbruge og genkende. Når vi finder fred i det at gense er der fordi vi længes efter selv at blive genkendt.
Hvad er skønnere og trykkere end at være sammen med mennesker der kender en og giver en fred til at være helt sig selv. Når juleevangeliet fortæller om det lille barn og fødslen i stalden, ved vi at vi møder ord om en familie. Om det at høre til. Størst af alt er det fællesskab at vi hører til et sted. At vi genkendes i kærlighed og bliver os selv og andre bekendt.

Med ønsket om et godt nyt-ord.
Astrid Søe, Mor’s Menageri ©