Først var jeg lyden af jord og af nyt
bristet af frø og af fødsel
jeg lagde øret mod verden og lyt
himlen var frodig og ødsel
regnen og stormen og sneen gav lyd
knitrede, blødte og bragte
og jeg stod op, ved ordene “skyd”
tyste, måske lidt forsagte
Lag efter lag det lagde jeg bag
gennemblødt, ganske fornøjet
vækster og voksen af år og af dag
stengel med hovedet bøjet
bryde igennem en skovbund og se
knejse mod lyset der lokker
jeg foldes ud og mere kom til
gro nu, ja gro nu for pokker
Da blev jeg lyden jeg voksede i
toner af skovbund og spætter
en melodi af fanget og fri
svalende nordiske nætter
musen der peb og hugormens svar
gøgen og ræven og tuen
blomsten der åbner sig nøgen og bar
kvisten der løftes af duen
Jeg blev til fylde, oktaver blev lagt
årringe tæller min ælde
jeg var en tone i ord der blev sagt
vestenvind du var min helle
da blev jeg ombragt, fældet og faldt
kyssede jorden og sukked
nu er min tonestige kun halt
og mine ører er lukket
Da blev en susen til liv og til dåb
skåret i kødet som kærtegn
noget blev formet, en tone, et håb
mild og foranderlig støvregn
jeg blev et møde med menneskehånd
jeg blev et væsen i verden
jeg blev fra takten til tonen et bånd
lyden af glæde og smerten
Jeg er en lyd af længsel og værd
afkom af latter og triller
halsen der strækker og kroppen der bær
nodepapirer der kilder
jeg er en guitar et sjæl-instrument
afkom af himmel og kloden
siden jeg fødtes er meget mig hændt
men takten sidder i roden
//Astrid Søe 2013
Tilegnet John Larsens guitar.
Ordet skaber hvad det nævner 