Jeg glæder mig i denne tid (jul)

Jeg glæder mig i denne tid,
hvor verden bliver ny og blid
så ved jeg freden gæste.
der findes fred, der findes ro
der findes folk der bygger bro
og mødes med sin næste.

se verden trodser krig og nød
når barnet fødes af dit skød
et billedsprog der giver
et håb for det der varer ved
en rose i et tidselbed
en stjerne der opliver

for hvergang julen vandrer ind
og rører ved et barnligt sind
blir frosten brudt af sommer.

så når jeg ud i skoven går
så springer grene ud som vår
når julevarmen kommer

En lille pige holder hånd
og gode mennesker knytter bånd
og skriver julebreve
jeg ønsker dig en glædelig jul
at frihed flyver som en fugl
og lander som din gave

decembermåned gør så glad
et tindrende forundringsbad
af kildevæld der løber
med kærlighed og viljelyst
et ord til dem der mangler trøst
treenigheden støber

velkommen jul, velkommen liv
du standser verdens larm og kiv
kun gladeste ved det milde
du er en gammel melodi
der løber i mit blod fordi
din sang er livets kilde

//Astrid Søe
versetempo lånt af Peters jul…

At vælge til.

Melodi: Spænd over os dit himmelsejl, Hans Holm 1988
At vælge til, at vælge fra
i hastighed og dvale,
at vente og at være klar,
på bakkedrag og dale.
At skubbe rullestenen selv,
at låne og at stå i gæld –
Når hjertet alt bevæger.
At samle sten med huller i,
og mærke dem i lommen,
at ånde ude i det fri,
og være helt velkommen.
At stemple sjælens rejsepas,
med solens lys som et kompas –
Når hjertet alt bevæger.
At tiden kommer, tiden går,
foruden vej og måde,
at finde fred med det man når,
er livet egen gåde.
At slippe et kalenderblad,
og spise sidste måltid mad –
Når hjertet alt bevæger.
At stå ved ord og magt og ånd,
treenighed af tillid,
at tage barnet i sin hånd,
og være i sin nutid.
At tage overfrakken på,
at løbe eller bare bare gå –
Når hjertet alt bevæger.

//Astrid Søe 2013. Til udenvejrs gudstjeneste.

Melodien kan fiskes her:  http://www.youtube.com/watch?v=sNZG-ZH75hw