Grundtvigs tale om håb. Folkemødet 2021

Tale om håb

Folkemødet 2021 hovedscenen lørdag

Menneske først.
Således er håbet et os.
På jorden at blive det tjene os bedst!
Men, spørger de måske, hvornår er man i samtiden ikke bare menneske først, men menneske nok?
Slår vi til, slår vi fra eller slår vi fra os – i debatten, i tonen, tilliden og tvivlen?

Ungdommen spørger hele tiden: Seriøst?
Som om livet er blevet til tvivl om vor egen formåen.
Man bør generindre at mennesket er godt nok.
Dermed fritager vi hinanden i hinanden og skaber liv og fællesskab.

Hvad er vel vor drøm?
Man sagde engang: om hundrede år er den danske tunge, langt mere berømt end det danske sværd.
Nu spørger den gamle igen:
“Om hundrede år er den danske tunge langt mindre berømt end det danske værd?”

For kan vi være og kan vi bære i det fælles vi bejler til?
Er der håb i værdidebatten, eller pudser den brillerne i makrel?
Ja det hører den gamle er så moderne…

Håbet og denne samtids famlen efter værdi er enkel.
Værd er at være tilstede som en mulighed for det andet menneske.

“Det er at vi kan være hinanden som vi er,
Det er at vi vil bære hinanden som vi er!

Vi kan ikke være hinandens muligheder, hvis vi er hinandens modstandere.
Vi må som verdensborgere Bære over. Og bære vand. Gennem kriser, kærlighed, kommenterer, karakterer.
Og i øvrigt uddeler den gamle i dag udelukkende 12 taller til ungdommen, med deres kjærligs-nære vid og bid.
-Man ønsker sig i øvrigt sådan en “boomerboks” til at høre Nik og Jay på åben gade. Lev mens du gør det, Elske mens du tør det og den gamle tilføjer: Kæmp mens du bør det!

Vi trænger hinanden, fra boomer til baby, uden målstyring, test eller metode. Blot i kjærlighed fra og til mennesket. Ungdom – man hepper på jeres drømmekraft!

Vi ved at vi kan være hinanden som vi er,
Vi ved at vi vil bære hinanden som vi er!

Være nærværende i hinandens liv og huske at bøje os for hinanden.
Om man har glemt det betyder samfund at finde sammen – på tværs af vor forskellighed.
Det fordrer samtale, lydhørhed og et eviggyldigt hengivent tillidsforhold.
Man er stadig optaget af dette forpligtende håb at man bør oplive før man kan oplyse.
Vi bliver myndige medborgere, demokratiske dannede det øjeblik vi bliver frisat og dermed ansvarlige og knæsat som borgere og mennesker i samfund.

Og til et folk sig alle høre,
Der i forskellighed kan røre
Hjerte, vilje, mål og med
Hvor mødestedet finde sted
Om man måler sin magt i de levende ord,
Fra hindu, muslim, kristen, Odin og Thor
Og tæller sit flertal og lytter og tror
At politik bliver taget på sit ord
Med liv skal landet bygges
– Jævnt hen skal der også hygges
Med håbet som tolk bliver samtalen født på ny
For solen står med folket op, deraf vort folkelige ry
Og før vi går fuldstændig galt af hinanden
Så genhusk og lyt til dannelses-forstanden
Så den gamle grundtvig bliver ved med at råbe:
Kun en tåbe, vover ikke at håbe!

Godt folkemøde!

Frihed er at elske forskellighed

Forskellighed kan samle eller dele.

Samtaler og debatter handler altid om det samme, forskellige syn på en sag, på en drejning, på livet, på grundværdien.
Vi ser forskelligt på det, men det skal ikke skille os ad, siger vi – og surmuler alligevel som en morgentræt teenager, der op ad dagen alligevel opdager at der var brug for andre synspunkter.
Kærligheden er også den forskellighed. Mødet med andre normer og opfattelser end vores egne. Andre skikke og traditioner, selvom det bare er i det små og andre gange store grundlæggende oplevelser. Opfattelser af op eller nedslået wc bræt, julepyntedage, samværsformer, udadrettethed eller hvilken side af sengen man helst vil ligge i. Kærligheden ligger i midten af sengen og snorker højere end tilladt. Den savler kælent og uden æstetik eller forsøg på at ligne et instagramopslag. Kærligheden er ikke ræd for dette eller hint, men stirrer med åbne øjne mod det ukendt og mod de mødesteder der findes i mennesker. Forskellighed handler ikke om modsætninger. Til forskel for modsætninger er forskelligheden lærenem og den er klar over at trods forskellighed er vi rundet af noget fælles, kærligheden til hinanden og det at være mennesker. Den sidder med den spidse blyant på første række på Uni og tager noter i livets bog. Forskelligheden prøver heller ikke med magt at lave om på andre. Den samler kærligt stumper og krummer sammen til noget der rimer på kærlighed uden grænse.
Et samfund er denne forskellighed. Det at ligge i midten af sengen og savle med åben mund. At hengive sig tillidsfuldt til de mennesker der omgiver os og som vi danner samfund med.
I mit liv, som for de fleste andre, er det det jeg brydes mest med og som jeg holder mest af. Det at knytte tillid til mine modstandere, dem der mener noget andet, dem der vil noget andet. Den politiske tillid er for nedadgående og vores samtaleform er holdt op med at savle med åben mund.
Vi forsøger at genskabe noget vi har glemt i polerede forsøg med iscenesatte samtaler, talks, paneldebatter, tvangstale i velarrangerede opdrag hvor vi bliver budt ind til mad og snak, læring i samtale, øvelse i debat og mod. Kan man have noget imod det? næppe! Men kan man fornemme tristheden i et folk der har glemt samtalen. Bestemt!
I 175 år har vi samlet på forskellighed og på forankring i fælleskabet på de danske folkehøjskoler. Den 7. november 2019 er en festdag ud i vilje til forskellighed. Den dag hvor Rødding Højskole åbnede sluserne for 175 års tidevand. En bevægelse der i sin skiftende samtid altid holder på det menneskenære, på det levende ord, på forskelligheden. Højskolen sidder stadig med den spidse blyant og læner sig frem i samtiden for at høre hvert enkelt menneske om deres opdrag og opfattelse og siden savle kælent i det at opelske til det fælles bedste. Det er højskolens sure pligt at forme sig om igen og igen så den rammer de mennesker der lever i dag og være lydhør uden at miste sit fælleskabssærkende.
Højskolen har en arv der kan lyde vældig gammel og grov, men som alligevel samler forskelligheden. Nemlig ord som, historisk poetisk. Det historisk poetiske er ikke en nem størrelse at sælge i et glitter katalog. Højskolerne skriver det sjældent som hashtag eller motto, men kryber til dannelsesbegrebet.
Og dannelse er også netop historisk poetisk. Dannelse er også at høre til, samhørighed med menneskeslægten.
I går sad jeg i bilen på vej til København og hørte den nye radio4. Her sad en skøn ung gut og påstod at samfundet var ungdommens, nærmest som var ungdommen historieløs. og Palle alene i verden. Der er ikke noget at sige til det. Det er altid ungdommens lod at oprør og revolution skal lugte af afstand til de tidligere generationer. Denne løsrevenhed og vrede går igen og igen, den er også en arv, en genetisk-biologisk størrelse og selvom ungdommen tror at vi gamle idioter altid har været satte og tænkt mest på ukrudt i fortovet og pensionsopsparing, så må vi skuffe jer. Vi har også været der. Der hvor vi stor på randen af livmoren og så solen gry – kun for os.
Vi var ligeså skide indignerede over vores forgængere og deres politiske opdrag og beslutninger. Den kolde krig, gifttromler i skoven, atomkraft, menneskerettigheder, aktiv dødshjælp, aids, hungersnød, olieforurening, syreregn. vi havde også kampråb og kampgejst – og det har vi stadig, selvom kampen er pakket ind i ansvar for vores afkom, økonomisk skrækslagenhed, Rittersport og levet liv.
Det er så tydeligt for mig og sikkert for de fleste andre at vi aldrig har gavn af at stå i hver sin grøft og bruge tiden på at råbe ad hinanden og holde op med at være lærenemme.
Et samfund og en verden står altid på skuldrene af dem der kom før os. Nogle dele af arven er smukke, er forbilledlige, brugbare og andre er rædsler, forbrydelser, forkerte beslutninger. Historien lærer vi af, men alligevel gentager vi fejlene, selvom vi er nok så oplyste. En af de største gentagede fejl er at tro at hver generation er en særskilt hær der for alt i verden skal bekrige de andre og særlig de foregående. Vi en nogle gamle idioter der ikke lige har tænkt sig at dø endnu, vi vil også gerne understøtte jer og betale mere i su, lytte og forsøge at forstå hurtigheden og handlemåden, lave suppe til jer eller hente hostesaft på nutidens app-otek. Være en del af den stedlige samtale, den upolerede, den der også råber og rager, den der opfordrer til civil ulydighed og modige måder at ligge midt i sengen og savle ufortrødent. Det jeg ikke gider, under noget vilkår er at hver generation smider den forrige ud med badevandet. Gå aldrig ud i vandet uden en voksen, en voksen, gå aldrig alene derud. Den voksne I kalder på, er faktisk tilstede hvis ikke det var fordi alle parter lå nedgravet så dybt i sit ler, at ingen dem ser. Jeg taler ikke om belærende voksne, deres tid er forbi. Jeg taler om den lærenemme samtaletone slægter imellem. Den historisk poetiske størrelse der imødekommer uden at behøve at være modsætninger. Vel er der forskellighed og nye spor i hver generation, men mennesket er ikke modsatrettet. Forskelligheden er den læremester der netop knytter os sammen.
Som skrevet og sagt uendelig mange gange så er jeg umådelig stolt af ungdommen i dag. Ikke kampen i sig selv, for den er helt naturlig i unge og måtte komme og den kamp deler i med mange af os gamle idioter, om I vil det eller ej. Det jeg er stolt af, er at se en fælleskabs- og delekultur der spirer og gror. den hviler nede i de ret unge, ikke dem der råber højest lige nu, men dem der er undervejs. Uegennyttighed, en gammel velkendt størrelse der er på vej tilbage. Den minder mig om noget jeg kender, noget der danner et grundlag for samvær og frihed igen. Fra “selfie” til “Bellfie”.

John Donne skrev:

Intet menneske er en ø, sig selv nok.
Hvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af helheden.
Hvis en jordklump bortskylles af havet,
bliver Europa så meget mindre,
ganske som var det et forbjerg,
der blev det,
som var det din vens ejendom eller din egen, der blev det.
Hvert menneskes død svækker mig,
fordi jeg tilhører menneskeslægten,
og spørg derfor aldrig:
       Hvem ringer klokkerne for
       de ringer for dig.”

Fornemmelsen for fællesskab er som tidevandet, som bevægelsen på kloden. Vores alles store bekymring med klimaet, både det menneskelige og jordnære. “alle dem der hopper, mister jordforbindelsen” råder jeg hver gang en demonstration opfordrer til fællesleg som meningsopstopper. Ved jorden at blive, det tjener os bedst, skrev Grundtvig i 1820. Det er så nutidigt og genbrugeligt, for det berammer netop tidens løsen, at vi skal blive i jordhøjde. tage hinanden alvorligt, uanset hvor på rangstigen vi står. Hive hinanden ned på jorden og tage den alvorlige upolerede samtale forfra. Den i øjenhøjde, den der ikke tvinger sit eget igennem, men den der er et mødested – også mellem generationer. Vil vi noget, skal der være et vi. Æggebakkeretorikken hvor hvert slægtled sidder behageligt i sit dertil skabte papbeskyttelsesrum og har det som blommen i et æg er ude. I morgen på Højskolernes 175 års dag står den på æggekage. En historisk poetisk en af slagsen. En af dem der er lidt brændt i bunden og lidt for flydende i toppen. Men et eller andet sted i midten er den lige tilpas for de fleste. I morgen kan man ikke være bekendt at skrabe det flydende af eller vælge det brændte fra. I morgen må man tage det med man ikke først ville vælge, fordi det brændte, er et stykke historie vi deler i fællesskab og det flydende er det fremtidige vi ikke kender substansen på endnu. Det er i dette nu, som før, højskolens opgave at smide æggebakken ud og være det mødested hvor enhver i frihed, uanset alder, status, køn, krav, tro eller tanke kan mødes og genopstå i egen holdninger og finde den lærenemme forskellighed frem, så meget at vi har noget at savle over der langt overgår pornhob og Paradise, men som fortætter noget fælles. En vilje til hinanden og til den frihed der er en arv af tidligere levede liv.

<!– /* Font Definitions */ @font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:3 0 0 0 1 0;} @font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;} /* Style Definitions */ p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; margin-bottom:.0001pt; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} p {mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-margin-top-alt:auto; margin-right:0cm; mso-margin-bottom-alt:auto; margin-left:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Times New Roman",serif; mso-fareast-font-family:"Times New Roman";} .MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} @page WordSection1 {size:612.0pt 792.0pt; margin:3.0cm 2.0cm 3.0cm 2.0cm; mso-header-margin:35.4pt; mso-footer-margin:35.4pt; mso-paper-source:0;} div.WordSection1 {page:WordSection1;}

https://www.dr.dk/nyheder/viden/11000-forskere-advarer-klimakrisen-truer-menneskeheden

"Grundtvigs" tale til Højskolernes årsmøde, 175 års jubilæum


175, det er jo ingen alder!
Men..
Far er stolt
Min unge er blevet voksen, umulig, uregerlig, selvrådende, bumset og basker med frihedens vinger.
Hvad er den vel, den gamle skoleform.
Et opkog af åndens maggiterning.
En suppe på en fælles visk
Hvem faen siger nej til natmad?
Ikke den gamle.
Det at drømme om fejlens fristed, om mulighedernes land. Oplysningen til livet.
Det at skabe en forskellighedens slagmark hvor enhver genopstår i egen ord.
Fred er ej det bedste, men at man noget vil.
Man kunne spørge den moderne højskole om den er i pagt med sig selv.
Om den dagligt vågner og påtager sig livets mulighed, dannelsens væsen og frisindets fejemaskine?
Man bør vågne brat i nord og fatte først som sidst at friheden aldrig kommer af sig selv, men er en stedlig kamp, for folket.
 
Til et folk sig alle høre, som sig regne selv dertil
Kan med kærlighed sig føre, og kan mærke hvad de vil.
Sprog er ikke alt at regne, men at føle hjem og værd
Blive knæsat alle vegne, sådan får man landet kær!
At blive mødt som menneske, ja som menneske først!
Kald det rummelighed, integration, inklusion, fælleskab, samvirke, sameksistens – kald det kærlighed
Man nå aldrig længere end man har drømt som ung!
Således har jeg sagt det og det er tydeligt at det stadig er bevæggrund hos ungdommen.
Drømme er både at række ud, at turde længes, men meget sjældent noget vi egentligt skal indfri.
En drøm er ikke en kontrakt med livet, men et pejlemærke.
Når vi taler sårbare unge på dagens årsmøde da tænker den gamle at det ikke kun er samfundet der har målstyret, håndholdt pædagogik, skærmtid og hastværk der gør sårbar. Nutiden unge har glemt at drømme livet større end det er. Glemt at læne sig på historien og glemt at myten, fantasiens mulighed. I stedet for pejler de både mod fejl, men også mod det fejlfri. En modkultur.
Det begyndte med at de spurgte: seriøst?
En stille tvivl
Mener de hvad de siger?
Er der nogle fixpunkter tilbage i de “voksne”?
Og det er de frie skolers opgave at give den tro tilbage
Tilliden til livet, fra livet
Oplive – det har vi ikke talt om i dag.
Oplive før vi oplyser!
Tage menneskelivet alvorligt og ville mennesket.
Højskolen er en tumling der har tigget, bedt og fægtet. 
Stolpet afsted på tykke ben og bedt sig velkommen i et samfunds afkroge. 
Man forstår at der debateres hjemlighed. Det er intet at regne mod hvad den gamle havde tænkt oprindelig. Én lærer til én elev, det var min tanke. At enhver blev mødt i sit. Man kan nok se at statstilskudet ikke rækker til slige sager og hvem gider vel også alle disse højskolelærere der hele tiden blander sig i opdrag og kultur.
Næ, sagen var og blev at højskoleeleven havde dybde med, en egenart af nysggerigt sind. Således opfyldes enhvers tanke af hverandre, lærd, ledig, længselsfuld, fastlåst, frimodig, målrettet, drømmende, digterisk.
Højskolerammen er en kulturbærer der knytter tråd og tale til, hvor samtalen er forstummet. Danmarks eneste egentlige forsamlingshus hvor enhver frit kan komme og gå i holdning og også må finde sig i at blive modsagt. Et mødested for forskelligheden, den egentlige demokratiske dannelse.
Solen er så “Rødding”
Og statstilskudet småt
Hvorfor skære ned nu, når nu skolen er så hot?
Ånden som en fedekalv, på tilskudsofferbord
Da skal man forskel kende, på Loke og på Thor.
Bær over med den gamle, man er noget oprørt over beskæringen af Højskolerne…
Bæredygtighed er ej blot at overleve, at genbruge, forny, forme nye spor. 
Bæredygtighed er, som væredygtighed en naturlig del af det at være menneske.
Der er en særegen form for bæredygtighed som overtrumfer verdensmål: det er et hjertens mål!
 
Slig et mål er højskolens.
Højskole er at man vil være hinanden som man er
Det er at man kan bære hinanden som man er.
 Tillykke du gamle Højskole
Skål og skide være med det, går det galt så gifter vi os!

Midt i en samtid. sang

Midt i en samtid af hastværk og lastværk og hunger og håndslag og håb
sidder et men’ske og bader forstanden i danskvand fornyet i dåb.
Ingen kan finde et hoved og hale på livet der tikker afsted
skynd dig og kom så, på farten og hurtigt, så løb dog for du skal jo med.
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”
Tit har vi stået og længtes mod tiden hvor verden er sat på standby
fægtet og fumlet og frisat og fremmanet form af den kommende vej.
Midt i et krav er der pligter og ansvar og forsvar og besvar og nu –
-snubler et men´ske i snore der retter på det der var dig, troede du.
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”
Intet er lovet og givet som løfter der trænger sig på som en ven
ingen formaning og råd du skal vrage før livet det opstår igen.
Brevkasser, papkasser, madkasser, glo-kasser, kasser der spærrer og står
ganske i vejen for vinden der ønsker at elske med dig og dit hår.
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”
Valg der skal træffes på kanden af verden og livet og men’sker iblandt
mistro og løgne og tavshed og tvivlen og måben, men hvad er nu sandt?
Indfald og udfald og frafald og nedfald der vejes og måles og blir
levende først, der hvor samtalen rækker sig frem og du endelig sir:
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”
Så kommer tvivlen og tillid og håbet og modet og kysser din mund
kærlighed lever, samhørigt og ærligt og råber: Se selv, du er rund!
Frirum af færden og fortsat forankring der fængsler frimodigt og ømt
der er din grund til at finde et sted hvor DIN postkasse altid bliver tømt!
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-det derfor du er her”

Konfirmationssalme fra den gamle af dage – grundtvig (ish)

Tone: Er lyset for de lærde blot
Er livet sand mangfoldighed
af sjæl og sind og virke
da stråler frit din kjærlighed
når hjertet er din kirke.
Når våbenhusets dør er høj
og ordet skaber verden
fra bondeblomst til stolt levkøj
en frihed i din færden
Sat fri og fyldt med fortids ord
der råder og regerer
ta selv på livets nadverbord
er óg at eksistere!
Et håndtryk fra det himmelblå
en stjerne fyldt med drømme
at tvivle fortsat og forstå
at gå mod tidens strømme
En fortsat fri forundret færd
at hige og at søge
din undren er din hjertenskjær
og ingen sjæleskøge.
Hvor dannelsen er livets ånd
en ledsager for livet
er mulighed, en fremstrakt hånd
og tillid ganske givet
Kom frihed, se nu dagen gry
og ungdom gå i møde
hvor håb og mod blir til på ny
opstanden fra de døde.
At favne livets flygtighed
at finde egne måder
at så sit eget blomsterbed
bliv til i livets gåder
Til ungdommen af 2018 – I al ærbødighed jeres hengivne ven
“N.F.S. Grundtvig”

Et jævnt og muntert, fejlfrit liv på jord. Sang til samtiden

Melodi: Et jævnt og muntert virksomt liv på jord
Tidsbillede 2017 – Astrid Søe
Et liv af mening, fejlfrit og perfekt
med karakterer der kan tæve alle
lovlydig, ingen udbrud i affekt
rejs jer forsømte – fucked er dem der falde!
Jeg læser op på Kant og Kierkegaard
min flid er synlig og gir resultater
jeg står på række, venter på min tur
og efteraber – vi er vel primater.
Jeg har en holdning, til jeg tar’ en ny
jeg tror på alt – men anfægter min næste
for skikken følge eller landet fly
men hvem er jeg? – Det må vel Facebook teste?
Jeg finder mig en quiz i dansker vid
og noget om at holde meste af katte
det viser sig min viden er frigid
jeg er et speltsegment – Ja tak, en Latte.
Et jævnt og muntert virksomt liv på jord
det lyder som et levn fra svundne tider
nu haster vi, drive-in som nadverbord
og fælleskab er svært for individer.
Men når nu livets spotlight slukkes helt
og links og like’s har mistet deres gåde
har jeg mon nået nok, fik jeg mig delt?
Du jævne liv, kom hid – og vis mig nåde!

—–

over samme læst en samtidsanalyse fra 2001

Tone: et jævnt og muntert, virksomt liv på jord
At leve livet i den tid man har
Og ikke spille lotto for at vinde
Historiens frakke gør du ej er bar
Selv i voldsmoses ghetto fred du finde,
Det hjælper ikke stort med synoptik
Jeg tror du selv får øje på din glæde
Vi ønsker altid mere end vi fik
Selv ejerskab i troens tandemsæde:
Jeg troede jeg ku’ kvase jantes lov
Og råbte ud til alle at jeg turde.
Men jeg bliver’ sur når nogen sir hov, hov!
Slår hjernen fra mens jeg på flimmer lurer.
Så føler jeg mig hjemme, tryg og glad.
Og æder take-away og piller næse
Ser ugens stjerner i et dameblad
Som ingen selvsagt tror jeg gider læse
At være ung med tvivl og hvalpepund
Og skolens karakter der gør mig myndig
Nu trues jeg af villa, Volvo, hund.
Og børn med flere mænd gør man er kyndig.
Jeg sulter mig og bruger rynkecreme
Men lige meget hjælper det på huden.
Så hver dag leves som den var ekstrem
til døden endelig gir mig en på tuden.
Grundtvigs digt: et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.
Frit omdigtet til et moderne billedsprog og tidsbillede,

Astrid Søe september 2001


Grundtvigs oprindelig smukke digt til ungdommen:

Et jævnt og muntert virksomt liv på jord
som det, jeg ville ej med kongers bytte,
opklaret gang i ælde fædres spor
med ligeværdighed i borg og hytte,
med øjet, som det skabtes, himmelvendt
lysvågent for alt skønt og stort herneden,
men med de dybe længsler velbekendt
kun fyldestgjort af glans fra evigheden;
Et sådant liv jeg ønsket al min æt
og pønsed’  på med flid at forberede,
og når min sjæl blev af sin grublen træt,
den hviled sig ved fadervor at bede.
Da følte jeg den trøst af sandheds ånd
At lykken svæver over urtegården,
Når støvet lægges i min skabers hånd
Og alting ventes i naturens orden:
Kun spiren frisk og grøn i tidlig vår
Og blomsterfloret i den varme sommer,
Da modenhed i møde planten går
Og fryder med sin frugt, når høsten kommer!
Om kort, om langt blev løbebanen spændt,
Den er til folkegavn, den er til grøde:
Som godt begyndt er dagen godt fuldendt

Salme til konfirmation 2017 over serien SKAM

Melodi: Forårsdag af Anne Linnet
Tekst: Astrid Søe 2017 – Salme til konfirmanden, skrevet over serien SKAM.
Der går du, mellem ord af pligt og ære
Der går du gennem viden, tro og lag
Jeg spør’ dig kan du elske, overbære?
Og skelne mulm og nat, fra dag?
Jeg ved at dagen bærer lys og længsel
Jeg ved at mørket sænker ånd og lyst
Jeg ved man siger sjælen er et fængsel
der sættes fri på livets kyst
Men ser du, der er ingen sikker måde?
Forstår du kærlighedens store håb?
Kan du begribe evighedens gåde?
Og høre tvivl og sorgens råb?
Jeg ved at tro er ånd af liv og længsel
jeg ser at mennesket er mulighed
jeg ved at ungdom søger og skal finde
jeg ved, dit indre ved besked
Men når jeg fejler, når jeg mærker skammen?
Og når jeg ærgrer, raser og gir op?
Og når jeg falder ud og knuser rammen?
Og livet visner i min krop?
Da vil jeg hviske, alt er dig tilgivet
at fejle er at lære nu og her
korsfæstet og opstanden – ind i livet
tilgivelse er tillid værd
Du siger jeg kan læne mig mod livet?
Du siger jeg må bruge store ord?
At jeg er fuldbragt, elsket og tilgivet?
Drive-in på livets nadverbord?
Jeg sir at du er dagen der begynder
et håb der gror af altet og bliver ved
forladt er vores skyld og alt vi synder
blot vær mit påskeliljebed

Konfirmations sang. til ungdommens mod

Der er dage der kan fylde
Livet ud med syn og sang
Og en plads på livets hylde
Du skal fylde ud engang
Endnu går du ud i dagen
Med dit eget unge vid
Holdningsmod og stillingtagen
Barneliv og teenagetid
Der kan være svære dage
Der har fyldt og fundet sted
Der er ting der ”går i kage”
Pis og lort og nak og æd!
Men alligevel er dele
Af det sorte man får se
Også noget der gir’ et hele
I det store: At bli’ til
Du har fyldt og du har levet
tænkt og tumlet og er klar
Du er efterhånden blevet
Færre spørgsmål, flere svar
Du kan tænke dybe tanker
Filosofisk mål og med
Eksistens, etik som anker
Går nu ud og find dit sted
Der er måder man kan være
Der er veje man kan gå
Og af dig der kan vi lære
Man kan være ”rå som få”
Du har skilt dig ud fra massen
Du har trådt dit eget spor
Givet livet en på kassen
og opstå til i livets ord!
Der er tid og der er måder
Der er håb og drøm og tro
Der er mange store gåder
Der er dem der bygger bro
Der er tillid der bør mindes
Der er sådan nogn’ som dig
Gudskelov for at du findes
Du er lige noget for mig!

Melodi: Noget om helte
Tekst: Astrid Søe 2016

Grundtvig på lidt for moderne dansk : )

Er lyset ik noget vi alle ska dele
Fuck af med den stive sikkerhedssele
Med mindre du er Jørgensen, så glem alt om dit CV
Der er mer reality end du ka kan se på tv
Fej for egen dør før du vil skal feje for andres
Vil du være ragekost må noget forandres

Hvorfor smækker du døren, når lykken går udad
Dannelse er ik bare at lære det udenad
Du skal sparke røv og mærk verden for faen
Der er eventyr nok, spørg Grimm og HC And,
Tá nu syvmilesneaks og snuden i vejret
Dit liv er en gave du fik foræret

Der er – grønt lys
Der er døgner i Netto
Vi alt for åbne til at kaldes en ghetto
Vi trækker kun vejret når lysten er gæller
Så slap nu af, det er det der er fælles som tæller!

Når jeg cruiser “Assistensen” er der døde der snakker
Levet liv er ik noget som din moar hun pakker
Der sgu ingen agurker til dem der deler flade ud
Du må finde din vej, som Rudolf med den røde tud
Vi higer og søger hos wiki og hos tattoo Jack
Men livet er for swag til oneliners i gade tag

Vi er nede med oplys, som neon på en Irmahøne
Og frihed for Loke og Thor det er sgu ik en skrøne
Vi kaster et håndtegn med peace som var det bungeejump
En æske med “lade” vi deler med Forrest Gump
Ryk fremad i bussen, tjek ind på livets rejsekort
Når du tjekker ud ka du sig’ jeg styrede for hårdt

Der er – grønt lys
Der er døgner i Netto
Vi er alt for åbne til at kaldes en ghetto
Vi har fucking dannelse og viden er gælder
Så slap nu af, det er det der er fælles som tæller!

Er lys på visse vilkår blot, så halvvejs at ophøje?
Nej livet gramser liderligt op under spændetrøje
Oplysning er så meget mer end Google manualer
For lyst og ild har flyttes os fra neandertaler
Så tag bukserne på og klunkerne på nakken
Oplysning om livet, der sgu noget om snakken!

Der er; op lys
Der er døgner i Netto
Vi er alt for åbne til at kaldes en ghetto
Personlig shopper med den gamle som hæler
Dannelse er en fucking Bestseller!


Yo der.. Tekst: Astrid søe 2015 med tilsnigelser i Grundtvigs digt “Er lyset for de lærde blot”

Jordens dag

Jeg har brug for at skrive om ingenting
om tændvæske, sure citroner
om tropevind og so ein ding
og kernefri vandmeloner

Jeg er nød til at læse om svig og om mord
om terror og tabu og tåber
tortur og rædsler og krig og hor
og magtens stemmer der råber

Jeg har brug for at synge om intet der er
om huller og halve vokaler
om katten der tramper og dmi vejr
og stumme der nemt overtaler

Jeg er nød til at ånde hvor luften er sod
hvor ilten er fattig og falder
i stanken af affald og mødding og rod
og evigheds ottetaller

Jeg har brug for at være hvor livet er frit
hvor døre og dage står åbne
hvor fødderne går med fjedrende skridt
så selv en engel står måbende

Jeg er nød til at tro at du lapper alt
jeg væltet og vraget og svinet
og før mine dage er endelig talt
gir jorden mig nok en på skrinet

Jeg har brug for at vide at du bærer frugt
og lyser og lærer at bære
være nænsom og elsk alt der er brugt
så kloden dig endnu kan bære

//Astrid søe 2014 – http://www.livsoplevelse.dk

 #JordensDag

#Til ungdommen af i dag