Når få har for meget og færre for lidt.

“Ryst æ purs” (vestjysk for ryst posen)
Det plejer vi, i min familie at sige når vi til Mortens aften spiller andespil.
Det er ikke nemt at få brikkerne til at blande sig når de har ligget i sirlig orden på pladen og skal genbruges til spil nr. 2 på samme aften.
Billedlotteri æsken er ikke stor og det sker at den samme spiller får flere brikker i træk.
Det er ikke en stor flot værdibaseret tradition, men den hører sig til og særligt råbet og kravet om at posen skal rystes, at brikkerne skal genblandes af opråberen.
At noget er blevet for forudsigeligt og vi er nødsaget til at gentænke spillereglerne og vigtigst at det ikke er den samme der sidder med al heldet og vinder chancen.

I USA er der samme trang – genkendelig fra vores egen andedam.
Ryst posen, find nye muligheder og måder at stykke samfundet sammen på.

For en måneds tid siden talte jeg i nogle timer i telefon med en god ven der er valgekspert. Vi holdt begge på at Trump ville vinde, men enedes i ikke at skrive en artikel om det, fordi det næsten virkede latterligt i den mediedebat der foregik. Vi fik ret i antagelsen og det er næsten ikke til at bære.
Men når man har været en del i USA er det helt mærkbart at landet er splittet og uligheden er nældens rod.

Der er ikke noget nyt i uligheden. Den er gammelkendt i Amerika, the land of dreams – men det gør den ikke mindre ulykkelig.
Samme splittelse mærker vi, i mindre grad, herhjemme lige nu, en ulighed der virker markant stigende og selvsagt optager os i det politiske og i debatten.
Jeg kan ikke komme på noget mere ødelæggende for et samfund end uligheden.
Herhjemme er den mærkbar og til debat, men i USA dør man af den.

I sidegaderne i LA ligger folk på gaden og fryser og gir op, mens rodeodrive drømmer om mere og større. Tiggeriet er markant og fortvivlelsen tyk som brun sovs.
På min sidste tur til Washington skulle jeg en tur ind og have taget blodprøver.
Da jeg ikke er amerikansk statsborger er mine tilskudsmuligheder lig med en uforsikret amerikaner.
Det tog 4 minutter og kostede over 20.000 danske kroner.
En amerikaner der ikke har uddannet sig mere end til hvad der svarer til endt skolegang efter 9. kl og som arbejder i servicefag tjener i gennemsnit 17.422 dollar om året.
Det svarer til 118.912 danske kroner.
Man kan ikke omregne forsvarligt, da priserne ikke er sammenlignelige, men et står fast: Den amerikaner ville ikke have kunnet få taget de blodprøver uden forsikring eller Obamacare.

På en hastetur til lufthavnen i en Uber, kørte vi med en ung fyr der ivrigt fortalte om sit liv og uligheden.
Han havde været igang med en uddannelse, men var blevet kørt over og det havde kostet ham alt.
Han var forgældet både af sygeforløbet og af studiegælden. Nu kørte han Uber for at betale af på gælden og håbede om nogle år at kunne læse videre igen. Hvis han lykkedes med at få betalt gælden ud. Han var en af de heldige. Han var ikke endt på gaden og havde dog en bil, så han kunne forsøge at tjene til sit ophold og sin gæld. Uden obamacare, sagde han, var han igen prisgivet. Det var hans eneste mulighed lige nu.

Trump har de sidste dage hintet at han alligevel vil beholde dele af Obamacare.
Det er en lovende udsigt, som vi nu nok lige skal se før vi tror på det.
Og det er ikke så sært igen at hele verden holder vejret og holder øje med det amerikanske landskab.
Ikke blot en udenrigspolitisk observans og en skulen til nye regeringsmåder, men også et socialpolitisk indblik i ulighedens roemark.

Grundtvig skrev i 1820 følgende:

Langt mere af malmen så hvid og så rød
fik andre i bjerg og i bytte.
Hos dansken dog findes det daglige brød
ej mindre i fattigmands hytte.
Og da har i rigdom vi drevet det vidt,
når få har for meget og færre for lidt.


Det er stadig velfærdssamfundets løsen. Og målet for den politiske krævegang der både splitter og måske udløser valg ganske snart (må jeg frimodigt gætte på en valgdato der hedder tirsdag den 10. januar 2017 eller tirsdag den 31. januar alt efter finanslovens forløb særligt torsdag 17/11 og hvor mange mænd der sidder i træerne).

Finanskrisen trækker lange spor både i ind og udland. USA mærker i den grad en forbitrelse ovenpå krisen, trods den faldende ledighed og trods alt opgangstider under den nuværende præsident.
Men bitterheden ligner noget vi selv ser over hele Europa – en tillidskrise til systematisering, konservatisme og en lænen på populisme, popkorn og egomodeller der ekskluderer og bygger flere grænser og mure.
Vi oplevede ved sidste valg at en tredjedel af danmark stemte gult. og at utrygheden ved udefrakommende påvirkninger fyldte mere end vi havde beregnet skematisk. Storbritannien, europas ældste union, stemt sig ud af den udvidede europæiske union og mistede troen på at det at forene kræfterne var umagen værd.
selvbestemmelse og selvbestaltning er i højsædet og debatten om nationalisme raser.
Men måske handler det mindre om nationalistiske synspunkter og en samlen sig om egen stamme kultur, som det handler om en reel utryghed i forhold til forståelsen af det politiske magtspil og den elitære retorik.
Jo mere man strammer garnet jo mere kvæles barnet og jo fjernere bliver vælgerne og jo nærmere systemhadet. Et opbrud der minder om en vælger-revolotion både i europa og i usa.
Er det overraskende? Næppe og det synes udløst af ulighedens tydelige sprog. 
Hvem pløjer, sår og høster og hvem spiser kagen?
Politisk evolutions tilbagetog og en svækkelse af fornemmelsen for medbestemmelse i et komplekst verdensbillede.
Amerikanerne valgte at stemme efter “Ryst æ purs” princippet.
Hellere “Trump-tower” end “ground zero” af same same but different politik.
Ligner det ikke en velkendt strømning af teenage algoritmer? Bestemt, og det ses i hele den vestlige verden. Nej til alt og ud af resten.

Sig mig – Er der en voksen til stede?

Hvem faen læser korrektur på verdensordtnen?

Hvorfor er der ingen der læser korrektur på verdensordenen? 

For lad os lige se på dagens lys, med pøbelvældebrillerne købt med en aldersrabet på 41%
Da jeg var en lille snotunge og 70’er friskolepige lærte vi at samle til forråd og kravle under bordet og vidste hvor beskyttelsesrummet var. 
det var en skoleopgave at vi fik styr på den kolde krig og de mange greb der måtte til hvis vi skulle gemme os for den store stygge Russiske ulv, imens lærte vi at breakdance med ghettoblastere på skulderen og købte hvide hospitalshandsker hos apoteket så vi kunne lave ormen og evt. når det gik højt lave skilpadden med dobbelt tvist, og gik det skævt var det da godt at coca cola have givet os gratis yoyo’er vi kunne lege med i skolegården – det var før den tid hvor man kunne risikere at blive kvalt i snoren (?) og vi “gik tur med hunden” og lavede “jorden rundt” og gik i biografen og så E.T. og spiste M&M’s til vi brækkede os.
Men det var ok, for den kolde krig var endnu på køl og bare et fjendebillede man kunne vågne til i et mareridt om natten. Men skidt, for “We are the world” stormede med mega decibel ud i æteren og hvem er ikke verden? Hvem faen siger det imod?

Jeg besøgte farlige kolde Rusland som barn, der var bare det med Russerne, at de lignede os og var så skide søde over for en lille præ-teen tøs som mig. Og jeg tæskede rundt i europa og fik besøgt de fleste østlande før murens fald og havde vekslet så mange sorte penge undervejs at end ikke en halvstiv kosak ville kunne gøre mig kunsten efter. Det var skide sjove og skide kapitalistisk og klamt at gå ind i Dollerbutikkerne og handle, mens østblokkens indbyggere stod med næsen mod ruden. Jeg var en lille tøs og nysgerrig var jeg også og jeg fik faktisk en LP med “The Doors” med russisk omslag.
Dem udenfor stod i kø til at købe brød og vodka i den lokale biks. de havde kun dollars hvis jeg vekslede med dem. jeg var vildt god til at få en fed kurs. for ingen i Østblokken snyder børn, selvom det hele var noget snyd – på alle måder.

Og dog, lidt snød de, for jeg blev anholdt på grænsen mellem Polen og Slovakiet og ført bort med fire maskingevær rettet mod mit hoved og hænderne bag hovedet. jeg var gået en tur på bjerget og var kommet lidt på afveje. min far betalte løsepenge for mig – mange penge. rigtig mange dollars. Jeg græd lidt, mest fordi det var piiiiiiiiinligt, mega pinligt – og de 50 danskere vi havde med på tur smilede lidt sådan stramt og hmm.. agtigt og sådan lidt, hey vi tager lige et foto af pigen der er blevet handlet agtigt. Jeg har de fotos endnu. fuck jeg ser lille ud, selvom jeg vel var omkring 12 år og husker optrindet som var det for fem minutter siden. Og jeg kan huske vagternes grin og deres sprog, der lød som en kryds og tværs i illustreret videnskab set med en 2 årigs øjne.

Og jeg prøvede virkelig at gøre mig forståelig, derinde i grænsehytten at sige det jeg nu kunne på polsk – skål og goddag og tak og kan jeg bestille en kaffe. det hjalp ikke, heller ikke at jeg iført en pink og hvidsstribet regnfrakke og koboltblå sailersko og gullerodsbukser med nitter. Jeg kan mærke smagen endnu af de der skydevåben, og min far det med stor kongeagtig elskværdig vælde betalte – og at jeg var vildt meget værd. sådan en skide teentøs på afveje. man skal ikke gå uden for stierne, ikke for meget, ikke i fjendeland. for det var det. dengang. og jeg husker at de var meget unge de vagter og vidste helt præcist hvad jeg var værd.
Men det hjalp at vi spiste kage som vi havde med hjemmefra – kage skal man ikke gå ned på. aldrig. aldrig nogensinde.

Der var noget helt vildt særligt ved at at samle ting sammen før vi tog på de østblok ture. kuglepenne til børnene og cola til de voksne og når vi mødte dem på landevejen i vores store bus, holdt vi ind, ved en hestedreven plov og gav gaver til de der ingen cola og kuglepen havde. en dreng, 4-5 år med hænder der var skåret itu af halmstrå, tog imod kage vi havde bagt hjemmefra.
Vi var jo bare på glo/på/en/østblok tur, igen, med højskolen i uldum, siden i Lønne – og fanden tag den kolde krig uden kage – ja hvad ville det ikke ende med?

Næ, rouladeretorikken tog altid med og vi fik da også hentet en tolk ud af det Russiske håndgreb. Hun var blid, gennemsigtig og havde læst dansk. hun kunne sige FORKRÆNKELIGHED og siden blev det ordet der tegnede hele det østeuræiske og russiske område hjemme hos os. Min far sagde igen og igen – lær af det, lær af den flid der får et fremmet menneske, der aldrig har sat sine ben i danmark, til at have et så poetisk og formfuldtendt sprog. alt ramlede omkring østblokken, og FORKRÆNKELIGHEDEN skulle forgå med murens fald, Estland der rev sig i tøjret og Glasnost der fik en hel verden til at synes at modersmærker på panden var hipt og hurra. for ikke at glemme Polen, hvor Lech Walesas råbte på solidaritet.. jo nu skred muren og brokkerne så vi vælte, og kys og knus var mødet mellem øst og vest. goddag. tag min hånd og tag med ind i cocacolaland og find din fortabte indespærrede bedstemor et sted. der var samling på vej og det gav yuppierne drivkraft og skulderpuderne voksede på podierne i paris i takt med neonfarver og porno og mobiltelefonerne og internettet og så står vi der igen. klask og mørtel – ved muren der bygges af små lerglatte sten, en efter en, en sanktion her, et OL der, en homolov her, en menneskeret der, en snas af Ukraine her og et krigsskib der… Og imens har USA dødsstraf i nogle stater og sundhedsreformen har været intet mindre en nærvedognæsten at få indført, hvorefter obama må tage sidste stik og overtrumfe med “jeg alene bestemme” kortet. Hvert land, sin brydning.

Og Ruslans føler sig mobbet (som tyskland også har følt det siden 1945 og til og med Nena og 99 balloner) af resten af europa, for hey, har vi ikke venner der engang efter koldskålen i slut 90’erne? og i særdeleshed for en måned siden da vi legede vintersport og stå på ski og halvmånen løftede sin snabel og sang en sang for den fortabte babuaska og Tjernobyl. (Jo, vi havde da vores nuttede regnbuegummistøvler på da vi hoppede i vandpytterne i Sotji, men vi legede sgu gjorde vi)

Og så spiller alle med musklerne og smører deres sixpack i olie fra undergrunden. og prutter naturgas.
for lad nu være med at lade som om det handler om børnecheks og demokrati, menneskerettigheder og uha se lille underernærede sulaima i sudan. det handler om råstoffer – hver evig eneste gang.
I danmark har vi stort set ikke en skid, vi har lidt knowhow (endnu) lidt vindmølle blowjobs og en reform der skal synge på kinesisk og et frisind vi kan blotte for turisterne på staden og i vandkantsdanmarks gyllemark. nudisme og swinger politik. helt og holdent H.C. Andersensk skærmbrætsbillede, nu med ytringsfrihed. og det er som sådan da nuttet nok til de første 50 busser med kinesiske turister og de 1,5 busfulde amerikanske efterkommere. Men desværre for danmark er morgenstunden den eneste der har guld i mund. for råstoffer har vi ikke, selvom vi håber at rigsfællesskabet ikke smutter så vores evt. uopdagede oliereserver ikke bliver en grønlandsk horeunge med en lille havfrue.

Hvem er det der driver værket, spørger jeg mig mig selv og ser i spejlet – shit, hende der har jeg set før, hun går sgu da rundt et sted, eller mange steder derude i verden. præcis mig, præcis samme krop og hår, samme vilje og vej. men med forskellige politiske og religiøse fortegn.

Vi lever for meget efter bogen tænker jeg så, i min tilbageblik på den verden jeg lærte at kende, men som jeg er mindre og mindre klog på i dag.
var det egentlig det vi ville? Og hvor faen vil vi hen i den (G)arv vi går på og flænser kødstykker af i det daglige politiske virke?
Moar, vil du gerne bage, en kage til mig og min nye ven? Han hedder Sigurd tra la la tra la. for vi bager på hvem der vil knalde med vores interesser og ja, det gør vi jo for nogen skal vi vel lege med ik? Sørens far har penge… og bageren i nørregade er kun for dem der ikke er kriseramte. så vi leger med slagterens datter og håber der falder en luns ned i skødet. for hvad vil vi – vi vil have mulighed og grundstoffer vil vi. Jeg har tæsket rundt i Usa som voksen, og hold nu op hvor deres milkshakes er voldsomt potente. vi taler stor som i verden er så stor mor og Lasse Lasse lille. Jeg har gloet mig rundt og ikke fundet et eneste land der ikke krænker menneskerettighederne, end ikke danmark.

Vi kan ikke finde ro, for der er ingen fælles fortælling at samles af.
det er som om vores verdensfortælling aldrig er skrevet, eller at den mangler en korrekturlæser til at rette grammatikken og tegnsætningen.

Derfor vil jeg gerne opslå et AKUTJOB.
Søges: korrekturlæser og globalt forlag til at samskrive en (for)fatning for fælleskabet for sameksistensen. Det skal ikke så meget til – nogle enkelte kommaer, nogle tænkepauser, nogle sætninger der måske skal stryges eller skrives til. lidt afsnitsdeling og et godt sundt forord. så er den hjemme. for ordet skaber hvad det nævner og dagens ord er ikke gode eller runde som en vesterhavssten man tager i lommen for at gå den varm og mærke dens glatte overflade blive lun som snuden på en feberhed hundehvalp.

Der er ikke så meget at strides om hvis vi egentlig ser os om. desværre er der mangel på læsebriller.
og på verdensvilje – til at dele det lidt vi har tilbage og til at tage vare på kloden og hinanden, eller det der er tilbage til de næste slægtled.

… imens sidder jeg i hverdagene og arbejder på en oversættelse fra Russisk, på et amerikansk forlag til udgivelse i Europa – se det giver sgu god mening! Til sidst…

Brev til mit Syriske barn

Der er tusind for og imod’er omkring Syrien. Omkring det at gå ind eller stå måbende til. 
Der er tusind for og imod’er hver gang vi overvejer om krig er svaret på krig. 
Om vores næstekærlighed omfatter et globalt eller nationalt livssyn.
For det er for og imod der river vores lunger til blods i en demokratisk debat om vores omverdens stridigheder. Engang var det os selv der sukkede efter “Det var en morgen som tusind andre” og lærken lettede og vi var lettede, i forløsning af fred. 
En udefrakommende fred. 
En hånd der rakte os frihed og løste de snørende bånd. Det var vel en hånd der bar samme religiøse sprog som vort, men en hånd der i de timer ikke talte andet sprog en det globale “fred være med jer alle” “shalom” “peace” “salam”. 
 
Vi bærer alle kim til krig og kim til fred. Vi sår, vander og høster som vores historie og samtid fortæller os og opdrager os til. Går vi ind til vores nabo, i tillid og tro på at vi er velkomne, da er vi oftest velkomne. 
Går vi, med tvivl og mistillid, er kæden sat for døren og et misbilligede blik er det vi møder gennem en sprække i døren. 
 
Om morgenen står vi op, ryster søvnen og drømmene bort. ” Kom, lær mig noder til, det håbets strengespil” og våren tager vi med, som lærken. Vi kalder det mange navne som et kært barn, vi bærer på armen, i omsorg. Vi døber det demokrati. Sameksistens. Vi vil forstå og fortætte det at spørge, i tillid til hinanden og lære at bøje os for flertallet. Uagtet om vi enige. For grundholdningen er stadig den samme. En hengemt følelse og at blive holdt i hånden når man har været bundet som træl, i en krig vi stadig ikke begriber.
 
Ved kakkelbordene, under Amagerhylden og på Ikea sofaen, sidder et menneske og prøver at forstå en konflikt, en spirende vår, et stykke land, en kultur, folkeslag, religion og historie som hører Mellemøsten til. Vuggen til vor tids dåb og sprog. Et stykke historie vi deler, langt tilbage i tågerne og wikipedias endeløse fortætninger. Eksperterne der som tordenskjolds soldater toner frem og forsøger at oplyse. Men det er mørkt. Det er fimbulvinter. Det er ubegribeligt. Men vi prøver og prøver, overvejer, måler dagens handlinger med tommelstokken med tommerne slår ikke til.
 
Som at sidde ved en flodbred og håbe at finde guld, med en si, med sten og sand. Og når alt er vasket bort i det nær frysepunktet kolde flodvand, så ligger der ingen guld. Så ligger der de vises sten. 
Sten der er drøm om tro, håb og kærlighed. Det universelle mødested. Det vi smelter om, i vores daglige virke med hinanden og ikke mod hinanden.
 
I Danmark leger vi med de store, dem fra niende der både smugryger og tuner deres knallert. Vi vil være en del af “handlekraftens øje” og der, i det blik, på brejdablik, kan vi se at ligemeget hvem vi leger med så higer vi, barnligt efter en hånd at holde, en skulder at læne på, et kys af forstand.
 
Senatet skal stemme, demokratiet skal tale, og trykke på den røde knap. Ingen alene skal drage af natmørkt hav.
Og imens ligger der i en seng, en mor og en far og holder om deres lille barn. Et kærlighedsbarn. Er barn som uroligt trækker vejret i søvnen efter en dag hvor det har set lig og krig i de gader hvor det engang legede “en to tre krone for mig”. Nu ruller krigen og frygten mellem husene og ingen åbner døren i tillid.
 
Det er det ene barn til hvem jeg sender min fred, mit håb om frihed, mit håb om at du vil overleve og gro og en dag lille barn vil du holde en hånd og løse en knude når mit land stanser i våde. Du lille barn er mit barn af hjertet. Og du bærer kimen. 
Alt er for og imod, mit barn. Alt, foruden et der står fast; kærligheden.
 
Jeg forventer dit komme, hvis ikke jeg henter dig først. Det er jo mig der er den voksne. Det er jo mig der skal holde hånden over din pande og give dig fred.
 
Ærbødigst
Astrid.

En spire fra det klemte håb

En spire fra det klemte håb

Tone: Er lyset for de lærde blot.
Eller: den trænger ud til hvert et sted.
Astrid Søe. 11 September 2002.
Skrevet til foredrag i Højskoleforeningen 8520 og omegns folkemøde.
På et års dagen for world Trade terror i USA

Er dagens gæld et stoppested
hvor håbets konto skranter?
Vil rystelser i mennesket
i hadet trække renter?
Er ikke verden ny igen?
Har livet mistet gløden?
Går folket nu med solen ned
og blir i aftenrøden?

Hvor troen bliver dødelig
forgår vor frihedstanke.
Da overtar’ alt kødeligt
og magtens hænder sanke –
– de brudstykker af frygt og had
som driver os fra livet
og døber os i glemslens bad
hvor bruddet tag’s for givet.

Men mødes vi med næstens tarv
og spejler egne slægter
da står vi med det liv, den arv
som magterne fornægter.
I tal og skrift og gamle ord
Vi kender vores stamme!
Så næsten ud af hjertet gror
Historiens gamle amme.

Hvad magtens tanke ikke så
var folkets tillids vilje.
At mellem mange stene lå
et frø fra gravens lilje.
En spire fra det klemte håb
der føder liv af døden
så folket udelt genopstå
og gense morgenrøden.

I kludetæppets kraft og ild
vi svøber barnets lemmer
så tillid ikke farer vild
men kærlighed fornemmer.
Vi kysser med et verdenssprog
opelsker smedens gerning
og ser i vores billedbog:
Da randt for os guldterning!