indtaling. Godmorgen, Godmodig, Godnat

Godmorgen, godmodig, godnat.
Klaver: Rasmus Borring. 
Tekst og tale: Astrid Søe 2013

http://soundcloud.com/mors-menageri/godmorgen-godmodig-godaften/s-vQlMm

Der findes en have

Der findes en have hvor håbet gror vildt
og træernes kroner gir skygge
der findes en have hvor modet er frugt
og vandet er næret af lykke
der findes en have hvor troen er fri
og viljen er grene der bærer
der findes en have hvor kærlighed gror
og mennesket altid vil være.
Der findes en have hvor liv avler liv
og ingen skal sulte og tørste
der findes en have hvor hjertet gir lyd
i kærlighed du er den største.

//Astrid Søe 2013
http://www.livsoplevelse.dk

#Frugtsommelighedens gave

I november…

Novembers strejf af lys 

 Tone: Bjarne Haahr hvis du ikke rigtigt tror
 Tekst: Astrid Søe

 I novembers strejf af lys
 Genopleves sommerens gys
 Og hvor bladet rådner stille hen
 vi dufter den igen

 Efterårets ro og mag
 Lægger livet lag på lag
 I et sylteglas med sløjfe på
 Til vi igen opstå

Marken er mejetærsket, høstsang

 
Marken er mejet, med store maskiner,
kornet er i siloen, og rundballer af hø.
Frugten er sprøjtet for fulde gardiner,
og du kan dem købe hvis du stiller dig i kø.
Stubmark brændes af,
pløjning, ingen sag,
og med EU tilskud så vil ingen bære nag.
Stubmark brændes af,
pløjning, ingen sag,
og med EU tilskud så vil ingen bære nag.

Sig det med blomster, for høsten vi fejre,
og så skal vi faen’m galme holde os en fest.
Nakken tilbage og ind med en bajer,
lige tjekke nettet, hvilken spelt er bedst i test.
Landbrug, gamle jas,
tak for sjov og spas,
din kulturhistorie trænger voldsomt til stillads.
Landbrug, gamle jas,
tak for sjov og spas,
din kulturhistorie trænger voldsomt til stillads.

    Tekst: Astrid Søe, 2013
    Melodi: Folkemelodi – Marken er mejet

Lille lattermilde måne

Lille lattermilde måne,
lys foruden skyld og skam,
for i natten må du låne,
kærlighedens fjedderham,
med dit lys der gråner skyen,
går du gennem mørkeland,
og til dagens spinkle gryen
er du månemandsforstand.

//Astrid Søe 2013
http://www.livsoplevelse.dk

Hin-anden

I Danmark et sted i morgentrafik,
med hverdag og “skynd dig” og stress-nær,
kom andefamilien som det er skik,
på række og rad og gav nærvær.
Der er noget roligt ved vraltende kræ,
ved slægt følger slægt over vejen,
at værne hin-anden i ro og i mag,
for tiden den er jo din egen.

//Astrid Søe 2013
www.livsoplevelse.dk

Gru & Gro

Viljen til at stå ved ord,
offentligheds offerbord,
kaste holdning ud i kamp,
modet højt, for fulde damp,
ville mere, turde alt,
det er endnu livets salt,
rejse sig det faldne mod,
koste liv og sjæl og blod,
vare ved med villighed,
sværge læberne af led,
mundliggøre gru og gro,
skabe, dræbe, bygge bro,
finde sjældne nye mål,
ildsjæl med et indre bål,
at bevæge klodens drej
Tak fordi at du er dig!
//Astrid Søe 2013
Til mine inspiratorer

Melonmanden Mogens

Melonmanden Mogens var gået i seng

så sur som en syltet rødbede,
for dagen igennem da havde han søgt
at finde og rode og lede,
men ikke et eneste sted var der bid
hans mod og hans håb sank i livet,
hvad hjælp det at smilet var bredt som en bag?
når nogen havde ham skivet!

//Astrid Søe 2013
#Børnerim

Drømme kommer altid først

Der er store folk der tænker
Stort om stor og større, størst
Fart er ikke no’et man sænker
Det er om at komme først
Selv den dybeste tallerken
Var engang en tanke blot
Ikke enten eller hverken
Smed mens tanken den er hot

Det skal sættes ind i skema
Et budget og revision 
Koge ned og finde tema
Møde plan på diktafon 
Overslag, prospekt og planer
Bankforbindelser og pris
Overvejelser der baner
Vej til både ros og ris
Så de store tænker stort
Hjernen den har vokseværk 
Jeg er blot en lille lort
Hverken kæmpe eller stærk
Det er svært at tænke større
Tænker jeg og går min vej
Jeg vil meget hel’re gøre
Tankerne til større leg
Men alligevel så er jeg 
Større end de store folk
Det er mig der skaber vejen
Jeg er barnedrømmens tolk
For de store drømte større
Dengang de var ganske små
Hængte tankerne til tørre
Siden bygge ovenpå
Når man er en halvlang fister
Blot et barn og fuld af sjov
Så slår store drømme gnister
Slip nu tøjlen og giv lov
Der er bitte små der tænker
Stort om stor og større, størst
Fantasi har ingen lænker
Drømme kommer altid først

//Astrid Søe 2013

Hyldest til børns tankemåde og banebrydende ideer

Lineært, min kære Watson, Lineært!

Lineært, min kære Watson, Lineært!

Se så, nu begynder vi/ I al sin glans, nu/ for det gælder om at finde den ide, for hvilken du vil leve eller dø/ det var mageløst/ thi lykkens dør går udad, ikke ind/ menneskelivet er underligt, langt mere end vi kan beskrive/ nu skal det åbenbares, at gammel kærlighed/ du har bestemt selv engang set det/ fuldkommenhedens bånd/ langt borte herfra, der hvor svalerne flyver hen/ hvor lærken er glædens læremester/ Kærlighed alt sit udrette/ men det var kun et øjeblik den hørtes/ ved at blive sig selv, overfor det andet menneske/ det er så yndigt at følges ad/ til stor ære og værdighed, men ikke uden efter lang og megen viderværdighed og livets farlighed/ at vove er at tabe fodfæste en kort stund/ det er at vi kan være hinanden som vi er/ jeg vil være noget/ sige du til mig selv/ som kærligheden selv/ – ja det var det utroligste!

f(ax) = af(x) (homogenitet)

Lånelinier af H.C. Andersen, Kierkegaard og Grundtvig.

//Astrid Søe 2013
http://www.livsoplevelse.dk