Kampen og Ilden vs kampen om Kilden

I nyere tid har vi fået en ny fjende, en ny kold strømning i vores sameksistens. Kilden til oplysning, vores søgning efter viden og læring og tilgang til digitale søgemaskiner der både byder på sandt og falsk og hvor det kan være umådeligt svært at skelne. Kampen om Kilden er vores tids kamp om ilden. Når vi har udråbt deep-fake til at være blandt de største trusler i samtiden, foruden terror og klima – er det givet i den dalende tillid mellem os og dermed en svækkelse af det demokratisk samfunds mulighed.

Læs hele blogindlæget på Epale https://epale.ec.europa.eu/da/blog/kampen-om-ilden-vs-kampen-om-kilden

Hvad spiser Boomere til morgenmad? Snowflakes!

Nyt blogindlæg på Epale om læring på tværs af generationer.

Uddrag: Boomer, babyboomer, Jensen, generation X også kendt som Nå generationen, generation Y også kendt som Why generationen, Generation Z også kendt som generation Zap, Millennials, Snowflakes. Alle mennesker, alle vokset op i hver sin tid, hver sin lærings generation. Hvad der adskiller dem er ikke så svært at få øje på, men det spændende, set med læringsbrillerne helt ude på næsen, er de meningsgivende samlingspunkter. Det der udvisker alder og metoder og pludselig giver mening, især fordi alderen holder op med at være vigtig, og generationslæringskløften ophæves eller det modsatte, når det at være flere generationer betyder, at der gives vigtig viden på tværs af liv. Og hvad kan vi så på tværs af alder? Og er det stadig vigtigt at dele hinandens verdensbilleder, historien, livserindringer, erfaringer og virkelighed?

Læs mere her: https://epale.ec.europa.eu/da/node/161101/

Et oplyst folk kan aldrig holdes nede.

Et oplyst folk kan aldrig holdes nede.

Lige før min mormor døde af alderdom sad hun på plejehjemmet sammen med min yngste halvlange og blev tålmodigt undervist i at uploade videoer på YouTube og i at bruge en smartphone. Gav det mening? Nej, måske ikke, men det gav fælleskab.
Min mormor kunne så at sige gå i graven som en ældste YouTuber nogensinde og med en læringskurve, trods demens, der ville få enhver CBS ‘er til at hænge med mulen.
Livet har det med at finde sted, overalt, hvor vi ikke lige forventer det eller finde muligheder for nysgerrighed vi end ikke anede var til. Der er altid, i kærlighed mellem to, mellem slægtled, mellem folkeslag, en stedsegrøn fornemmelse for sameksistens, det øjeblik vi giver slip på formaliteten, på selvfedheden, skråsikkerheden, vores forstillen sig. Det øjeblik vi overgiver os til hinanden i noget nyt, i noget genfundet, noget frisættende og noget udviklende. Livslang læring, både en formelle og uformelle er det sprog og det fælleskab der rummer en formel til mødesteder der er frimodige nok til at vi kan rumme hinandens forskelligheder. Det kræver meget mod for de fleste, i denne paratvidenstid, at sige det højt: “Tja, det ved jeg ikke lige noget om, men det kan jeg vel lære” af samme grund kan det være umådeligt svært for en folkevalgt at få sagt at det ikke lige er så nemt at svare på alt. Og det er grundløst at være af den overbevisning af skråsikkerhed og snakudenom svar virker mere tillidsvækkende end det modsatte. Tværtimod ligger tilliden og tripper i tvivlen og hvor den får lov at stille sig til skue. Man kan aldrig bebrejde et menneske den manglende viden, men man kan bebrejde et samfund hvis vi ikke giver viden frie kår. Og det er nogenlunde der, i mødet mellem mormor og den halvlange, at den utvungne læring møder sin skaber. Læring foregår uanset om vi systematiserer eller ej. Det er så meget en hverdagsgerning, som morgenkys og indkøbssedler, at vi helt har glemt hvor meget den fylder. Den vildeste, smukkeste gave, foruden livet, at læring ikke kender til alder, til kultur, til stand, til holdning. Læring er på alle måder grænseoverskridende adfærd. 
“Det har jeg aldrig prøvet før. så det klarer jeg helt sikkert” /Pippi
De sidste år har jeg fået mig et såkaldt nyt kompetencesæt. Ikke et der lige lå i kortene for en midaldrende kælling som mig, der ellers sidder bag skrivebordet og nusser, men en opgave som langsom krøb ind i min side af sengen. Jeg har været i onlinelære som vvs ‘er, elektriker, lært at mure, lægge rør til fjernvarme, tømre, være arkitekt, malermester, taglægger, betonstøber, -klima, -energi og -genbrugsnørd. Om det var det jeg ville? Det ved jeg stadig ikke, men nødvendighedens læring er en uimodsigelig drivkraft. I dag står der som resultat et hus. Og det hus er ikke mit eget, selvom købskontrakten måske siger noget andet. Det hus er ejet af alle de mennesker som har lagt deres viden ud, kvit og frit, til afbenyttelse og læring. Det er et ægte e-medborgerhus og det er de mest enestående bofæller jeg har haft nogensinde. Med få klik på YouTube eller google kan man lære, ganske uden brugerbetaling, at svinge en hammer, mure en væg, bygge i bindingsværk. Et livsbibliotek i lommen. Og tilgængeligheden er 24/7. Biblioteket, læringen, folkeoplysningen, livets skole lukker aldrig og der er altid en eller anden der har gjort sig umage, ikke for egen vindings skyld, men fordi viden er noget man øser af hvis man har den. 
Jeg kan nogenlunde regne ud af jeg skulle have brugt ca. 30 år i efter og ny uddannelse på at lære de samme ting hvis jeg skulle have haft et bevis i hånden for mine nye kompetencer. Det skal jeg heldigvis ikke, for det gode ved at lære er at det ikke altid behøver have et stempel eller en karakter. Ude i livets skole kan man trygt hive en sømpistol op af lommen uden at blive udråbt som læringsterrorist og der er ingen der føler sig truede af e-mesterlærekompetencer. Læring er noget vi giver hinanden, et nødvendighedens fælleskab, en deling af duelighed.
Man kan ind imellem grunde over hvor medmenneskeligt det er at agere vidensdeler og ikke bare holde kortene ind til kroppen og fagligheden i skak. Vores uddannelsessystem er på mange måder sat stævne af civilsamfundets ageren i læringsrummet. Den frie tilgængelige undervisning uden skema og betaling, kontra den formelle uddannelsesform. For mig at se foregår der et langsomt skred i retning af læring på tværs og inden de formelle uddannelser rister mig over sagte ild på en Weber grill, vil jeg tilføje at det er sundt med lidt konkurrence. Læring er alles målsætning, samfundets målsætning, en drivkraft i skolesystemet, en drivkraft i læreren og eleven. Vi kommer aldrig til at nedlægge de formelle uddannelser til fordel for civillæring, og det er slet ikke målet, men jeg fornemmer at den formelle undervisningsform i Danmark kommer til kort i sine krav.
Ser man lidt ud over puslingelandet der hygger sig i smug, er der røre i læringsrummet. Det kan godt være at lille palle ikke fik et snit på 5 i Danmark, men til gengæld læser han en minimaster på Harvard via edx. Studere historie på Kahn Academy eller sidder til naturvidenskabelige forelæsninger på Brilliant.com. opslugt af Greatcoursesplus.com. Måske er lille palle 8 år gammel, måske er han 85. Måske har han småbørn, måske er han topleder, brolægger, arbejdsløs, skoleelev, terminal patient, hjemmegående, fængslet, politiker, deprimeret. Og det er ikke for sjov jeg sætter en fed finger på de udenlandske uddannelser der deler ud, kvit og frit eller mod betaling hvis man vil have papir og lakstempel. Hvis man laver en lille rundrejse i de mange udbydere, genrejses en tillid til at det hele handler om at oplyse mennesket, ikke om at kapre kunder, men måske alligevel inspirere nogen til at studere forfra eller igen… Sådan helt ind til benet – reel lyst til at danne og uddanne folk på tværs. Lidt som civilsamfundets delingsglæde. Det rør mig, nej det bevæger mig ligefrem. Det samler sig til en læringsbevægelse om det vi ville. Det oplyste folk der deler fælleskab, fælles bedste og fælles tillid til at oplysning skaber myndige medborgere og demokratiske ståsteder. Og det, som også Grundtvig kæmpede for, skal være uden skelen til ens baggrund, til skel, holdning, tilhørsforhold, tro, stand (eller karakter).
”Et oplyst folk kan aldrig holdes nede”, det sagde jeg for nogle år siden i en tale på ungdommens folkemøde. Oplysning til livet for livet er åndsfrihedens spejl. Pilen peger i den retning. Den peger på en ungdom der er vokset op i en (lidt for vild) delekultur. Den kultur hvor alt er delt, fra den første rokketand til drukturen. Det bremser heldigvis langsomt op igen, det er en læring der unge har taget til sig. I stedet deler de viden. De hjælper hinanden færdig med projekter, med opgaver, med ideer. De deler uden egennyttighed eller selvfedhed. Fænomenet hedder open source – og breder sig verden over. Og hvorfor ikke dele viden i stedet for at spærre den inde i bjerget, som jætterne gjorde det med kvasers blod. Livets mulighed og fantasiens evne er til for at blive brugt blandt mennesker, ikke til at blive buret inde.

Du ringer bare hvis du skal have lagt nogle rør ind… Eller noget.

<!– /* Font Definitions */ @font-face {font-family:”Cambria Math”; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;} @font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;} @font-face {font-family:Times; panose-1:2 0 5 0 0 0 0 0 0 0; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:auto; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1342185562 0 0 415 0;} /* Style Definitions */ p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:””; margin:0cm; margin-bottom:.0001pt; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:”Calibri”,sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:”Times New Roman”; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} p {mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-margin-top-alt:auto; margin-right:0cm; mso-margin-bottom-alt:auto; margin-left:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:”Times New Roman”,serif; mso-fareast-font-family:”Times New Roman”;} .MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:”Calibri”,sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:”Times New Roman”; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} @page WordSection1 {size:595.0pt 842.0pt; margin:3.0cm 2.0cm 3.0cm 2.0cm; mso-header-margin:35.4pt; mso-footer-margin:35.4pt; mso-paper-source:0;} div.WordSection1 {page:WordSection1;}