Grundtvigs tale om håb. Folkemødet 2021

Tale om håb

Folkemødet 2021 hovedscenen lørdag

Menneske først.
Således er håbet et os.
På jorden at blive det tjene os bedst!
Men, spørger de måske, hvornår er man i samtiden ikke bare menneske først, men menneske nok?
Slår vi til, slår vi fra eller slår vi fra os – i debatten, i tonen, tilliden og tvivlen?

Ungdommen spørger hele tiden: Seriøst?
Som om livet er blevet til tvivl om vor egen formåen.
Man bør generindre at mennesket er godt nok.
Dermed fritager vi hinanden i hinanden og skaber liv og fællesskab.

Hvad er vel vor drøm?
Man sagde engang: om hundrede år er den danske tunge, langt mere berømt end det danske sværd.
Nu spørger den gamle igen:
“Om hundrede år er den danske tunge langt mindre berømt end det danske værd?”

For kan vi være og kan vi bære i det fælles vi bejler til?
Er der håb i værdidebatten, eller pudser den brillerne i makrel?
Ja det hører den gamle er så moderne…

Håbet og denne samtids famlen efter værdi er enkel.
Værd er at være tilstede som en mulighed for det andet menneske.

“Det er at vi kan være hinanden som vi er,
Det er at vi vil bære hinanden som vi er!

Vi kan ikke være hinandens muligheder, hvis vi er hinandens modstandere.
Vi må som verdensborgere Bære over. Og bære vand. Gennem kriser, kærlighed, kommenterer, karakterer.
Og i øvrigt uddeler den gamle i dag udelukkende 12 taller til ungdommen, med deres kjærligs-nære vid og bid.
-Man ønsker sig i øvrigt sådan en “boomerboks” til at høre Nik og Jay på åben gade. Lev mens du gør det, Elske mens du tør det og den gamle tilføjer: Kæmp mens du bør det!

Vi trænger hinanden, fra boomer til baby, uden målstyring, test eller metode. Blot i kjærlighed fra og til mennesket. Ungdom – man hepper på jeres drømmekraft!

Vi ved at vi kan være hinanden som vi er,
Vi ved at vi vil bære hinanden som vi er!

Være nærværende i hinandens liv og huske at bøje os for hinanden.
Om man har glemt det betyder samfund at finde sammen – på tværs af vor forskellighed.
Det fordrer samtale, lydhørhed og et eviggyldigt hengivent tillidsforhold.
Man er stadig optaget af dette forpligtende håb at man bør oplive før man kan oplyse.
Vi bliver myndige medborgere, demokratiske dannede det øjeblik vi bliver frisat og dermed ansvarlige og knæsat som borgere og mennesker i samfund.

Og til et folk sig alle høre,
Der i forskellighed kan røre
Hjerte, vilje, mål og med
Hvor mødestedet finde sted
Om man måler sin magt i de levende ord,
Fra hindu, muslim, kristen, Odin og Thor
Og tæller sit flertal og lytter og tror
At politik bliver taget på sit ord
Med liv skal landet bygges
– Jævnt hen skal der også hygges
Med håbet som tolk bliver samtalen født på ny
For solen står med folket op, deraf vort folkelige ry
Og før vi går fuldstændig galt af hinanden
Så genhusk og lyt til dannelses-forstanden
Så den gamle grundtvig bliver ved med at råbe:
Kun en tåbe, vover ikke at håbe!

Godt folkemøde!

Midt i en klunketid – af vid?

Melodi: Den danske sang er en ung blond pige
Tekst: Astrid Søe 2021 – Drillevise til debatten om forskning og frihed.

Hvad skal en forsker der ej må mene?
De Dahlske klunker de blir’ til sten.
>Det krænker<, råber på græsk Athene!
Jeg siger bare, det her giver men!
Neutralitet er en svær balance
en diplomatisk fortagsomhed
at holde professionel distance
at gribe fat, uden at tage ved.

Formidle viden, kritik og data
et peer-review der er mer’ end skod
opløse, ryste og finde kata*
forstå og tvivle er forskerens lod.
Og lad mig sige at evidensen
i forskning altid går op og ned
statistisk udregnet som potensen
anskueliggjort i tredje led.

Massere data og spørgeskema
et analytisk og kritisk syn
de vises sten som politisk tema
er forskerholdningen androgyn?
Nu er der kommet den store gene
at alt systematiseres straks
og når man ikke må noget mene
blir flueknepperen udtalt syntaks.

For når jeg taler om kærligheden
så blir jeg bedt om lidt evidens
genetisk data på det “forneden”
og lad os drøfte metoden imens…
For algoritmisk er foreskriften
rent teoretisk-metodisk sjusk
der refereres især til driften
og hvilket køn skal jeg kalde din dusk?

Ja, vel er mennesket viden værdig
en kildekritisk krakilsk krabat
Jeg spør’: Er afhandlingen nu færdig?
jeg tror sgu jeg går i cølibat!
Nu vil jeg bede i Folketinget
om I vil fyre min forskermand?
En orlov? fritstilles ubetinget?
måske jeg lyser ham selv i band!

Så Henrik Dahl, Messerschmidt tillige
giv mig en forsker der taler frit
tør vove livet, tør vælge krige
debat der sparker politisk skridt.
Jeg gider ikke neutrale tosser
en swingerklub af korrekte svar
for ytringsret – det har fan’me nosser
især når forskning har røven bar


Note: Denne vise er formasteligt udgivet uden Peer-review, akademisk metode eller forskningsbaseret evidens.

Note. vers 2, linje 3. Kata er et japanks ord for et formaliseret bevægelsesmønster.





Godnatsang til de små – når Pia putter

Melodi: Jeg ved en lærkerede 

Carl Nielsen 1924

 

Jeg ved en rotterede

den ligger i Bruxelles

hvor gagerne er fede

plus fusk og ve og vel

I reden er der skimmel

og snyd, skidt og kanel

bedragere i vrimmel

men ingen Dybøl mel

Jeg lurer bag facaden

Dér står jeg ganske nær

og ser dem stikke pladen

når sagen er prekær

Næ, den der hvisker lyver

sanerings modent skrot

sæt kvote på det yver

og skil så skæg fra snot

For parlamentet fusker

og fusk kan yngle stort

stop dem der går og Tusk’er

lig’som DF har gjort (…eller noget)

Nej, hjemme under bøgen

i danskens fædreland

der står vi pænt i køen

og lyser dem i band

#satire

http://www.astridsoe.dk


Se mor, de er bange for ord

Fredag åbnede bogforum med vanlig duft af nytrykte bøger.
En duft i øvrigt der går lige i hjernen, som en vår med spirer eller formuldent løv en efterårsdag.
Noget mellem liv og død og linierne.
Og Bella, den fede matrone, var fuld af vrimmel.
Nogle havde gjort sig mere umage end andre.
Der var stande der bød indenfor og nogen der lukkede sig om sig selv i snævre labyrinter af “sig selv nok”
På podier sad forfatterne og blev spurgt ind, men nøje indstuderede aftale spørgsmål, om dette og hint.
Og de svarede, med nøje indstuderede svar, på spørgerens ord og smilede næsten.

Der var en der talte utroligt længe om afføring.
Det gav sig bekymrende nok udslag i en utrolig lyst til hotdog.
Men det er ikke ligetil i Bella at få en hotdog med sjæl.

– Der er årmhulehår på min hotter mor!
Det var min 12 årige der tørt konstaterede at hans designer frokost var langt fra kongens Nytorvs pølsevogn og en rigtig morfar. Sådan en fed en, med remo og rå løg.
– Det er utidigt er det, svarede jeg og stirrede på de bønnespirer de havde lagt oven på designer hotdoggen.
De mennesker vi sad over for skævede noget til mig da jeg med forælder-præcision plukkede den for armhulehår. Helt ærligt, Gillette, gå hjem og læg dig.
Man er vel mor, før man er Bellababe.

Vi drak vand og kaffe. En del.
For det første for at skylle designerhotdoggen ned og for det andet for at drukne indgangsdørens maskinpistoler.

– Se mor, de er bange for ord!
Det havde han sagt da vi kom.
Koldt, nøgternt, nutidigt.

Bange ligefrem? Og nu struttede de mandigt med geværer i alle retninger og store salatfade til at køre ordene væk, stripset med armene på ryggen. Først i futtog, på den våde vej. Side om side. Siden rettergang og arrest. Thi kendes for ret. Ordet skaber hvad der nævner.

Det duftede nede på madscenen.
Hella Joof og Kristian Ditlev Jensen stod og småklukkede hen over et køkkenbord med flere ord og krydderier fra ukendte verdenshjørner og ingentingsland. Bag for en sag, i troens tjeneste.

– Hva, er der ingen smagsprøver? Det var barnet igen.
Jo jo, mon ikke man kan få en nøglering eller noget.
– Seriøst mor?
Det er voldsomt provokerende at bage på en bogmesse når man kommer lige fra skole og der ingen kage er i sigte.
Seriøst, udtrykket går igen.
Det har været en del af børns vokabular nu i årevis.
Det gør noget.
Og ikke noget sundt noget.
Spørgsmålet har hjemme i tvivlen.
Den er kommet snigende sammen med fitness world og pisatests.
Mener de det? De voksne, altså seriøst? Eller er det bare noget vi leger?
Lader som om, peger hen mod, har målsat?
SERIØST??
Vi gik med til Lindhardt og Ringhoff og åd noget af deres forfatter chokolade og litterære lakrids.
Manu Seeren har skrevet en ny bog og de dufter godt inde hos L&R.
Der var også den nye bog om nazisme.
Den prøvede jeg let at trippen hen over, men barnet spurgte. Og spurgte.

På vej gennem et mylder af rullekufferter og fødder og sved bankede vi ind i fire betjente.
Så smiler man lige som den der gule satan i messinger med alle tænderne.
Øh, undskyld.
Fast blik. Meget fast. Mere tandsmil.
Det var henne ved en blå elefant af plast. Den stod og så noget betuttet ud på vores vegne.
Gammelklog og overbærende, men usikker.
Den havde mange spørgsmål. store og livskloge. Desværre talte den kun “Made in Taiwan” og vi kun vesterlandsk med endnu lidt designersennep i mundvigen.
Elefanter er sgu ikke hvad de har været. Helt sikkert ikke.
Måske hos Oliver Zahle, men ikke den her blå en i plast.
Den længtes efter Strid. Han er alt andet – end strid. Ren forkyndt skabelse i streg, ikke plast.

Vi gik ned til Etikken der gerne ville tages tilbage. Den stod lidt svimmel og flirtede med Ella, hende med elastikken og et navn man gerne vil købe.
Jensen & Dalgaard uddelte større knus til barnet. Genkendeligt.
Det lignede en fortabt forfatter der vender hjem efter et sidespring til et andet forlag.
Det er meget ømt. Sådan noget “holden af”, midt mellem skrivemaskiner og blå elefanter og knitrende poetsne.

– Man må sgu gerne holde i hånd når man er på bogmesse, sagde barnet og tog min hånd.
Man ikke bare må, man skal, tænkte jeg, mens Gyldendals blå medarbejdere vimsede rundt og havde voldsomt travlt. En lille by i sig selv på Bella. Hjertets dannelse og bøger der bygger babelstårne mod lysstofrørenes hellige haller.
– Godt man ikke er visevært her, konstaterer barnet. Og tager mobil op af lommen for lige at tjekke en udregning på holdbarhed af lysstofrør.
– man skal vel også leve, siger han, og tæller og trækker fra.
Det skal man vel, tænker jeg og bladrer i en livstilsbog som jeg SERIØST aldrig ville købe.
Den dufter nu alligevel godt. Næsten som de andre. Jeg bliver i tvivl om det var den her der handlede om afføring? “Livstil på røven”, eller noget. Det hed den nok ikke. Det er for jordnært. Ligesom dannebro i hundelorte og terror i Krudstønden.
Man kan fysisk strække hånden ud og røre ved den.
Frygten og de skudsikre veste.
Og tvivlen og tjekken programmet for evt. tilløb til noget

Bøgerne var ligeglade.
De stod forførende og kildede på de rigtige steder. Dem der trænger sig ind på en uden at man havde givet lov. Ikke den om afføring. De andre. Selvsagt.

Bøgerne der egentlig ligger forkert på borde i nydelige rækker og tikker om at blive fyldt med notater og æselører og ringe af kaffe på omslaget.
Langsomt miste duften og ende i en muldjordsagtig nødeduft af liv.

– Var der ikke noget med den der bog om “Grunner swaggy boy” de vi skulle høre om?
Nå jo, vi svinger forbi den nye Grundtvig bog af Birgitte Stoklund Larsen.
“Grunner” har det godt. Selvklart. Oplyst og nødvendig.
– Aj du kunne nu godt have… nej se lige, haha, se lige mor…
Der står to mænd med blød hat og parisertørklæde. Debatterende, snedigt udregnende næste argument og tagline.
– De er da gået forkert ik?
Nah, det er de nok ikke.
– Måske de skulle tage og slappe lidt af. Hey det er jo bøger ik?
Jeg stirrer på de to mænd der er klædt ud til lejligheden som indbegrebet af et gadekryds mellem Picasso og Bogart.
De virker pludselig næsten nøgne og meget forkerte.
Det er jo ikke noget vi leger vel, seriøst?!
Barnet ved det, med det samme.
Politiet også.
Jeg øver mig. Stadig.
I hvor alvorligt det er. Ordet.
Hvad det skaber i os og hvad det flytter.
Ansvaret og alvoren. Ytringsfriheden.
Det historiske vingesus mellem lysstofrørene hvor traner og trækfugle finder fælleskab og nye trækruter at flyve.
Romaner, samtidslitteratur, smudslitteratur, krimier, biografier, noveller, prosa, lyrik, og rakkerliv af litterater der samles og trykker hånd og aftaler cafe latte lette møder på fliser uden grisselamper og gadeskær.
De er der alle sammen. Sammen og hver for sig. i krig og kærlighed. Indspiste og sultne.
Det er lidt som en kærlighedsophobning der flyder over.
Mellem grimme reoler og stive kasseapparater.
Bløde hatte og kufferter på hjul.
Jeg bliver forelsket hver gang. I ophobet af bøger, forfattere, duft.

– Det er ikke ok, vel? At der er armhulehår på vores hotter…
Gu er det ej ok, kom ned på jorden. Det er der ordet bor og går – igen.

Fuglene lander i Bella.
De holder trækpause og æder bondens korn for de skal videre til forfattermiddage og i smug gå omkring kongens Nytorv på vejen hjem for at få en ægte hotdog med sjæl.
En med rå løg og remo.

Der er to sprog i verden. Sang.

Der er to sprog i verden, 
der bestandig krydser mit spor. 
Den ene er hadets færden 
det andet er frie ord. 
Det ene løfter sin hånd til slag, 
der rammer sjæl og kød. 
Det anden taler min hjertesag, 
og bortmaner frygt og død. 
Det ene tvinger og skaber strid,
og næres af martyrens dåd. 
Det andet beror på ét individ, 
dog er de i samme båd. 
De sprog er spor i verden,
og dør om dør de bor.
Det ene klemt mod det andet,
for Loke, såvel som Thor.

Hvert menneske er grundlag for,
et sprog, i pen og mund.
I tillidsord der føder vår,
har hadet ingen grund.

Vær håb i det der skiller folk,
vær ord af hjertesprog.
For du og jeg skal være tolk,
gør kloden rund og klog.

Tekst: Astrid Søe 2015, frit efter Tove Ditlevsen 1942
Melodi: De evige tre. Anne Linnet (Fra albummet “barndommens gade” 1986.)

Vi er også ord.

Vi er også ord
nu er vi her
den her verden 
forestiller ikke os 
fanatismens ansigter
oplevelser af terror tager ordet og
rædslen stiger når
daglige beretninger fra en verden i strid fortættes og
beskærer et forår mens
troende hjerter i vinterløbet
som går svangre med 
håbets vinger
hvor viljen og troen på
et samfund, en verden
i samdrægtighed
for at lære 
tegn til tale
brydes med 
angst og tavshed 
kampen om ilden 
blev 
til kampen om ordet
ordet er frit
Læses igen nedefra og op!
//Astrid Søe 7. Januar 2015

Frihed er…

Frihed er at binde op,
hvad der snører mund og krop,
så i ord og håndelag,
frit vi færdes dag for dag.
Løs du kun det røde bånd,
for det strammer om din ånd,
halsen løst og livet med,
da kan frihed finde sted.
Livets røde tråd er til,
som en rettesnor der vil,
vise frit hvad vej vi går,
ikke snage, skabe sår,
ikke baste eller binde,
nye spor at se og finde.
Fri din ånd hvis modet bær,
da er kærligheden nær.
Hvad er folkelig i grunden?
Det at være helt ubunden!

//Astrid Søe 2012
Hilsen til den Gamle Grundtvig…

En sang til "Det forsømte forår"

Melodi: Er lyset for de lærde blot, Thomas Laub, 1919
Tekst: Astrid Søe 2012

Er stenen flyttet af en hånd,
der kaster eller knuger?
er bålet tændt af kærlig ånd?
er flammen en der truer?
er livet vendt mod verdens tro?
er døden en befrier?
et forår giver ingen ro,
når hele verden tier.

Er det vi skabte uden krop
når ingen har en stemme?
Det tavse sprog det siger stop
og fremtiden fornemme.
Et demokratisk folkefærd
er fejet over kloden
at sige fra, gir livet værd
for nu er tiden moden.

Der går en mand med store ord
og summer livet sammen
en melodi af folkemord
er fyld i fjedderhammen.
En krop der ligger kastet bort
i søgen mod det frie
når holdning mødes hårdt mod hårdt
et forårs indre krige.

Et land er gammelt, et er nyt
men mennesket forbliver –
stå fast i det og lær og lyt
det mod og mening giver.
Tag føjeligt en andens hånd
og find det sprog der vinder
sæt fri og løs det stramme bånd
til friheden den binder!

Godmorgen, godmiddag, godaften

Melodi: Carsten Johs. Mørch – melodi til: Godmorgen lille land
Tekst: Astrid Søe, 14. marts 2012

Godmorgen, tabu land!
Et land med tys, og var din mund,
hos kvinde og hos mand,
vi vågner til en tavshed,
med tanker dybt gemt væk,
bag hver et hegn, ligusterhæk.

Godmiddag, tag dit ord,
og giv det ærlighed og vid
så kærligheden gror
og sprænger det der deler,
du tøver før du tør
så har du lukket lykkens dør.

Goddag, og giv nu op!
Spring ud foruden mål og med
føl efter i din krop,
og tab fornuft og tanke;
vi vokser når vi tror,
vi bliver mødt i vores ord.

Godaften, stolte folk!
Et danmark hvor vi ytrer os
og friheden er tolk
et helt fanatisk frisind.
I hver en krinkelkrog
kender vi landets grundlovsbog.

Godnat, mit frie sind!
tag drømmen med i dagens håb
byd fremmede derind
og kys med åbne munde
en tone af mit land
en frihedsfabel af forstand

Sangen har jeg skrevet til vores smukke ønske om et Danmark af ytringsfrihed, frihed, lykke og fælleskab. Undervejs er der hentet tankebilleder fra Filosoffen Søren Kierkegaard og hans tro på det ord der giver mennesket grosted og sætter fri.

(((Melodien er skrevet til åbningen af storebæltsbroen. sangen hed: ‘Godmorgen, lille land’ blev Vindersangen i konkurrencen om en åbningssang. Poul Dissing fremførte sangen for dronningen og hele Danmark på åbningsdagen.)))

Til det Arabiske forår

En tekst, en tanke, tvivl og tro
og andre spirerier
kan mellemfolkeligt bygge bro
og give liv hvor intet gro
til evigheden frier

En eviggold forfrossen slet og dunkel fordumskilde
gir plads til frihedsfrugters fald, når du er ganske stille
men hvergang du gir sprog og ånd
og ord til det du møder
så går det glemte ud igen og folkeånden gløder.

At være til i livets ord
mens dagen tillidsvækkes
og dækker årets forårsbord
mens frygt og udåd stækkes