Mor måne står så føjelig, med barmen ganske blottet,
Men da hun solens stråler ser, hun ryger på skafottet,
for selvom venus kom forbi, med strejf af nye tider,
så må mor måne dukke sig, når nat mod dagen glider.
//Astrid Søe 2012
Lys i livets stage
Altid har dit lyse sind, været morgensolen,
som en sommerdag du bær, sommerfuglekjolen,
uden alt for stort besvær, kan du mærke verden,
du er den holder fast, midt i andres færden.
som en sommerdag du bær, sommerfuglekjolen,
uden alt for stort besvær, kan du mærke verden,
du er den holder fast, midt i andres færden.
Du kan holde hånd og ord, der hvor andre famle,
du kan være rettesnor, den der tør at samle,
du kan fritte livet ud, som det var din mage,
du er født til solens lys, alle dine dage.
Når du rejser dig og ser, verdens andre lande,
kan du længe dig og se, mellem jord og vande,
alt det store, som en drøm, alt der giver gåde,
løber ind af livets dør, på din egen måde.
Du har valgt at stå og gå, med et mod som gælder,
i din moders glædebog, dagene fortæller,
ord om hvilken kærlighed, du har givet mange.
om den store virklighed, som kun du kan fange.
Noget lys er skabt til liv og lyser for os andre,
ingen sorg kan slukke den, som ind i lyset vandrer,
det at være andres lys, er sjældent nu om dage,
dog et sjældent lys er du, sat i livets stage.
//Astrid Søe 2012
Grundlovsdag
Grundlovsdag er et sted at stå,
på skulder hos din næste,
Grundlovsdag er en dag at få,
på folkegrund det bedste.
Grundlovsdag er en vej mod tro,
på fundamenters fylde,
Grundlovsdag er at bygge bro,
og finde rette hylde.
Grundlovsdag er et mod i folk,
der vælger sammenfaldet,
Grundlovsdag er en fælles tolk,
for dem i mindretallet.
Grundlovsdag giver mødested,
i menigmand og kvinde,
Grundlovsdag er at være med
og friheden at finde.
Astrid Søe 2012 – Grundlovsdag
Grundlovsnat
Grundlovsnat – og imorgen – faktisk nu – vågne til det at tage danmark på sig, som en overfrakke, men foret inderst og vanter i lommerne, nogle mønter, en pakke klinex og en kastanje. Og ville det, vågne og se sit land i øjnene – og tro på det igen og igen uden blusel eller svindende håb mod det Danmark ville – med lov skal land bygges og der bygges videre, ud og brydes ned. skæres kanter, males over, tapetseres, pisses mod muren en solvarm dag, mod blæsten og forstanden en anden. Og alligevel står du op, lille snottede land – men næsen oven vande og svømmer muskelhundesvømning mellem første og anden revle. Der råber du efter is og speltbrød, mens du forvirrer dig selv med nye nytårsfortsæt og regler du må bryde for at slå dig fri i dig selv. Godnat lille flødekande – uden hank og med skår i tuden og krakeleret glasur. Du vågner nok og er mild, fordi vi husker dig og sætter en fandens masse flag i kagen – som vi blæser ud mellem taler og ord der vil krænge en virkelighed rundt. Og der vil du skrige din fuldfede kærlighed – ud, til et lille folk der venter på at noget vender, at naboen går konkurs, at taget letter eller at floden går ind i kælderen. at nogen græder i en baggård fordi de ikke kan finde hjem, selvom alle døre er åbne, som en frakke man tager på sig – der er dig – Danmark. Lille forkælede snottede smukke forhave.
Godnat og gå nu ikke ud –
//Astrid Søe 2012 – nat mellem 4-5 juni
Lobbyister
Morgen-samfundspolitisk-sur!
Syn’s at de der lobbyister
skulle hakkes til medister
intet kød, men kun selvfede
brun sove og en dansk rødbede
cafeteria trist menu
udvid tanken, gør dig ny
virk og vind respekt og glæde
fri mig for det hundeæde!
Visdommen har korte ben
Visdommen har korte ben og holder tit i hånden,
i frimodighed der kan det give svar på ånden.
Hvad er liv og hvad er død og hvorfor skal jeg være?
Sæt dig ned og lyt, hvad barnet ved om alt det nære.
Tættest på forstandighed, i kærligheden dannet,
i oprindelsen der kan man lære et og andet.
//Astrid Søe 2012
En flig af skaberler
Tone: Hvad var det dog der skete “Den blå anemone”
Hvad tog den milde sommer
i åndedrag af lyst og nød,
sorrig og glæde kommer
i ånd, i sjæl, i kød.
Hvad fandt du midt i midnatssol?
Et løfte fra en hane gol.
Frimodigheden famler;
i Ordet alting samler
en flig af skaberler
Befal kun dine veje
som frugtbarhed i livets lund,
skønt intet kan du eje,
kun kysse med din mund.
En helt forsagt stilfærdig dag
foranderlig i flere lag,
og det at turde ville
at være ganske stille
i nye ord der kom.
At holde ord for livet,
er givetvis et løfte værd,
som sjældent er os givet,
men bringer altet nær.
At virke ind i andres sted
og tage, uden omsvøb, med
på vej mod sol og kulde,
når kampestenen rulle
er Ord til livet selv.
Forbind den store klode
med gode minder – virk og vær!
For hives op ved rode
kan intet, man har kær.
En hånd, der fletter kærlighed
og hvisker blidt: kom nær – bliv ved!
At stå ved åndens kilde,
og råbe at man ville:
ALT kærligheden ser.
Astrid Søe.
I hånd og ord: Til min ven og Valgmenighedspræst Claus Kaas Johansen, Sdr. Nærå Valgmenighed. Ved din afsked 3. juni 2012
I mellem mand og kvinde
I mellem mand og kvinde er der sjældent det blir sagt//det som kærligheden vagt//denne nytteløse måde der blev hvisket; du og jeg//vi skal gå og finde vej//fuld af forår viser vejen//ingen steder man kan gå//for i denne tid at nå// i det mindste gror det største//inderligt med rod og regn//du blir hullerne i vejen//fuld af intet der kan bære//dette svære//dette nære//som en glans af evigheden//i et spring mod fastetiden//fuldblods menneske og hjerte//uden fortegn eller varsel//stod du ved og stod du op//som et genfærd af en krop//lys af liv og uden mage//ganske stille alle dage//mens syrener satte blomst//blev du liv og farven kom//ikke set og ikke tom//som en rejse gennem blodet//som en svimmelhed i hovedet//ny og næ og nattetimer//fuld af fryd og stjålen tid//kloge kærtegn//engleblid//forefinder frit forstanden//hold nu kæft og kys hinanden.
Astrid Søe 2012
Det der gør fri
Hvis nogen sku tvivle er det der gør fri,
et folk der kan leve i demokrati,
for demokrati er at prøve hver dag,
at mødes på midten i fælleskabs sag,
at bøje sin vilje og favne en form,
hvor menneskets lykke er det der er norm.
//Astrid Søe 2012
Man kan vel altid lave en demo…
At tælle til to, at tælle til ti,
at tælle på dansk til et demokrati,
at fægte og finde et sted at stå fast,
med plads for os alle så ingen blir mast,
at tro man kan leve med andres ide,
at rette sin ryg og turde at se,
at vide engang var vi underlagt bud,
som stod i en bog, forfattet om Gud,
nu finder vi frihed i frihed på jord,
og prøver og smager på alle slags ord,
vi byder på loven og prøver på skrømt,
at blive det menneske som vi har drømt,
hvor svært kan det være at elske en ven,
hvis næsten er frihed går troen igen,
foruden en frygt som en dømmende magt,
stå fast og giv plads – ja, så er det sagt!
Ordet skaber hvad det nævner 