Skrevet den af ASTRID SØE

Dræbersneglen i kommunekassen

FOTO: Dræbersnegl Syddjurstype. Tvekøn.

Molbohistorie 1.

Dræbersneglen i kommunekassen
En sommer, da kommunen trådte vande i kommunekassen, havde molboerne fået besøg af en dræbersnegl.
Den havde fået den grimme vane at bevæge sig, med sit slimede spor, frem og tilbage i kommunens budget for at fange plovmænd og tusser.
Og det var jo en slem historie, for molboerne var meget bange for, at dens slim ville få hele kommunekassen til at gå i opløsning.
De talte længe sammen frem og tilbage om, … … hvordan de skulle få den jaget bort.
Til sidst blev de enige om, at et barn skulle kravle ind i kommunekassen og drive dræbersneglen ud.
Men lige da barnet stod og skulle til at kravle ind i kassen, opdagede de, at barnet havde en lang snotnæse, og så blev de bange for, at barnet ville lave, et lige så stort slimspor i budgettet som dræbersneglen.
Dér stod de – . Endelig fik en af dem en god idé! han foreslog, at man skulle stille så mange børn så tæt sammen at snottet løb ned i nabobarnets madkasse og derfor ikke ramte kommunekassen. Så ville børnene jo ikke afsætte et slimspor.
Det syntes de alle var et godt råd. De gik derfor hen og lukkede en masse daginstitutioner; … .. og så gik geledder af børn ind i kommunekassen, for at kunne jage dræbersneglen ud.
På den måde kom barnets snot ikke på budgettet, men barnet havde stadig en lang næse!

Molbohistorie 2. (Den gode gamle)

Storken i Kornmarken.
En sommer, da kornet stod højt på marken, havde molboerne fået besøg af en stork.
Den havde fået den grimme vane at spankulere frem og tilbage på deres mark for at fange frøer. Og det var jo en slem historie, for molboerne var meget bange for, at den skulle trampe al kornet ned på marken.
De talte længe sammen frem og tilbage om, … … hvordan de skulle få den jaget bort.
Til sidst blev de enige om, at hyrden skulle gå ind i kornet og drive storken ud.
Men lige da han stod og skulle gå ind i kornet, opdagede de, at han havde sådan nogle store og brede fødder, og så blev de bange for, at han skulle træde mere korn ned end storken.
Dér stod de – . Endelig fik en af dem en god idé! han foreslog, at man skulle bære hyrden ind på marken, så kunne han da ikke træde kornet ned.
Det syntes de alle var et godt råd. De gik derfor hen og løftede markleddet af og satte hyrden op på det; … .. og så bar otte mand ham ind i kornet, for at han kunne jage storken ud.
På den måde trådte hyrden ikke spor korn ned med sine store fødder.
http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

68’er

Tone: Fra gammel tid bar kvinderne det tungeste læs.

Fra gammel tid var alle folk delt op efter køn
Den førstefødte skulle meget gerne være en søn
Og fik man sig en datter hun på møddingen røg
Hvis ikke lige man mang’led en der skulle vaske tøj.
Det var mennesker fra landet
Det var mennesker fra byen
Det var mennesker der alle delte mandens menneskesyn
Ikke mødes tværs af kønnet, Fatter har det sidste ord
Og det er jo også ham der skaffer mad til vort bord

Med 68 fik kønnet ord, et udtryk på ny
Nu skulle kvinden rejse sig med næsen højt i sky
Før kvinden hun fik set sig om så gik hun ned med stress
Så hun er førtidspensioneret før de 68.
Det var mennesker fra landet
Det var mennesker fra byen
Det var mennesker der alle kogte OTA morgengryn
Skal man spænde ben for nogen så må strømpen være rød
Men nu var det dobbelt hårdt med job og børns morgengrød

Så skulle manden være blød og passe hjem og børn
For nu var det på høje tid at han sku ta’ en tørn
Med ligestilling troede vi, at alle sku vær ens
Med Beatles hår og sund sandal var alle let til bens
Det var mennesker fra landet
Det var mennesker fra byen
Det var mennesker der alle delte fri og lighedssyn
Skal man mødes tværs af kønnet må man fattes forefra
At hver gang vi gør os ens så blir vi atter til nar

Med 80erne sag’e tiden kun at lighed det er dig,
Når du kan stå på linie med de ord: jeg er sku mig!
Min egen og mig selv og kun derfra min verden går
Skidt være med de andre de må slikke deres sår
Det var mennesker fra landet
Det var mennesker fra byen
Det var mennesker der ikke delte andres menneskesyn
Sku’ man mødes tværs af noget sku’ man fattes først og sidst
At det ikke hjælper stort at være egofacist

De gifte folk blir skilt, så de kan gifte sig på ny
Med dine børn og mine børn i København og Thy.
Familiesammenhænge er en pampers engangsble
Men ét står klart, det gavner ganske sikkert DSB
Det er mennesker fra landet
Det er mennesker fra byen
Det er mennesker der laver om på vores samfundssyn
Der er nye sammenhænge, nye liv at finde på
Men vi lærer nok at kravle før vi lærer at gå.

Et nyt årtusind kom med syn på kvinde som mand
Dit køn blir pisket ind fra før den første mælketand
En kvinde er en kvinde og en mand han er en mand
Det har vi egent’ligt været siden amøben gik i land
Det er mennesker fra landet
Det er mennesker fra byen
Det er mennesker der alle deler fælles fortidssyn
Når de mødes tværs af kønnet har de kromosomer med
Spytter ligeligt i puljen af æg og af sæd

For tiden går det lige op, med livet især
Vi lever sgu og ånder, eller også lar’ vi vær
Vi lever så foranderligt at ingen helt forstår
Den tid der var i 68, den tid der var i går
Det er mennesker fra landet
Det er mennesker fra byen
Det er mennesker der alle har et bredt historiesyn
og skal man mødes tværs af gener må man fattes sidst og først
At forskelligheden gør at intet køn bliver størst!

Tekst Astrid Søe Marts 2006
Skrevet til 68er opholdet på Lønne Højskole

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Højskole blues

Sur hilsen til de højskoler der drejer nøglen om uden kamp.
Kamp må der til, skal livet gro!
-sang selvsagt med kærlig hilsen… Astrid

Tone: 417 Her rejses en skole

Her lukkes en skole som mange før
Snart er de hundred og sytten vel ude
Giv op, kast bort nøglen og smæk den dør
Selv flagskibet knirker, den pjaltede skude
De klagende sange
Som gentagne gange
Har lydt på ophold, de korte og lange
De runger hult

De runger hult mod de gamle ord
Der ristet runer i gårdsdagens sange
Hver tone der stundom i hjertet for
Blir skudt for boven når tider er trange
De gamle og gale
Fik glæden i tale
Foruden glæde, elevtallet dale
Og ebbe ud

Vil ebbe ud i det gamle land
Når Gud og fædreland klaprer med kassen
Den grimmeste ælling hos H. C. And
Må selv i isvinter leve på nassen
Derfor må vi håbe
At vinterens kåbe
Vil hæve sit mismod og atter vil råbe
Den gamle sang

Den gamle sang om vor danske tro
Der stædigt spirer mod ånden og livet
Dør bort når håndgrib’lighed ene gro
Og gamle levende hegn blir opgivet
Alt visne og briste
Når ingen tør miste
Når ordet bliver fejt, så man ej er den sidste
Der lukker ned

Så luk du blot, skole, men frygt kun ej:
Trods det, forældes ej livets tale
Kun et kan man frygte, at det blir’ dig
Der mistet ånden og gik i dvale.
Det kvælende tomme
Ved ragnaroks komme
Vil fyldes med livord og håbet vil komme
Bevar dig vel!

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Nå da!

Tone: et jævnt og muntert, virksomt liv på jord

At leve livet i den tid man har
og ikke spille lotto for at vinde.
Historiens frakke gør du ej er bar.
Selv i voldsmoses ghetto fred du finde.
Det hjælper ikke stort med synoptik
jeg tror du selv får øje på din glæde.
Vi ønsker altid mere end vi fik
selv ejerskab i troens tandemsæde.

Jeg troede jeg ku’ kvase Jantes lov
og råbte ud til alle at jeg turde.
Men jeg blir’ sur når nogen sir hov, hov!
Slår hjernen fra mens jeg på flimmer lurer.
Så føler jeg mig hjemme, tryg og glad
og æder take-away og piller næse.
Ser ugens stjerner i et dameblad
som ingen selvsagt tror jeg gider læse.

At være ung med tvivl og hvalpepund
og skolens karakter der gør mig myndig.
Nu trues jeg af villa, Volvo, hund
og børn med flere mænd gør man er kyndig.
Jeg sulter mig og bruger rynkecreme
men lige meget hjælper det på huden.
Så hver dag leves som den var ekstrem
til døden endelig gir mig en på tuden.

//Astrid Søe 2001
Grundtvigs digt: et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.
Frit omdigtet til et moderne billedsprog og tidsbillede

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Lalleglad

Første skoledag efter ferien.
Sol, kage, flag, fest, glæde.
Og en skoleleder der holdt en lang tale om det nye års målsætning;
At være lalleglade.
Og jo, også om kærligheden og det gode i andre.
De tre grundbegreber blev årets fylde for skoleeleverne.

Skolelederen kunne egentligt bare nøjes med at holde sig til lalleglad, for det indeholder allerede i ordets betydning både kærlighed og det gode i mennesket.
Begrebet lalleglad er så herligt bredt.

Lalle er babyens sprog.
Sproget der vil verden, sproget der selvopfundet baner sig vej og møder den sjældne forståelse fra de der elsker barnet.

Nææ lille skat, hvor er det sødt..
hørte I det alle sammen?
lille miws sagde “international morgenkomplet” ???
wa wu gu ga.
Ja det er da helt tydeligt!!
Åh, ih, min lille kloge baby.

Forældrenes glæde og beundring er ægte og elskelig.
Baby-lalleren er lige så glad, for barnet er blevet mødt med det bedste der findes. Glæde og kærlighed.
Det opmuntrer baby til mere pludren og lallen, og et sprog bliver til.

Barnet har det herlige indgroede i sig at det er verdensvendt.
Alt er nyt, verden er nær og indtages dagligt med nysgerrighed og naivitet.
Alle børn fødes blåøjede, det tydeligste tegn på det smukke naive og det naive er en gave.
Det giver barnet mulighed for at turde og ville, leve og ånde.
Lallen er modets naive sprog.

Glad betyder egentligt skinnende lys.
Man siger folkeligt om et menneske at det lyser af glæde og det er ikke helt galt i byen.

Når en skoleleder vælger sig en skoleår til det lalleglade, må man selv glædes!
Lyst og glæde er jo undervisningens egentlige fortsæt.
Undervisning betyder at man viser undere.
Men selvom det er formålet er det vel ikke hver dag man kan gå hjem, som lærer, lægge hovedet på puden og sove ind til natten med et smil og viden om at man i dag viste undere.

Man kan jo næsten blive religiøst bange, af at bære det åg.
Det er næsten for stort og uopnåeligt at umuligt at bede om hver dag.

Det er heldigvis heller ikke nødvendigt at lede efter ens egne underne i undervisningen, hvis man ved man havde glæden med i inderlommen.

Underet er tilstede i eleven hvis glæden har været tilstede.

Underviseren skal på moderne dansk lyse for, ved at tænde eleven.

(Og så blev denne blog pludseligt sponsoreret af Duracell batterier.)
Ret basalt kunne lærerseminariet gøre “GLÆDE” til deres hovedfag.

For Grundtvig stod det fast at enhver egentlig viden gik fra menneske til menneske, uddannelse underordnet.
Enhver bærer på livets læring og har derfor et under med sig under huden.
Al læring begynder med en famlende lallen, et prøvende sprog der vider sig ud og fæstner sig som vilkår for viden.

Når videns-undervisningen i skolen tager afsæt i glæde, er vi der hvor undervisning har fundet sin kærne og bliver et under.

Er lyset for de lærde blot
til ret og galt at stave?
Nej, himlen under flere godt,
og lys er himlens gave,
og solen står med bonden op,
slet ikke med de lærde,
oplyser bedst fra tå til top,
hvem der er mest på færde.

Er lyset i planeter kun,
som ej kan se og mæle?
Er ikke ordet i vor mund
et lys for alle sjæle!
Det giver os for ånder syn,
som solens skin for kroppe,
det slår i sjælen ned som lyn
fra skyerne hist oppe.

(NFS. GRUNDTVIG)

Ordene vi giver hinanden er glæde for sjælen, siger grundtvig.
Ord er liv og liv forudsætter glæde.
Hvor glæden sygner hen, visner livet og døden truer.
Men vi kan trodse døden, ved at gå livet i møde.
Eller endnu bedre; Lalle af sted.
Selvom det desværre er tåbeligt umoderne at lalle rundt, særligt for børn og unge.
Men ikke i år… I år vender bøtten.
Alt skal være nyt, naivt, formgivende forfra og pludseligt sker der det under at man bliver barn, på ny eller igen – også som voksen.

Alt i alt et Grundtvigsk sjælebad – rimer godt på lalleglad!
når vi tænder hinanden eller på hinandens ord er der mulighed for oplysning tilstede…

og det er lige til at blive lalleglad af!

Oplysning være skal vor lyst,
er det så kun om sivet,
men først og sidst med folkerøst
oplysningen om livet;
den springer ud af folkedåd
og vokser, som den vugges,
den stråle i vort folkeråd,
til aftenstjernen slukkes!

———————————
lalleglad

Fra Wiktionary

Dansk Etymologi lalle (spædbarn der siger lyde) + glad

Adjektiv lalleglad, (intetkøn: lalleglad)

At være glad på en ubekymret måde, munter, sangvinsk, overdrevet glad.

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Hæng ud!


konerne og mændene
hænger tøj ud
og hænger dem ud, der hænger ud –
på grillen…
som de selv hænger på
når de er hængt op

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Frihed er at elske – dig.

Frie ord om min far Poul Erik Søe, der skiftede spor den 5. marts 2008.

Kærlighed sætter det andet menneske fri. Fri til at være, fri til at stå selv og fri til at opdage livet forfra. Jeg kan ikke forestille mig kærligere eller friere måde at møde livet på, end den, min far mestrede.
Samfund, politik, sang, højskole, bøger, samtaler… Men bag det hele stod et menneske der var gladest ved det milde. Når debatten rasede syntes fars ord så faste. Men det var aldrig, aldrig tilfældet. Han var altid ledet af den smukke tvivl, indsigelsen og pladsen i samtalen hvor ordene havde frit spil. I debatten kendes han som ildsjælen der vendte verden på hovedet. Trodsede de politiske strømninger der frasagde mennesket frihed og råderet over eget liv. Altid på menneskets side, i menings-kærlige skæve kommenterer og holdninger.
For vi nære og kære var det på en og samme tid både anderledes og ens. Vi stod så uendeligt frit i vores ord. Aldrig hørte vi fra vores far at det vi mente eller troede var galt. Altid var der plads for samtalen og meningernes mod. Som barn oplevede jeg dagligt hvad nærvær betyder for et menneske. At turde være livet nært, uanset hvad det bød. Nærvær giver så meget liv fra sig. Far mente at et menneske aldrig fyldte livet ud med mere end hvad vi drømte om. Det fik vi lov til. At drømme os ind i hvad liv kan være. Intet er umuligt lærte vi. Lige meget hvad vi foreslog, var det muligt hos dig far. Gør det. Lev. Stå fast. Drøm dig videre. Vid bedre, hvad du ved. Ubegrænset nærvær og kærlighed vider livet ud. Du kunne opelske dine børn, så smukt og mildt. Så levende og givende.

Jeg er ikke i ”familie” med min far.
Far lærte os altid at ”familie” havde en tydning, vi i dag har glemt. At ordet familie betyder ”mandens skare af slaver” Med far var det aldrig tilfældet. Han var ikke overhoved i familien, men på højde med enhver der var hans slægt. Plads var der nok af, til at være sig selv og være menneske.

Far, vi fik lov at opleve det usædvanlige. At vælge hinanden i dagligdagen på tværs af slægter. Jeg fik den glæde som voksen, at arbejde samme med mine forældre i 9 år på Lønne Højskole. Et nært nabo og arbejdsfællesskab der, i dagens Danmark, synes forældet, men modsat opleves uendeligt frit, hvis man netop mødes i frihed og med den gode selvstændighed man skal skænke hinanden i alle slægter. Da vi lukkede vores højskole i Lønne sidste sommer, efter fars 70 års dag, skulle vi genmødes på Mols. Der skulle en ny tid begynde. En tid hvor vi atter skulle bo dør om dør. En tid hvor børnebørnene løb glade fra hus til hus. En tid med fordybelse, mildhed og nye begyndelser. Vi fik kun 8 måneder, men far nåede begejstret at glædes ved de hvide krokus der myldrede frem af jorden. Nåede at drømme nyt og nåede at finde kærlighed til en ny egn. Vi har lige nu ikke andre ord end; Hvor er det synd for dig far. Det er ikke synd fordi far ikke nåede at leve, ånde og virkeliggøre et kærligt liv på jord, for alt det nåede han til fulde, men det er synd fordi han ikke nåede alt det meget mere han havde drømt om. Alt det meget mere han havde at give, gøre og glæde mennesker med. Og synd er det for de mennesker der ikke nåede at kende så sjældent smukt, vidende, nærværende og legende et menneske.

Far var mest af alt menneske for sine nærmeste.
Hvor meget han end sled og slæbte, talte og tænkte i det offentlige rum, så var den egentlige glæde hos hans elskede nære. Mor som han elskede uden grænser, levede og arbejdede med. Min søster Anneke, min bror Jeppe og jeg. Og siden de børnebørn der kom til og er under vejs.
Mine drenge var så heldige at have deres morfar hver dag, i uforlignelig nærhed. Min ældste dreng på 7, sagde da morfar døde: ”Morfar lærte mig at være mig. Det kan aldrig erstattes”. Og de ord rammer stærkest.
Far lærte liv fra sig. Også til de små. Livet er en dejlig gave og dejlig at tage imod. Vi kan lære livet fra os på så mange måder. Fars måde var den frie og kærlige. Den der aldrig nedgør eller begrænser. Far gav mod på livet. I sind og tanke. Syntes vi livet klemte, kunne han vende op og ned på alt i enkle ord han hentede, ikke i litteraturen, ikke i egen oplevelse, men hentede i den han talte med. Far kunne erindre andre om hvad de selv rummede, og det er det der gør et menneske stort, et samfund stort, et folk stort. At turde være til i egne plovfurer, i eget liv og væsen.
Tak for det enkle og sjældne, tak fordi du opelskede os til smukke og milde liv, i nuet og i de levendes land.

Du lever dog når vi er til.

I al kærlighed
Din datter Astrid.

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Hverdag, hver dag.

Livet skal helst være en lang fest.
Men hvis ikke hverdagen er der får vi aldrig øje på når livet byder os et stort og festligt øjeblik.
At holde af hverdagen kan være svært.
Trædemøllen, som den også bliver kaldt.
Men der er et menneske der har hyldet hverdagens berusende glæder.
Det er af Dan Turéll, der i digtet, HYLDEST TIL HVERDAGEN,
fra pladen, pas på pengene, lavet i samarbejde med Halfdan E. 1993

Gensynet med dagligdagens glæder er tilbagevendende hos turell.
Eller hans trang til at leve i nuet.
At lægge sig i hvilens og hverdagens seng,
Til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt.

Hver dag er ny, Også for turell.
Hver dag skal han vågne til de samme mennesker de samme lyde og udsigten…
men med ny erindring.

Han får lysten til at finde sted i sin hverdag.
Den samme lyst som Benny Andersen har i digtet Svantes lykkelige dag
Benny Andersen har forstand på livets små øjeblikke.

Bennys Digt minder mig mest om en salme.
Den er skrevet på kærlighedssprog og kærlighedssprog gør altid en salme.

Benny Andersen venter ikke gæster i dette dig, men er selv en pludselig uventet gæst midt i hans egen hverdag.
Han får øje på at livet ikke er det værste vi har når hverdagens kaffe er ved at være klar.

Han holder af sin ostemad og fuglene der flyver i flok, hvis de er mange nok.
Ninas rituelle morgenbad gør livet rigt fordi det er et bad i hverdagens vand.
Benny Andersen døber dagen glad fordi den er genkommen.

Enhver kan høre at den er skrevet på tillidssprog.
Tillid betyder tro.
Og digtet er fyldt med tro og tillid til livet selv.
Der er en barnlig glæde mellem linierne
Og netop af barnligheden springer tillid.
Også Grundtvig digtet oftest i et barnligt sprog.
Med barneøjne.
For Grundtvig er barndommen den klogeste tid vi lever.
Et barn uden sprog har viden om alt der hører hjertet til.
Om længsel, mod, håb kærlighed og tro.
Langsomt ændres vores syn på tilværelsen.
Skattetryk, pensioner, hormoner og svigt kalder andre ord og et andet sprog frem i en.
Men barnet vidner kun om tillidens sprog.

Min søn Svante sad, som lille pludre sprogs baby på knabt et år, i sin stol til et måltid i spisesalen på vores højskole i Lønne og hans morfar kom over til ham.
Svante kikkede op på han og sagde vov vov, og nu lignede morfar bestemt også en mellerstor buldog med bløde folder i ansigtet, så vov vov fungerede fint, men den lille gut kikkede igen ned, smilede og pegede så igen på morfar og sagde GUD!
Det er hjertesprog.
Den man har tillid til kan man tro på.
Og barnligheden gør selv en morfar guddommelig.
Det er sku ikke så lidt man bliver af at få børnebørn.

Siden fandt den lille gut dog et andet navn til morfar, han havde opsnuset fra en vorsensamtale, han skiftede fra at kalde morfar Gud til bob Dole. (Og der er dog nogen vej imellem)

Tillidssproget træder til når vi leder efter vores religiøsitet.
Benny Andersens hverdag fyldes med tro og håb fordi den er enkel.
For barnet er livet en enkel størrelse og også hos dan turell er livet enkelt når bare hverdagen er der.
Det enkle kan være svært at holde af fordi vi er tilbøjelige til at prise fest og blafaldera.
Men hverdagen byder på mere mener dan turell.
Den byder på gentagelse.

I kærligheden er det den samme længsel der driver os.
Kærlighed er denne gentagelse.
At få øje på det man kender.
Det er sært nok at sige ja til det samme menneske hver dag året rundt, men hele livet igennem er endnu sværere.
Svært når der kommer hverdag ind i kærlighedsforholdet.
Når frikadellerne skal steges og lokummet gøres rent bag ved brættet.

I forelskelsen er alting stort.
Uendeligt og evigt.
Man kan nu i det moderne samfund købe den uendelige himmelske gave til ens elskede,
nemlig det at få ord sendt ud i verdensrummet og dermed ud i evigheden.
Ordene flyder ud i atmosfæren og ligger ude i rummet og runger hult.
Det er den mest moderne morgengave man kan give ens elskede på bryllupsdagen.

Den mest håndgribelige morgengave man kan give er vel en gravsten med fælles navne på.
Mon ikke ideen om til døden jer skiller så fiser ind på lystavlen?
Og så kan man jo altid aflevere den i skildsmisseadvokatens baghave, hvis døden kommer før forventet og trænger kærligheden væk.
Men det er vist ikke moderne med gravsten i morgengave endnu.

Et er sikkert, og det er at døden kommer en dag. Døden er med i hverdagen, hver dag.
Den underlige sikre viden.
Vi øver os og lærer at leve med det, at døden en dag tager over.
Vi prøver at leve hver dag som var det den sidste.
Igen er kærligheden til hverdagen, en opliver mod det kommende, mod døden.

kærligheden er netop en hverdagsstørrelse, modsat forelskelsen der er brus på en nyopknappet cola..
Kærligheden kan trives og leve i de små ting.
Kærlighedens verden er ikke stor hver dag.
Men stor i hverdagen.
I de fælles kontoudtog der fortæller om bleer fra Bilka, brandalarm fra et byggemarked, og boller fra brugsen.
Og hvis man er rigtig heldig: fra Daglig Brugsen!

Dagligdagen eller hverdagen er ikke vanen.
Den er genkendelsen.

Men der er da mange forhold i livet hvor hverdagen bliver ulidelig.
Man kender godt de ægteskaber hvor de kun kan tale sammen når de er ude.
De sidder hver dag og glor på hinanden uden at sige et muk, men så snart de kommer ud af den daglige trummerum liver’ de op og får øje på hinanden.

Der er også dem der i årevis snakker om at tage på rejse..
De glæder sig og planlægger og når de så kommer af sted så keder de sig.
Så skal de til at tale med hinanden, og det er sgu ikke nemt.
Næ, når Bengt Buer kører lykkehjulet i baggrunden og kaffemaskinen snurrer, så er man til!
Og så vi er hjemme hos Benny Andersen og turell.

Kaffesproget forstås af enhver.

På højskoler er det jo heller ikke meningen at det de medvirkende står og siger er det egentlige indhold.
De ord der tales over kaffen er dem der giver fylde i højskoledagene.

Hvem ka? kaf-ka!

I de gamle kopper drikkes hverdagens kaffe.
Det fine stel kommer kun frem hvis vi er ude over hverdagen.
Det står året rundt låst inde i et skab og samler støv.
Men hverdagens kaffekop med skår i kanten og krakelerede indersider lever vi med hver dag.
Der er historie og liv i den slags kopper.

Tone: Den milde dag er lys og lang.
Carl Nielsen 1921
Tekst: Astrid Søe, November 2001

Novembers stille morgenkamp,
hvor sol og jord står op i damp.
Og frosne knæ der knirker lidt
i tøflens læderfedt
En dag med vintertømmermænd,
der værker nede i min lænd.
En søndags stille morgengry
når dagen be’r sig ny.

Og formiddagens vasketøj
bør vaskes rent og frit for møg,
mens solens øjne kikker ind
på edderkoppespind.
Mit hus er fyldt med rod og skidt,
men pyt for det er bare mit.
Jeg går så glad og alene her
med skidtet mellem tæer

Min gamle badekåbe ser
at jeg er nøgen, så den ler
og kaster sig omkring min krop
i glad frotté galop.
Hvor er det skønt at la’ stå til
når man nu meget hellere vil
novembers stille morgenkamp
og sol og jord i damp.

Åh, nej! Det ringer på min dør;
jeg ser mig om, som lige før
men alt er stadig rodet der
og tøflens bare tæer.
Nu ringer det så gu igen
i døren står min gamle ven
kom ind, det roder lidt, men kom.
Hun står og ser sig om.

Novembers stille morgenkamp
blir’ væk i syner af en svamp
der skulle stryge vindueskarm
min kind bliver’ rød og varm.
Hun står og ser så vasket ud
med strøget bluse, cremet hud.
Hun slår sig ned på en køkkenstol
midt i novembers sol.

Du har det godt? Jo tak, såmænd.
Jeg går til køkkenbordet hen.
Nu knurrer kaffens sidste vand;
jeg reder mig i land.
For over kaffens varmesky
Der blir’ jeg født til liv på ny.
Ved hverdagskoppens slidte stel
Jeg kommer til mig selv.

Nu tar’ vi os en kaffetår
og taler lidt om vinter, vår.
Om hendes nye hofteskål
og minus indlægssål.
Hun kvidrer op om lav pension
om hendes telefonspion
der sladrer om hvem der ringer der
når ikke hun er nær.

Hun sir farvel og går igen
Gad vide hvor hun nu skal hen?
Jeg hænger i min vindueskarm
og blir’ en smule harm.
Nu sladrer hun med postens viv
Udbreder hun mit rodeliv?
Jeg føler mig så fortumlet stå
Med tøflen om min tå.

Så kommer jeg i tanke om
engang jeg selv så plus’lig kom
og gjorde hende et visit
hun stod der i sit skidt!
En gæst der kommer af sig selv
ser livet i sin karskenbælg
med køkkenkaffens hverdagskop
Går livet lige op.

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

I kan roligt invitere mig.

I kan roligt invitere mig. og dog…

det rolige må jeg desværre trække i mig igen.

Jeg blev for nogle måneder siden ringet op af et medlem af et menighedsråd et sted i Danmark.
De ville lige høre lidt mere om det dersens foredrag jeg skulle komme og holde i september ved deres højskoledag.
Manden begyndte famlende, men målretter i sindet med at sige at vi måtte finde en anden dato.
Og jeg bladede i kalenderen.
Ja ja vi kan finde en dato i en anden måned det går også.
Og så ville han lige sige at når jeg skrev at foredraget handlede om livets gåde, så ville han altså ikke have at det handlede om ånder, de gav ham myrekryb.
Næ, der skulle tales om kristelighed.

Jeg spurgte så hvordan jeg skulle tale om kristelighed hvis ånder gav ham gåsehud.
Hvad med Helligånden spurgte jeg?
Kristendom handler vel også om Helligånden.
Tavshed en tid.

Ja, men der var jo så mange søgende mennesker der ikke vidste hvad der var bedst for dem selv og han arbejdede på et bibliotek hvor han dagligt så sygeplejersker og læger låne bøger om åndelige emner, alt det alternative og sådan.
Og det skulle være forbudt i et land der byggede på kristelig tro.
De er jo ansat i sundhedsvæsenet under dansk samfunds lovgivning og skulle følge tråden i det danske samfund der bygger på den kristne tanke.

Og nu var det vel ikke et folkeligt foredrag jeg ville holde?
Jo, nu var det jo en højskoledag I skulle holde og når man kalder dagen for højskoledag er plejer det at være med folkelige undertoner.
I øvrigt er det jo en folkekirke jeg skal besøge.
Og en folkekirke bygger på de folk der besøger den med de blandinger de har.
Og det undrer mig at du der arbejder på et folkebibliotek ikke selv holder af ordet folkeligt eller har fornemmelse for at folkeligt har sammenhæng med mennesker.
Det må vel være tanken at et folk stadig må bestå i de blandinger de er.
At vi ikke alle sammen skal have samme mening og tro.

Dyb tavshed.

Ka´ du ikke snakke om Jakob Knudsen i stedet?
Nej, nu kan jeg slet ikke snakke om Jakob Knudsen.
Nu kan jeg kun snakke om folkelighed.
Men du kan jo genoverveje om det er et højskolemenneske du vil have til at komme på din højskoledag.
For jeg vil ikke inviteres til at tale et sted hvor mit sprog og holdning er bundet fra begyndelsen.
Mig kan i ikke roligt invitere!

Det var et uddrag af en af de særeste samtaler jeg til dato har haft.
I en invitation af et menneske må man regne med at de er frie i de ord de vælger sig.

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Til tonerne af lykkens egenlyd

Har vi alle en fornemmelse af med sikkerhed at have følt os lykkelige? Et øjeblik hvor lykken føles uden trods. Er lykken ikke altid udtryk for, at livet har to sider? Salmedigteren Kingo digter: lykke, ulykke de gange på rad. Kan lykken stå selv? Det spørgsmål fik en snes danskere stillet. Svarene kan læses i bogen:”- hvor jeg med sikkerhed var lykkelig”.

Tillykke!
I bogen ”- hvor jeg med sikkerhed var lykkelig” beskriver 22 forfattere deres øjeblikke af lykke. Bogen er redigeret af Johannes Riis, og udkom på Gyldendals forlag i 2001.
I mange forskelligt rettede ord møder forfatterne lykken.
Ingen af forfatterne bærer eventyrdigteren H. C. Andersens ”lykkens galocher”, men alle bærer på deres egen vis fodtøj fra Ecco. Hvert indlæg i bogen har en egenlyd af et menneske. Og den egenlyd bryder stilheden og vender tilbage til forfatteren igen som et ekko. Et øjeblik der aldrig forsvinder. Et øjebliks selvsving af lykke.
Mens man flintrende begaves og bedugges af disse gode forfatteres lykkestunder, mister man undervejs overblikket. Det er en herlig fornemmelse, når ordene får læseren til at miste fodfæste og overblik.
Hvem kan forlange, at vi skal kunne overkomme andres lykke, kunne rumme den, kunne forstå den?
De mange indlæg i bogen sender læserens tanker på langfart. Var det, spørger bogen, en lykke du kunne finde dig selv i? Er du et menneske, der kunne have følt det samme som forfatteren? Hvad fanden har nu det med lykke at gøre, raser man til tider. Og i det næste nu, er man selv på vej ind i spørgsmålet: hvornår var jeg selv med sikkerhed lykkelig? Ikke bare dejligt hverdagsjublende, lottolykkelig eller livs-opstemt. Men helt og aldeles udspilet af ren lykke?
Og det er bestemt det bogen vil, ikke oplyse os læsere om 22 forfatteres følelse af lykke, men fravriste os et dristigt egensvar på vores lykke-oplevelse.

Hvordan går det?
-Når det mest almindelige af alle konventionelle spørgsmål: ”Hvordan går det?” bliver besvaret positivt, fører det som regel kun til flere almindeligheder. Skulle den adspurgte imod al forventning tage spørgsmålet alvorligt og gøre rede for sin eventuelle tilstand af lykke og tilfredshed, vil det i de fleste ører lyde ublufærdigt, malplaceret, måske ligefrem udfordrende. Sådan begynder Frederik Dessaus fortælling om lykke, kaldt ”Et øjeblik.” Frederik Dessau forsøger i sit indlæg at skildre det mærkelige ved menneskers måde at møde lykke på. Vi behandler lykke som en overflod, der næsten er for privat til at fortælle om. Ulykke derimod er helt legal. Ulykken kan vi underholde om i timevis, uden at Janteloven træder i kraft.
Man kan sætte megen kraft ind på at lede efter lykken i digte, sange, bøger, ordsprog og udtryk. Og der er langt mellem skribenter, der kan det umulige. Fortælle om lykken uden trods.
Hvorfor vi altid udtrykker os i trods er menneskeligt nok. Vi spejler livet, som det er. Op og ned, sort og hvidt.
Når digtere og forfattere vil beskrive kærligheden sættes den i modforhold til det ukærlige, til det braste forhold. Livets overstrømmende glæde og lykkestund beskrives oftest ved at lade ordene understrege det, der lå før lykken. En dunkel og dundrende råddenskab, sygdom eller ondskab.
Lyset stråler smukkest, når vi beskriver skyggen og mørket.
Lykke ses selvsagt tydeligst, hvor man ser dens modstykke. Det er næsten umuligt at finde et digt om ren lykke. Uden tilsætningsstoffer og modsætning.
Man kan længes mod det lykkelige digt, hvor glæden står alene. Men et rent lykkedigt må enhver skrive selv. Hvorfor? Fordi enhvers lykke har en egenlyd, har sit eget udtryk.
Ingen finder sig fuldstændigt og ”egentligt” hjemme i andres billeder på lykke.

Lykkens opklaringsarbejde
Løkken om halsen, den ved du hvad er, Lykken med bogstavet Y er det umuligt at få hold på, jeg læste om en pige, der hed Lykke, vi var begge fjorten år, hun døde på indkørslen til Helsingør-motorvejen, man kunne høre hende skrige langt inde mellem buskene…
Svend Holms bidrag til bogen hedder Lykkehjul, og er skrevet og gengivet i bogen i håndskrift, med ordene drejet i en spiral. Lykken er for Svend Holm, denne spirallignende størrelse, der har en begyndelse og en ende.
Og lykken kan ende brat, som for den fjortenårige pige, Svend Holm beskriver, hende der bar navnet Lykke. Helt vidunderligt for Svend Holms indlæg er det, at pigen, der mistede livet, ikke bare hedder Lykke, men bliver et billede på lykkens egenskab.
Hun mister livet og lykken et dristigt sted, i en indkørsel til noget og ikke i afkørsel fra noget. Sådan som lykken har for vane.
Den indtræder og afsluttes pludseligt. Ikke søgt eller arrangeret. Den dumper bare ned, med sin pludselighed, som et overfald af en ukendt gerningsmand. Bagefter venter der et livslangt opklaringsarbejde. Hvilket motiv havde lykken for netop at udvælge dig. Hvad ville lykken, hvad tog den med sig, og hvad lod den tilbage?

Det ”egentlige”
Filosoffen Søren Kierkegaard, har brugt meget af sit forfatterskab og tanke på at genspejle hvad det ”egentlige” er. Barberkosten og ragekniven lyner i hans tekster om menneske og liv.
Hvornår er vi ”egentlige” i kærligheden? Hvornår er vi ”egentlige” i lykken? Vi ville nok svare at hverken lykke eller kærlighed er til, hvis de ikke er egentlige, absolutte, eller fuldstændige.
Søren Kierkegaard ender oftest med en fornemmelse, ikke for sne, men for nærvær.
Han skriver prægtigst om nærværet: Hvad er glæde eller det at være glad? Det er i sandhed at være sig selv nærværende! Ikke bare sådan små-territorialt pissende op af naboens hæk, men egentligt sig selv, lige nu og her.
Det er også det, lykke kan. Fylde hele nuet ud og gøre det til et uforstyrret stykke liv, der står selv.
Søren Kierkegaard har det med, i alt han skribleri, at udbryde det gode klagende: AK!
Altid AK! Og evigt beklagende, at det jo ikke altid er så let – det med at være sig selv, at være hjemme i sig selv, at være i nuet eller mærke nærværet som første instinkt, foruden pisseriet.
Havde Søren Kierkegaard læst bogen ”-hvor jeg med sikkerhed var lykkelig”, ville han have fnyst sit bestandige Ak! Men han ville bestemt have stået helt fortvivlet forelsket, når han på bogens sidste side mødte digteren Pia Juuls ord om den sikre lykke-følelse.
Pia Juuls ord er efter alt hvad jeg har søgt og ledt i litteraturen og det levende ord, det bedste bud på en beskrivelse af uforstyrret lykke. Hun maner ikke billeder eller øjeblikke frem i mange ord. Hun griber enkelheden, som kun en sand digter magter.
I duft, følelse og uallergisk rolighed skriver hun sit bidrag om lykkens sikre øjeblik. Et digt. Uden titel. Uden overskrift. Uden fremhævning eller understregning. Digtet med tre enkle enslydende ord. Et ekko af lykke, der synes mere universel end de andres bud og mangfoldige ord på lykke.
Juul skriver: syrener syrener syrener.

http://www.astridsoe.dk