Frie ord om min far Poul Erik Søe, der skiftede spor den 5. marts 2008.

Kærlighed sætter det andet menneske fri. Fri til at være, fri til at stå selv og fri til at opdage livet forfra. Jeg kan ikke forestille mig kærligere eller friere måde at møde livet på, end den, min far mestrede.
Samfund, politik, sang, højskole, bøger, samtaler… Men bag det hele stod et menneske der var gladest ved det milde. Når debatten rasede syntes fars ord så faste. Men det var aldrig, aldrig tilfældet. Han var altid ledet af den smukke tvivl, indsigelsen og pladsen i samtalen hvor ordene havde frit spil. I debatten kendes han som ildsjælen der vendte verden på hovedet. Trodsede de politiske strømninger der frasagde mennesket frihed og råderet over eget liv. Altid på menneskets side, i menings-kærlige skæve kommenterer og holdninger.
For vi nære og kære var det på en og samme tid både anderledes og ens. Vi stod så uendeligt frit i vores ord. Aldrig hørte vi fra vores far at det vi mente eller troede var galt. Altid var der plads for samtalen og meningernes mod. Som barn oplevede jeg dagligt hvad nærvær betyder for et menneske. At turde være livet nært, uanset hvad det bød. Nærvær giver så meget liv fra sig. Far mente at et menneske aldrig fyldte livet ud med mere end hvad vi drømte om. Det fik vi lov til. At drømme os ind i hvad liv kan være. Intet er umuligt lærte vi. Lige meget hvad vi foreslog, var det muligt hos dig far. Gør det. Lev. Stå fast. Drøm dig videre. Vid bedre, hvad du ved. Ubegrænset nærvær og kærlighed vider livet ud. Du kunne opelske dine børn, så smukt og mildt. Så levende og givende.

Jeg er ikke i ”familie” med min far.
Far lærte os altid at ”familie” havde en tydning, vi i dag har glemt. At ordet familie betyder ”mandens skare af slaver” Med far var det aldrig tilfældet. Han var ikke overhoved i familien, men på højde med enhver der var hans slægt. Plads var der nok af, til at være sig selv og være menneske.

Far, vi fik lov at opleve det usædvanlige. At vælge hinanden i dagligdagen på tværs af slægter. Jeg fik den glæde som voksen, at arbejde samme med mine forældre i 9 år på Lønne Højskole. Et nært nabo og arbejdsfællesskab der, i dagens Danmark, synes forældet, men modsat opleves uendeligt frit, hvis man netop mødes i frihed og med den gode selvstændighed man skal skænke hinanden i alle slægter. Da vi lukkede vores højskole i Lønne sidste sommer, efter fars 70 års dag, skulle vi genmødes på Mols. Der skulle en ny tid begynde. En tid hvor vi atter skulle bo dør om dør. En tid hvor børnebørnene løb glade fra hus til hus. En tid med fordybelse, mildhed og nye begyndelser. Vi fik kun 8 måneder, men far nåede begejstret at glædes ved de hvide krokus der myldrede frem af jorden. Nåede at drømme nyt og nåede at finde kærlighed til en ny egn. Vi har lige nu ikke andre ord end; Hvor er det synd for dig far. Det er ikke synd fordi far ikke nåede at leve, ånde og virkeliggøre et kærligt liv på jord, for alt det nåede han til fulde, men det er synd fordi han ikke nåede alt det meget mere han havde drømt om. Alt det meget mere han havde at give, gøre og glæde mennesker med. Og synd er det for de mennesker der ikke nåede at kende så sjældent smukt, vidende, nærværende og legende et menneske.

Far var mest af alt menneske for sine nærmeste.
Hvor meget han end sled og slæbte, talte og tænkte i det offentlige rum, så var den egentlige glæde hos hans elskede nære. Mor som han elskede uden grænser, levede og arbejdede med. Min søster Anneke, min bror Jeppe og jeg. Og siden de børnebørn der kom til og er under vejs.
Mine drenge var så heldige at have deres morfar hver dag, i uforlignelig nærhed. Min ældste dreng på 7, sagde da morfar døde: ”Morfar lærte mig at være mig. Det kan aldrig erstattes”. Og de ord rammer stærkest.
Far lærte liv fra sig. Også til de små. Livet er en dejlig gave og dejlig at tage imod. Vi kan lære livet fra os på så mange måder. Fars måde var den frie og kærlige. Den der aldrig nedgør eller begrænser. Far gav mod på livet. I sind og tanke. Syntes vi livet klemte, kunne han vende op og ned på alt i enkle ord han hentede, ikke i litteraturen, ikke i egen oplevelse, men hentede i den han talte med. Far kunne erindre andre om hvad de selv rummede, og det er det der gør et menneske stort, et samfund stort, et folk stort. At turde være til i egne plovfurer, i eget liv og væsen.
Tak for det enkle og sjældne, tak fordi du opelskede os til smukke og milde liv, i nuet og i de levendes land.

Du lever dog når vi er til.

I al kærlighed
Din datter Astrid.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s