vinter solhverv

Så drejer året mod dag igen
og mørket kaster sin kåbe
du smukke vinter, min hjerteven
du lysner, begynder at håbe.
Du brænder dit bål på den korteste dag
du vender foret i frakken
og mulden forskydes i flere lag
solhverv har vinter på nakken.

så blænder du barnligt og smiler med tand
og tid der skal komme og kaste
en skygge mod det der er solur i sand
mens jorden går væk fra sin faste.
Så giver du frø der skal spire og gro
og finder et forår på kloden
og giver et menneske noget at tro
langmodig alligevel moden.
Astrid Søe 2012

Du er livet

I midsommernattens stille
lys, der gnistrer gennem nat
får vi lov at møde livet
som en stille hengemt skat
ingen hast og ingen vilje
tvinger tungt en arv af ord
midt i ilden gror en lilje
fyldt med sommer blomsterflor.

I et frugtbart nu der gløde
mellem tid og dag og år
hyldeblomsterne er grøde
fra et kys da det var vår
Smuk som bølgerne i kornet
ruller kærligheden blidt
nådeslys fra månehornet
du er livet, dit og mit.

//Astrid Søe 2012

Midsommer modenhed

Med modenhed blusser snart bål over land
når sommeren runder om livet
og svirrer med løfter til kvinde og mand
forbløffet af alt vi blev givet

En nat med en ild, der kun vidner om det
der brænder i hjerte og tanke
en nat hvor selv mørket får øjne at se
når midsommerhjerterne banke

En nat der er viet til svimmel forstand
og frugtbarheds svirren i luften
den nat timeglasset udløber for sand
og hjerterne mister fornuften

Astrid Søe 2012

Til den gammeldanske midsommerfest vi har holdt i tusindvis af år på dansk jord. Frugtbarhedens højtid.