Så drejer året mod dag igen
og mørket kaster sin kåbe
du smukke vinter, min hjerteven
du lysner, begynder at håbe.
Du brænder dit bål på den korteste dag
du vender foret i frakken
og mulden forskydes i flere lag
solhverv har vinter på nakken.

så blænder du barnligt og smiler med tand
og tid der skal komme og kaste
en skygge mod det der er solur i sand
mens jorden går væk fra sin faste.
Så giver du frø der skal spire og gro
og finder et forår på kloden
og giver et menneske noget at tro
langmodig alligevel moden.
Astrid Søe 2012

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s