Tilbage står kun livet.

Bag blomstens faldne stængel
og græs der dør, som åndedrag
der bor en sjælden engel
der vogter ved en grav
og breder sine vinger ud
så våren gror som nye skud
af muld og vissent væren
oplyst som selve læren
og viljen mod at gro

En fjer gir slip og daler
med lethed gennem luft og ord
en regnbue den maler
fra himmel og til jord
som tegn på løfter og på håb
i kærlighed, gensyn og dåb
i skæbnevand og vilje
fra graven gror en lilje
et fjerlet lys af liv

Bestandigt sten må flytte
sin vægt for den der elsker blidt
og forme sorg og støtte
på vej med nye skridt
et favntag mellem dag og nat
at stå tilbage helt forladt
og midt i enegangen
fornemme englesangen
i det du var og er

Tilbage står kun livet
og længes mellem døgn og drift
i alt hvad vi blev givet
i ord, i kys, i skrift
den tonefyldte mulighed
og huskehåb der bliver ved
en node der kan trille
når jeg er ganske stille
i længsel efter dig.

Til min ven Arthur Christensen.
død november 2015

melodi: den blå anemone

Den flaskehalsen peger på – pisatesten

Pisatesten målte Jørgen
på hans evner, mål og gøren
Jørgen skrev og regnet tal
flaskehalsen den var smal

Jørgen faldt fra gennemsnit
fy og føj og noget skidt
flere lektier mere slid
fat det nu din lille skid.

Jørgen græd og gik i stå
er jeg dum, en af de få?
er min IQ under 0?
Alt blev sort, han var et hul!

Jørgen under dynen lå
kinden den var askegrå
jeg kan intet alt er tabt!
Hvorfor blev jeg egent’lig skabt?

Jørgens mor kom ind og sag’e
der er endnu håb tilbage!
Hvilket, spurgte Jørgen trist
håbet var så ganske pist…

Dine venner banker på
om du vil på skateboard stå?
med et kickflip stod han op
Jørgens evner var i top.

Jørgen han er genial
merværdi universal
et talent i “rend og hop”
kald ham aldrig mer et flop!

pisatesten tester unger
så fortabelsen den runger
for en egentlig merværdi
skabes uden hieraki.

//Astrid Søe 2014

Hyldeste til hjernens alfa-stadie

Hyldeste til hjernens alfa-stadie

At lære er at lade vær,
og ikke kun at villle,
for når du tankerne er nær,
og tiden går til spilde,
når du er tabt i dagens drøm,
og verden lukkes ude,
så lukker hjernen end’lig op,
for sjælens egne rude.
I vågendrømme vækkes du,
til alt du samlet sammen,
og hvert et ord det lægges nu,
hvor det er fryd og gammen,
og af et vågent hverdagsblund,
blir skolerne så glade,
for læring sker den korte stund,
du er i alfa stade.

//Astrid Søe Maj 2012

Børnebogsrummelighedsdigt

Ole bole gik i skole
i sin egen nye kjole
for det måtte han jo gerne
nu hvor alting var moderne
man ka sagten møde op
som sig selv – og kend din krop

Lille Anna gik og grundet
nu hvor former blev rundet
snart var hun en rigtig kvinde
men var hun sig selv derind?
så hun tegnet skæg på hagen
og gik ud og mødte dagen.

Spørge Jørgen var sig selv
men var sur alligevel
hvorfor må de andre ligne
knud når de er Josefine?
hvorfor går de rundt og tvivler?
hvorfor tænker de i hvirvler?

Så kom lange Peter madsen
ind og larmede i klassen
basket panden mod en karm
og han blev så gal og harm
lange Peter tænkte småt
det var ikke særligt godt

Pippi hun var blevet ude
hende hjerte var en knude
for de voksne havde sagt
det var tid hun blev indlagt
adhd sku hun stave
ikke lege i sin have

Tommy, Annika sad stille
de vil ikke mere spille
efter lærens lange pibe
nu de var i skræklig knibe
så de brugte deres kæft
det har ikke voksen tæft

Hov en sten – der gik en rude
der var vist Emil derude
han vil lege drengevildt
undervisning det er spilt
for Emil han fjoller rundt
som kun drenge ved er sundt

Se der har vi Hans og Grethe
men de lever i retrete
på et lukket børnehjem
der er ingen vej for dem
mor og far de er i spjældet
sådan går det uden heldet

Hvem er det der går derhenne?
Han er ikke til at kende
Det er Hodja, ham fra Pjort
men hvad er et han har gjort
han er blevet bande-barn
sådan går det, lille skarn

Lille Buster går i verden
noget tom, han føler smerten
nu er slut med trylleri
han gav op det var fordi
ingen så magi derinde
hvor magien er at finde

Inden frøsnapper han kommer
skal han visitere lommmer
for ham Orla går med kniv
står der i kommunens skriv
det kan kun gå ned af bakke
hører man de voksne snakke

Alice, evnetyrets land
det har tabt sin mælketand
for kaniner op af hatten
skal betales over skatten
du skal øve på procenter
for eksamenerne de venter

Lille Kaj, han sagde nej
for at gå sin egen vej
han er stædig og bestemmer
mangler grænser, jeg fornemmer
livet blir en rutchebane
ritual, øv dig i vane

Palles verden er forladt
så nu går han rundt ved nat
mor og far sir: stille – sov
palle tisser og blir flov
dumme drøm og sengen våd
giv dog Palle bedre råd

Hvis vi husker det der tæller
tror jeg nok  – alligeveller
både Ole og Emil
bliver voksne med et smil
den der larmer, hopper tumler,
bliver sjældent voksenfulmer!

Der er megen voksenlære
i at læse for de kære
hver en børnebog den rummer
mer end firkantskasse summmer
her er plads til lille lise
huen rød og kæmpe krise

For når bogen trækker vejret
får vi alle det foræret
at naturlighed og tro
det får barnet det kan gro
til at blive hel og rund
sådan blir man menneskesund

Astrid Søe copyright