Bag blomstens faldne stængel
og græs der dør, som åndedrag
der bor en sjælden engel
der vogter ved en grav
og breder sine vinger ud
så våren gror som nye skud
af muld og vissent væren
oplyst som selve læren
og viljen mod at gro

En fjer gir slip og daler
med lethed gennem luft og ord
en regnbue den maler
fra himmel og til jord
som tegn på løfter og på håb
i kærlighed, gensyn og dåb
i skæbnevand og vilje
fra graven gror en lilje
et fjerlet lys af liv

Bestandigt sten må flytte
sin vægt for den der elsker blidt
og forme sorg og støtte
på vej med nye skridt
et favntag mellem dag og nat
at stå tilbage helt forladt
og midt i enegangen
fornemme englesangen
i det du var og er

Tilbage står kun livet
og længes mellem døgn og drift
i alt hvad vi blev givet
i ord, i kys, i skrift
den tonefyldte mulighed
og huskehåb der bliver ved
en node der kan trille
når jeg er ganske stille
i længsel efter dig.

Til min ven Arthur Christensen.
død november 2015

melodi: den blå anemone