Skrevet den af ASTRID SØE

Kammertonen

KAMMERTONEN!
  Gentager hvad jeg mente 15. marts og stadig mener er vigtigt.
Børnene har brug for at se samtale mellem voksne der ikke ligner mobberi.
Det har og er en tradition at vi voksne demonstrerer og laver papnæser, skriver vakse vers…
(en iøvrigt herlig “samtale” form med demokratisk kreativitet som jeg skatter højt)
– men når vi står med en demonstration der handler om børn, ses af børn og opleves inde under huden på børn, så har vi et ansvar for tonen.
Et ansvar for måden vi vægter og vælger at ytre sig.
 
Når børnene engang atter er i skole bliver det hulens svært at overtyde dem om hvordan man må titulere hinanden, hvor grænsen går for mobberi – fordi de har set kl/coridon/lærerne mobbe i frit fald.

  Jeg vil gerne bede om lidt fornuft i børnehøjde – for opsamlingsarbejdet på mobbefronten vil tage år efterfølgende.
Nej lille Hans, du må ikke kalde Ole en nar! Jo, for du kaldte Ziegler en nar, så må jeg også!
 
Pædagogik og dannelse skal holde hele vejen rundt! også i kriser – også i kamptid – også i tonen. Og når vi drager børnene ind i konflikten tager de farve af det – for altid.

Kæmp for alt hvad I har kært,
dannelse det gælder,
men gør tonen mild og lærd,
fremtiden det gælder!


http://astridsoe.blogspot.dk/search?updated-max=2013-03-23T16:47:00%2B01:00&max-results=7

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Mastermind med mælketand.

Voksne hjerner de slår klik: kunjunktur og banker,
krise, tilbud, politik, tykke pusselanker,
I min hjerne tænkes tit, når jeg hører efter,
kan de voksne holder trit? De går rundt og kæfter!
Hvad er op og hvad er ned, hvad er værd at lære,
Syns at verden er for fed – voksne de er sære!
Jeg har syn, ide og smag, håb og mod med mere,
jeg er klar så ta’ og spørg, hvis livet bider skeer.

Jeg forstår mit eget land og de folk der bor der,
jeg har tabt en mælketand, ligesom en morder,
alle er forskellige, selvom meget ligner,
vi har alle krop og gen, græder eller griner.
Jeg kan tænke jeg kan tro, jeg kan finde hale,
selvom kroppen stadig gro, ved jeg jeg kan tale,
jeg er ikke lille dum, jeg er fyldt med viden,
kender alt om himmelrum, læser tommeliden.
Jeg ved godt at krig og fred, finde på vor klode
jeg blir også mægtig vred, når krigen er på mode
jeg forstår at verden tror, børn har ingen stemme,
trods jeg er et lille nor, kan jeg medbestemme.
Jeg har tanker jeg har krop, ligesom en voksen,
jeg kan sagtens følge trop, og tænke ud af boksen.
Prøv at se den verdensdel, der kun når til navlen,
der er fyldt med kloge børn, babyer og savlen.
Du kan dit og jeg kan mit, det er let at mærke,
uden deling – lige vidt – sammen er vi stærke!
vi kan google, læse om alt hvad vi vil lære,
men vi samler allerbedst viden i det nære.
Jeg vil gerne lære jer, mer om livets sider,
men det kræver ligesom at, nogen af jer gider!
Voksne de skal lære mer, skolen er for livet,
Børn kan mere end I ser – det er ganske givet!
//Astrid Søe + en flok børn 2012
http://www.astridsoe.dk