Hjørnesofaen – Corona fortællinger

Vores sofa er grøn. Vi har malet den. Det er sådan en virkelig grim 80’er en med træ og hynder. Det er en såkaldt hjørnesofa, ikke sådan noget tre-to-en borgerligt stads – Næ hjørner er til for at blive brugt.

Vi sad netop i hjørnesofaen og holdt i hånd, lidt spændte og lidt klemte.
Vi skulle rejse til cap verden den 12. marts. Uden hjørnesofaen.
Vandet var blåt og duften fra Cap Verde sad i næseborene inden vi var var fremme.

Vi havde pakket. Kun en lille kuffert, sådan en efternøler en med hjul. Nej, vi skulle helst ikke have for meget med. Vi skulle bare ligge i sengen og mærke hinanden og nærværet og elske hele dagen. Blødt og muligt og menneskeligt. Sådan en slags forsinket bryllupsrejse, mange år forsinket faktisk. Sådan en uden børn og brændt bacon, madpakker eller politiske diskussioner. Bare knalde igennem. Sådan uden indpakning. Det tager kun fem minutter at handle i fakta, det her skulle vare en hel uge. Uden hjørnesofaen.

Men der var pludseligt et tredje hjul. En kvinde der tonede frem og lukke landet. Lukkede munden og mulighederne. Mette F. Mette med stort M – som i Moar og Frederiksen med meget stort F – som i Fuck, hvad skete der lige.

Breaking News, Cap Verde blev til knap så verden.
Sofaen blev stående som om den stod og undrede sig og vi sad der foran skærmen, stille, underlige, begrænsede og lidt rørte.
Ansvaret stod og ringede på og råbte at der var take away tillid og at de ville stille det uden for døren, bare for en sikkerheds skyld.

Snorklen kikkede op fra den ikke lynede kuffert, den så noget impotent ud, sådan lidt rynket og grå. Det var som om den længtes, men alligevel med sin egen klogskab vidste at det gjaldt noget vigtigere.

Danmark lukker ned, vi lukker lortet, holder fortet, kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder.
Vi græd lidt, ikke over Cap Verde og tabt elskovsferie, men over lille nordjyske Mette F. At hun måtte stå der, sådan alvorsfuld og andægtig og slå bak, slå bremserne i. Slukke for belysningen. Hun var jo lidt grøn og ny. Men hun klarede den sværeste tale nogensinde. Med rynkede bryn og alvorsfulde øjne. Trods det grønne. Trods hjørnesofaer fra 80’erne.

Det fede ved hjørnesofaer er at der ikke er plads til skammekroge. Alle hjørner er fyldt ud med liv og hynder og hjemlig handling.

Fuck, vi har ansvaret nu, os alene ish, sammen med alle de andre vi ikke skal se. Ikke skal mærke, holde om.
Vi sad der en hel uge. På sofaen. På tv2 News. Breaking til vi brækkede os. Til vi forstod at den der virus ikke kendte forskel på nogen. At den udslettede uden at skele til tro, tillid, kultur, hjørnesofaer eller kærlighed.

Den var pisse ligeglad, virussen. Med det hele, den muterede og voksede og ville meget mere end vi anede dengang, i marts. På sofaen.

Sms’erne tikkede ind.
Wow mor, det her, det er for vildt. Vi skal evakuere campus. Kom og hent mig ish? Ok mor?

Ny sms næste bekendte:
Det er nok lidt overilet det der shit- smiley lol smiley

Ny sms – kusinen:
Jeg er døende, jeg efterlader mine 4 børn til denne verden. Vi kan ikke sige farvel. Børnene må ikke komme heller. Smittefare – Jeg er på hospice nu, tak for alt. Tak for nu. Nu dør jeg.

Klokkerne ringede fra kirken. Vi stod udenfor spredt mellem gravene. Vi måtte ikke komme ind i kirken, kun de få nærmeste. Børnene og ægtefælden, din far.

Det var kræften der tog dig, 42 år gammel. Men coronaen der gjorde at vi ikke måtte sige farvel. Farvel for altid. Kirkeklokkerne ringede så længe som aldrig før. Men hvem ringede klokkerne for? De ringede for os alle sammen. For alle dem der ikke kunne tage af sted, kunne sige et farvel, et knus, et kys. At tage afsked på afstand er umuligt. Vi græd hele vejen hjem til hjørnesofaen.

Den var stadig håbefuld grøn. Som om intet kunne få den ned med nakken, som om den upåvirket levede sit helt eget liv, med ryggen mod muren og med forårssolen der tog til efterhånden.

Marts, april, maj, juni, juli august, september, november, november, november… december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, av-gust.

Du glemte tiden, som jeg. Kun huskede vi kl 14:00 – Altid vågne og klar kl 14:00. Vi mistede overblikket, men ikke blikket udad eller indad. Vi samlede tal. Mange tal. De døde, de indlagte, de smittede, dem der havde brug for kunstigt åndedrat.

Som månederne gik var der to aftryk af to middelbrede dansk røve i sofaen. Lamellerne var knækkede. Hynderne var tyndslidte. To simultane samtidsaftryk. Livsaftryk, nye spor.
To huller, mange huller – i hukommelsen
Dybe som graven
Som kusinens garv
Minkenes grav
Massegraven.

Black friday, vi køber en ny sofa. Den er uden lameller, hjørner, hynder. Den er med fjedre og polstret med ihukommelse af dig.
Vi kører den gamle til småt brændbart.
Så ansvarlige er vi, så stolte er vi endnu. Lidt endnu, kun lidt endnu…

Skæbnefællesskabet – Breaking the (2nd) waves

John Donne skrev I 1624 ordene, ”Intet menneske er en ø”. Det berømte digt der tolker sig gentagent ind i en stedlig samtid, ind i det at være fælles. Og fællesskabet er det altafgørende under den verdensomspændende pandemi. At føle sig forbundet med andre mennesker. At forstå at man bærer en flig af andres skæbne i sin hånd.
Det er på alle måder et forlangende der rækker lidt ud over hverdagen. At gruble sig grundigt ned i egen spor og veje. At øve sig i nye samværsformer og nye måder at være mennesker sammen, hver for sig. Og måske har vi glemt hvad skæbnefællesskabet er for en størrelse.

Jeg mødte det, i al sin stilfærdighed, i Vestjylland i Danmark. Det var ikke så nemt at gennemskue hvad eller hvorfor de mennesker der var født og opvokset i Vestjylland, virkede så anderledes på mig. Danmark er så småt og vi bor tæt og med små geografiske afstande. Alligevel er vi så forskellige. På Vestkysten opdagede jeg en gammel rest af skæbnefællesskab som jeg ikke mødte i byens almene hast og jag. Skæbnen ligger i landskabet. Vesterhavet der i sin enorme selvrådende vildskab, er en evig trussel om sandflugt eller oversvømmelse. havet og sandet lå i generne hos de lokale. En viden der blev bragt videre fra slægt til slægt. En daglig påmindelse om at være beredt og at livet ikke er en selvfølge. Eneste værn mod vandet var, fra gammel tid, det at vide at alle var i samme båd. At man måtte være indstillede på at tage sin nabo ind, at hjælpes af mod sandmasserne eller gribe skovlen hvis havet åd sig grådigt gennem klitterne.
Det der er dit og mit ophæves når vi bliver et skæbnefolk. Når vores sameksistens og liv bliver truet af noget udefrakommende som vi ikke kan forhindre eller kæmpe mod uden andres hjælp.

På samme vis har jeg som mentor og bisidder for psykisk syge unge, mødt noget fundamentalt håbefuldt i det at tro på at skæbnefælleskaber altid er åbne.
De seneste år er jeg kommet og gået på en afdeling for psykisk syge i København. Alle indlagte var under 30. Unge med ondt i livet.
De unge var som alle andre meget forskellige og havde forskellig baggrund at sætte af fra, eneste fællesnævner var alder og psykisk sygdom. Nogle var hjemløse uden tilknytning til familie eller systemer og andre kom med en sikker ballast med balancerede pårørende der kom og gik. Nogle havde været indlagt mange gange og andre var der kortvarigt til der blev fundet løsninger. Ens for alle var at de havde mistet grebet om tankerne. Mit første møde med afdelingen var under en indlæggelse af en ung. Den unge fik sit eget værelse med bad og toilet, gardiner der kunne trækkes fra, som i mormors stue og en seng med metalstel hvor man, hvis det blev nødvendigt, kunne spænde personen fast. Det er en forholdsregel.
Det hele virkede meget fremmet på mig, bevares, det er ikke hver dag man er på sit første besøg på en psykiatrisk afdeling. På indskrivelsesmødet blev reglerne på afdelingen læst op. Ingen besøg af medpatienter på værelset. Dette er forbudt. Til gengæld forventes eller kræves det af patienten at de opholder sig i fællesrummet så meget som muligt. Jeg var rystet. Kunne man tvinge patienterne til at sidde i et fællesrum? Skulle man forlange af meget syge unge at de skulle finde sig i hinanden? Var de ikke indlagt for at finde ro? Og hvad med lægesamtaler og psykiater, hvorfor var der ikke flere samtaler med fagpersoner? Det viste sig hurtigt at netop kravet om fællesskab var det der var livgivende og det der virkede bedst i behandlingen på afdelingen. I fællesrummet var der stille. Nogen sad og så frem for sig. Ind i væggen. Ud i verden. En læste i en bog, andre på mobilen. Puslespil og tv’et der kørte uden pause.
Pludselig sagde en noget. Og pludselig sagde en anden noget som svar. Korte samtaler. Længere samtaler. Ord på kryds og tværs. Ikke altid i sammenhæng. Ikke kun om skæbnen, om sygdomme eller om tankerne, men om livet, om hinanden om drømmene. Høfligheder og hensyn blomstrede frem. Smil og smerte. Jeg sad der nogle gange ti timer om dagen og talte med de unge. Jeg lærte at strikke og smalltalke om drømme, lytte til de unge og deres virkelighed. Det på den anden side. Eftermiddagskage og køen til medicinudleveringen. Det var ikke bare medikamenter eller lægesamtaler der gjorde forskellen. Det der flyttede mest så ud til at være, i helt rå eksistens, mennesker i skæbnefællesskab der blev hinanden mulighed. Der blev springbræt til tilværelsen at vise hengivenhed. Det fællesskab jeg så hos de unge er det stærkest jeg har set noget sted. Og det var stærkt fordi det var nødvendigt for at overleve. For at genkende mennesket i hinanden. Siden har jeg ofte tænkt at her sad blomsten af danmarks ungdom, for et er at begibe fællesskab, noget andet er at turde gribe det og myndiggøre det. For omgangsformen, dannelsen og medlevenheden syntes grænseløs i disse trængte unge, trods voldsomme diagnoser. Og jeg har lige så tit tænkt at alle skulle opleve og se hvad jeg så i de unge. At de var stærke i det fælles. At styrken blev fysisk mellem dem og blev til hjælpsomhed og vilje. Det vigtige for de unge var, trods det at de var indlagt, ikke at føle sig udenfor. At det at være en gyldig del af noget, i dette tilfælde hinanden, er livet værd i sig selv. Den læring fra de unge tager jeg med hvor jeg går og står. Fortællingen om en ukendt styrke hos dem vi fejlagtigt kalder svagest. De alvorligt psykisk syge.

I Danmark har vi tradition for fællesskaber. Foreningernes land hvor hver lille interessegruppe har sit forum at agere i.  Særligt i højskolebevægelsen taler vi om ”det fælles bedste”. En viden om at vi griber stærkere efter livet, hvis vi opdager forskelligheden i hinanden og i forskellighedens råderum noget fælles og virksomt. I fællesskabet vi bliver med og modsagt og tager stilling til det omgivende samfund ved at turde spørge og sætte livet i spil, hellere sammen end hver for sig. Så meget at fællesskabet, frimodigheden og åndsfriheden er blevet et varemærke for os i Danmark, som det at ”hygge” eller læse H.C. Andersen og den grimme ælling.
Men det at være hinandens skæbne er iboende i mennesket, uden skelen til kultur, politik eller religion. Det er en global menneskeegenskab.
At skabe samfund, lokale, nationale, internationale har samme lod. At vi må læne os på hinanden og føle en sameksistens i det enkle at være mennesker, at være og bære hinandens skæbne.
Siden covid-19 satte sig på sengekanten i 2020 verden over og igen griber fastere i os i denne anden bølge på vej ind i november, mærkes det, at sorgen over de mange vi har mistet, er uden grænse. At vores daglige avis med tal om tab tager pusten fra os, globalt. sorgen er ikke kun for vores egne-

I min levetid har mit lille land ikke været i krig – inden for egne grænser. Jeg har ikke oplevet mørket, frygten, forandringen i et samfund når missilerne regner ned over byerne og børn står forældreløse tilbage. Traumer og tillidsbrud. Og især håbet om at andre udefra vil træde til og komme og hjælpe ens land og folk. Men jeg har set flygtninge komme og stå med bange øje og skælve og alligevel fortsat tro på at nogen vil tage deres skæbne på sig. At nogen rækker den nødvendige hånd, når man står alene og er sat uden for det fællesskab man kender hjemmefra.
Hengivenhed kræver en stor bunke tillid. Vi har næsten glemt det efterhånden. Det at give sig hen til et andet menneske eller til et fællesskab. At turde læne sig ufortrødent på andre, som man er nødsaget til det hvis man er flygtning eller hvis livet er blevet så knudret som hos de unge psykisk syge.
Det kræver noget af det moderne menneske at vist hengivenhed. Det kræver et kontroltab. At vise tillid, lytte og måske ligefrem lide afsavn fordi vi er tvunget til at opgive noget for at give plads til andres overlevelse og vores egen. Hengivenheden rimer sig med kærlighed. Det at give sig selv til en anden, at turde have et livsvidne, at turde tage fælles beslutninger. På samme vis som vi gør i et samfund, uanset størrelse og beliggenhed. Hengivenheden er stærk. Det er den der holder os sammen. Det er den der gør at vi kan tale om demokratier og frihed. Det er den der gør at vi kæmper for en sag, politiks eller menneskeligt. At vi ikke træder ud af fællesskaberne.

Anden bølge
I 1996 lavede Lars Von Trier filmen ”Breaking the waves”. Filmen berører hengivenheden og det at give sig hen, ofre sig for andre. På alle måder en meget barsk film, der alligevel drager i din tillidserklæring til det urørlige. Det at kærlighed findes og finder form når den kræves eller slår ned. At vi er tvunget til, når livet synes mest umuligt, at ofre os. Den barske film vender hele tiden tilbage på min nethinde i denne tid med pandemi. Det at turde håbe, ikke bare for et menneske, men for alle mennesker. Håbe at naboen, skolekammeraten, kæresten, kollegaen, den fremmede i bussen, myndighederne, nabolande, fjerne lande, at alle gør det yderste af deres formåen for at give livet tilbage til os og passer særligt på hverandre. Håbet, det naive og statistisk uberegnelige, er trods alt det der giver ilt til de afsavn vi står i, til den sorg for dem vi har mistet og dem vi vil miste til covid-19. Håbet og troen på at vi kommer om på den anden side, uden at miste hinanden for altid.

Lige nu mærker jeg tydeligt at enhver, både indenfor og udenfor mit lille lands grænse er min skæbne. At jeg føler mig som en del af noget der er langt større end bare det at passe på mine egne. Jeg mærker det fællesrum for de unge psykisk syge opstå som en samlende fortælling for os alle i en samtid hvor vi skal tage ansvar, ikke for vores egen overlevelse, men for hinandens. En dannelse der opstår af sig selv, ikke tvungent, men fordi vores fælles vilje er stærkere end trangen til egne behov. Fordi vi ganske enkelt kan noget sammen og det noget, et et noget der tæller stærkere fordi vi ser et samlet hele og ikke kun fraktioner af liv, nationalitet eller andre markører for

Fordi jeg tilhører menneskeslægten
Min mand brillierede den anden aften, efter vi så verden lukke sig og smittetallene stige markant, ved at tage min hånd, med stor alvor, og sige ”Kære du, tænk hvor heldig jeg er at jeg hele denne vinter skal være lukket inde sammen med dig. Du er den eneste der klarer at høre om min fodsvamp en hel lang vinter uden afbrydelse…” Kærlighedserklæringer har mange klædninger, bevares og måske ville en buket røde roser have været smukkere på alle andre tider, men i denne samtid er hengivenhed og overbærenhed den kærlighed vi kan give hinanden. Fodsvamp eller ej.

Kærlighed lige nu og her er tage skæbnen på os. For os der har familie, går det nok, men for dem der sidder alene og mærker ensomheden er det noget helt andet. Det er dem vi skal række ud til, digitalt, i hverdagsgerninger og ved at være medlevende og blive del af den fortælling der forsager at mennesket står alene. Hvordan vi ruster os til at holde ud og at vide at vi kommer ud på den anden side er hvert enkelt menneskes brydning, men et er sikkert. Vi taber noget i nuet, men vinder hinanden. Vinder det at være hinandens vigtigste våben mod virus. Ved at være hver for sig. At skæbnefællesskab lige nu er at være sammen på afstand. Og kunsten er at tage skæbnen på os, hver enkel af os. Du og jeg.

Jeg har haft for vane i mange år at spørge mig selv hvor morgen foran spejlet om jeg i dette nu, denne dag kunne tilslutte mig mit samfund. Være en borger, en medborger. Kunne agere og være en brik i et fællesskab – og heldigvis har jeg de fleste morgener fundet at det var tilfældet. Nu står jeg op hver morgen og venter til klokken bliver 14:00 og hører dagens smittetal fra verden og mit eget land og spørger mig selv: Gjorde jeg nok for at forhindre smitten i at sprede sig. Var jeg er godt forbillede for de unge der savner fest og samvær? Holdt jeg selv igen? Passede jeg på mit medmenneske? Rakte jeg ud til en der sidder alene og er ensom eller trænger til hjælp?

Af samme grund skriver jeg til dig. Du har min hengivenhed i denne tid, uanset alder, politik, religion, kultur, ståsted eller længsel. Dig i England, USA, Chile, Kina, Italien, Indien, Irak, Australien, Rusland og resten af jer. Jeg sender dig disse gamle kloge ord, John Donnes ord:

”Intet menneske er en ø, sig selv nok.
Hvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af helheden.
Hvis en jordklump bortskylles af havet,
bliver Europa så meget mindre,
ganske som var det et forbjerg,
der blev det,
som var det din vens ejendom eller din egen, der blev det.
Hvert menneskes død svækker mig,
fordi jeg tilhører menneskeslægten,
og spørg derfor aldrig:
– Hvem ringer klokkerne for
– de ringer for dig.”

I al hengivenhed, pas på os.
Astrid Søe, Menneske.

Hvad spiser Boomere til morgenmad? Snowflakes!

Nyt blogindlæg på Epale om læring på tværs af generationer.

Uddrag: Boomer, babyboomer, Jensen, generation X også kendt som Nå generationen, generation Y også kendt som Why generationen, Generation Z også kendt som generation Zap, Millennials, Snowflakes. Alle mennesker, alle vokset op i hver sin tid, hver sin lærings generation. Hvad der adskiller dem er ikke så svært at få øje på, men det spændende, set med læringsbrillerne helt ude på næsen, er de meningsgivende samlingspunkter. Det der udvisker alder og metoder og pludselig giver mening, især fordi alderen holder op med at være vigtig, og generationslæringskløften ophæves eller det modsatte, når det at være flere generationer betyder, at der gives vigtig viden på tværs af liv. Og hvad kan vi så på tværs af alder? Og er det stadig vigtigt at dele hinandens verdensbilleder, historien, livserindringer, erfaringer og virkelighed?

Læs mere her: https://epale.ec.europa.eu/da/node/161101/

At fortælle mennesket

Nyt blogpost på Epale om projekt ” Danmark fortæller” under Dansk folkeoplysnings Samråd.

Uddrag: Fortællinger på tværs af alder giver en fornyet mulighed for forståelse mellem generationerne. Når vi taler forbi hinanden, er det oftest i den tro, at samtaler skal give råd og vejledning, oprør eller give igen. I “Danmark fortæller” er hver eneste historie et gyldigt bud på samtiden, på mennesket og på, hvad vi sammen skaber, og hvordan vi i det levede liv er et samfund. At vi fungerer sammen, fordi vi lærer af hinandens erfaringer, ikke som en kølle vi slår hinanden i hovedet med, men som en opsamling, en fælles livserfaring vi suger næring af.

Læs med her: https://epale.ec.europa.eu/da/node/160353/

Fra individ til covid

At være et fasttømret individ
at vælge, at vrage, at være
og pludselig stå i coronatid
med samfundssindsatmosfære

At være i fællesskab, fatte og se
at eneste regel der gælder
er ansvaret for hvordan du dig te
det koster en masse farveller

Vi klarer sgu nok en vinter i hi
hvor træls det end måtte være
men husk at det blir over mit lig
hvis du ikke tager ved lære

At ville et os, det er mere end dig
og hænger på os individer
for hvor der er vilje går smitten sin vej
vi må lære at være covider


Ingen når vores sokker!

Melodi: Danmark nu blunder den lyse nat
Tekst: Den gamle’ish af dage, 2020

Her har vi stået i mange år
skoler med åbne døre
bumsebørn, sved og pubeshår
karakter og nedskæringskår
unge der går og drømmer
snart mod samfundet strømmer

Unge ligger som de har ”redt”
rundt om i deres senge
Mette udstedte et dekret
ingen knus eller kys-sekret
feber der går og kommer
langtids corona sommer

Fandengalme om ikke vi
kræver familieenheder
unge oplives kun som fri
lyt og lær, vi har empiri
lærerne går og lider
ender som individer (uha, det går ikke)

Ja, vi har kæmpet for ånd og liv
ingen når vores sokker
læs selv i hver rapport og skriv
hvor vi danner, ses perspektiv
giv os hvor ”børn” tilbage
ellers vil Torben klage

Brostrøm og Mølbak og Mettemus
ALT er Vind Vind på vor skole!
Ånden trænger til hede knus
(skønt den lukning udrydder lus)
snart skal de unge stemme
og de vil aldrig glemme!

Din tro kan ikke lukkes ned

  1. Din tro kan ikke lukkes ned
    udsættes eller slukkes
    udholder alt og varer ved
    så glæden aldrig lukkes.
    Og selv når tiden kaster spor
    er Gud tilstede med sit ord
    og tålmod til sin næste


    Når livet gror af nåderegn
    og fællesskabet samler
    skønt alt er lukket bag et hegn
    imens vi går og famler.
    Så blir Gud ved at stå ved os
    med tro og håb og kærlig trods
    vi finder vej til livet

    Hvor finder glæden sted i mig?
    Og må jeg om den bede?
    Hvad hvis jeg ikke finder vej?
    Hvor kan jeg ellers at lede?
    En stjerne lyser pludselig op
    et kærligt knus i tro og krop
    et genskind af din vilje

    Vi ses om lidt, snart finder vi
    igen hinandens hænder
    alt lukket vil opstå så frit
    i savn af vores venner.
    Et løfte er et løfte værd
    husk kærlighed og tro især
    kan flytte bjerg og håbet

    Der er et nu, et åbent sted
    hvor afstand ikke findes
    hvor nærhed altid følger med
    og ingen hænder bindes.
    I kristis store kærlighed
    blir knus og kram kun ved og ved
    vi opstår i hinanden

Astrid Søe, 2020. Salme bestilt af Fjordpastoratet til konfirmander der fik udsat deres konfirmation grundet coronavirus. Salmen er skrevet på en p-plads foran drive-in test for coronavirus, hvor jeg blev testet 6/5 2020

Kan synges på: Spænd over os dit himmelsejl

Kampsang til efterskolerne

Gamle Grundtvig, 2020
Melodi: Midt om natten

Coronaen kom, før vi ventede den
Karantæne
Så mig og min roomie vi var på den igen
Karantæne
Den lukked’ min skole på bare tre kvarter
og nu er jeg sgu bange at jeg ikke ser den mer’ åh ja
Karantæne
Karantæne

Det næste, der skete, tør jeg ikke tænke på
Karantæne
de lukker alle grænser, lokumsrullerne er få
Karantæne
og skolen kører oneline undervisningsstil
Det’ ikke vores skyld, hvis vi bliver lidt grådlabil
Sagde eleverne
Karantæne
Karantæne

De lukker os ud, inden vi skal pensioneres
Karantæne
For tattoojack og småerhverv de skal jo prioriteres
Karantæne

Nu glæder vi os til, vi skal ses i 2060
det lige rundt om hjørnet, slap nu af og ingen stress
Så får jeg nok en roomie uden bumser, sure tæer
med kone, børn og børnebørn og grøn og grålig stær
Karantæne
Karantæne

I skole på afstand

Så går det løs med pen og blæk
og matematisk regning
jeg holder mig 2 meter væk
og tegner på en tegning

Jeg sidder ved mit eget bord
og lytter til min lærer
kvadratrod og et navneord
(og mega sure tæer)

Jeg vasker hænder rigtigt tit
og hoster i mit ærme
og undgår alt coronaskidt
og alt for store sværme

Vi holder afstand selvom vi
alligevel er nære
kun fire timer må vi bli’
i klasse- atmosfære

Nu er det slut med skærm og spil
og lillebror der larmer
i venners nærvær blir jeg til
mens forårssolen varmer