Vores sofa er grøn. Vi har malet den. Det er sådan en virkelig grim 80’er en med træ og hynder. Det er en såkaldt hjørnesofa, ikke sådan noget tre-to-en borgerligt stads – Næ hjørner er til for at blive brugt.

Vi sad netop i hjørnesofaen og holdt i hånd, lidt spændte og lidt klemte.
Vi skulle rejse til Cap VerdeN den 12. marts. Uden hjørnesofaen.
Vandet var blåt og duften fra Cap Verde sad i næseborene inden vi var var fremme.

Vi havde pakket. Kun en lille kuffert, sådan en efternøler en med hjul. Nej, vi skulle helst ikke have for meget med. Vi skulle bare ligge i sengen og mærke hinanden og nærværet og elske hele dagen. Blødt og muligt og menneskeligt. Sådan en slags forsinket bryllupsrejse, mange år forsinket faktisk. Sådan en uden børn og brændt bacon, madpakker eller politiske diskussioner. Bare knalde igennem. Uden indpakning. Det tager kun fem minutter at handle i fakta, det her skulle vare en hel uge. Uden hjørnesofaen.

Men der var pludseligt et tredje hjul. En kvinde der tonede frem og lukke landet. Lukkede munden og mulighederne. Mette F. Mette med stort M – som i Moar og Frederiksen med meget stort F – som i Fuck, hvad skete der lige.

Breaking News, Cap Verde blev til knap så verden.
Sofaen blev stående som om den stod og undrede sig og vi sad der foran skærmen, stille, underlige, begrænsede og lidt rørte.
Ansvaret stod og ringede på og råbte at der var take away tillid og at de ville stille det uden for døren, bare for en sikkerheds skyld.

Snorklen kikkede op fra den ikke lynede kuffert, den så noget impotent ud, sådan lidt rynket og grå. Det var som om den længtes, men alligevel med sin egen klogskab vidste at det gjaldt noget vigtigere.

Danmark lukker ned, vi lukker lortet, holder fortet, kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder.
Vi græd lidt, ikke over Cap Verde og tabt elskovsferie, men over lille nordjyske Mette F. At hun måtte stå der, sådan alvorsfuld og andægtig og slå bak, slå bremserne i. Slukke for belysningen. Hun var jo lidt grøn og ny. Men hun klarede den sværeste tale nogensinde. Med rynkede bryn og alvorsfulde øjne. Trods det grønne. Trods hjørnesofaer fra 80’erne.

Det fede ved hjørnesofaer er at der ikke er plads til skammekroge. Alle hjørner er fyldt ud med liv og hynder og hjemlig handling.

Fuck, vi har ansvaret nu, os alene ish, sammen med alle de andre vi ikke skal se. Ikke skal mærke, holde om.
Vi sad der en hel uge. På sofaen. På tv2 News. Breaking til vi brækkede os. Til vi forstod at den der virus ikke kendte forskel på nogen. At den udslettede uden at skele til tro, tillid, kultur, hjørnesofaer eller kærlighed.

Den var pisse ligeglad, virussen. Med det hele, den muterede og voksede og ville meget mere end vi anede dengang, i marts. På sofaen.

Sms’erne tikkede ind.
Wow mor, det her, det er for vildt. Vi skal evakuere campus. Kom og hent mig ish? Ok mor?

Ny sms næste bekendte:
Det er nok lidt overilet det der shit- smiley lol smiley

Ny sms – kusinen:
Jeg er døende, jeg efterlader mine 4 børn til denne verden. Vi kan ikke sige farvel. Børnene må ikke komme heller. Smittefare – Jeg er på hospice nu, tak for alt. Tak for nu. Nu dør jeg.

Klokkerne ringede fra kirken. Vi stod udenfor spredt mellem gravene. Vi måtte ikke komme ind i kirken, kun de få nærmeste. Børnene og ægtefælden, din far.

Det var kræften der tog dig, 42 år gammel. Men coronaen der gjorde at vi ikke måtte sige farvel. Farvel for altid. Kirkeklokkerne ringede så længe som aldrig før. Men hvem ringede klokkerne for? De ringede for os alle sammen. For alle dem der ikke kunne tage af sted, kunne sige et farvel, et knus, et kys. At tage afsked på afstand er umuligt. Vi græd hele vejen hjem til hjørnesofaen.

Den var stadig håbefuld grøn. Som om intet kunne få den ned med nakken, som om den upåvirket levede sit helt eget liv, med ryggen mod muren og med forårssolen der tog til efterhånden.

Marts, april, maj, juni, juli august, september, november, november, november… december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, av-gust.

Du glemte tiden, som jeg. Kun huskede vi kl 14:00 – Altid vågne og klar kl 14:00. Vi mistede overblikket, men ikke blikket udad eller indad. Vi samlede tal. Mange tal. De døde, de indlagte, de smittede, dem der havde brug for kunstigt åndedrat.

Som månederne gik var der to aftryk af to middelbrede dansk røve i sofaen. Lamellerne var knækkede. Hynderne var tyndslidte. To simultane samtidsaftryk. Livsaftryk, nye spor.
To huller, mange huller – i hukommelsen
Dybe som graven
Som kusinens grav
Minkenes grav
Massegraven.

Black friday, vi køber en ny sofa. Den er uden lameller, hjørner, hynder. Den er med fjedre og polstret med ihukommelse af dig.
Vi kører den gamle til småt brændbart.
Så ansvarlige er vi, så stolte er vi endnu. Lidt endnu, kun lidt endnu…