Udvisning

når dagens aviser
de viser
udvis
så leder man efter fornuften,

for noget
er gået
i mismods forfald
og lungerne tømmes for luften,

for nogen de elsker
en anden
end
dansk,
men ingen forstår de skal blive,

da udvandrer tillid
for altid
iblandt
et folk der bør rumme og give.

//Astrid Søe 2013

#Hjælp Yen Ngoc og Kenneth Iversen

http://www.tv2oj.dk/artikel/161119:Aarhus–Udvist-paa-grund-af-uddannelse

http://www.washingtonpost.com/blogs/worldviews/wp/2013/03/21/a-fascinating-map-of-countries-color-coded-by-their-openness-to-foreigners/

Gennem, grundet, mellem, midt. Sang om Danmark.

Vi elsker vort land,
året rundt, kvinde, mand,
når hver dansker står op og tar livet på nakken.
Når vi knokler og får,
gråsprængt stænk i vort hår
Og går glade i banken der render med takken ;
når ikke vi jobber og brokker og spiser,
så når vi til Tyskland hvor biler vi leaser:
– men trods omskift i vejr
Er og blir dansken nær,
midt i nordiske nætter og fadøl og frisind der lyser.
Misunder sig gul,
Gennem krise og sul,
Gennem regnen og gråvejr der ganske forkøle,
når det stormer fra vest
På en sommerhusgæst
Og en festival bøjer sig ned gennem søle:
vi synger om solen og varmen og vejret,
vi glor efter storken og pisser i gadekæret,
– men trods omskift i vejr
Er og blir dansken kær,
mellem nordiske nætter og fadøl og frisind der lyser.
Med burhønse ånd,
og med dankort i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende,
men mod gæld og mod lån
tripper dansken på tåen
når vi prøver at spare for lånet at vende:
hver by har sin drøm, og hvert folk sine måder,
hvad samler det danske behæftes med gåder,
– men trods omskift i vejr
Er og blir dansken sær,
grundet nordiske nætter og fadøl og frisind der lyser.
Roulade og skat,
H.C. And og hans hat!
Vi må tegne Muhammed og tygge på Gud og medister,
Vi må vælge og tro
bryde ned, bygge bro
længes efter at klinke med svensk Karlsons klister!
Lad tiderne flytte, lad regnbuen lyse,
lad frisindet nå der hvor Rusland de gyse:
– For trods omskift i vejr
Er det folket der bær,
gennem nordiske nætter og fadøl og frisind der lyser.
//Astrid Søe 2013 www.livsoplevelse.dk
melodi: Vi elsker vort land. P. E. Lange-Müller, 1885

4. Maj

Frihed er lyset der aldrig forgår
År der er sorte vi ikke forstår
Midt i et menneske fred varsler vår

Du danske Holger danske jeg elsker dig, skønt du så ofte har sveget mig

Se der summer af sol over landet
Og min købmand har grillkul til salg
Der er spor af en ulv her i sandet
Og der gisnes om gravøl og valg
Og mens degnen demonstrerer
Blir der hvisket i magtens korridor
Våren kom, snart med blade på træer
Lille Ole må kloge sig hos mor

Der er masser af snak om forstanden
Der er længsel og viden og vejr
Der er “virus” der smelter på panden
Når man bliver finurligt forårskær
Der er fadøl hist i Nyhavn
Der er fløjlsgræs i haven i Hobro
Der er snak om finanser og afsagn
Konfirmander bekræfter deres tro

Og så trumfes min vår af avisen
Som bekendtgør at Holger skal ud
To en halv million det er prisen
Og jeg tænker at komme med et bud
Holger danske han skal sove
På min pude af ægte edderdun
For jeg værner på tro og på love
At den sovende kæmpe holdes lun

//Astrid Søe 2013
#Holger Danske blues

Kan brummes på melodien: se det summer af sol

Da Danmark glemte danmark

Der var engang et lille land, som glemte hvad det var,
For der var krise, smalt og surt, det så kun brodne kar,
Og alt var alles kamp mod alt, det fælles visner bort,
Og politik og samfundssyn, det kom igen til kort,
Så sad det lille land forladt, og tænkte hvad gik galt?
Når verdens lykkeligste land, er blevet ganske kvalt,
Hvad var det nu vi drømte om, før krisetid og nød?
Et land hvor den der intet har, må sidde på dit skød,
Hvor alle mødes med den tro, at de er noget værd,
Og politik var vejen til, at mødes hver især,
Nu skændes vi på tværs af kuld, kultur og krisetid,
Oh lille land, omblæst og mild, af fenris får du bid,
Måske du snart skal lægge dig, som Maude og be om ro,
Og hvis du gør så lover jeg, vi gør det begge to.

//Astrid Søe 2013
#Hans Christian – jeg går op og lægger mig!

Fra dannelse til dancake

Der er noget særligt dansk
– jo nu har vi jo ledt længe efter den forstummede danskhed hvis vi regner Dannebrog, Dancake og Danfoss fra, hvad er det så der gør det særligt danske?
Det er vel det vi så smukt har fået i barselsgave – nemlig frihedsarven.
Og hvad er så frihed og det at leve i frihed?
Det er ansvaret for andre menneskers ret til forskellighed.
At vi kan rumme hinanden som vi er, med holdning, levevis, tanke og tro.
Det frisind fik vi i gave som folkearv. 


Vi havde forud for friheden ofret mange kloge gode mennesker undervejs, kæmpet og groet i dannelsen af menneskesynet.
Vi har fortsat en folkearv at tage vare på, at værne og skatte.
Vi er fortsat et folk indgroet i frihed.
Vi skal til stadighed finde menneskeværd i frihed og i det at turde hinanden måde og forstand.
Dannelse til livet er dannelse til menneskeværd.
Dannelse kommer alle steder fra, fra opdragt, fra skolen, fra samfundet, fra jobbet, fra fritiden fra mennesker iblandt.
Vi kan ikke risikere at miste dannelsen fordi vi ønsker et mere strømlignet samfund.
Strøm er til for maskiner, ikke mennesker.
Strøm er forbindelsesledet mellem elektronik og kraft – men ikke forbindelsesled mellem mennesker.


Da skal vi forskel kende,
på solskin og på lyn,
skønt begge de kan brænde
og skabe klare syn,
men som fornuften giver,
det ene lys opliver,
det andet slår ihjel


Sådan skrev Grundtvig og tydningerne er mange men klare.
Vi skal lære at skille ad hvad der er menneskenært og mennskefjensk.

Vi står midt i en ombrydningstid – og det er kun godt, for dem der tør brydes med tanker om vores fælles samfund og tiden vi lever i.
Vi laver statestik over vores mål og med, vi regner på forstanden, udmåler metoder, indregner tidsforbrug, uddelegerer snot og skæg og indavler vores politiske virke.
Vi driver driftigt rovdrift på ensretningen og pruduktudvikler børn og unge i en sådan grad at de bliver målt i tal og talent. Facit for mennesket er et mål vi tvinges mod, konkurrencen er hård, verden snører garnet sammen, krisen kradser og kannibalisen/kapitalismen har fået færden af det.

Vi optimerer barnets ensformning ved at give dem heldagskoler hvor vi til fulde mål kan målrette effektiviteten og retningen så normalgruppen får en ledetråd der passer til samfundsretningen.
Vi får en lagervare af dancake der holder ganske længe i systemet og effektivt kan stables i samme indpakning, men som vil smage ene hver gang.
Mormors hjemmebag vil blive en mangelvare.
Al ros til de dygtige lærere og pædagoger vi har i skolerne, men de skal ikke stå med hele livets dannelse alene.

Vi ønsker at globalisere, at vores unge møder livet med verdensvendte globale briller, men lærer dem i heldagsskolen at de ikke skal ud og lave venskaber på kryds og tværs, men kun lege med den fra skolen. Hvordan nu med det opdrag der gav barnet verdenssyn? At vi legede på tværs og fandt sammen i foreningslivet, i legen på gaden eller på besøget på museet og biblioteket?

Vi vender friheden og fritiden ryggen i målsætning om enshed.

Hvad er et dog ved den frihed der er så farlig, må man spørge sit samfund om – siden vi i udstrakt grad forsøger at beslaglægge den i de generationer der er på vej?
Friheden giver frirum, til tanke og tillid, til tro og til egne fornemmelser for verden.
Frirum giver kreativitet og tankespil.
Er frihed farlig? Nej, den er arven vi har kæmpet for i tusind år.
Øvet os i gennem dannelse til livet.
Skolen er vores vidunderlige afsæt, men ikke et helt liv.

Livet skal andet end skole os i retninger forudbestemt af lovtermer og protokoller.
Skolen for livet er afsæt i det hele menneske, mennesket der tør vælge sig ind i sin samtid, der kan regere selv i eget liv og kan sætte formel på friheden.

Og skal vi, danmark, klare os i fremtiden har vi brug for børn og unge, mennesker i det hele taget der tør tænke kreativt.
Der kan tænke selv uden at have pædagogen i baghånden, eller kun kan lege under overvågning.

Vi skylder vores børn at give dem fritid og frihed i barselsgave. Vi skylder os selv at huske på forskelligheden og frisindet som den dyrebareste arv vi har.
Vi skylder vores omverden at vise at bæredygtighed ikke kun omhandler klima og kludetæpper af produktion, men bæredygtighed er også at bære barnet mod livet på dygtigste vis – i frihedens navn.

Frihed er det bedste guld: Ja, frihed giver rigdom, ikke blot for den enkelte, men for samfundet og for statskassen.
//Astrid Søe 2013

Hvem har tisset på min sukkermad?

Der er nogen der har taget
det jeg troede på i går
der er nogen der har vadet
rundt og grånet i mit hår
der er nogen der har tisset på min gode sukkermad
jeg gik ellers rundt og var så tossetro og mega glad

der er nogen folk der siger
vores land det er kaput
brudte veje, hul i diger
løfter lugter mest af prut
men når jeg går tur på molen med min lille hund i snor
tænker jeg at der må være hvad der skal til mig og mor

jeg ka købe mig en kage
malet helt af Dybøl til
og jeg tror at den vil smage
som nu krisekage vil
jeg kan løbe hen af vejen, falde ned og slå mit knæ
glædes hvis jeg ikke falder i flaghængt hundebæ

Jeg kan gå i biografen
hvis jeg mangler håb og mod
se med gys på aktiegrafen
wallstreet flyder jo med blod
så jeg tror jeg tar billetten til et varmt og svedigt sted
og jeg tror jeg tar min hund og gamle gode moar med

det jo det med livets glæde
den skal nydes mens vi kan
det har altid været sådan
jeg ku nyde i mit land
men nu går jeg rundt og tænker om der er et bedre sted
man kan stege frikadeller, sovs, kartofler man ka æd!

Hvis jeg står på Mols og skuer
med mit store klodesyn,
ser jeg skyerne der truer,
over landet over byen,
men alligevel er lysten mod mit folk og deres mod,
noget indfødt der gir ilt til både tålmod og til blod.

//Astrid Søe 2013
www.livsoplevelse.dk

Oh Danmark…


Melodi: Vort modersmål er dejligt

Oh dummerhoved danmark, du lille pose jord,
kan du da ikke se at man må så, førend det gror?
At frihed ej er hellig, men kom med renter på,
for frihed fostrer frihed, og tryghed til at tro.

Hvad glemte du derude, mens du var udenlands,
og leget med de store der byder op til dans?
Du hjemkom uden trusser og hjerteslag i bryst,
og selvom mange piver, så er der ingen trøst!

Nu fryser du om røven og går på tilbudsjagt,
du mobber og du river, jeg sir’ dig det blir’ sagt!
så på med mamelukken og vanten om din hånd,
på røven er man hvis man ikke vedgår arv og ånd.

Jeg husker dig som lille, en skøn og vilter sag,
dig vil jeg altid elske og ære hver en dag,
nu går du rundt og blotter, din sjæl og sølle skød,
hvorfra i fordumstiden så meget frihed flød.

Ihukom hvad vi ville – og vil og tror og kan,
vi er trods alt et stormombrust og ganske lyk’ligt land,
stå fast og værn din vilje til tillid og forstand,
og har du tabt forstanden, så spør dog menigmand!

Det mig der står herude og banker på din port,
og hejser flag i haven og i en hundelort,
det mig der gav dig livet og værnet om din ret,
hvor vover du at sige, du nu er blevet træt.

Stå op din dorske frøken, til lands, til vands, til bud,
tag på din brudekjole, dit allerbedste skrud,
Vi vil dig gamle danmark, gå ud og byd dig til
jeg siger JA for fanden og Gud om hvem der vil.

Det nytter ikke meget, du knalder udenom,
min indførsret er det at gi dig liv og være gom,
vi bygger op fra grunden, hvad krisen åd af sten,
i kærlighed så skaber vi sgu nok en lille en!

//Astrid Søe 2013 #I al kærlighed – Basta!
www.livsoplevelse.dk

DMI og al den væsen står åbenbart for ”Danmarks Minoritets Interesse”.

DMI og al den væsen står åbenbart for ”Danmarks Minoritets Interesse”. For vi kan, med sikkerhed,  forudse debat og diskussion via DMI. Når vejrudsigten går i ”fifty shades of grey” begynder debatter om det der er helt hen i vejret. Og vejret kan vi regne med, også selvom vi er nede i Hej matmatik og andre begyndelsessteder hvor vi synes og nyder de små tal i det store regnestykke. Vi får sommeren og agurkesalaten galt i halsen og finder på støvede hylder små hengemte syltede sager og glas med religiøse, etiske eller sundhedsfaglige emner vi genoptager. Må vi skæres for den sorte stær, må jøder? Må Muhammet og fru Jensen færdes med fanøtørklæde gennem Græsted og er det virkeligt så sundhedsskadelige at gå med Roskildearmbånd? Der går vel sjældent røg uden bon…. Jo, vi snakker sammen, i aviserne, på blogs, på de sociale medier, mens vi mod eller med forventning sidder spærret inde bag hagl og regn i sommer danmark og stirrer på vores drengebørn og tænker om de mon er for feministiske eller bare helt almindelige når de kravler i træer og kaster med sten når man selv bor i drivhus. Og bekymringen er stor når man selv nyder de feministiske dyder som formel 1 og forbold, mens de hellere vil spille skak og pc og lave japansk mad, samler ind til de fattige og forelske sig. Nej, der er agurker i mosen og de dyder lugter lidt for meget af moderne mand og hvor er køllen? Den ligger henne i børnehaven og sfo’en hvor der stadig hersker en stemning af ”vil du i livet frem så tæv gummitarzan og ta lige og pis på perlepladen” for sådan er det stadig derude på landet, hvor drenge er drenge værst og piger er små bh-bærende støttegrupper der småfnisende holder hinanden uden for mens de tisser sammen på de alt for små toiletter. Når de har tævet hinanden lokalt og vokalt, forelsker de sig globalt og opdager at Juan fra Paris og Petruska fra Prag er dem mere lig end deres egne rødder og de bliver sammenført i forførelsen og på facebook vælter de ”The Wall” i uforlignelige erklæringer på tværs fordi  Tine Bryld er død og vi ikke længere kan få smurt livet med Bryldcremesråd i radioprogrammer “Tværs” og kærligheden i likes og lækker og internetslang fører verden sammen, til de opdager at der alligevel er kulturforskel et sted nede i børnesangene. Se min kjole bliver til se min kilt og så bliver de skilt og går i hundene, der for længst er lovgivet mod fordi de modsat os stadig har muskler. Og ingen tør spille med musklerne længere, for så er de for langt fra den feministiske opvækst de har fået trukket ned over hovedet af medierne. Og medierne selv, de venter på gråvejr, så alle går fra grillen og hækken der vokser vildt på dannebrosvej. De går inden døre, tænder for tv, der damper fugtigt af kondens fra sidste skybrud der lige nu mugner i kælderen. I tv fremturer de med småting om det liv der skulle være så forbandet stort. Og hvor blev religionen af? Den blev sat af i Roskilde, ikke i domkirken, men nede ved det velholdte offentlige toilet hvor vi står i kø og summer over nyeste mani eller manu ud i kirkelig udvidelse. Og vi smiler, fordi der er meget at smile af. Kirken går pludselig forest som moderne mand. Den byder på bløde oblater og sundhedsskadelig likør ved alterbordet, for både homo og sapiens. Men Marie Magdelene vasker stadig op, selvom hun har fået en opvaskemaskine fra Leasy og  Sct. Peter. Han kom selv og satte den op og gik ikke før den virkede, modsat lovgiverne der gik på ferie inden samfundet fungerede. Og nu sejler en lille båd der gynger ud mod det natmørke hav og stævner imod sin grav, fordi ingen har fat i den anden ende af sjippetovet. Der skal samarbejde til for at hoppe over hvor gæret er lavest. Og nogen må være den der står og holder tovene. Og Helle for at være den. Og så skændes de alligevel om det nu også er godt nok at den der blev valgt er den der blev valgt. Og hvad med revolutionen? Den revolution der er gået genne hele europa og vi hylder med store fuldfede klaphatte og dåsebajer, mens foråret gryr, også uden for Europa. Den revolution er vi vilde med, bare den ikke kryber op i røven som en g-streng på afveje. Og vi piller G-strengen ud offentlig og undskylder ikke for overgrebet på demokratiet og ytringsfrihden og de mange og forfløjne visioner vi lufter som vores private undertøj. Vi skælder i stedet på dem der drømmer længere ud i fremtiden om forår og andre tanker, selvom vi ikke er enige – må man så ikke netop i demokratiets navn have visioner og tænke ud af pomfrit papæsken ? Så hellere flette fingre med de gamle dyder og se en meter frem hvor der måske ligger en lort med et flag. Og sådan blev vi samfundet der ikke må drømme, men hellere dømme til fred uden for grænserne med røde kort og maglende indiske indrejse. Og vi sukker højlydt når utopisk folkeparti maler grønne hjerter henover spandaueren og franskbrødet og vi synes der er for mange stikkelsbær i syltetøjet, for det skal helst være rødt, med jordbær og visionsløst eller det må ikke lugte af noget med ordet revolution, for det er kommunistisk selvom kommunisterne er blevet stokkonservative og holder med poptøserne i X-faktor. Nogle ord er farlige og det er ikke noget med drab, mord, sult, sukker, det er noget med forandring eller drømme mod forandring. Bare ikke i Arabiens lande, der skal de spise egen stikkelsbær og male mel selvom mølen maler af helvede til. Og fandeme rette ind så fanden ikke går med turban, burka eller ble. Og vejrudsigten trods forår ser noget overskyet ud og folkebrab falder som tung regn der ryster os til vi skifter kanal til noget med analsex der virkeligt kan forarge os og som vi kan snakke om og håbe udlandet får øje på, så vi kan bryste os af at vi både har til gården og gaden og gerne slagter både guldfisk og hunde som en god kinesisk verdensborger. Selvom det bare er noget vi leger. Og vi invitere da også naboen til samtale om det hele og finder at det er alle andre end os der er blevet helt sindsyge og trænger til noget lykkepille lignende eller måske bare Løkke fra Græsted og en bajer mere. Og den henter vi i den våde kælder og tørrer øjnne og duggen af tysklandskøbte dåser, som igen minder om børnehaven dengang vi legede dåseskjul og elskede hinanden og barndommens gade, hvor rod var at skulle ind til den brune sovs, som vi nu kun får hos mormor, på de muselmalede og skårede tallerkner fra den ophøjede kongelige porcelænsfabrik, der sprøjter det ene nye stel ud efter det andet og helst noget hvor mønsteret er så stort at vi ikke er i tvivl og ikke behøver en lazeroperation når vi er omkring de 45 år, for vi er ikke gamle når vi er 45, vi er bare nærmere Gud og taler forklaret om al vores tro, der intet har med religion at gøre, for religion er umoderne, mens tro er in og hot og godt for hin enkelte. Og vi tror på selvet og billedbogen og dameblade med restylane der til husfrubehov forklarer hvor let det er at komme af med bekymringsrynken. Vi må helst ikke have bekymringsrynker for så antyder vi at vi ikke er rigtige speltmødre eller har smilet nok til gummitarzan, men bekymret os om flæserne i hans kjolen nu er stivet nok eller om manden er stiv nok eller har brug for noget stivelse, ikke til sexlivet, men til rygraden. Og vi ringer sammen bekymrede til lægen og sørger om der er piller at få til sådan en dansk rygrad der minder lidt om syltede agurker, hengemt hengivenhed og lidt for søde sms’er. Måske er han i faresonen for at blive for blød og så bliver han nok ikke forfremmet fra kontornusser til kontorovernusser og får opgraderet printeren så han kan sætte de aftryk han bør. Undervejs på livets motervej der er under opførelse af staten der glædeligt under krisen har bevilget syvogfyrre en halv krone til en halvandensporet overhalingsbane, men altså kun hvis bilen ikke er gået på tvang og naboen ikke har opdaget at ingen går på job, men gemmer sig bag firser persiennerne og ser kanal 4, 5 og 6 i håb om at kongerne af Marielyst eller Røme laver en skandale der overgår deres egen. Så sætter vi ulven Peter i gabestokken og peger små fede fedtede fingre af den iscenesættelse, mens banken ringer og råber at kreditten er overskredet for længst og Rodos er ude. Og så kradser krisen for alvor, mens vi skraber knæende mod asfalten og skrabeloddet, som giver en tyver, som vi køber et nyt lod for og det er en nitte. Nitter giver ingen bamser i tombolaen ved byfesten og vi lader som om vi ikke er skuffede og tager det som en blød mand, og går videre ind i himmerrige, som efterhånden er det eneste sted der er rigdom til. Selvom vi ikke er medlemmer af foreningen folkekirken, for vi syntes det var en nitte, indtl vi skulle døbes, begraves, giftes eller dø. Så manglede vi et festlokale og håber på aflad i den lokale bodega eller kirke. På vej til kirken møder vi præsten som har orlov og skal til coach ud i mindfulness fordi der vist var noget med det der stilhed der var moderne midt i krisen. Om ingen havde husket at det var den stilhed vi engang havde i kirken og i den grad har nu, for ingen kommer fordi der skal  høreværn til for at undgå høreskade, mens alteret serverer rock. Og den rullesten der blev skubbet fra graven ruller endnu og ruller ned i skoen hvor den gnaver en hammertå hos thor til døde. For Thor er stadig for meget mand til at passe ind i dagens samfund, selvom han også gik i kjole i den gamle myte og dermed lignede alle de andre guder vi har. Fælles for religionen er kjolerne og pyntesygen. Og præsten tager stadig pivekraven og kjolen ned fra bøjlen, mens han synger, nærmere gud og sipper til brændnældesuppen på ø-lejer og forarger sig rigeligt over den katolske nedgang og grusomme overgrebsgentagelse, der ingen ende får og igen og igen stikker sit halvbarberede fjæs frem fra usle kirkebøsser. Og noget er galt, når religionen tager kønnet fra os og giver os kjole på og foregiver at verselig kærlighed gør det ud for koperlige og jordiske kærtegn. Så bliver vi mennesker og kød og gryderne simrer af mørbrad og mere, gerne med fløde, som der er ekstra skat på, så vi ikke bliver for fede eller selvfede. For så kommer Jante og giver os tæv i sfo’en eller i børnehaven, på job og på taburetten i folketinget eller bispestolen. Og vi gisper for at holde os oven vande i det vi ikke må, mens vi skal turde nok til at være verdens lykkeligste folk. For Oprah siger at sådan er vi og så er vi det sgu, selvom Jeppe stadig drikker fordi kone har tævet ham i mange generationer. Så var der bare et menneske tilbage, der stille tog skeen i den anden hånd og sagde roligt at det godt nok var gråvejr, men det er påklædningen der betyder noget. Det er regnfrakken og de gule gummistøvler, paraplyen fra jysk sengetøjslager der var på tilbud den dag og som holder endnu selvom den kun kostede en tier og var lavet af blød plast. Og sådan går den ene ud, i DMIs vejrudsigt og får øje på nye horisonder af utopi og kopi og bliver helt lykkelig fordi jante blev hjemme og regnen måske er mild nok til at genbruges som dåbsvand og det mest syrede der vælter ned fra oven er forstanden og håbet og en overordnet tro også på på at sommeren måske kommer med sol i næste uge og så behøver vi ikke snakke sammen mere om minoriteternes særheder der, som flaskehalsen, peger på os selv, men vi kan snakke om at det er for varmt og vi savner bare en enkelt lille sky der går morgentur på den blanke himmel så vi kan genoptage de emner der hører til menneskelivet, de der berører de få, de små og de emner der giver tankerne tørt på.
//Astrid Søe 2012

Midsommer modenhed

Med modenhed blusser snart bål over land
når sommeren runder om livet
og svirrer med løfter til kvinde og mand
forbløffet af alt vi blev givet

En nat med en ild, der kun vidner om det
der brænder i hjerte og tanke
en nat hvor selv mørket får øjne at se
når midsommerhjerterne banke

En nat der er viet til svimmel forstand
og frugtbarheds svirren i luften
den nat timeglasset udløber for sand
og hjerterne mister fornuften

Astrid Søe 2012

Til den gammeldanske midsommerfest vi har holdt i tusindvis af år på dansk jord. Frugtbarhedens højtid.