Der var engang et lille land, som glemte hvad det var,
For der var krise, smalt og surt, det så kun brodne kar,
Og alt var alles kamp mod alt, det fælles visner bort,
Og politik og samfundssyn, det kom igen til kort,
Så sad det lille land forladt, og tænkte hvad gik galt?
Når verdens lykkeligste land, er blevet ganske kvalt,
Hvad var det nu vi drømte om, før krisetid og nød?
Et land hvor den der intet har, må sidde på dit skød,
Hvor alle mødes med den tro, at de er noget værd,
Og politik var vejen til, at mødes hver især,
Nu skændes vi på tværs af kuld, kultur og krisetid,
Oh lille land, omblæst og mild, af fenris får du bid,
Måske du snart skal lægge dig, som Maude og be om ro,
Og hvis du gør så lover jeg, vi gør det begge to.

//Astrid Søe 2013
#Hans Christian – jeg går op og lægger mig!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s