Folketingets åbning. "Ingen er uundværlig, men alle er uerstattelige"

“Ingen er uundværlig, men alle er uerstattelige”.
Det skrev filosoffen Peter Kemp der døde 4. august 2018. 
Hvad han mener med de vigtige ord, er at alle kan undværes, selvsagt. Så hvis et menneske forsvinder fra en skole, skifter job eller noget lignende, så kommer der bare et andet menneske og overtaget jobbet eller pladsen i skolen. 
Vi er ikke uundværlige. Der kommer et nyt menneske i vores sted –
Men det nye menneske erstatter ikke det menneske der var der før.
Ingen kan erstattes.
Ingen er ens og derfor er netop det særlige du rummer som menneske, i enhver sammenhæng vigtigt og uerstatteligt.
Alle har den store og særlige værdi at de er uerstattelige.
Hvis et eneste menneske i et fælleskab vælger at bryde det fælles besluttede og dermed udsætter sig selv for en eventuel “udelukkelse” fra samfundet, da udsætter mennesket et helt fælleskab for at miste det allervigtigste der findes.
Det fælles vi har skabt sammen.
At vælge sig det til, at være en del af et fælleskab er at give en flig af sin skæbne til hinanden.
At være skoleelev, kollega, efterlønner, nabo, efterskoleelev, pensionist, højskoleelev, studerende, jobfritaget, jobsøgende, vred, gal, skæv, glad, ja bare slet og ret at være borger i danmark, så er det, det samme fælleskab vi taler om. 
Idag åbner folketinget. Det er demokratiets festdag. En dag hvor vi alle skal huske på at er dybt afhængige af hinanden. Vi er et skæbnefælleskab, på godt og ondt.
Det ene menneskes valg påvirker de andre, om vi vil vedkende os det eller ej.
At være i samfund betyder at vi bøjer os for hinanden og finder mødesteder. Læner på hinanden i tillid til at mennesket vil mennesket det godt.
Det koster noget i tilliden at vælge at bryde fælleskabet. Den tillid kan genoprettes og vi er så heldige at tilgivelse findes mellem mennesker.
Men vi har et ansvar der hver dag går hånd i  hånd med tilliden. Det håndtryk kan ingen fornægte.

Med det nyt folketingsår kommer valget.
Det glæder jeg mig til da et altid flyder med gode løfter om dette og hint – om de så holder vand er en helt anden sag.
men et er sikker – nogle vil erstattes af andre politikere og noget politisk vil blive erstattet med ny politik. Vi skal vinke farvel til nogle af de siddende folkevalgte og byde nye velkommen på Tinge.
De nye erstatte de gamle, men de gamles aftryk vil sidde endnu, deres særkende og særegne holdning. 
Tak for kampen til dem der skal gå nye veje og tak for tiden og tilliden.
Det skal aldrig underkendes hvilket slid det er at være folkevalgt. Hvor meget og hvor svært det er at skulle forvalte folkets tillid.
Tilliden må og skal være ukrænkelig og ubrydelig og vi skal på denne festdag genhuske den tillid og ydmyghed – også som folk også som medborgere.

Tænk godt over det – hver dag – hvordan du vælger at agere og leve. Det er ikke bare egoistvalg du tager, men dine valg er fælles valg. Også selvom du måske tænker at det ikke påvirker de andre. Der tager du fejl.
Vi er hinandens muligheder, sagde Grundtvig.
Og det at være hinandens mulighed forpligter livet ud.
Pas på det fælles vi har skabt, det er skrøbeligt og smukt. 
Det er mere end bare tilfældigheder. 
Det er større end bare os selv.
Det er faens besværligt at være fælles, men endnu mere umuligt at gå enegang.

Tillykke, de folkevalgte er igen “in the building”

Det vi ved som ikke gælder
det vi kan som ikke tæller
det vi gør som ingen ser
det vi skal som hjælper fler
det vi flytter for en anden

det er kærligheds-forstanden!

Et oplyst folk er aldrig nedderen! Grundtvigs fødselsdagstale til ungdommens folkemøde 2016

Fødselsdagstale

Man har fødselsdag.
233 år har man langtidshævet fødseldagsbollerne og ventet på at ungdommen ville komme på selve dagen.
Man kunne nok påstå at den gamle blot kunne være her i ånden, men så længe ånden er fri er alting stadig godt.

Man bør vide at ”Ordet skaber hvad det nævner” og dermed betyder de delte ord mellem mennesker noget i den enkelte.
Ungdommens folkemøde er også ordene holdeplads.
Man vil forsøge at genhuske og opdrage til at demokratiet er en stædig samtale mellem mennesker.
Og vigtigst, en samtale er aldrig er færdig.

Hver generation sin nye måde at vælge og være i verden på og sin egen måde at drive samfund og politik.
Fælles for de sidste 200 års generationer er mødet med den ligeværdige samtale
Man kan måske som ung tænke sig uvidende og holde igen med spørgsmål og tanker, men dog ved vi at netop det at spørge ud og turde blande sig i hverdagens ord, er demokratiets rede.

Vi er vel nået langt siden jeg sad på studerekammeret og sukkede efter friheden til ordet.
Siden blev det danske folk ad åre både oplyst, oplivet og opelsket til åndsfrihed.
At tanken og samtalen er fri er dog livets fylde.
Nok kan man fylde sin dag med ord der ikke har betydning eller man kan modsat forsøge at gøre sig umage.
Om man skulle citere ”folkeklubben” må man ikke være en fedterøv med ordene.
Ordet mellem mennesker er også ungdommens folkemødes grundlag.
At tage debatten, samtalen og gå oplyste herfra.
Ikke oplysning fra skoler, fra organisationer, fra politikere, men oplysningen mellem ungdommen og det etablerede virke.

De ord I selv bruger og siger i dag, er morgendagen lovforslag, morgendagens opdrag.
Man kan fristes til at blive derhjemme og sidde bag sin skærm og følge debatterne og putte med ordene.
Måske smide et like eller snapchatte en stump virkelighed til en ven.
Men det er ikke nok i en verden af mennesker.
Der skal ord og kød og gensidighed til.
Derfor dette folkemøde og derfor dette at mødes i kød og blod.
Gerne så tæt at man fornemme om der er god eller dårlig ånde.

På denne dag har den gamle Grundtvig taget fødselsdagsgaver med.
Måske det giver visse lignelser til tandplejen, men det er skam en endnu mere alvorlig sag.
Man husker nok tilbage i begyndelsen af dansk reklame på tv hvor stimorol havde en reklame for tyggegummi.
Man så selveste Gud tone frem på skærmen med langt hvidt skæg og hvide gevanter, stående på en sky i himmelen.
Gud var igang med skabelsen af mennesket, men havde visse vanskeligheder.
Gud blæser liv i de løjerligste skabninger
Først Dame Edna, dernæst Hitler.
Det går op for Gud af han har dårlig ånde og og det går ikke, selv for Gud.
Heldigvis kommer der en engel baskende ned med en pakke tyggegummi.
Gud har genoprettet mundhygiejnen og blæser nu liv i Adam.
Ikke den helt bibelrette udgave, men en Adam med figenblad og elguitar.
Man kan skildre gud med dårlig ånde, det var den åndsfrihed vi kæmpede for for 200 år siden, men en nøgen Adam, den går ikke, i tv reklamers censur.
At skildre Gud med dårlig ånde er åndsfrihed.
Det at vi i religionen ikke frygter og ikke behøver censurere er åndsfrihed.
Det at vi må tale hverdagen med i en prædiken og skildre det guddommelige i hjertesprog.

Vores frisind er præget af den 200 årige historie hvor vi gradvis har lempet på ordet og taget også troesspørgsmålet i ed som en skildring af mennesker for mennesker.
Menneske først, hævdede jeg for længe siden og kristen så.
Man må have anelser om menneskelivet for at forstå hvad Gudsordet vil.
Således har oplysningstankerne og friheden opelsket også vores religiøse sprog.
Taler man frit fra hjerte, taler man tilliden frem.
Det være sig overalt hvor mennesker færdes, iblandt.

Taler vi livet og mennesket ned, bliver vi små og mister vores grundfæste i os selv og hinanden.
Man hører ofte om både ja og nej hatte.
Den gamle her er nok mere til frihedshatten.
Den rummer dog måde ja, nej, tvivl, tillid og kærlighedens væsen.

Måske er vores tid blevet for brat?
Måske er vores stålsatte, målbare måde at leve sammen blevet en fløjkrig af ja’er og nej’er.
Måske er skolens og gymnasiets pensum blevet så fast en borg et de store spørgsmål ikke længere har plads at stilles?
Måske er tidens mantra sikkerhed. At være så ganske sikker i sin sag at man kan bøje et argument i neon?
Skråsikkerhedens tidsalder?

Alligevel tales der om en ungdom der kommer tvivlen i hu.
At vi må famle og fornemme, spørge og lede og søge.
Hvor finder vi da svaret?
Jo: Ask Grundtvig, not google!
I frihedens ånd. I den levende samtale mellem mennesker.
Deraf fødselsdagsgaven i dag.
En tandbørste der kan bortmane den dårlige vrede debat og genindføre den stædige samtale.
Dårlig ånde giver dårlige samtaler.
Tandplejen ville have sagt at man bør huske karius og baktus: Vi vil ha wienerbrød, vi vil ha wienerbrød.
Hvad karius og baktus mente, vil Pastoren her holde på, var at de råbte: Vi vil ha vin og brød
Nadveren, selvsagt.
Det at man deler noget i fælleskab, som vi kender det fra det nye evangelium.
Evangeliet er blot ord, myter der er gået fra menneske til menneske.
Evangeliet er dermed levende og bøjeligt. En samtale man tager i fællesskab.
Vi debatterer i denne tid hvorvidt ånden er under pres. Ikke flaskens ånd og men folkeånden.
”Folk hvad er vel folk i grunden, hvad betyder folkelig?” dette spørger jeg fortsat om, og særligt det det unge opdrag.
Man svarede selv på spørgsmålet tilbage i 1848: til et folk sig alle høre, som sig regne selv dertil!
Nu slås de politiske partier om ordlyden, men den gamle er ikke i tvivl om eget tryk.
At være et menneske i et fællesskab som et folk kræver åndsfrihed.
Fællesskaber er kun sande om de være ganske frie og dermed tanken fri, mennesket frit og troen fri.

Man kender det fra skolen. Nok er man tvungen til at være i en klasse, men dog fornemmes glæden først det øjeblik man selv vælger sig frit og frimodigt ind i sammenhængen.
Om man sidder med ved bordet er ikke elevens valg, dog er dette at åbne munden dog elevens eget valg.
Der kræves frisind for at vælge sig ind i et fællesskab.

Frisind er en løjerlig størrelse. Det betyder at være åben for nye tanker og sammenhænge, også selvom man ikke nødvendigvis er enig.
Er dansken frimodig og frisindet – spørges der iblandt?
Ser man på ungdommen tænker man nok at frisindet lever, men hvad er dog frisindet i grunden.
Kontrasterne i samtiden er ganske store.
Man forstår at samtiden unge er ganske optagede af den enkelte og den enkeltes mening.
Alligevel vil enhver lille dreng helst være, ikke brandmand, men youtuber.
Hvorfor spørger man sig selv, jo.. det er vel ganske indlysende. Man ønsker at give en stemme til fællesskabet der rækker ud, helst ud over det danske og ud i verdens vrimmel af mennesker.
Ikke blot herhjemme sidder poderne foran lyskassen og drømmer sig ind i frisindet, men også rundt i selv de mest trængte lande hvor frisindet ikke har samme kår.
Måske har vi glemt vores arv og er begyndt at tage den for givet.
Det med friheden som vi gennem flere hundrede år har kæmpet for.
Ej blot friheden til selv at mene, men også friheden til at andre mener noget vi måske ikke bryder os om.

Vi mundhugges i det menneskelige rum, som vel nutiden kalder de sociale medier.
Vi skælder på mindretallet og glemmer at vi selv til tider er i mindretal.
Ved middagsbordet, i familien, i skolen, blandt vennerne.
I samfundet er vi dagligt i mindetal.
Vi har mange grupper der føler sig forladte og små.
Mange troesretninger der føler et tryk af tiden åg.
Dansken er et foreningsland.
Vi melder os ind i fælleskaber og finder rod og mod.
Alligevel taler vi hos ungdommen om en ensomhed der stærkt går igen i hverdagen.
Det kræver mod at mødes med det andet menneske, særligt hvis man ikke er som normen. 
Hvis man er i mindretal, eller tror man er det.
Vores åndsfrihed er netop et møde med også mindretallet. Det at kunne vælge sig ind i et folk, uagtet hvad eller hvor man kommer fra, hvad man tjener, hvilken uddannelse man har, hvilken troesretning, holdning, figur eller form.
Friheden i et folk er rummelig og på den bygger vi land og samfund.
I dag i søndermarken vil ungdommens folkemøde genlyde af åndsfrihed. 
Ånden fri, men hånden bundet! Af friheden til at færdes som menneske, men holdninger og meninger som ingen, slet ingen har ret til at holde under pres.
Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når ingen tier eller siger for lidt.
Den gamle ønsker ungdommen et godt åndsfrit folkemøde!

Hal Koch på Hillerødmotorvejen


Brems, for helvede… brems! Mine bøger!!


Bøger gør noget ved en. De er medvidner til livet. 
Små inskriptioner, æselører, udklip, minder, notater. 
De er det eneste jeg troligt bærer med – og mærk lige overvægten, ikke verden.
Jeg har hvad der svarer til en mellemstor filial af “den sorte diamant” i bogfylde, men ikke reoler eller vægge nok.
Konsekvensen var selvskreven, så jeg pakkede (atter) 25 flyttekasser med bøger og begyndte den møjsommelige og lettere triste kørsel fra mit hus til opmagasinerings stedet uden for Hillerød.

Steffen Brandt giver mening på en dag som den med teksten: “…Så tilfældigt her for nylig, en helt almindelig dag, var livets trailer fyldt med ting som bare skulle losses af…”
En eftermiddag på Hillerødmotorvejen med livets trailer og… Brems, for helvede da – brems!

Det var vinden, farten, friheden og den satans Hillerødmotorvej. 
Kasserne var blæst op og der fløj bøger ud over den tosporede vej. 
En Tesla og en fiat sørgede for en ren massakre.
Blink, blink.. for helvede.. ind til siden!

Min mand løb i vejkanten og samlede enkelte løsrevne sider sammen.
Bleg som graven – Det var jo ham der havde pakket traileren og han ved om nogen hvordan jeg har det med bøger. Gud bedre det.

-Øh, rolig.. Øh, ved du hvad skat, det var da bare Dansk Kirketidende der fløj af, dem henter du da bare på nettet eller nede i Vartov. 
-Øh, ik? Skat? Sig noget, skat?

Mens han sagde sådan, dalede som et vinterligt eventyr snelandskab, bogside efter bogside ned og landede hvor jeg stod.
Dansk kirketidende var det ikke, langt fra.

Svend Åge Madsens “At fortælle mennesket” landede sønderlemmet sammen med nogle dåser i grøften og der, lige der kom Hal Kochs “Hvad er demokrati” svævende, eller det der var tilbage af ham og hans bog.
Der kan blive meget stille på sådan en motorvej.

Som den stilhed der indtræffer hos Grethe Risbjerg Thomsens digt: 
“Vær lidt varsom denne ene morgen, 
træd forsigtigt i den nye sne, 
husk du går her som den allerførste, 
her bliver alle dine spor at se”

På side 37 hos Hal Koch var der et tydeligt aftryk af et forhjul med “Brødrene Bisps” brede dæk.
Stilhed.

Heldigvis krøb Steffen Brandt ind i stileden med ordene: 
“Det er i orden, 
det er livet 
og der er ingen grund til at spille smart, 
når man hænger der på kanten, af småt brændbart”

Vi fik samlet nogen bog “lig” sammen, kysset lidt i grøften og surret resten af “den sorte diamants” filial fast igen.

“Det er i orden, 
det er livet.
Og der er ingen grund til at dø af chok
når antikvaren stadig sælger Madsen, Descartes og Koch.”

-For helvede, Hal Koch, gamle svinger. Død ved Tesla på Hillerødmotorvejen.
Man skal aldrig have tillid til trailere. 
Til mennesker, jo, men trailere, nej.
Manden eller bolden.

I en ny bog “Fra krisevalg til Jordskredsvalg” af Professor Jørgen Goul Andersen, peger han på tilliden. 
Den vi mangler altså, ikke den dejlige rummelige kærlige tillidsstørrelse der ligger i ske med kærligheden og ikke nævner revnen i midten af dobbeltsengen med et eneste ord.
Tilliden ved at sengebunden holder. At intet skrider selvom der er sprækker og revner og måske et Uffe Elbæksk “Grand Canyon” dyb mellem fjedrene.
Tilliden er broen over de fleste revner og fordybninger mellem mennesker.
Men den manglende tillid derimod er en skifting der langsomt bliver en vane i ordene og i samtalen.

Professor Goul Andersen peger på finanskrisen som løftestang for den manglende tillid og de indgreb i velfærds strukturen som er foretaget siden 2010. 

Politikerlede siges der igen og igen. Eller nok nærmere personrettet lede mod den førte politik.
Professor Goul Andersen peger på noget helt centralt, manden eller bolden.
I hans analyse fortætter han at selfiekulturen på sin egen vis har fået skovlen under tilliden.
Vi sætter de folkevalgte som personlige ansvarlige frontfigurer stævne i vores lede og vores mistillid.
Og hvad gør man ved det? Vender tilbage til en gammel snak om Hal Koch der kun byder på wefies.

Det kræver en vis snilde og ikke mindst omhu at omgås Hal koch.
Ikke mindst fordi Hal Koch går i Grundtvigske gummisko der svupper en smule og lugter teenageagtigt når man efterlader dem henslængt i entreen.
Det er samtalen der gælder. Hos Grundtvig og hos Hal Koch.
Og hos dig og mig.
Det er tidens fylde et udemærket eksempel på.
Samtalen har den samlende kraft at den ikke kan eksistere i enerum.
Tilliden er samme størrelse, den er en fælleskabsrettet.
(selvtillid undtaget, men oftes fordret af andres vilje trods alt.)

Når Hal Koch brummer at demokrati kun er samtale og at vi ikke kan levere et sandt demokrati hvis vi stemmer om vores valg, med et mindretal til følge, så har han i sagens natur meget ret. Ikke at det er udførligt (desværre) at drive samfund kun på samtalen og uden at vi fra tid til anden må til stemmeurnen og krydse blyantsstreger og gøre os selv eller andre til et mindretal.

Men når vi oveni det at være i mindretal føler at de værdier vi svor at drive samfund på smuldrer, så bliver afstanden i tilliden til vores folkevalgte længere og længere.
Ingen er så uvidende at man ikke kan se en nødvendighed af indgreb, af stramme tiltag, af økonomiske panikløsninger. Finanskrisen var og er en hård nyser der stadig snotter i vandgrøden og sådan bliver det ved en tid endnu.

Tilliden derimod, den tåler ikke så meget som man tror.
“Den politiske evolution” hvor folket oplyst siger til og fra, blander sig og vil noget med deres holdninger er ikke bare en folkeoplyst tillidserklæring til vores system, men netop et tillidsspørgsmål der besvares fra dag til dag.

I det hele taget er vores udgangspunkt svækket på tilliden.
Finanskrisen er blot en brøkdel af debattens og ledens kerne.
Man kan stort set lægge det sådan frem at alle de begreber vi dagligt bygger tilværelse, værdi og grundtanker på har været tabuiserede de gennem de sidste 30 år med stigende kurve mod evigheden.
Troen er tabu, døden er tabu, danskhed er tabu, idenditetsfølelse er tabu, nationalitetstfornemmelse er tabu, sameksistens er tabu, frygt er tabu, værdidebat er tabu, tvivl er tabu, – ikke så meget tabu at debatten er uddød, men den er så helvedes berøringsangst. 
Vi komponerer og vægter vores ord med megen omhu og passer på med vores holdninger. Og har vi lempeligt mod til at mene noget, husker vi lige at helgardere med et: Og det betyder jo ikke at jeg ikke er åben for….xxx
Det gør noget ved debatten, men noget mere alvorligt ved vores samtale.

En samtale er ikke fast. En samtale er en prøvende legeplads hvor man uden frygt kan sætte ord i verden, bliv møde, forstået, spurgt videre ind til og blive modsagt. Modsagt vel at mørke uden fjendskab eller vrede. men blot som en meningsforskel.
Den form for samtale skaber tillid. også selvom man er ueninge.

Når Professor Jørgen Goul Andersen peger på forskelligrettede tillidstab og deres begrundelser i finanskrise, terror, værditab mv. kunne man måske tilføje tendensen af tabu belagte emner og dermed en mindre levende samtale.
Men hvordan udvikler vi et samfund med tabuer i debatten? Hvornår holdt vi op med at tale uden forbehold? Jeg mener ikke uhøvisk tale eller en skov er en skovl, men tvivlens skabende sprog, hvor vi ikke dømmer hinanden inde eller ude. Tvivl er i det samtalende opdrag en frontløber for tilliden.

Man kan ikke tale ned til et oplyst folk.
Da Grundtvig.. (ja ja, jeg ved det, han blander sig da også i alt – tilgiv, thi jeg ved ikke bedre) opfandt folkehøjskolerne var det ikke for at ensliggøre folket.
Nærmere det modsatte. Oplysning giver mere samtale, mere tvivl, flere holdninger, mere bøvl. 
Men godt bøvl. Sådan noget man finder i Brugsen i Brovst, eller på genbrugspladsen i Hjørring og på Christianshavns torv. Bøvl med livet og meningen med det hele og deraf en snak med naboen om dette og hint.
Meningsforskelle. 

Højskolen var meget enkelt tænkt som en mulighed for oplysning.
Fra grundtankerne ved vi at Grundtvig var dybt bekymret over folkestyret, hvis folkestyrets grundlag (folk) var uoplyste og “plovfuren” trak sammenhængskraften ned.
Sammenhængskraft er kun mulig hvor agtelse agerer som pejlemærke.
Agtelse, vel og mærke, for alles holdninger og meninger. Uddannelse underordnet, men dog veloplyst og dannet til livet og medborgerskabet i et demokrati.
Da højskolen begyndte sin vaklende gang i verden tog den en meningsfuld rolle på sig, som ingen eller intet siden har kunnet måle sig med.
Ikke universitetet, ikke landbrugsskolen, ikke bloggeren, ikke meningsdanneren, ikke magteliten.
Højskolen skabte en samtalekultur hvor ingen var tvunget af deres æt, opdrag, stand, tro eller vid.
Et frit mødested hvor samtalen mellem mennesker ikke havde facit eller målstyrede løsninger.
Hvor ingen skulle eksamineres i tankegange eller forkyndelse.
Og når man ikke skal eksamineres i sin holdning eller sit vid, er der højere til loftet.

Vi har hårdt presset beholdt dette samtalefristed. Samtalen utvungne rum.
Mødet mellem lærde og lægfolk og smukkest er det at ingen holdning tæller mere end den andens.
Det er her samtalen skaber sammenhængskraft.
Det er her hvor det at være folk stadig er en livslang dannelse, der ikke kræver su.
Og tag endelig ikke fejl. Højskolerne bemandes af akademikere for langt de flestes tilfælde.
Men selvom højskolelæreren og forstanderen er akademisk skolede, er de i deres hverdag tvunget til at være “på lige fod”. Det gør noget dannelsesmæssigt ved enhver, både for lærer og deltager.
Det er sproget og samtalen der ændres.
Når man har siddet 7 år for Lea og erhvervet sig en akademisk værktøjskasse og som højskolelærer mødes af et bralrende grin og ordene: Så kan du passende bruge 7 år på at genlære et formidlingssprog. Nå? Altså nå, i den der Ph’ske forstand. Bare nå og siden NÅhh!

Det rum, mulighedens samtalerum, er det rum der forenkler det at være folk.
Man kan ikke “falde i” politikerlede, frygt for landsdelssplittelse eller formå at føle sig dummere end universitetet tillader, det øjeblik en samtale foregår på lige fod.
Samfund betyder stadig at vi skal finde sammen. Ikke bare historisk, men hver eneste dag.
Sammenhængskraft kræver samtale – på tværs af meningsforskelle.
“Til et folk sig alle høre, som sig regne selv dertil”. (Citat Grundtvig)  uagtet farve eller front.
Eller som de siger i Gravlev: Det betyder ikke så meget om man kan regne, bare man kan regne den ud. (Citat, min husbond)

Engagement eller en enarmet tyveknægt?
Politikernes form er også tidsomskiteligt. Det debaterer vi en del. 
Er der for meget show og instagram og for lidt reel politisk tænkning. For lidt kontakt med borgerne?
Hvis vi vender tilbage til Hal Kock handler det ikke om borgere, men om medborgere.
At være medindflydende, medlevende, medskabende, medvidende, medmennesker.

Engagement er altafgørende for et levende samfund. For et demokratisk virke.
Igår afholdt Højskolerne den længeventede konference om Engageret dannelse under hovedtiltaget: Højskolepædagogik.
Hvad det lige præcis er, er nok bedst at finde i billedsproget et sted på Hillerødmotorvejen.
I vinden, hvor livets trailer fyldes af dannelse, engagement, tillid, samtale og trods.
Hvor noget man tror er sikkert kommer i skred og hvirvles op og ud i verden. Hvor noget lander igen, ukendeligt, genkendeligt, forandret, forankret, fragmenteret, frisat men stadig sig selv.
Højskolen er på sin vis upædagogisk i sit opdrag. Den spørger mere end den svarer.
Den griber mere om sig end den lovede og den lover et, men udmunder i noget andet. En klogskab på fælleskaber på tværs af mennesker – i netop samtalen smeltedigel.

Det er det med tilliden. Det med mødesteder i verden hvor man overtydes om at et menneske består af mange forskelligrettede muligheder, holdninger og veje. De er givet i det sprog og de ord vi deler som et fælles blik på vores forskelligheder og netop viljen til at være stærk i forskelligheden.

Hal Koch, Grundtvig, Svend Åge Madsen, Grethe Risbjerg Thomsen, Steffen Brandt og Jørgen Goul Andersen er ganske forskellige og alligevel har de et fælles opdrag i det med tilliden – til mennesket. men også til tvivlen og med en viden om at når tilliden trædes under fode, så koster det fælleskabet.

“Man bør mindst en gang i sit liv tvivle på sandheden af sine meninger for at finde ud af, hvad der ubetvivleligt er sandt” sagde Descartes som bekendt. Det gælder også når tilliden er trængt politisk og værst; når fælleskabets tillid vakler.

EfterskriftDet kan være, en dag på Hillerødmotorvejen at man opdager at man skal skifte spor. 

Det er faktisk muligt for en Tesla at skifte vognbane når en askegrå mand og en stortudende kone står med en utro trailer i vejkanten og ser Kochs endeligt.
Glæder mig til igen at kunne skrive tesla, tillid og trailer med stort.

I mellemtiden har jeg iøvrigt en trailer til salg – nogen bud?

Demokrati, kend det på knækket

Det er blevet meget moderne at lave roadtrip-tv.
Det skulle jeg nok have tænkt på i onsdags hvor jeg kørte gennem danmark med en løjerlig passager der noget fåmælt havde taget plads på passagersædet.
Min følgesvend havde en besværlig tur. Hver gang vejen svingede, svingede min passager med.
Og måske var det ikke så sært igen.
Skulpturen “Demokratiets rede” var undervejs til dens nye bestemmelsessted. Den skal på Højskole i Ubberup og var som de fleste andre unge noget spændt på dens ophold.
Det er ikke så overraskende at også det unge demokrati har brug for at læne sig i retning af den vej vi har udstukket som samfund. Det er ikke nemt at være ung og agere i forhold til erfaringslandskabet, historien, fremtidsforskernes varsler og stigende krav.
Men hvad er kravet til det unge demokrati?
Til det at være et folkestyre – Medborgere i tillid og i tvivl.
Ude på Yellow brick road måtte jeg sande at der kun var en måde at komme demokratiet til undsætning. Det var ved at holde fast, hele vejen, med en hånd på rattet og en på “demokratiets rede”.

Et demokrati bliver aldrig til at sig selv. Det står ikke stærkere end de hænder der sætter krydser i stemmeboksen og den måde hvorpå vi støtter og holder fast undervejs.
Når vi slækker på grebet og begrebet folkestyre og det at tage del i beslutningerne, slækker vi på oplysningen og dannelsen.
Det er aldrig en folkevalgtes ansvar at tage teten og den olympiske ild og løbe forrest. Det er altid et fælles ansvar. Uden det ansvar, ingen demokrati.

Der er næppe nogen der ikke har læst Berlingskes artikel ( http://www.politiko.dk/nyheder/pia-kjaersgaard-danmark-er-ved-at-knaekke-over-og-kan-ende-som-to-folk# ) hvor folketingets forkvinde Pia Kjærsgaard, bekymrer sig om dette og hint.
Og der er god grund til at debattere artiklens indhold, som der også livligt bliver gjort landet over.

Det er mange forundringsfremspring i forkvindens udsagn.
Og det er alment anstændigt først at se på de positive udsagn, særligt når man finder sig selv i uenighed med den der udtaler sig.
Af de helt positive er selvsagt det vi måske (i en politikerledetid) savner som et generelt ophob; nemlig tvivlens nådegave.
Tvivlen er at finde i et uddybende interview med tv2 (http://nyheder.tv2.dk/politik/2016-08-14-pia-kjaersgaard-bekymret-danmark-er-ved-at-knaekke-over-i-to)
Det drejer sig om en enkelt linje: Citat: “Man taler om det gule danmark, Jeg ved ikke rigtigt hvad det betyder” Citat slut.
Jeg har gået og smilet lidt over det udsagn. At Fru. Kjærsgaard ikke ved hvad det betyder.
Det ved vi andre så godt. Jeg er faktisk slet ikke i tvivl når jeg hører udtrykket. Det er derimod Fru. Kjærsgaard.
Det gør noget ved artiklens indhold at der er lagt et instagramfilter ind over, hvor Fru. Kjærsgaards tvivlende undren får lov at stå selv. Måske et retorisk skakmat, hvor det at være folk gennemtvinges ved at understrege tvivlen, men fint er det, for det indrammer en længsel efter netop mødesteder.
Det er ganske forfriskende og også klogt. Hvad resten af artiklens udsagn angår er en helt anden polemisk fasttømret laksko der trædes med.

At udstille sin egen uvidenhed er moderne, selvom oplysningstidens dannelse også sideløbende bliver talt ind i en helt toneangivende samfundsdebat.
Psykologisk stratetisk er det moderne menneske fastklemt mellem den ærlige uopfordrede egenfortælling med de åbne spørgsmål om søgen og tvivl og på den anden side de stringente, målrettede, skråsikre lukkede spørgsmål der besvares strategisk med viden og forstand.

Aktivering – af de folkevalgte selvsagt.
Jeg må medgive folketingets forkvinde at flere folkeafstemninger er en god folkelig bredside. Det forslag støves jo af omtrent hver 2 år og genprøves i debatten. Det falder mig dog noget for brystet at der tales om “aktivering”.
I min ringe optik er det altid medborgerne der aktiverer de folkevalgte, ikke omvendt.
Et aktivt politisk mandat er intet uden folkeligt opdrag og egentligt underhold.

Tolerance – Kend den på knækket.
Folketingets forkvinde er bekymret. Det forstås tydeligt undervejs.
Det handler om tolerance.
Fra barnsben har jeg hørt min far forklare begrebet fra jernindustrien. at jern har et tolerancepunkt, hvortil det kan bøje sig og dernæst knækker i to dele.
Tolerance er ikke en evig bøjelig størrelse der rummer alt. Den knækker, som en langelænderpølse.
At danmark skulle være på vej til en mitose tilstand, at dele sig i flere folk, er der intet nyt i.
Det er selve dna’en i det at være et folk. at være dele der sættes sammen i enkelte grundværdier vi kan læne os på. I danmark i høj grad friheden til at være forskellige.
Det er noget af det jeg er mest stolt af overhoved.

Hvad folketingets forkvinde bekymrer sig over er en såkaldt “skævvridning” af landsdele, holdninger, akademiseret magt, elite og oplysningsgrad.

At være et folk er netop at være forskellige. At evne at læne sig mod hinanden med modstridende holdninger og forskellige udgangspunkter.
Det er selve fordringen for demokratiet at vi ikke er enstroende, holdningsoverensstemte.
Og var vi så ens, ja så var der i grunden ingen brug for folkestyret eller folkestyrets formand/kvinde – for så ville vi blot være i overensstemmelse med hverandre.
Det særegne ved at være folk er de knæk der giver en samfundsoplysende samtale. Det er de bugtninger på “yellow brick road”, der gør os til menneskers mødested.
Der er ikke noget mere kedsommeligt end en samtale mellem to aldeles enige parter.

Oplysning være skal vor lyst
– Men, er skellet for stort? spørges der. Er magtens elite virkelig københavnerbaseret?
Generelt giver jeg ikke meget for ordet elite. Eller falder på halen over akademisk udenadslære, statistisk evidensbaseret rapportering eller phd’sk dekadence, københavneri eller provinspiv. Amagerhylder eller Udkantsroulade. Eller sagt på en anden måde, er der lige så god brug for “Maren i kæret, lægmanden og “Mi nabo Per smed”, akademikeren, lokalsamfund og hovedstæder.. Det er der heller ikke noget nyt i, ligesom der ikke er noget nyt i at dansk indavl heller ikke gavner hverken samfundet eller udviklingen.
Det er umådeligt svært at se et samfund hvor den ene skulle være mere vigtig end den anden.
Tiden tilskriver ministerielt en fortløbende trang til at hæve “oplysningsgraden” og uddanne så længe og så højt som vi kan. Det har vi arbejdet støt på de sidste 200 år. Intet nyt under solen der.
Og vi gør det i lyset af noget godt. At et folk styrkes det øjeblik vi ved mere om dels os selv og dels hinanden.
Dannelsens oplysning er ikke døbt af hverken det akademiske eller det uuddannedes opdrag.
Folkedannelsen rager rundt midt imellem. Og den rager på hvem som helst, hvor som helst og når som helst.
Men at stævne mod en ensliggørelse er at stævne mod en folkelig grav.
Der er noget selvmodsigende i Fru. Kjærsgårds på den ene side opelskning af “arbejder” viden og nedgørelse af “akademisk eliteviden” og samtidig afstandstagen til at vi netop er forskellige og “delte”.
Det handler ikke om at være delt, det handler om forskellige meninger – og det er en styrke.
Hvis Fru. Kjærsgaard ønsker sig et mere sammensat folkestyre, skulle vel netop vores forskellighed og deraf “splittelsen”, meningsforskellen være noget værdifuldt?

Gør porten høj, gør døren indi-vid
Gu er vi “splittede” og gu er det godt.
Men retorikken – det er den der skæv.
Det er noget med gyldigheden af mennesket. At det ikke er uddannelse, arv, stand, geografi, økonomi der gør hin enkelte til et helt menneske, til en medborger.
Det er helt og aldeles forvrængning af virke og tanke.
Klogskab er dannelsens barn. Og livsklogskab er allestedsnærværende, fra Mols til Magstræde.

Har du talt med din modstander i dag?
Krisestemningensdebatten tager til efterhånden som vi oplever at vi er uenige.
Man kunne fristes til at spørge om debattonen er mere skævvridende end folkets ståsteder.
Om man er “for eller imod” flygtninge, mediestøtte, Eu, vacciner, doven-retorik, sundhedspolitik etc. er ikke egentligt (I Kierkegaardsk forstand) men måden vi taler om det er egentligt.
Det handler ikke om at træde på skrømt, men om at træde i eksistens, i sammenhold med de man strides med.

Fru Kjærsgaard, vi er uenige – Tak – Lad os snakke om det.
Det er med næsten ubekymret mine at jeg derfor læser folketingets forkvindes tanker om det delte danmark. Når fru. Pia Kjærsgaard mener at sammenhængskraften daler ved uenighed, mener jeg modsat at uenigheden er sammenhængskraftens maggiterning.
Tak, det gør mig umådelig rolig indeni. Så har friheden stadig trukket det længste strå.
Er man delt, er man selvskreven deltager – særligt i et demokrati.
Så længe det står fast at vi ikke er blevet så ens at vi er holdt op med at skændes/samtale om samfundet, om livet og om længslen efter mødesteder, så længe er danmark udelt et folkestyre udsprunget af forskellighedens mulighed.

(Der gøres opmærksom på at dette indlæg er skrevet både i København og på Djursland – af sammenhængsmæssige årsager.)

Nå da

Der er ingen der har lovet det er nemt
Eller at det kører i den samme skure
På en demokratisk vej hvor du har stemt
Holdning, mening, mod og enkelt – det at turde
Det gør vi så
Skønt tvivlen slår
Og tænker nå
Vi har fægtet blindt og bygget hegn og mur
Vi har ramt og skændtes debatteret frihed
En finanskrise og mor der er på kur
Kønspolitisk trælleri om høn og lighed
Hvad gør vi så
Vi sætter fri
Eller? Hmmm nå?
Der er samtaler der sætter livet frit
Der er mennesker der mener for at mene
Der er skællet mellem dig og dem og dit
Der er selv at dø og andre folk at stene
Hvad sir vi så?
Vi siger til
Men tænker; nå…
Der er årets ord og nytårs fortsæts ræs
Der er ting vi gjorde og de ting vi måtte
Der er klima flygtning fortids krise mas
Der er folk der segner og på hvem vi trådte
Hvad gør vi nu?
Vi tøver vist
Og sukker; nå
Vi har måder der kan række frem og hen
Til et mødested, hvor håbet ikke ender
For en fremmet er en endnu ukendt ven
Du skal turde trykke fast i dine hænder
Det gør vi så
I dette nu
Kom så, nå!
Astrid Søe
Frit over P.H. Vise om det lille “Nå”

Holder ikke med nogen særlig

Holder ikke med nogen særlig,
Holder mere om og af
og for at være ærlig
var det engang danskens sag

Jeg lærte i skole og hjemme
om særegne tanker og værd
og oplysnings stærke stemme
og menneske første og nær

jeg læste i bøger og hørte
historieske vinger der sang
i melllem de dybe dale
og nattergale klang

jeg lærte om Kold og Grundtvig
og frisind og myternes sprog
om oplyste folk kontra ufri
om vigtige gloser i bog

Jeg fik gennem danmarkshistorien
et indblik i skift og behov
og lærte poestisk at bygge
en by der var blød, gennem lov

Jeg lærte at skønne på frihed
på tro og på håb og på mod
retfærdiges søvn og på lighed
på orden såvel som på rod

Jeg lærte at elske min verden
kulturen og menneskers bro
i mødesteder og færden
på tværs af lande og tro

jeg fik i opdrag en tone
så mild at den synger sig selv
at kærlighed er herboende
fra tanke til livskildevæld

nu spørger jeg igen folk og frænde
hvad vil vi, i tanke og sind
et hadets bål fyldt med brænde
lykkens dør, går dog ikke ind.

Hvorledes skal folket forandre
en verden til frihed og liv
hvis “menneske først” udvandrer
og mellem os ypper kiv?

En vælgers bekendelse

Lad os alle stemme.
Vi forsager undertrykkelse og alle dets gerninger og alt dets væsen.
Vi tror på samhørighed, den almægtige,
tillidens og frihedens skaber.
Vi tror på demokratiet,
og folkestyret, og stemmeretten,
som er undfanget ved grundloven,
født af oplysningssamfundet,
pint under skiftende regeringer,
overtrådt, mørkelagt og undtaget,
nedfaret til rigsretssager,
efter samråd opstanden fra de døde,
opfaret til lov,
udlevet i demokratiets, den almægtiges, tillidserklæring,
hvorfra folket skal komme at dømme liv og levnet.
Vi tror på de folkevalgte,
den sameksisterende, almindelige menneskeret,
det tillidsfulde samfund, forbrydelsernes afsonen,
politisk dannelse og det folkelige liv.
Basta. 
//Astrid Søe – En vælgers bekendelse

Der er to sprog i verden. Sang.

Der er to sprog i verden, 
der bestandig krydser mit spor. 
Den ene er hadets færden 
det andet er frie ord. 
Det ene løfter sin hånd til slag, 
der rammer sjæl og kød. 
Det anden taler min hjertesag, 
og bortmaner frygt og død. 
Det ene tvinger og skaber strid,
og næres af martyrens dåd. 
Det andet beror på ét individ, 
dog er de i samme båd. 
De sprog er spor i verden,
og dør om dør de bor.
Det ene klemt mod det andet,
for Loke, såvel som Thor.

Hvert menneske er grundlag for,
et sprog, i pen og mund.
I tillidsord der føder vår,
har hadet ingen grund.

Vær håb i det der skiller folk,
vær ord af hjertesprog.
For du og jeg skal være tolk,
gør kloden rund og klog.

Tekst: Astrid Søe 2015, frit efter Tove Ditlevsen 1942
Melodi: De evige tre. Anne Linnet (Fra albummet “barndommens gade” 1986.)

PIrater

Endeløs række af tal efter tal
3,14159..
Pi er hverken hel eller halv
du kan tælle i et årti
evig er roden og rækken er rå
prøv at begynd og går du i stå
så skal du huske at PIrateri
er ligeså så svært som demokrati
for noget forgår og noget består
men PI er så lang som den evige vår
kun ét er så evigt som tal efter tal
og det er dit ord, brug kæften – du skal!

//Astrid Søe 2014
#PIdag

Ding – DONG 2.


Ding – DONG 2. Endnu et krisekvad!

Melodi: Spurven sidder stum bag kvist. Carl Nielsen 1926
Tekst: Astrid Søe 2014

Bæredygtig energi
og modstand mødt fra mulden
sådan er demokrati
Ja-hatten fik på pulden
Ding – DONG! SF død
splittelse og måben
magt er altid bittersød
det koster vendekåben.

Corydon fik solgt sit shit,
og milliardet triller
Vilhelmsen fik mareridt
og resten botoxfiller
Ding – DONG! aktiepost
nem-id(e) at føde
men ideen er sgu “lost”
når folkets vilje bløde.

Slap nu af, det bare DONG
det ikke sult og krige,
handlen er da fin og fjong
det ved jeg du vil sige.
Ding – DONG! Corydon
kysser Sachs i porten
når du brænder biogas
husk flaget sad i lorten!

//Astrid Søe 2014