Stalking – Et tabu der gør at vi alle taber

Fordi jeg sidder her, i sikkerhed, i mit køkken og kom til at hyle på den gammeldags måde, skriver jeg endelig noget om stalking. Jeg holder det eller for mig selv, med en eneste undtagelse engang i 2020. Hvorfor? Fordi det fylder så meget i forvejen at jeg næsten ikke gider fortælle om det. Og fordi det truer mit job, min familie og min virksomhed. Men jo længere der går, jo mere tænker jeg at jeg også har et ansvar for at bryde tabuet. At stalking vitterligt har mange klædninger og kan ramme også uden for den nære kontakt, i mit tilfælde er der tale om stalking grundet mit professionelle liv.

Der har været en del fokus på stalking i 2021 og i tv har vi mødt begge sider af sagen. Vi er blevet klogere, har set og hørt når livet går i selvsving og måske forstået en lille smule af hvorfor det kan gå sådan. Men stadig ikke fået sikret loven i det omfang der gør at vi kan være sikre på at være i frihed. Og selvom vi har taget hul på debatten, er der stadig et tabu omkring stalking. Fordi det er uforståeligt, uforstandigt og umuligt at beskrive i sin helhed.

Jeg sidder som skrevet i køkkenet. Kaffen er klar og sommeren kysser fugleungerne af reden. Efter skt. Hans skal jeg klippe hækken, men ikke i højden. Den skal gro alt det den vil. Jeg hylede sådan lidt stille først og dernæst højlydt hulkende og måske nærmest i afmagt – derfor skriver jeg dette indlæg, til oplysning i samfundet, til debat, til overvejelse og til eftertanke og lovgivning. Om lidt er jeg færdig med at hyle, det ved jeg af erfaring fra de tidligere oplevelser. Så tager jeg livet på mig igen og går ud af døren og kigger mig stjålent over skulderen og håber at dagen er fred. Kun en tåbe vover ikke at håbe.

Stalking er væmmeligt – uanset baggrunden. For mig at se må personlig stalking, men personlige motiver være det værste. Det har jeg ikke oplevet, men stalking sidder jeg midt i, hver dag, uden et sekunds pause. Det ligger i baghovedet, i bevægelserne, i stilheden, i fortagsomheden. I tavsheden og overvejelserne. Skal, skal ikke mene noget, gøre noget, gribe dagen og livet og samfundet i et åndedrag.

Min stalker har jeg haft inde på livet de sidste 4 år. Han er vred på mig fordi jeg og udøver et hverv der indbyder til fællesskab, demokrati og samtale på tværs og sidder i sammenhænge der fra tid til anden træffer beslutninger. Det er ikke mig som sådan, men det er hans vrede over noget han ikke fik lov at deltage i, grundet nogle episoder af ikke egnet adfærd. Det var før min tid i den sammenhæng, men arvesynden kastede sig over mig og nu er den ikke så meget fælleseje, men min og jeg ville ønske at jeg kunne frasige mg arv og gæld.

Sagen tror jeg på, den vil jeg kæmpe for og blive ved med at udbrede, danne til og fra, ønske for vores samfund, fremhæve og turde.
Men det med at turde er ved at være en anelse svært.

Jeg var så heldig i januar 2020 endelig efter års kamp af få et tilhold mod min stalker. Gør det en forskel egentligt? Ikke rigtigt. Jeg var da allerede “gået under jorden” og midlertidigt flyttet for at sikre mig selv om mine.

Jeg skriver det her indlæg i afmagt. Efter Folkemødet hvor jeg allerede på færgen over blev sat skakmat efter min stalker stillede sig tre meter fra mig og blev stående og stirrede. Jeg havde medbragt min ægtefælde som bodyguard i år, fordi jeg har brug for at nogen dokumenterer og hjælper mig i det offentlige rum hvis han dukker op.
Blodtrykket steg til det uendelige på den færge. der er ingen redningsbåd og ingen vej væk, heller ikke fra følelsen af at livet aldrig igen kom ud af isolation.

Det har været nogle lange år. Det tror jeg det er, for de der oplever den slags. Da jeg fik mit tilhold var lykkefølelsen uendelig. Kort efter kom corona og mere isolation. Jeg tog i sommeren 2020 mod til mig og deltog på et møde på fyn, hvor jeg kun blev kort fordi min stalker havde fundet en ny juridisk mulighed for at forstyrre mit og andres virke. At anmelde en offentlig demonstration uden for det sted mødet foregik. Jeg ringede til politiet, men ingen hjælp at hente, da grundlovens forsamlingsret står over stalkerloven- Det kan jeg svært være uenig i. Forsamlingsretten er ukrænkelig og vigtig i et demokratisk samfund, hvor retten til at modsige andre er sikret. Men den spænder ben for stalkerloven og privatlivets fred og det er et virkeligt stort problem i denne sammenhæng.
For mig blev det endnu engang et afbrudt møde og en rystende tur hjem alene i bilen, med de mange tanker man har, når livet er indskrænket til et minimum – fordi man mener noget, vil noget, kæmper for noget eller bare, slet og ret, fordi man er kommet i klemme i jura.

Terror findes kun hvis man lader sig knægte af den! Hvis man lader frygten vinde og selv bukker under for den, lader den styre ens handlinger og liv. Jeg er ikke nem at styre eller lader mig vanligt ikke tøjle af terror. Jeg går gerne de steder hvor livet er udsat, Tager gerne de mest udsatte på mig og bruger en del tid på netop mennesker der har brug for hjælp hvis de falder skævt ind i samfundet, er psykisk syge eller udstødte. Jeg er ikke bange de steder hvor man kan falde ind i noget der kan gøre ondt og jeg tager også gerne livet på mig uden at lade frygten styre.
Alligevel, også selvom min stakler ikke er sur på mig personligt, men på en sag, så bliver mit liv udpræget og mærkbart udsat. Selvom jeg er stærk, på alle måder og ikke normalt lader mig knægte, så er det nok de årelange krænkelser der sætter sig som sådan en ukendt “rysten” i det daglige virke og i privatlivet. Det er en tilpassen sig en omstændighed, der er utilpasset i et frit samfund. Jeg ønsker ikke at tilpasse mig et menneske der opfører sig som min stalker, men alligevel hører og oplever jeg mig selv hele tiden måtte sige nej tak til opgaver og foredrag og medvirken – af skræk for at andre vil blive forulempet af denne stalker. Og af forudset skræk for hvad jeg skal opleve selv og min familie udsættes for.

Da jeg pakkede bilen og tog afsted til Folkemødet var det med et nyt mod. Nej, fandeme om jeg vil lade mig knægte, nej, nu må jeg tage livet tilbage. Men der på færgen sank den tillid igen. Om aftenen mødet han op på den udendørs restaurant “Gæstgiveren” hvor jeg skulle spise. Han sad og larmede lidt og skulede og hele tiden sad min mand og jeg med livet udenpå. Ignorere ham, er kuren og løsningen, lade som om han ikke sidder der 15 meter væk.
Da vi rejste os for at gå, kom vi ikke lagt før han eksploderede i vrede og løb efter os, råbende og truende. Min ægtefælde, der i de dage skulle agere bodyguard, levede meget smukt op til sit navn, trods hans alder og ikke så umildbart bodyguard udtryk. Men end ikke Whitney Houston kunne have ønsket mere af Kevin Costner. Han stillede sig modigt imellem stalkeren og jeg, hvilket resulterede i mere vrede og råben og tilsidst slog stalkeren, da min mand forsøgt at filme optrinet, telefonen ud af hånden på ham og gik heldigvis videre efter det.
Folk var naturligvis oprørte, chokkerede og kom løbende fra flere steder for at hjælpe og dokumentere.
Jeg ved ikke helt hvordan, men endelig fik jeg sagt noget til personalet på restauranten, noget så latterligt og ubegrundet som undskyld… “Undskyld, jeg skulle ikke være kommet, jeg udsætter jer for optøjer, undskyld, det er min fejl”. Men det er det jo faktisk ikke. Det er loven der ikke har hjemmel til at passe på os der bliver stalket, ikke i det omfang der er nødvendigt. Trods tilhold. Men alligevel så sagde jeg, for at påtage mig et eller andet ansvar for samfundet: UNDSKYLD!
Det er beklageligt at måtte gøre. At måtte undskylde sin tilstedeværelse i en sådan situation og lidt i chok. Og jeg vil nok fremover aldrig igen trække mig eller opgive livet, eller det at være i det offentlige rum. Det er træls for andre mennesker at være vidner til optøjer, men det er ikke mine opgave at sige undskyld. Det er ikke mig der skal holde mig væk. Det er ikke det rigtige valg. Det er ikke menneskeligt eller samfundstillid. Men jeg og mange andre har brug for en lov der hjælper os tilbage i friheden. Coronaisolation er intet i forhold til dette – intet!

Resten af Folkemødet var politiet mere end villige og venlige til at følge mig rundt når jeg var på scenen. men usikkerheden forsvandt ikke af den grund. Politiet har hele tiden været fabelagtigt søde, forstående og medlevende og har i den grad gjort mig sikker i at nogen var der for mig. Et mærkbart samfundsansvar for os der oplever noget helt skævt og truende i vores tilværelse.

Da jeg fredag skulle medvirke direkte i deadline på DR2 kom PET, der ellers havde til opgave at passe på en folkevalgt og satte sig i min nærhed og lovede mig at de ville passe på mig i denne sammenhæng. TAK. Men tak og tænk – at det er nødvendigt? At det bliver ved og ved og aldrig synes at normaliseres. At et folkemøde skal stå i lyset af en frygt for noget jeg ikke ved hvad kan ende i. At der skal bruges resurser og tid og tillid på noget så ualmindeligt modbydeligt som en der ikke vil slippe.

Min mand og jeg havde, trods stalker og ubehageligt optrin, et folkemøde hvor livet fra tid til anden skinnede så smukt på det demokrati der bærer os igennem. Det der forener os og forankrer troen på frihed. Det er en underlig blanding at stå i. En juridisk umulig opgave for samfundet at holde stalkere i ørene og samtidig retsligt sikre de frihedsrettigheder vi bygger samfund på.

Jeg er stor tilhænger at vi mener, handler, tror på at uenighed er en af demokratiets vigtigste ståsteder. Ja fred være med uenigheden, sålænge den bærer en fredelig klædning. Denne form for vedholdende stalking er ikke værdig i et demokratisk samfund.

Jeg sidder nu, igen, og tænker hvornår livet vender og freden, eller måske endda livligheden igen får plads? Hvornår jeg, i mit profesionelle liv igen kan færdes frit og tale og turde uden at bekymre mig om optrin og andres oplevelse af denne mand der gør mit hverv så svært.
Måske er det nu, i lyset af folkemødet, at jeg skal genlære at give fanden i det og gå imod, stå imod, tage forsigtigheden af som en vinterfrakke og smide den i småt brandbart – ikke til genbrug.

Jeg ønsker mig en samfundsdrejet eftertænksomhed og forståelse for at vi som samfund både skal værne dem der er syge, ustabile og svære at forstå, men samtidig ikke lader det fylde så urimeligt meget i andres liv at livet bliver svært at fæstne i et samfund.
Jeg tænker uendelig meget på dem stalkes af tidligere kærester, eller nære. Det må være topmålet af rædsel. Min sag derimod bliver personlig når det går ud over min person eller personer i min nærhed. Også på gade og stræde.
Og vi skal også i debattonen og i den digitale dannelse huske på at den voldsomme hårdhed der går ud over folk og folkevalgte sætter sig som et ligegyldighedsfilter og det filter filtrerer fornuften og friheden fra. Ethvert menneskes frihed skal være ukrænkelig, det er ånden, men den ånd følges af ansvaret og fornuften, dannelsen og troen på at mennesket vil os det godt og at vi agerer gode medborgere ikke modborgere.

Og når jeg er færdig med at hyle, så hyr mig – til hvad som helst, i ånden af det at terror kun findes hvis vi ligger under for dem. Også selvom den kan mærkes og ikke forsvinder selvom vi ignorerer den. Livet ER til for at blive brugt imellem mennesker, ikke i skyggen af mennesker.

I al hengivenhed

Astrid

Grundtvigs tale om håb. Folkemødet 2021

Tale om håb

Folkemødet 2021 hovedscenen lørdag

Menneske først.
Således er håbet et os.
På jorden at blive det tjene os bedst!
Men, spørger de måske, hvornår er man i samtiden ikke bare menneske først, men menneske nok?
Slår vi til, slår vi fra eller slår vi fra os – i debatten, i tonen, tilliden og tvivlen?

Ungdommen spørger hele tiden: Seriøst?
Som om livet er blevet til tvivl om vor egen formåen.
Man bør generindre at mennesket er godt nok.
Dermed fritager vi hinanden i hinanden og skaber liv og fællesskab.

Hvad er vel vor drøm?
Man sagde engang: om hundrede år er den danske tunge, langt mere berømt end det danske sværd.
Nu spørger den gamle igen:
“Om hundrede år er den danske tunge langt mindre berømt end det danske værd?”

For kan vi være og kan vi bære i det fælles vi bejler til?
Er der håb i værdidebatten, eller pudser den brillerne i makrel?
Ja det hører den gamle er så moderne…

Håbet og denne samtids famlen efter værdi er enkel.
Værd er at være tilstede som en mulighed for det andet menneske.

“Det er at vi kan være hinanden som vi er,
Det er at vi vil bære hinanden som vi er!

Vi kan ikke være hinandens muligheder, hvis vi er hinandens modstandere.
Vi må som verdensborgere Bære over. Og bære vand. Gennem kriser, kærlighed, kommenterer, karakterer.
Og i øvrigt uddeler den gamle i dag udelukkende 12 taller til ungdommen, med deres kjærligs-nære vid og bid.
-Man ønsker sig i øvrigt sådan en “boomerboks” til at høre Nik og Jay på åben gade. Lev mens du gør det, Elske mens du tør det og den gamle tilføjer: Kæmp mens du bør det!

Vi trænger hinanden, fra boomer til baby, uden målstyring, test eller metode. Blot i kjærlighed fra og til mennesket. Ungdom – man hepper på jeres drømmekraft!

Vi ved at vi kan være hinanden som vi er,
Vi ved at vi vil bære hinanden som vi er!

Være nærværende i hinandens liv og huske at bøje os for hinanden.
Om man har glemt det betyder samfund at finde sammen – på tværs af vor forskellighed.
Det fordrer samtale, lydhørhed og et eviggyldigt hengivent tillidsforhold.
Man er stadig optaget af dette forpligtende håb at man bør oplive før man kan oplyse.
Vi bliver myndige medborgere, demokratiske dannede det øjeblik vi bliver frisat og dermed ansvarlige og knæsat som borgere og mennesker i samfund.

Og til et folk sig alle høre,
Der i forskellighed kan røre
Hjerte, vilje, mål og med
Hvor mødestedet finde sted
Om man måler sin magt i de levende ord,
Fra hindu, muslim, kristen, Odin og Thor
Og tæller sit flertal og lytter og tror
At politik bliver taget på sit ord
Med liv skal landet bygges
– Jævnt hen skal der også hygges
Med håbet som tolk bliver samtalen født på ny
For solen står med folket op, deraf vort folkelige ry
Og før vi går fuldstændig galt af hinanden
Så genhusk og lyt til dannelses-forstanden
Så den gamle grundtvig bliver ved med at råbe:
Kun en tåbe, vover ikke at håbe!

Godt folkemøde!

Midt i en klunketid – af vid?

Melodi: Den danske sang er en ung blond pige
Tekst: Astrid Søe 2021 – Drillevise til debatten om forskning og frihed.

Hvad skal en forsker der ej må mene?
De Dahlske klunker de blir’ til sten.
>Det krænker<, råber på græsk Athene!
Jeg siger bare, det her giver men!
Neutralitet er en svær balance
en diplomatisk fortagsomhed
at holde professionel distance
at gribe fat, uden at tage ved.

Formidle viden, kritik og data
et peer-review der er mer’ end skod
opløse, ryste og finde kata*
forstå og tvivle er forskerens lod.
Og lad mig sige at evidensen
i forskning altid går op og ned
statistisk udregnet som potensen
anskueliggjort i tredje led.

Massere data og spørgeskema
et analytisk og kritisk syn
de vises sten som politisk tema
er forskerholdningen androgyn?
Nu er der kommet den store gene
at alt systematiseres straks
og når man ikke må noget mene
blir flueknepperen udtalt syntaks.

For når jeg taler om kærligheden
så blir jeg bedt om lidt evidens
genetisk data på det “forneden”
og lad os drøfte metoden imens…
For algoritmisk er foreskriften
rent teoretisk-metodisk sjusk
der refereres især til driften
og hvilket køn skal jeg kalde din dusk?

Ja, vel er mennesket viden værdig
en kildekritisk krakilsk krabat
Jeg spør’: Er afhandlingen nu færdig?
jeg tror sgu jeg går i cølibat!
Nu vil jeg bede i Folketinget
om I vil fyre min forskermand?
En orlov? fritstilles ubetinget?
måske jeg lyser ham selv i band!

Så Henrik Dahl, Messerschmidt tillige
giv mig en forsker der taler frit
tør vove livet, tør vælge krige
debat der sparker politisk skridt.
Jeg gider ikke neutrale tosser
en swingerklub af korrekte svar
for ytringsret – det har fan’me nosser
især når forskning har røven bar


Note: Denne vise er formasteligt udgivet uden Peer-review, akademisk metode eller forskningsbaseret evidens.

Note. vers 2, linje 3. Kata er et japanks ord for et formaliseret bevægelsesmønster.





Demokrati er hengivenhedens dannelse

“Demokratiske samfund og bæredygtige stater skabes, når borgerne deltager i den demokratiske samtale og agerer som myndige borgere. Det kræver indsigt, oplysning, dannelse og livslang læring til alle.”

Læs mere her om folkeoplysning og dannelse som demokratisk samlingspunkt. I samtalen og oplysning bliver vi mødesteder i hinanden.

https://epale.ec.europa.eu/da/blog/livslang-laering-og-dannelse-alle-er-grundlaget-demokrati

Ny og Næ Dansker

Den følgende tekst er et uddrag af en kommende bog.

Ny og næ dansker

Giver en nyre til en nydansker i bod. Jeg er træt af at være nædansker. Som månen der cyklisk tvinges til før og efter tid. Eftertænksomtid. Nu slipper det kulturbærende sin stængel og styrter mod jorden. Til jord skal du blive og genoplive og gro. Halal og Lotte Heise. Små hegn omkring gravstederne og hylekoner der går sidelæns og zigzaggende gennem gaderne. Jeg elsker. Tro findes i mange modeller og former og frisatte tankerækker. De kysser med munden. De kysser igen og igen. Jeg prøver men jeg kan ikke være bange. Min rullepølse viger ikke en tomme. Min nøgne hud ved stranden udskammer ikke sig selv. Jeg frygter ikke. Vi griner. Af småligheden. Som om den skiller os ad. Fætter Abdul og jeg. Fucking frejdighed. Altid frejdig når du går, i moskeen, i kirken, til bageren efter to basser og et blødt brød. Jeg rister ikke runer i kødet. Jeg vrister ikke kulturtab af samtiden. Plukker en frugt, en figen, en fremmet.

Taxa til forskningsministeriet, for sent på den igen. Bredgade. Vrimmel af lidt for fede typer. Ja bevares, jeg tænder på dem. De snævre jeans, fed skjorte, figursyet blaser. Nybarberet hage. Ingen åndsvage gammelnok skæg. Du samler mig op på Frederiksberg.

”Hvad så?” Spørger jeg. ”Hot eller not at køre taxa?” Overdreven frisk og forsøgssnaksagelig. Du har kørt hele natten, siger du. Ikke så meget at lave en tirsdag. Manglende kunder der vil noget. Nærvær. Du smiler.

”Har du børn?” spørger jeg.

” Ja da, en del. Mange sådan for dansk standart.”

”Hmm, dansk standart, spørger jeg?” ”Og hvad er det så?” Du ser usikkert på mig, klar til et frontalangreb.

”Du ved, lidt mere end 1,8 i gennemsnit. ”

”Nå, ok. Jeg har 5, plus det løse,” siger jeg. Du griner.

”Jeg er totalt uden standart,” siger jeg. Du ser på mig i bakspejlet.

”Jeg bor på Østerbro,” siger du. ”Ja jeg tror jeg skal flytte.”

 ”Hvorfor, spørger jeg?” ”Er der ikke meget ok på Østerbro?”

”Jo, sådan ok,” siger du og holder en pause. Ser usikkert på mig.

”Lidt poleret måske, siger jeg?” Du smiler igen.

”Min yngste skal i parken hver dag.” ”Du ved, når jeg kommer hjem fra vagt, går vi tur.” ”Taler om græs, fugle, verden, hvem jeg har kørt med.” Du taler hurtigt og stødvist. ”Hun er ikke så gammel, du ved, bare 2 år.” ”Stavrer afsted.” ”Der er bænke i parken, mange bænke og på hver bænk sidder der et emmaljungssekment.”

”Et hvad,” spørger jeg?

”Emmaljunga, du ved, de der klapvogne der er vildt dyre.”

 ”Nå ja, jeg kender dem godt.” siger jeg og husker tilbage på dengang jeg selv havde små unger og shoppede bigmamastil i Babysam. Jeg havde en emmaljunga man kunne vende om, den øverste del. Sådan så barnet vendte ryggen til den der skubbede klapvognen. Totalt gak, det er ikke sundt for småbørn. At se den store verden, udadvendt, uden trygheden og viden om at der er en kendt, en forælder man kan skimte. Klapvogne skal vende mod kørselsretningen. Ind mod den der skubber. Så noget er kendt og velkendt så barnet ikke pludselig sidder og bliver i tvivl om det er Palle alene i verden. Tryghed frem for alt. Det vidste emmaljunga ikke dengang. De er blevet klogere. Lidt altså.

”Nå men på alle bænke sidder der så en mor med sådan en og spærrer for resten af bænken.” ”Jeg ved ikke om de kun parkerer deres klapvogn sådan for at jeg ikke skal sætte mig, men det er da underligt ik?”

 ”Jo,” siger jeg medgivende.

”Men så går vi der i parken, fra bænk til bænk og ingen giver plads.” Du tier et øjeblik mens du holder for det røde lys.

”Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det til min datter,” siger du. Jeg aner ikke hvad jeg skal sige. Du der trist ud, pludselig, som om hele Østerbro er krøbet ind under din hud og sidder som en tæge og suger livet ud af dig. Klapvogne som store tanks der spærrer for livet. Hylende luftalarmer. Snigskytter. Granatchok.

”Jeg har ikke stemmeret,” siger du så efter du er nået gennem lyskrydset. ”Det er mærkeligt.” Ja, tænker jeg, det er mærkeligt. Du har kulturen under huden. Og emmaljunga og Emil fra Lønneberg. Østerbro som en søster der drikker kaffe med fløde af underkoppen. Din datter er et svar i sig selv. Dit sprog, gebrokkent hjemligt. Hvem siger stavrer mere? Du svinger taxaen ind foran ministeriets tunge bygning. Kold og grå og firkantet. Ingen bænke eller græs. Mylder på gaden. Mennesker med stemmeret. Indfødsret.

”Ja, måske skal du flytte,” siger jeg. ”Men ændrer det noget tror du?”

”Nej” siger du, ”men min datter du ved, hun skal mærke at der er plads på en bænk.” Jeg nikker, selvom du ikke ser det i bakspejlet.

”Kort eller kontant?” ”Skal du have en kvittering?”

 ”Ja tak, det skal jeg jo du ved.” Du printer min dankortkvittering og rækker den bagud mellem sæderne. Du giver dig lidt fordi ryggen bliver overstrakt og natten var lang. Jeg tager imod.

”Din datter, hun er heldig,” siger jeg.

”Hvorfor?” Spørger du.

”Fordi du giver hende plads uanset hvor mange emmaljungaklapvogne der bliver parkeret.” ”De spærrer jo ikke for fuglene og det du fortæller.” Du smiler igen.

”Nå ja, det er rigtigt.” ”Så jeg bliver bare på Østerbro?” Jeg har mest lyst til at sige flygt, men siger ”Ja, hvis det er dit hjem, er der også en bænk til dig.” Du griner.

”Du er ikke ret dansk,” siger du.

”Mig?” ”Gu er jeg da så,” siger jeg. ”Som i totalt.” ”Jeg har bare ingen emmaljunga længere.” Du stiger ud og åbner døren for mig.

”Håber du får et godt møde,” siger du.

”Farvel.” ”Hils din datter,” siger jeg og giver hånd. Jeg trykker hårdt og bestemt så alle dine fingre bliver hvide. Som mine. Du ser meget intenst på mig, næsten afvæbnende.

”Det er ok,” siger du, ”jeg er ok.”

”Det er jeg ikke,” siger jeg, på fortovet på Bredgade. ”Jeg bliver sgu så flov.” Du smiler igen. Jeg går over gaden. Du står tilbage ved taxadøren. Jeg vender mig om og råber

”Tag nu den statsborgertest, du er selvskrevet.” ”Du ved, en plads på bænken.” ”Gør det nu.” Du trækker på skuldrene, opgivende og fristet samtidig. Jeg kører over Østerbro på vejen hjem. Jeg møder dig ikke igen, men ved hver bænk sidder en mor med en unge og en klapvogn, en tank, en afstandsforlænger.

Der sad et folk på en tømmerflåde – Coronafortællinger

Vi er alle sammen i samme båd. Og den gynger en del mere end vanligt. Det er slut med ”Vi sejler op ad åen, Vi sejler nedad igen”. Nu synger vi alvor ind i hverdagene. Der sad et folk på en tømmerflåde.

Vi øver os i at vente, udsætte, mådehold.

Vi går og lurpasser den. Trækker vejret roligt. Dobbelttjekker om skuden er fortøjret forsvarligt.
Kompasset vender mod nord, men vi skal ingen vegne – endnu da.
Ingen Titanic panik her.
Hensyn, henstand, samfundssind

Coronakrisen har fået en unge. Vandet er gået. Ungen bliver ikke taget med tang, kejsersnit eller ender i kuvøse. Ungen går fra dag et – marcherer sortklædt med store skilte gennem de største af de danske byer.
Nogen brænder en statsminister af – ikke selve ministeren, men en dukke. En lookalike. Som en sankthans heks på vej til Bloksbjerg eller Dubai.

Vi er blevet uvenner. Vi er blevet splittet i meninger, fake og fucknews. Information, vacciner, hvad er op og hvad er ned. Mundbind eller ej. Samtykke til epidemiloven eller ej. Samtykke til grundloven eller ej.

Jeg har fået en ny rynke på næsen. Flere faktisk. Af at rynke på næsen over uenigheden. Slinger i valsen. En finger i halsen.

Vi er blevet uvenner. Sådan uforsonligt. Uden at nogen giver sig en meter. Demo for frihed? Fri til eller fra? fri som i din eller min frihed? Ansvar?
P.H. Kværner derudaf: Man binder os på mund og hånd…
Jeg fornemmer en vis frihed i at stå fast – bare beslutte at vi sgu nok holder det ud. gennemlever det uden men. Rolig nu, ingen slinger i saltlakridsen tak.

Det er ikke fordi vi ikke er øvede i at være uenige. Det er fordi det her glæder noget vigtigt. Noget med at tage ansvar.

Jeg tænker på om ikke den der smitteapp og samtykkeappen er lidt i familie?

Noget med at give sig hen til noget. Ja, fuck, det er gammeldags at give sig hen!
Hvem gør egentlig det mere.
Hengivenhed er måske ikke så moderne – alligevel holder jeg af den.
Som en erklæring til mig omgivende samfund.

Naivt? Enfoldigt? Eller folketro?

Jeg er ikke så bange for uenigheden. Jeg er bange for efterspillet. Jeg er bange for tillidsskredet. Tillidsbrudet.

Jeg er bange for at miste besindelsen selv – ikke over nedlukning men over dem der mistede besindelsen.

Lad dem demonstrere – lad dem råbe og gå klædt i sort.

Men lad mig være lydig, latterligt lydig. Næsten dydig.

Lad mig have lov at høre til dem der passer på, dem der bliver inde, lytter årvågent til pressemøderne, følger hvert et råd om påpasselighed. Husker tandtråd og gummi og gavmildhed.

Spritter hænderne flere gange. Lufter ud, siger nej tak til foretagsomhed og fest.

Jeg fryser af helvede til. Varmen i huset er gået. Jeg kan ikke ringe efter en håndværker. Vi er i totalt lockdown. Ingen slipper ud, ingen slipper ind.
Jeg skal bruge natten på Youtube. Lære at reparere varmen selv. Nogen skal jo for faen gøre det.
Det er lige så koldt her i huset som det må være at gå derude og demonstrerer. De ser noget kølige ud, dem der går og råber ciao Mette, ciao.

Uldne underbukser, uldne holdninger.
Nok til at strikke en sjælevarmer.
Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet.

Jeg tror det er ok – vi er uenige. Og hvad så? Eller seriøst?

Jeg skal heller ikke noget tiden. Og jeg skal slet ikke tage mig af demoer med sortklædte.
Jeg skal forsage avisen og alle dens nyheder.
Jeg tror jeg tager en lur, går i hi, går i kloster, går i gang med rynkecremen på næsen.

Måske går coronaen mig forbi. Måske.

Måske fikser jeg varmen. Måske fikser jeg klimaet. Måske fikser jeg håbet, troen og hengivenheden?

Der sad et folk på en tømmerflåde.
Nogle faldt i vandet, nogen svømmede, nogen blev stående.

Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav:
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.

Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly;
o for sejersjubel, for salig lyst:
Lyset stander stille på livets kyst!

Folketingets åbning. "Ingen er uundværlig, men alle er uerstattelige"

“Ingen er uundværlig, men alle er uerstattelige”.
Det skrev filosoffen Peter Kemp der døde 4. august 2018. 
Hvad han mener med de vigtige ord, er at alle kan undværes, selvsagt. Så hvis et menneske forsvinder fra en skole, skifter job eller noget lignende, så kommer der bare et andet menneske og overtaget jobbet eller pladsen i skolen. 
Vi er ikke uundværlige. Der kommer et nyt menneske i vores sted –
Men det nye menneske erstatter ikke det menneske der var der før.
Ingen kan erstattes.
Ingen er ens og derfor er netop det særlige du rummer som menneske, i enhver sammenhæng vigtigt og uerstatteligt.
Alle har den store og særlige værdi at de er uerstattelige.
Hvis et eneste menneske i et fælleskab vælger at bryde det fælles besluttede og dermed udsætter sig selv for en eventuel “udelukkelse” fra samfundet, da udsætter mennesket et helt fælleskab for at miste det allervigtigste der findes.
Det fælles vi har skabt sammen.
At vælge sig det til, at være en del af et fælleskab er at give en flig af sin skæbne til hinanden.
At være skoleelev, kollega, efterlønner, nabo, efterskoleelev, pensionist, højskoleelev, studerende, jobfritaget, jobsøgende, vred, gal, skæv, glad, ja bare slet og ret at være borger i danmark, så er det, det samme fælleskab vi taler om. 
Idag åbner folketinget. Det er demokratiets festdag. En dag hvor vi alle skal huske på at er dybt afhængige af hinanden. Vi er et skæbnefælleskab, på godt og ondt.
Det ene menneskes valg påvirker de andre, om vi vil vedkende os det eller ej.
At være i samfund betyder at vi bøjer os for hinanden og finder mødesteder. Læner på hinanden i tillid til at mennesket vil mennesket det godt.
Det koster noget i tilliden at vælge at bryde fælleskabet. Den tillid kan genoprettes og vi er så heldige at tilgivelse findes mellem mennesker.
Men vi har et ansvar der hver dag går hånd i  hånd med tilliden. Det håndtryk kan ingen fornægte.

Med det nyt folketingsår kommer valget.
Det glæder jeg mig til da et altid flyder med gode løfter om dette og hint – om de så holder vand er en helt anden sag.
men et er sikker – nogle vil erstattes af andre politikere og noget politisk vil blive erstattet med ny politik. Vi skal vinke farvel til nogle af de siddende folkevalgte og byde nye velkommen på Tinge.
De nye erstatte de gamle, men de gamles aftryk vil sidde endnu, deres særkende og særegne holdning. 
Tak for kampen til dem der skal gå nye veje og tak for tiden og tilliden.
Det skal aldrig underkendes hvilket slid det er at være folkevalgt. Hvor meget og hvor svært det er at skulle forvalte folkets tillid.
Tilliden må og skal være ukrænkelig og ubrydelig og vi skal på denne festdag genhuske den tillid og ydmyghed – også som folk også som medborgere.

Tænk godt over det – hver dag – hvordan du vælger at agere og leve. Det er ikke bare egoistvalg du tager, men dine valg er fælles valg. Også selvom du måske tænker at det ikke påvirker de andre. Der tager du fejl.
Vi er hinandens muligheder, sagde Grundtvig.
Og det at være hinandens mulighed forpligter livet ud.
Pas på det fælles vi har skabt, det er skrøbeligt og smukt. 
Det er mere end bare tilfældigheder. 
Det er større end bare os selv.
Det er faens besværligt at være fælles, men endnu mere umuligt at gå enegang.

Tillykke, de folkevalgte er igen “in the building”

Det vi ved som ikke gælder
det vi kan som ikke tæller
det vi gør som ingen ser
det vi skal som hjælper fler
det vi flytter for en anden

det er kærligheds-forstanden!

Et oplyst folk er aldrig nedderen! Grundtvigs fødselsdagstale til ungdommens folkemøde 2016

Fødselsdagstale

Man har fødselsdag.
233 år har man langtidshævet fødseldagsbollerne og ventet på at ungdommen ville komme på selve dagen.
Man kunne nok påstå at den gamle blot kunne være her i ånden, men så længe ånden er fri er alting stadig godt.

Man bør vide at ”Ordet skaber hvad det nævner” og dermed betyder de delte ord mellem mennesker noget i den enkelte.
Ungdommens folkemøde er også ordene holdeplads.
Man vil forsøge at genhuske og opdrage til at demokratiet er en stædig samtale mellem mennesker.
Og vigtigst, en samtale er aldrig er færdig.

Hver generation sin nye måde at vælge og være i verden på og sin egen måde at drive samfund og politik.
Fælles for de sidste 200 års generationer er mødet med den ligeværdige samtale
Man kan måske som ung tænke sig uvidende og holde igen med spørgsmål og tanker, men dog ved vi at netop det at spørge ud og turde blande sig i hverdagens ord, er demokratiets rede.

Vi er vel nået langt siden jeg sad på studerekammeret og sukkede efter friheden til ordet.
Siden blev det danske folk ad åre både oplyst, oplivet og opelsket til åndsfrihed.
At tanken og samtalen er fri er dog livets fylde.
Nok kan man fylde sin dag med ord der ikke har betydning eller man kan modsat forsøge at gøre sig umage.
Om man skulle citere ”folkeklubben” må man ikke være en fedterøv med ordene.
Ordet mellem mennesker er også ungdommens folkemødes grundlag.
At tage debatten, samtalen og gå oplyste herfra.
Ikke oplysning fra skoler, fra organisationer, fra politikere, men oplysningen mellem ungdommen og det etablerede virke.

De ord I selv bruger og siger i dag, er morgendagen lovforslag, morgendagens opdrag.
Man kan fristes til at blive derhjemme og sidde bag sin skærm og følge debatterne og putte med ordene.
Måske smide et like eller snapchatte en stump virkelighed til en ven.
Men det er ikke nok i en verden af mennesker.
Der skal ord og kød og gensidighed til.
Derfor dette folkemøde og derfor dette at mødes i kød og blod.
Gerne så tæt at man fornemme om der er god eller dårlig ånde.

På denne dag har den gamle Grundtvig taget fødselsdagsgaver med.
Måske det giver visse lignelser til tandplejen, men det er skam en endnu mere alvorlig sag.
Man husker nok tilbage i begyndelsen af dansk reklame på tv hvor stimorol havde en reklame for tyggegummi.
Man så selveste Gud tone frem på skærmen med langt hvidt skæg og hvide gevanter, stående på en sky i himmelen.
Gud var igang med skabelsen af mennesket, men havde visse vanskeligheder.
Gud blæser liv i de løjerligste skabninger
Først Dame Edna, dernæst Hitler.
Det går op for Gud af han har dårlig ånde og og det går ikke, selv for Gud.
Heldigvis kommer der en engel baskende ned med en pakke tyggegummi.
Gud har genoprettet mundhygiejnen og blæser nu liv i Adam.
Ikke den helt bibelrette udgave, men en Adam med figenblad og elguitar.
Man kan skildre gud med dårlig ånde, det var den åndsfrihed vi kæmpede for for 200 år siden, men en nøgen Adam, den går ikke, i tv reklamers censur.
At skildre Gud med dårlig ånde er åndsfrihed.
Det at vi i religionen ikke frygter og ikke behøver censurere er åndsfrihed.
Det at vi må tale hverdagen med i en prædiken og skildre det guddommelige i hjertesprog.

Vores frisind er præget af den 200 årige historie hvor vi gradvis har lempet på ordet og taget også troesspørgsmålet i ed som en skildring af mennesker for mennesker.
Menneske først, hævdede jeg for længe siden og kristen så.
Man må have anelser om menneskelivet for at forstå hvad Gudsordet vil.
Således har oplysningstankerne og friheden opelsket også vores religiøse sprog.
Taler man frit fra hjerte, taler man tilliden frem.
Det være sig overalt hvor mennesker færdes, iblandt.

Taler vi livet og mennesket ned, bliver vi små og mister vores grundfæste i os selv og hinanden.
Man hører ofte om både ja og nej hatte.
Den gamle her er nok mere til frihedshatten.
Den rummer dog måde ja, nej, tvivl, tillid og kærlighedens væsen.

Måske er vores tid blevet for brat?
Måske er vores stålsatte, målbare måde at leve sammen blevet en fløjkrig af ja’er og nej’er.
Måske er skolens og gymnasiets pensum blevet så fast en borg et de store spørgsmål ikke længere har plads at stilles?
Måske er tidens mantra sikkerhed. At være så ganske sikker i sin sag at man kan bøje et argument i neon?
Skråsikkerhedens tidsalder?

Alligevel tales der om en ungdom der kommer tvivlen i hu.
At vi må famle og fornemme, spørge og lede og søge.
Hvor finder vi da svaret?
Jo: Ask Grundtvig, not google!
I frihedens ånd. I den levende samtale mellem mennesker.
Deraf fødselsdagsgaven i dag.
En tandbørste der kan bortmane den dårlige vrede debat og genindføre den stædige samtale.
Dårlig ånde giver dårlige samtaler.
Tandplejen ville have sagt at man bør huske karius og baktus: Vi vil ha wienerbrød, vi vil ha wienerbrød.
Hvad karius og baktus mente, vil Pastoren her holde på, var at de råbte: Vi vil ha vin og brød
Nadveren, selvsagt.
Det at man deler noget i fælleskab, som vi kender det fra det nye evangelium.
Evangeliet er blot ord, myter der er gået fra menneske til menneske.
Evangeliet er dermed levende og bøjeligt. En samtale man tager i fællesskab.
Vi debatterer i denne tid hvorvidt ånden er under pres. Ikke flaskens ånd og men folkeånden.
”Folk hvad er vel folk i grunden, hvad betyder folkelig?” dette spørger jeg fortsat om, og særligt det det unge opdrag.
Man svarede selv på spørgsmålet tilbage i 1848: til et folk sig alle høre, som sig regne selv dertil!
Nu slås de politiske partier om ordlyden, men den gamle er ikke i tvivl om eget tryk.
At være et menneske i et fællesskab som et folk kræver åndsfrihed.
Fællesskaber er kun sande om de være ganske frie og dermed tanken fri, mennesket frit og troen fri.

Man kender det fra skolen. Nok er man tvungen til at være i en klasse, men dog fornemmes glæden først det øjeblik man selv vælger sig frit og frimodigt ind i sammenhængen.
Om man sidder med ved bordet er ikke elevens valg, dog er dette at åbne munden dog elevens eget valg.
Der kræves frisind for at vælge sig ind i et fællesskab.

Frisind er en løjerlig størrelse. Det betyder at være åben for nye tanker og sammenhænge, også selvom man ikke nødvendigvis er enig.
Er dansken frimodig og frisindet – spørges der iblandt?
Ser man på ungdommen tænker man nok at frisindet lever, men hvad er dog frisindet i grunden.
Kontrasterne i samtiden er ganske store.
Man forstår at samtiden unge er ganske optagede af den enkelte og den enkeltes mening.
Alligevel vil enhver lille dreng helst være, ikke brandmand, men youtuber.
Hvorfor spørger man sig selv, jo.. det er vel ganske indlysende. Man ønsker at give en stemme til fællesskabet der rækker ud, helst ud over det danske og ud i verdens vrimmel af mennesker.
Ikke blot herhjemme sidder poderne foran lyskassen og drømmer sig ind i frisindet, men også rundt i selv de mest trængte lande hvor frisindet ikke har samme kår.
Måske har vi glemt vores arv og er begyndt at tage den for givet.
Det med friheden som vi gennem flere hundrede år har kæmpet for.
Ej blot friheden til selv at mene, men også friheden til at andre mener noget vi måske ikke bryder os om.

Vi mundhugges i det menneskelige rum, som vel nutiden kalder de sociale medier.
Vi skælder på mindretallet og glemmer at vi selv til tider er i mindretal.
Ved middagsbordet, i familien, i skolen, blandt vennerne.
I samfundet er vi dagligt i mindetal.
Vi har mange grupper der føler sig forladte og små.
Mange troesretninger der føler et tryk af tiden åg.
Dansken er et foreningsland.
Vi melder os ind i fælleskaber og finder rod og mod.
Alligevel taler vi hos ungdommen om en ensomhed der stærkt går igen i hverdagen.
Det kræver mod at mødes med det andet menneske, særligt hvis man ikke er som normen. 
Hvis man er i mindretal, eller tror man er det.
Vores åndsfrihed er netop et møde med også mindretallet. Det at kunne vælge sig ind i et folk, uagtet hvad eller hvor man kommer fra, hvad man tjener, hvilken uddannelse man har, hvilken troesretning, holdning, figur eller form.
Friheden i et folk er rummelig og på den bygger vi land og samfund.
I dag i søndermarken vil ungdommens folkemøde genlyde af åndsfrihed. 
Ånden fri, men hånden bundet! Af friheden til at færdes som menneske, men holdninger og meninger som ingen, slet ingen har ret til at holde under pres.
Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når ingen tier eller siger for lidt.
Den gamle ønsker ungdommen et godt åndsfrit folkemøde!

Hal Koch på Hillerødmotorvejen


Brems, for helvede… brems! Mine bøger!!


Bøger gør noget ved en. De er medvidner til livet. 
Små inskriptioner, æselører, udklip, minder, notater. 
De er det eneste jeg troligt bærer med – og mærk lige overvægten, ikke verden.
Jeg har hvad der svarer til en mellemstor filial af “den sorte diamant” i bogfylde, men ikke reoler eller vægge nok.
Konsekvensen var selvskreven, så jeg pakkede (atter) 25 flyttekasser med bøger og begyndte den møjsommelige og lettere triste kørsel fra mit hus til opmagasinerings stedet uden for Hillerød.

Steffen Brandt giver mening på en dag som den med teksten: “…Så tilfældigt her for nylig, en helt almindelig dag, var livets trailer fyldt med ting som bare skulle losses af…”
En eftermiddag på Hillerødmotorvejen med livets trailer og… Brems, for helvede da – brems!

Det var vinden, farten, friheden og den satans Hillerødmotorvej. 
Kasserne var blæst op og der fløj bøger ud over den tosporede vej. 
En Tesla og en fiat sørgede for en ren massakre.
Blink, blink.. for helvede.. ind til siden!

Min mand løb i vejkanten og samlede enkelte løsrevne sider sammen.
Bleg som graven – Det var jo ham der havde pakket traileren og han ved om nogen hvordan jeg har det med bøger. Gud bedre det.

-Øh, rolig.. Øh, ved du hvad skat, det var da bare Dansk Kirketidende der fløj af, dem henter du da bare på nettet eller nede i Vartov. 
-Øh, ik? Skat? Sig noget, skat?

Mens han sagde sådan, dalede som et vinterligt eventyr snelandskab, bogside efter bogside ned og landede hvor jeg stod.
Dansk kirketidende var det ikke, langt fra.

Svend Åge Madsens “At fortælle mennesket” landede sønderlemmet sammen med nogle dåser i grøften og der, lige der kom Hal Kochs “Hvad er demokrati” svævende, eller det der var tilbage af ham og hans bog.
Der kan blive meget stille på sådan en motorvej.

Som den stilhed der indtræffer hos Grethe Risbjerg Thomsens digt: 
“Vær lidt varsom denne ene morgen, 
træd forsigtigt i den nye sne, 
husk du går her som den allerførste, 
her bliver alle dine spor at se”

På side 37 hos Hal Koch var der et tydeligt aftryk af et forhjul med “Brødrene Bisps” brede dæk.
Stilhed.

Heldigvis krøb Steffen Brandt ind i stileden med ordene: 
“Det er i orden, 
det er livet 
og der er ingen grund til at spille smart, 
når man hænger der på kanten, af småt brændbart”

Vi fik samlet nogen bog “lig” sammen, kysset lidt i grøften og surret resten af “den sorte diamants” filial fast igen.

“Det er i orden, 
det er livet.
Og der er ingen grund til at dø af chok
når antikvaren stadig sælger Madsen, Descartes og Koch.”

-For helvede, Hal Koch, gamle svinger. Død ved Tesla på Hillerødmotorvejen.
Man skal aldrig have tillid til trailere. 
Til mennesker, jo, men trailere, nej.
Manden eller bolden.

I en ny bog “Fra krisevalg til Jordskredsvalg” af Professor Jørgen Goul Andersen, peger han på tilliden. 
Den vi mangler altså, ikke den dejlige rummelige kærlige tillidsstørrelse der ligger i ske med kærligheden og ikke nævner revnen i midten af dobbeltsengen med et eneste ord.
Tilliden ved at sengebunden holder. At intet skrider selvom der er sprækker og revner og måske et Uffe Elbæksk “Grand Canyon” dyb mellem fjedrene.
Tilliden er broen over de fleste revner og fordybninger mellem mennesker.
Men den manglende tillid derimod er en skifting der langsomt bliver en vane i ordene og i samtalen.

Professor Goul Andersen peger på finanskrisen som løftestang for den manglende tillid og de indgreb i velfærds strukturen som er foretaget siden 2010. 

Politikerlede siges der igen og igen. Eller nok nærmere personrettet lede mod den førte politik.
Professor Goul Andersen peger på noget helt centralt, manden eller bolden.
I hans analyse fortætter han at selfiekulturen på sin egen vis har fået skovlen under tilliden.
Vi sætter de folkevalgte som personlige ansvarlige frontfigurer stævne i vores lede og vores mistillid.
Og hvad gør man ved det? Vender tilbage til en gammel snak om Hal Koch der kun byder på wefies.

Det kræver en vis snilde og ikke mindst omhu at omgås Hal koch.
Ikke mindst fordi Hal Koch går i Grundtvigske gummisko der svupper en smule og lugter teenageagtigt når man efterlader dem henslængt i entreen.
Det er samtalen der gælder. Hos Grundtvig og hos Hal Koch.
Og hos dig og mig.
Det er tidens fylde et udemærket eksempel på.
Samtalen har den samlende kraft at den ikke kan eksistere i enerum.
Tilliden er samme størrelse, den er en fælleskabsrettet.
(selvtillid undtaget, men oftes fordret af andres vilje trods alt.)

Når Hal Koch brummer at demokrati kun er samtale og at vi ikke kan levere et sandt demokrati hvis vi stemmer om vores valg, med et mindretal til følge, så har han i sagens natur meget ret. Ikke at det er udførligt (desværre) at drive samfund kun på samtalen og uden at vi fra tid til anden må til stemmeurnen og krydse blyantsstreger og gøre os selv eller andre til et mindretal.

Men når vi oveni det at være i mindretal føler at de værdier vi svor at drive samfund på smuldrer, så bliver afstanden i tilliden til vores folkevalgte længere og længere.
Ingen er så uvidende at man ikke kan se en nødvendighed af indgreb, af stramme tiltag, af økonomiske panikløsninger. Finanskrisen var og er en hård nyser der stadig snotter i vandgrøden og sådan bliver det ved en tid endnu.

Tilliden derimod, den tåler ikke så meget som man tror.
“Den politiske evolution” hvor folket oplyst siger til og fra, blander sig og vil noget med deres holdninger er ikke bare en folkeoplyst tillidserklæring til vores system, men netop et tillidsspørgsmål der besvares fra dag til dag.

I det hele taget er vores udgangspunkt svækket på tilliden.
Finanskrisen er blot en brøkdel af debattens og ledens kerne.
Man kan stort set lægge det sådan frem at alle de begreber vi dagligt bygger tilværelse, værdi og grundtanker på har været tabuiserede de gennem de sidste 30 år med stigende kurve mod evigheden.
Troen er tabu, døden er tabu, danskhed er tabu, idenditetsfølelse er tabu, nationalitetstfornemmelse er tabu, sameksistens er tabu, frygt er tabu, værdidebat er tabu, tvivl er tabu, – ikke så meget tabu at debatten er uddød, men den er så helvedes berøringsangst. 
Vi komponerer og vægter vores ord med megen omhu og passer på med vores holdninger. Og har vi lempeligt mod til at mene noget, husker vi lige at helgardere med et: Og det betyder jo ikke at jeg ikke er åben for….xxx
Det gør noget ved debatten, men noget mere alvorligt ved vores samtale.

En samtale er ikke fast. En samtale er en prøvende legeplads hvor man uden frygt kan sætte ord i verden, bliv møde, forstået, spurgt videre ind til og blive modsagt. Modsagt vel at mørke uden fjendskab eller vrede. men blot som en meningsforskel.
Den form for samtale skaber tillid. også selvom man er ueninge.

Når Professor Jørgen Goul Andersen peger på forskelligrettede tillidstab og deres begrundelser i finanskrise, terror, værditab mv. kunne man måske tilføje tendensen af tabu belagte emner og dermed en mindre levende samtale.
Men hvordan udvikler vi et samfund med tabuer i debatten? Hvornår holdt vi op med at tale uden forbehold? Jeg mener ikke uhøvisk tale eller en skov er en skovl, men tvivlens skabende sprog, hvor vi ikke dømmer hinanden inde eller ude. Tvivl er i det samtalende opdrag en frontløber for tilliden.

Man kan ikke tale ned til et oplyst folk.
Da Grundtvig.. (ja ja, jeg ved det, han blander sig da også i alt – tilgiv, thi jeg ved ikke bedre) opfandt folkehøjskolerne var det ikke for at ensliggøre folket.
Nærmere det modsatte. Oplysning giver mere samtale, mere tvivl, flere holdninger, mere bøvl. 
Men godt bøvl. Sådan noget man finder i Brugsen i Brovst, eller på genbrugspladsen i Hjørring og på Christianshavns torv. Bøvl med livet og meningen med det hele og deraf en snak med naboen om dette og hint.
Meningsforskelle. 

Højskolen var meget enkelt tænkt som en mulighed for oplysning.
Fra grundtankerne ved vi at Grundtvig var dybt bekymret over folkestyret, hvis folkestyrets grundlag (folk) var uoplyste og “plovfuren” trak sammenhængskraften ned.
Sammenhængskraft er kun mulig hvor agtelse agerer som pejlemærke.
Agtelse, vel og mærke, for alles holdninger og meninger. Uddannelse underordnet, men dog veloplyst og dannet til livet og medborgerskabet i et demokrati.
Da højskolen begyndte sin vaklende gang i verden tog den en meningsfuld rolle på sig, som ingen eller intet siden har kunnet måle sig med.
Ikke universitetet, ikke landbrugsskolen, ikke bloggeren, ikke meningsdanneren, ikke magteliten.
Højskolen skabte en samtalekultur hvor ingen var tvunget af deres æt, opdrag, stand, tro eller vid.
Et frit mødested hvor samtalen mellem mennesker ikke havde facit eller målstyrede løsninger.
Hvor ingen skulle eksamineres i tankegange eller forkyndelse.
Og når man ikke skal eksamineres i sin holdning eller sit vid, er der højere til loftet.

Vi har hårdt presset beholdt dette samtalefristed. Samtalen utvungne rum.
Mødet mellem lærde og lægfolk og smukkest er det at ingen holdning tæller mere end den andens.
Det er her samtalen skaber sammenhængskraft.
Det er her hvor det at være folk stadig er en livslang dannelse, der ikke kræver su.
Og tag endelig ikke fejl. Højskolerne bemandes af akademikere for langt de flestes tilfælde.
Men selvom højskolelæreren og forstanderen er akademisk skolede, er de i deres hverdag tvunget til at være “på lige fod”. Det gør noget dannelsesmæssigt ved enhver, både for lærer og deltager.
Det er sproget og samtalen der ændres.
Når man har siddet 7 år for Lea og erhvervet sig en akademisk værktøjskasse og som højskolelærer mødes af et bralrende grin og ordene: Så kan du passende bruge 7 år på at genlære et formidlingssprog. Nå? Altså nå, i den der Ph’ske forstand. Bare nå og siden NÅhh!

Det rum, mulighedens samtalerum, er det rum der forenkler det at være folk.
Man kan ikke “falde i” politikerlede, frygt for landsdelssplittelse eller formå at føle sig dummere end universitetet tillader, det øjeblik en samtale foregår på lige fod.
Samfund betyder stadig at vi skal finde sammen. Ikke bare historisk, men hver eneste dag.
Sammenhængskraft kræver samtale – på tværs af meningsforskelle.
“Til et folk sig alle høre, som sig regne selv dertil”. (Citat Grundtvig)  uagtet farve eller front.
Eller som de siger i Gravlev: Det betyder ikke så meget om man kan regne, bare man kan regne den ud. (Citat, min husbond)

Engagement eller en enarmet tyveknægt?
Politikernes form er også tidsomskiteligt. Det debaterer vi en del. 
Er der for meget show og instagram og for lidt reel politisk tænkning. For lidt kontakt med borgerne?
Hvis vi vender tilbage til Hal Kock handler det ikke om borgere, men om medborgere.
At være medindflydende, medlevende, medskabende, medvidende, medmennesker.

Engagement er altafgørende for et levende samfund. For et demokratisk virke.
Igår afholdt Højskolerne den længeventede konference om Engageret dannelse under hovedtiltaget: Højskolepædagogik.
Hvad det lige præcis er, er nok bedst at finde i billedsproget et sted på Hillerødmotorvejen.
I vinden, hvor livets trailer fyldes af dannelse, engagement, tillid, samtale og trods.
Hvor noget man tror er sikkert kommer i skred og hvirvles op og ud i verden. Hvor noget lander igen, ukendeligt, genkendeligt, forandret, forankret, fragmenteret, frisat men stadig sig selv.
Højskolen er på sin vis upædagogisk i sit opdrag. Den spørger mere end den svarer.
Den griber mere om sig end den lovede og den lover et, men udmunder i noget andet. En klogskab på fælleskaber på tværs af mennesker – i netop samtalen smeltedigel.

Det er det med tilliden. Det med mødesteder i verden hvor man overtydes om at et menneske består af mange forskelligrettede muligheder, holdninger og veje. De er givet i det sprog og de ord vi deler som et fælles blik på vores forskelligheder og netop viljen til at være stærk i forskelligheden.

Hal Koch, Grundtvig, Svend Åge Madsen, Grethe Risbjerg Thomsen, Steffen Brandt og Jørgen Goul Andersen er ganske forskellige og alligevel har de et fælles opdrag i det med tilliden – til mennesket. men også til tvivlen og med en viden om at når tilliden trædes under fode, så koster det fælleskabet.

“Man bør mindst en gang i sit liv tvivle på sandheden af sine meninger for at finde ud af, hvad der ubetvivleligt er sandt” sagde Descartes som bekendt. Det gælder også når tilliden er trængt politisk og værst; når fælleskabets tillid vakler.

EfterskriftDet kan være, en dag på Hillerødmotorvejen at man opdager at man skal skifte spor. 

Det er faktisk muligt for en Tesla at skifte vognbane når en askegrå mand og en stortudende kone står med en utro trailer i vejkanten og ser Kochs endeligt.
Glæder mig til igen at kunne skrive tesla, tillid og trailer med stort.

I mellemtiden har jeg iøvrigt en trailer til salg – nogen bud?

Demokrati, kend det på knækket

Det er blevet meget moderne at lave roadtrip-tv.
Det skulle jeg nok have tænkt på i onsdags hvor jeg kørte gennem danmark med en løjerlig passager der noget fåmælt havde taget plads på passagersædet.
Min følgesvend havde en besværlig tur. Hver gang vejen svingede, svingede min passager med.
Og måske var det ikke så sært igen.
Skulpturen “Demokratiets rede” var undervejs til dens nye bestemmelsessted. Den skal på Højskole i Ubberup og var som de fleste andre unge noget spændt på dens ophold.
Det er ikke så overraskende at også det unge demokrati har brug for at læne sig i retning af den vej vi har udstukket som samfund. Det er ikke nemt at være ung og agere i forhold til erfaringslandskabet, historien, fremtidsforskernes varsler og stigende krav.
Men hvad er kravet til det unge demokrati?
Til det at være et folkestyre – Medborgere i tillid og i tvivl.
Ude på Yellow brick road måtte jeg sande at der kun var en måde at komme demokratiet til undsætning. Det var ved at holde fast, hele vejen, med en hånd på rattet og en på “demokratiets rede”.

Et demokrati bliver aldrig til at sig selv. Det står ikke stærkere end de hænder der sætter krydser i stemmeboksen og den måde hvorpå vi støtter og holder fast undervejs.
Når vi slækker på grebet og begrebet folkestyre og det at tage del i beslutningerne, slækker vi på oplysningen og dannelsen.
Det er aldrig en folkevalgtes ansvar at tage teten og den olympiske ild og løbe forrest. Det er altid et fælles ansvar. Uden det ansvar, ingen demokrati.

Der er næppe nogen der ikke har læst Berlingskes artikel ( http://www.politiko.dk/nyheder/pia-kjaersgaard-danmark-er-ved-at-knaekke-over-og-kan-ende-som-to-folk# ) hvor folketingets forkvinde Pia Kjærsgaard, bekymrer sig om dette og hint.
Og der er god grund til at debattere artiklens indhold, som der også livligt bliver gjort landet over.

Det er mange forundringsfremspring i forkvindens udsagn.
Og det er alment anstændigt først at se på de positive udsagn, særligt når man finder sig selv i uenighed med den der udtaler sig.
Af de helt positive er selvsagt det vi måske (i en politikerledetid) savner som et generelt ophob; nemlig tvivlens nådegave.
Tvivlen er at finde i et uddybende interview med tv2 (http://nyheder.tv2.dk/politik/2016-08-14-pia-kjaersgaard-bekymret-danmark-er-ved-at-knaekke-over-i-to)
Det drejer sig om en enkelt linje: Citat: “Man taler om det gule danmark, Jeg ved ikke rigtigt hvad det betyder” Citat slut.
Jeg har gået og smilet lidt over det udsagn. At Fru. Kjærsgaard ikke ved hvad det betyder.
Det ved vi andre så godt. Jeg er faktisk slet ikke i tvivl når jeg hører udtrykket. Det er derimod Fru. Kjærsgaard.
Det gør noget ved artiklens indhold at der er lagt et instagramfilter ind over, hvor Fru. Kjærsgaards tvivlende undren får lov at stå selv. Måske et retorisk skakmat, hvor det at være folk gennemtvinges ved at understrege tvivlen, men fint er det, for det indrammer en længsel efter netop mødesteder.
Det er ganske forfriskende og også klogt. Hvad resten af artiklens udsagn angår er en helt anden polemisk fasttømret laksko der trædes med.

At udstille sin egen uvidenhed er moderne, selvom oplysningstidens dannelse også sideløbende bliver talt ind i en helt toneangivende samfundsdebat.
Psykologisk stratetisk er det moderne menneske fastklemt mellem den ærlige uopfordrede egenfortælling med de åbne spørgsmål om søgen og tvivl og på den anden side de stringente, målrettede, skråsikre lukkede spørgsmål der besvares strategisk med viden og forstand.

Aktivering – af de folkevalgte selvsagt.
Jeg må medgive folketingets forkvinde at flere folkeafstemninger er en god folkelig bredside. Det forslag støves jo af omtrent hver 2 år og genprøves i debatten. Det falder mig dog noget for brystet at der tales om “aktivering”.
I min ringe optik er det altid medborgerne der aktiverer de folkevalgte, ikke omvendt.
Et aktivt politisk mandat er intet uden folkeligt opdrag og egentligt underhold.

Tolerance – Kend den på knækket.
Folketingets forkvinde er bekymret. Det forstås tydeligt undervejs.
Det handler om tolerance.
Fra barnsben har jeg hørt min far forklare begrebet fra jernindustrien. at jern har et tolerancepunkt, hvortil det kan bøje sig og dernæst knækker i to dele.
Tolerance er ikke en evig bøjelig størrelse der rummer alt. Den knækker, som en langelænderpølse.
At danmark skulle være på vej til en mitose tilstand, at dele sig i flere folk, er der intet nyt i.
Det er selve dna’en i det at være et folk. at være dele der sættes sammen i enkelte grundværdier vi kan læne os på. I danmark i høj grad friheden til at være forskellige.
Det er noget af det jeg er mest stolt af overhoved.

Hvad folketingets forkvinde bekymrer sig over er en såkaldt “skævvridning” af landsdele, holdninger, akademiseret magt, elite og oplysningsgrad.

At være et folk er netop at være forskellige. At evne at læne sig mod hinanden med modstridende holdninger og forskellige udgangspunkter.
Det er selve fordringen for demokratiet at vi ikke er enstroende, holdningsoverensstemte.
Og var vi så ens, ja så var der i grunden ingen brug for folkestyret eller folkestyrets formand/kvinde – for så ville vi blot være i overensstemmelse med hverandre.
Det særegne ved at være folk er de knæk der giver en samfundsoplysende samtale. Det er de bugtninger på “yellow brick road”, der gør os til menneskers mødested.
Der er ikke noget mere kedsommeligt end en samtale mellem to aldeles enige parter.

Oplysning være skal vor lyst
– Men, er skellet for stort? spørges der. Er magtens elite virkelig københavnerbaseret?
Generelt giver jeg ikke meget for ordet elite. Eller falder på halen over akademisk udenadslære, statistisk evidensbaseret rapportering eller phd’sk dekadence, københavneri eller provinspiv. Amagerhylder eller Udkantsroulade. Eller sagt på en anden måde, er der lige så god brug for “Maren i kæret, lægmanden og “Mi nabo Per smed”, akademikeren, lokalsamfund og hovedstæder.. Det er der heller ikke noget nyt i, ligesom der ikke er noget nyt i at dansk indavl heller ikke gavner hverken samfundet eller udviklingen.
Det er umådeligt svært at se et samfund hvor den ene skulle være mere vigtig end den anden.
Tiden tilskriver ministerielt en fortløbende trang til at hæve “oplysningsgraden” og uddanne så længe og så højt som vi kan. Det har vi arbejdet støt på de sidste 200 år. Intet nyt under solen der.
Og vi gør det i lyset af noget godt. At et folk styrkes det øjeblik vi ved mere om dels os selv og dels hinanden.
Dannelsens oplysning er ikke døbt af hverken det akademiske eller det uuddannedes opdrag.
Folkedannelsen rager rundt midt imellem. Og den rager på hvem som helst, hvor som helst og når som helst.
Men at stævne mod en ensliggørelse er at stævne mod en folkelig grav.
Der er noget selvmodsigende i Fru. Kjærsgårds på den ene side opelskning af “arbejder” viden og nedgørelse af “akademisk eliteviden” og samtidig afstandstagen til at vi netop er forskellige og “delte”.
Det handler ikke om at være delt, det handler om forskellige meninger – og det er en styrke.
Hvis Fru. Kjærsgaard ønsker sig et mere sammensat folkestyre, skulle vel netop vores forskellighed og deraf “splittelsen”, meningsforskellen være noget værdifuldt?

Gør porten høj, gør døren indi-vid
Gu er vi “splittede” og gu er det godt.
Men retorikken – det er den der skæv.
Det er noget med gyldigheden af mennesket. At det ikke er uddannelse, arv, stand, geografi, økonomi der gør hin enkelte til et helt menneske, til en medborger.
Det er helt og aldeles forvrængning af virke og tanke.
Klogskab er dannelsens barn. Og livsklogskab er allestedsnærværende, fra Mols til Magstræde.

Har du talt med din modstander i dag?
Krisestemningensdebatten tager til efterhånden som vi oplever at vi er uenige.
Man kunne fristes til at spørge om debattonen er mere skævvridende end folkets ståsteder.
Om man er “for eller imod” flygtninge, mediestøtte, Eu, vacciner, doven-retorik, sundhedspolitik etc. er ikke egentligt (I Kierkegaardsk forstand) men måden vi taler om det er egentligt.
Det handler ikke om at træde på skrømt, men om at træde i eksistens, i sammenhold med de man strides med.

Fru Kjærsgaard, vi er uenige – Tak – Lad os snakke om det.
Det er med næsten ubekymret mine at jeg derfor læser folketingets forkvindes tanker om det delte danmark. Når fru. Pia Kjærsgaard mener at sammenhængskraften daler ved uenighed, mener jeg modsat at uenigheden er sammenhængskraftens maggiterning.
Tak, det gør mig umådelig rolig indeni. Så har friheden stadig trukket det længste strå.
Er man delt, er man selvskreven deltager – særligt i et demokrati.
Så længe det står fast at vi ikke er blevet så ens at vi er holdt op med at skændes/samtale om samfundet, om livet og om længslen efter mødesteder, så længe er danmark udelt et folkestyre udsprunget af forskellighedens mulighed.

(Der gøres opmærksom på at dette indlæg er skrevet både i København og på Djursland – af sammenhængsmæssige årsager.)