Vi er alle sammen i samme båd. Og den gynger en del mere end vanligt. Det er slut med ”Vi sejler op ad åen, Vi sejler nedad igen”. Nu synger vi alvor ind i hverdagene. Der sad et folk på en tømmerflåde.

Vi øver os i at vente, udsætte, mådehold.

Vi går og lurpasser den. Trækker vejret roligt. Dobbelttjekker om skuden er fortøjret forsvarligt.
Kompasset vender mod nord, men vi skal ingen vegne – endnu da.
Ingen Titanic panik her.
Hensyn, henstand, samfundssind

Coronakrisen har fået en unge. Vandet er gået. Ungen bliver ikke taget med tang, kejsersnit eller ender i kuvøse. Ungen går fra dag et – marcherer sortklædt med store skilte gennem de største af de danske byer.
Nogen brænder en statsminister af – ikke selve ministeren, men en dukke. En lookalike. Som en sankthans heks på vej til Bloksbjerg eller Dubai.

Vi er blevet uvenner. Vi er blevet splittet i meninger, fake og fucknews. Information, vacciner, hvad er op og hvad er ned. Mundbind eller ej. Samtykke til epidemiloven eller ej. Samtykke til grundloven eller ej.

Jeg har fået en ny rynke på næsen. Flere faktisk. Af at rynke på næsen over uenigheden. Slinger i valsen. En finger i halsen.

Vi er blevet uvenner. Sådan uforsonligt. Uden at nogen giver sig en meter. Demo for frihed? Fri til eller fra? fri som i din eller min frihed? Ansvar?
P.H. Kværner derudaf: Man binder os på mund og hånd…
Jeg fornemmer en vis frihed i at stå fast – bare beslutte at vi sgu nok holder det ud. gennemlever det uden men. Rolig nu, ingen slinger i saltlakridsen tak.

Det er ikke fordi vi ikke er øvede i at være uenige. Det er fordi det her glæder noget vigtigt. Noget med at tage ansvar.

Jeg tænker på om ikke den der smitteapp og samtykkeappen er lidt i familie?

Noget med at give sig hen til noget. Ja, fuck, det er gammeldags at give sig hen!
Hvem gør egentlig det mere.
Hengivenhed er måske ikke så moderne – alligevel holder jeg af den.
Som en erklæring til mig omgivende samfund.

Naivt? Enfoldigt? Eller folketro?

Jeg er ikke så bange for uenigheden. Jeg er bange for efterspillet. Jeg er bange for tillidsskredet. Tillidsbrudet.

Jeg er bange for at miste besindelsen selv – ikke over nedlukning men over dem der mistede besindelsen.

Lad dem demonstrere – lad dem råbe og gå klædt i sort.

Men lad mig være lydig, latterligt lydig. Næsten dydig.

Lad mig have lov at høre til dem der passer på, dem der bliver inde, lytter årvågent til pressemøderne, følger hvert et råd om påpasselighed. Husker tandtråd og gummi og gavmildhed.

Spritter hænderne flere gange. Lufter ud, siger nej tak til foretagsomhed og fest.

Jeg fryser af helvede til. Varmen i huset er gået. Jeg kan ikke ringe efter en håndværker. Vi er i totalt lockdown. Ingen slipper ud, ingen slipper ind.
Jeg skal bruge natten på Youtube. Lære at reparere varmen selv. Nogen skal jo for faen gøre det.
Det er lige så koldt her i huset som det må være at gå derude og demonstrerer. De ser noget kølige ud, dem der går og råber ciao Mette, ciao.

Uldne underbukser, uldne holdninger.
Nok til at strikke en sjælevarmer.
Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet.

Jeg tror det er ok – vi er uenige. Og hvad så? Eller seriøst?

Jeg skal heller ikke noget tiden. Og jeg skal slet ikke tage mig af demoer med sortklædte.
Jeg skal forsage avisen og alle dens nyheder.
Jeg tror jeg tager en lur, går i hi, går i kloster, går i gang med rynkecremen på næsen.

Måske går coronaen mig forbi. Måske.

Måske fikser jeg varmen. Måske fikser jeg klimaet. Måske fikser jeg håbet, troen og hengivenheden?

Der sad et folk på en tømmerflåde.
Nogle faldt i vandet, nogen svømmede, nogen blev stående.

Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav:
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.

Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly;
o for sejersjubel, for salig lyst:
Lyset stander stille på livets kyst!