Et nu vi forstår

Melodi: Fortabt er jeg stadig (Højskolesangbogen) nr.486
Tekst: Astrid Søe, 29. oktober 2021 – Til Mogens dahl koncertsal

Et nu vi forstår
at strække sin lunge i det den formår
at kysse en tone der nynner af vår
så sangen forener og elskende får
en mættende bid
en tone af tid

En tone af tid
der vokser og bliver til et individ
en menneskekrop der kan længes og nå
og bygge en vej hvor vi alle kan gå
at være et bånd
i spor af din ånd

I spor af din ånd
der mildt mellem miskundhed rækker sin hånd
der løber fornuften og tvivlen tar skridt
og deler en tillid i dit og i mit
så bliver jeg fri
i den melodi

I den melodi
der ligger en lighed og dirrer deri
for alting befries hvor ordet har luft
hvor sang er at skabe en fælles fornuft
at samle en sag
der aldrig gør svag

Der aldrig gør svag
men støtter en bjælke, der holder et tag
– der letter i vinden, for tonerne bær
i dem kan du kende din ånd og dit værd
og så gør du glad
i sangen er fred

I sangen er fred
og ingen skal slås eller gøre fortræd
en kendt melodi med en node af mod
der viser mig hvor jeg skal sætte min fod
jeg ved at jeg vil
og så blir vi til

Og så blir vi til
hvor tonen kan bunde og svømme og vil
at dagen er enkel når du holder om
at ingen er efterladt ene og tom
i fælleskabskår
et nu vi forstår

D day

Det er ingen stor forbandelse,
at holde stejlt på dannelse,
at vikle liv og levnet ud,
at så og værne nye skud,
at finde sted og virke frit,
at se og tro på dit og mit,
at få lidt ondt i samfundssind,
at være stejl og længes ind,
at mene, holde for og se,
om om der er mening hvor det ske?
At tvivle, er at turde mer,
end fastlåst form i alt vi ser,
for det at dannes pø om pø,
gir plads i livets lange kø,
oplys og lær og hold nu på,
for livslang læring er at stå,
i undren mellem andre folk,
og vide dannelse er tolk

Jeg holder med håbet

Jeg holder med håbet

Dets hengivne væsen

Så håndgribeligt at man kan klippe det ud som en påklædningsdukke af 240 grams karton en fugtig sommeraften efter duggen er faldet og myggene sværmer om de sidste lysstråler som falder.

Håbet holder

Det holder ud

Holder oppe

Hænger som en helikopter over bjergslugten i 4755 meters højde og firrer en båre ned til den der ligger der, fastklemt og forslået med viden om at alle knogler i kroppen er brækkede. Med en eneste undtagelse. Fandens lillefinger.

Det knagede og sneen skred under vægten af menneske. Idioten der ville bestige og besejre og indtage og erobre, ikke med særlig årsag, men fordi det måske og kun måske var muligt. Sneen skred og slugten åbnede sig som et kvindeskød i fødsel. Længere og længere ned faldt mennesket. Tilbage i skødet, i slugten. Båren der dingler over kroppen. Helikopteren der nu er håb i stedet for bjergtinden. I alt er håbet. I ulykken når livet brækker over i mange dele. I sneen der skred med iskrystaller der læner på hinanden som perler på en snor eller fanger der ligger tæt i udryddelseslejren. Lugten af sved, urin, rædsel, blod, håb.

De vender sig samtidig. Der er kun plads til at ligge i ske. Knæ mod knæhaser. Lem mod lænd. Hoste. Islag og hvid ånde. Iskrystaller der glider under vagtens sorte støvler. En svag banden. En cigaret. Hosten. Macht frei.

De vender sig igen. Åndedrag mod ryg. Kold ånde. Lungebetændelse. Ribben der er sparket skæve. Bøjede brækkede. Lunger der ånder ud i natten og giver efter.

En Humpel brød. Og ånd.

Træk vejret stille. Ikke for langt ned i lungespidsen. Den fryser nemmere til. Som en omvendt bjergtop der ligger blottet for storm og snefald.

Nogle når der op og nogle kommer ikke ned igen. Iskrystallerne glider fra hinanden. Helikopteren cirkler og leder. Tjuk tjuk tjuk. Rotorbladene basker med vingerne som en engel. Et sendebud. Et håb.

En karabinhage knytter som en udstrakt hånd sig om livlinen. Båren duver frem og tilbage. Liften er tyk af tillid. Hvid røg. Paven puster et alterlys ud. Egenhændigt. Med egne læber. Næsten mirakuløst og jordnært. Som toiletpapir og tipskuponer. Det sneer i vatikanet og det sekstinske kapel løfter en pegefinger og maler med fingermaling gennem grøfter, grave, gerninger, gaver, Gud.

De vender sig igen. Hoster. Bryst mod ryg. Håb mod håb. Hoste og hakkisch.

Båren løfter sig gennem slugtens skød. Lyser ovenover. Rotorbladene. Rabarbergrød og bare ben. Far læser avis. Mor er lykkelig. Nogen knæler. Hul på knæet og plaster på. Men først puste. Hvid ånde. Ånde mod ånde.

Saksen klipper. Håbet i 240 grams karton. Det har mange klædninger. Man Kan skifte dem ud så tit man vil. Måske tegne nogle selv. På karton. Klippe dem ud. Forsigtigt med den store saks. I det sidste lys hvor myggene danser og hvirvler rundt med vinger som rotorbladene. Vinge mod vinge. Saks mod karton. Håb med håb.

Sommer på Mols

Lyngen er lilla af lethed og liv
Grantræet løfter sin kåbe
Himlen den maler et modigt motiv
Lærken står op for at håbe

Hugormen soler sin kolde figur
Kornet er modnet med måde
Skovmåren ligger nu atter på lur
Jeg samler på sensommernåde

Vejen er trådt til den næste der vil
Nogen skal være den første
Tænk at vi lever, tænk vi er til
Selv nye spor blir’ de største

Fra individ til covid

At være et fasttømret individ
at vælge, at vrage, at være
og pludselig stå i coronatid
med samfundssindsatmosfære

At være i fællesskab, fatte og se
at eneste regel der gælder
er ansvaret for hvordan du dig te
det koster en masse farveller

Vi klarer sgu nok en vinter i hi
hvor træls det end måtte være
men husk at det blir over mit lig
hvis du ikke tager ved lære

At ville et os, det er mere end dig
og hænger på os individer
for hvor der er vilje går smitten sin vej
vi må lære at være covider


Mens

Mens det regner sopper tiden som en ikke gyldig grund
mens vi tørrer ligger lykken der blev udsat for en stund
mens det varmer venter vinden på forløsning eller kald
mens vi lever, findes alting, som et tilforordnet valg

Mens vi driver, som en tåge, går en byge udenom
mens vi gemmer, uden lager, indtil glasset findes tomt
mens vi rejser uden tasker, til et land foruden krav
mens vi genses i hinanden, slægt og sammenhæng i arv

Mens vi tumler fra det tomme uden indhold, håb og tro
mens vi vander vores rødder og vi gødes til at gro
mens den store himmel mørkner og en dag går fra sig selv
mens vi stoler på hinanden og et gensyn, ej farvel

Mens vi lagde vores tillid på en pude uden vår
mens vi holder om hinanden, slipper fri og slikker sår
mens vi rejser os fra tvivlen og opstår i noget kendt
mens vi blinker og vi blunder, der er kærligheden vendt

Mens vi låner vores tale og bebor en skoldet jord
mens vi samler af de gamle gode brugte låneord
mens vi finder vores ståsted, fast og frodigt uden magt
mens vi sopper i en vandpyt, sir du det vi sku ha sagt

Åndsfrihed

Frihed først og sidst for ånden
men hvad vil den ånd vi tror?
Under andre holde hånden
først i tillid er vi ord

Frisind fremmer mærkbarheden
det at blive hørt og set
læner sig på kærligheden
tålmod, vilje, sket er sket

Intet under kaster mørke
lys er længsel efter lyst
du er vand hvor der er tørke
du er mælken i mit bryst

Der er fri og der er ansvar
rettesnore, rankespil
der er ildsjæl, der er hofnar
spare op og sætte til

Ånd er færd af gamle stunder
ånd er frihed uden sprog
ånd er tankerne du runder
uden bast og bånd og låg

Grundlovsdag

Grundlovsdag er et sted at stå,
på skulder hos din næste,
Grundlovsdag er en dag at få,
på folkegrund det bedste.
Grundlovsdag er en vej mod tro,
på fundamenters fylde,
Grundlovsdag er at bygge bro,
og finde rette hylde.
Grundlovsdag er et mod i folk,
der vælger sammenfaldet,
Grundlovsdag er en fælles tolk,
for dem i mindretallet.
Grundlovsdag giver mødested,
i menigmand og kvinde,
Grundlovsdag er at være med,
og friheden at finde.
Grundlovsdag går vi nu til valg,
et folketing vi skaber.
stemmer ind til tillidskald,
held til både vinder og taber!

Et jævnt og muntert, fejlfrit liv på jord. Sang til samtiden

Melodi: Et jævnt og muntert virksomt liv på jord
Tidsbillede 2017 – Astrid Søe
Et liv af mening, fejlfrit og perfekt
med karakterer der kan tæve alle
lovlydig, ingen udbrud i affekt
rejs jer forsømte – fucked er dem der falde!
Jeg læser op på Kant og Kierkegaard
min flid er synlig og gir resultater
jeg står på række, venter på min tur
og efteraber – vi er vel primater.
Jeg har en holdning, til jeg tar’ en ny
jeg tror på alt – men anfægter min næste
for skikken følge eller landet fly
men hvem er jeg? – Det må vel Facebook teste?
Jeg finder mig en quiz i dansker vid
og noget om at holde meste af katte
det viser sig min viden er frigid
jeg er et speltsegment – Ja tak, en Latte.
Et jævnt og muntert virksomt liv på jord
det lyder som et levn fra svundne tider
nu haster vi, drive-in som nadverbord
og fælleskab er svært for individer.
Men når nu livets spotlight slukkes helt
og links og like’s har mistet deres gåde
har jeg mon nået nok, fik jeg mig delt?
Du jævne liv, kom hid – og vis mig nåde!

—–

over samme læst en samtidsanalyse fra 2001

Tone: et jævnt og muntert, virksomt liv på jord
At leve livet i den tid man har
Og ikke spille lotto for at vinde
Historiens frakke gør du ej er bar
Selv i voldsmoses ghetto fred du finde,
Det hjælper ikke stort med synoptik
Jeg tror du selv får øje på din glæde
Vi ønsker altid mere end vi fik
Selv ejerskab i troens tandemsæde:
Jeg troede jeg ku’ kvase jantes lov
Og råbte ud til alle at jeg turde.
Men jeg bliver’ sur når nogen sir hov, hov!
Slår hjernen fra mens jeg på flimmer lurer.
Så føler jeg mig hjemme, tryg og glad.
Og æder take-away og piller næse
Ser ugens stjerner i et dameblad
Som ingen selvsagt tror jeg gider læse
At være ung med tvivl og hvalpepund
Og skolens karakter der gør mig myndig
Nu trues jeg af villa, Volvo, hund.
Og børn med flere mænd gør man er kyndig.
Jeg sulter mig og bruger rynkecreme
Men lige meget hjælper det på huden.
Så hver dag leves som den var ekstrem
til døden endelig gir mig en på tuden.
Grundtvigs digt: et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.
Frit omdigtet til et moderne billedsprog og tidsbillede,

Astrid Søe september 2001


Grundtvigs oprindelig smukke digt til ungdommen:

Et jævnt og muntert virksomt liv på jord
som det, jeg ville ej med kongers bytte,
opklaret gang i ælde fædres spor
med ligeværdighed i borg og hytte,
med øjet, som det skabtes, himmelvendt
lysvågent for alt skønt og stort herneden,
men med de dybe længsler velbekendt
kun fyldestgjort af glans fra evigheden;
Et sådant liv jeg ønsket al min æt
og pønsed’  på med flid at forberede,
og når min sjæl blev af sin grublen træt,
den hviled sig ved fadervor at bede.
Da følte jeg den trøst af sandheds ånd
At lykken svæver over urtegården,
Når støvet lægges i min skabers hånd
Og alting ventes i naturens orden:
Kun spiren frisk og grøn i tidlig vår
Og blomsterfloret i den varme sommer,
Da modenhed i møde planten går
Og fryder med sin frugt, når høsten kommer!
Om kort, om langt blev løbebanen spændt,
Den er til folkegavn, den er til grøde:
Som godt begyndt er dagen godt fuldendt