Mens det regner sopper tiden som en ikke gyldig grund
mens vi tørrer ligger lykken der blev udsat for en stund
mens det varmer venter vinden på forløsning eller kald
mens vi lever, findes alting, som et tilforordnet valg

Mens vi driver, som en tåge, går en byge udenom
mens vi gemmer, uden lager, indtil glasset findes tomt
mens vi rejser uden tasker, til et land foruden krav
mens vi genses i hinanden, slægt og sammenhæng i arv

Mens vi tumler fra det tomme uden indhold, håb og tro
mens vi vander vores rødder og vi gødes til at gro
mens den store himmel mørkner og en dag går fra sig selv
mens vi stoler på hinanden og et gensyn, ej farvel

Mens vi lagde vores tillid på en pude uden vår
mens vi holder om hinanden, slipper fri og slikker sår
mens vi rejser os fra tvivlen og opstår i noget kendt
mens vi blinker og vi blunder, der er kærligheden vendt

Mens vi låner vores tale og bebor en skoldet jord
mens vi samler af de gamle gode brugte låneord
mens vi finder vores ståsted, fast og frodigt uden magt
mens vi sopper i en vandpyt, sir du det vi sku ha sagt