Stille gang mod allehelgen og en nat i dødes spor,
hvor jeg tænker på en afdød og opliver gennem ord.
Gennem stuen går en engel, Ingemanns med særlig glans,
og på himlens tonestige danses livets dødedans.
Ude regnen gennemvæder jorden til det frø der faldt,
det vil spire gennem livet, genopstå som livet salt.
At dit kød er blevet stille, at din grav har sten og navn,
er blot håndens sprog for det der er at evigt nænsomt savn.
Jeg kan lægge øret stille mod den jord du langsomt blev,
under kinden spirer græsset, med dit budskab; vær og lev.
I et spor af afdød lykke, går min sorg nu hånd i hånd,
med den kærlighed der vidner om at ord kan skabe ånd.
Allehelgens lyset flakker på en mørk novemberdag,
Ild af altet, – blusset brænder, livet gang i flere lag.

//Astrid Søe 2012 #Allehelgensnat